Fra otte til ni

Fra ’08 til ’09. Vi går med hastige skridt et nyt år i møde. Juledagene blev et langt stykke hen ad vejen brugt på værkstedet. To af resultaterne af disse anstrengelser kan ses herover – og disse bliver sandsynligvis de sidste malerier, der bliver færdiggjort i 2008? Anyway, der er flere undervejs. Alle er i størrelsen 73 x 100 cm. Julemusikken er samtidigt blevet afløst af en højst interessant Beatles-cd, som jeg fik i julegave. Her har produceren George Martin sammenfattet gruppens numre i en helt frisk produktion, hvori han i samarbejde med sin søn har efterbearbejdet ”the fab four” i et helt unikt og helstøbt koncept.

Tilbageblik - 2008

At være tilbageskuende er normalt ikke noget, man ligefrem praler med. Alligevel har de fleste en vis tilbøjelighed til at se på dét år, der er gået, når det begynder at rinde ud.

Her befinder vi os på nogle højst forskelligartede lokaliteter. Fra oven har vi HKH Kronprins Frederik til åbningen af Erik A. Frandsen-udstillingen på kunstmuseet ARoS i Århus. Herefter følger et billede fra pressemødet på den store Per Kirkeby-udstilling på Louisiana. Det blev også sommer i 2008. Den hvide sandstrand ved Husby Klit er garneret med bunkers fra 2. Verdenskrig. Vi befinder os naturligvis ved Vesterhavet. Silkeborg Stadion har ikke været så flittigt besøgt de senere år. Hvorfor? Jo, spillets kvalitet har ikke levet op til de standarder, man burde være i stand til at forvente. Heller ikke på denne søndag eftermiddag i efteråret. Sidste stemning blev indfanget på Art Copenhagen-kunstmessen i Forum.

Jorn/Utzon på Silkeborg Kunstmuseum

Fra 27. december kan man se en lille fin udstilling på Silkeborg Kunstmuseum, der skulle kaste lys på de to kuldsejlede museumsprojekter, som Asger Jorn søsatte i årene fra 1961 og frem til Jorns død i ’73.

Projekternes arkitekt var nyligt afdøde Jørn Utzon, der har indskrevet sig i arkitekturhistorien i kraft af Operahuset i Sydney. Dette arbejde var ikke gnidningsfrit og det samme kan man roligt sige om projekterne i Silkeborg.

Den aktuelle udstilling, som er tilrettelagt af mag. art Lene Laigaard Andersen, der er museumsinspektør på kunstmuseet, giver ved hjælp af breve, tegninger og diverse modelskitser samt fotodokumentation et glimrende billede af, hvilke intentioner Asger Jorn havde i forbindelse med dét hus, der skulle rumme hans enorme samling af moderne kunst.
Jeg har skrevet en baggrundsreportage, hvori indgår uddrag fra et interview, jeg har foretaget med Lene Laigaard… læs her>

Gadekunstens gale hunde

Forfatteren og redaktøren af MagasinetKunst Ole Lindboe har været i New York rigtigt mange gange. Derfor må det være indlysende, at han har oplevet storbyens mangfoldige bud på, hvad street-art er? Og dét lige fra den stereotype graffiti til den langt mere nuancerede udgave af gadekunsten, som har afsæt i humor og personlighed.

Gadekunsten bliver udført af, hvad Lindboe præcist betegner som ”Kunstens Køtere”. Og akkurat denne karakteristik bruger Ole Lindboe som titel på en bog, som han har udgivet omhandlende gadekunstens aktører.

Forfatteren tager læseren med på en klart defineret historisk rejse gennem gadekunstens forskellige udtryk, som alle har subkulturens effektfulde accent som visuel klangbund. Graffitien kender alle på godt og ondt. Man oplever de irriterende tags overalt samt de ofte imponerende og farvestrålende totaludsmykninger, som fremstiller en enkelt og groft udført tekst på mure, bygninger og tog.

Det er oplagt at Lindboe i sin beskrivelse af miljøet slår ned på nogle af de udøvere, der langt senere i forløbet er endt i et traditionelt kunstunivers. Keith Haring får et afsnit i sin egenskab af pioner inden for gadekunsten. Haring udviklede sin egen stil og blev dermed ret hurtigt et af genrens helt store ikoner på trods af sin tidlige død som 32-årig.

En anden af gadekunstens stjerner Jean-Michel Basquiat blev kun 28. Ikke desto mindre blev han én af sin generations allerstørste stjerner. Måske er han den af genrens repræsentanter, der har samlet flest epigoner omkring sit eftermæle?

Disse afdøde kunstnere handles til millioner på auktioner verden over; men også nulevende kunstnere med afsæt i gademiljøet har gjort det godt. Britiske Banksey er således en af de kunstnere, der bruger den såkaldte stencil-teknik i sine ypperlige, og ofte stærkt humoristiske værker.

Den mest kendte udøver herhjemme må vel siges at være HuskMitNavn, som Lindboe også har givet god plads i bogen. Bl.a. i beskrivelsen af, hvorfor HuskMitNavn sprang fra den rendyrkede graffiti til gadekunst: ”Jeg kørte sur i graffiti, fordi miljøet var meget regelbundet i dets kunstneriske udtryk. Det er et ”piece” og det er et ”tag”. Jeg ville hellere lave noget, der talte til alle folk og hvor jeg selv bestemte reglerne”.

Ole Lindboes bog er rigt illustreret. Der er ingen beskrivelse af de enkelte billeder. Kunstnerne får lov at stå anonymt i helheden – og det er vel ganske i tråd med gadekunstens regelsæt? Hvis der overhovedet findes et sådant?

Fiskenes smerte

”Knud Steffen Nielsens poesi er skøn som en forbandet drøm, i sin herligt hullede klang, i sin syntaks’ musikalske mangel på holdning, i sit rigt diffenrentierede og diverterende ordvalg”. Sådan skrev Lars Bukdahl i Weekendavisen om lyrikeren Knud Steffen Nielsens sidste digtsamling ’Intarsia. Et forhandlingspapir’ fra 2006.

Fredag den 12. december holdes der reception på Underwood Ink i København i anledning af Knud Steffen Nielsens nye digtsamling ’Det gør ikke rigtigt ondt på fisk’, som jeg fik af forfatteren til åbningen af udstillingen på Galleri Faust, hvor Nielsen er kurator.

Hun smyger
sig forbi min algoritme
som den tyndeste æggeskal,
gevandter af papir, så luftige, så luftige
ikke antydning af noget fatalt.

Fra digtsamlingen ’Det gør ikke rigtigt ondt på fisk’ af Knud Steffen Nielsen