Kalkau i Horsens

I forbindelse med en konference på Horsens Kunstmuseum om tegning i et pædagogisk perspektiv, fik jeg lige et hurtigt view på Sophia Kalkaus fine udstilling ’Efter Ægget’ – en konstellation af værker fra 1999 til i dag’. Udstillingen, som er en kombination af objekter, skulpturer og fotografier, integrerer sig helt formiddabelt i de store lyse rum på museet. Jeg vil sige, det er en meget ”ren” udstilling.

Kunstneren selv har udtalt følgende: ”Skulptur, objekt og fotografi og koblinger mellem dem. Værker der på forskellig vis er udsprunget af eksistensen, værker der kredser om forvandling, om metamorfose og gentagelse. Udstillingen vil ligge i forlængelse af mit tidligere arbejde med at afsøge feltet mellem objekt og billede. Mellem det åbenlyst fysisk tilstedeværende objekt og det simulerede, gådefulde billede”.

Kristne udøver billedcensur

"Trold der vejrer kristenblod" er titlen på en skulptur af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen

(1861-1941). Skulpturen er blevet et slags vartegn for byen Vejen, da den er placeret foran Vejen Kunstmuseum. Dette er dog en afstøbning af den originale udgave, der er placeret på Ny Carlsberg Glyptoteket, da det var brygger Jacobsen, der i sin tid bestilte værket hos Hansen Jacobsen.

Nu har skulpturen imidlertid fået en helt ny rolle, da den var planlagt som tema i en udsmykning af et otte-etagers byggeri I Vejen; men det har kristne fundamentalister nu fået sat en stopper for, da de betragter det som et symbol på "kristendomsforfølgelse".

Religionssociolog Morten Warmind fra Københavns Universitet udtaler (ifølge BT) til Kristeligt dagblad: "Det lader til, at der er kommet en højere grad af følsomhed ind i "det krænker min religion"-argurmentet. Han finder i øvrigt beslutningen om at droppe udsmykningen "interessant".

Sanseberigende Spring

”Det forekommer tydeligt, hvorfor disse tre kunstnere er blevet stillet til opgave at arbejde sammen. Alle har de en god fornemmelse af, hvordan man kan arbejde med en sanseberigelse omkring intellektuelle forestillinger eller virkelighedsopfattelser”

Webportalen Kunsten.nu har anmeldt årets Spring på Aarhus Kunstbygning, og ovennævnte citat er blot en lille del af en rimeligt kritisk Ulrik Eskekilde Nissens iagttagelser på udstillingen. Dog fremhæver Nissen de tre kunstneres individuelle potentialer, og disse er jo nok så væsentlige i relation til kunstneriske karrierer.

For den ene af de tre, Anders Bendixen, ser det ud til at karrieren allerede har taget et skridt i den rigtige retning. Under mit besøg i København for nyligt, besøgte jeg Bredgade Kunsthandel, og her åbner man faktisk snart en separatudstilling med værker af Bendixen.

Foruden Bendixen udstiller Anja Christensen og Michael Dupont på Spring.

Værkstedet ligner sig selv

Hvis man ser bort fra, at favoritmusikken på værkstedet lige nu er Robbie Robertson, Ray LaMontagne, Robert Plant samt hvad der kommer ud af DAB-radioen, som tilbyder noget helt nyt - nemlig P6 Beat, så ligner værkstedet sig selv. Måden, hvorpå lærrederne bliver bearbejdet, er der heller ikke ændret så meget ved.

Det kan man se på billederne herover...

Træsnit på Statens

’Fra Dürer til Tal R’ kunne man udmærket have kaldt udstillingen med træsnit på Statens Museum for Kunst, som finder sted lige for tiden. Og hvis jeg husker ret, har udstillingen en titel, der ligger ret tæt på mit bud.

Det er en ret lille udstilling, som måske kun i begrænset grad giver indblik i, hvordan træsnittet som kunstnerisk metode har udviklet sig i historien. Et par af udstillingens highlights er et par dokumentarfilm, der viser den danske kunstner Tal R (f. 1967) arbejdende med træsnit i henholdsvis sort-hvid og farver.

NB - nu i København

Galleri NB har sin hovedbase i Viborg - også selv om galleriet i flere år har kørt en afdeling i Roskilde.

Nu udvider man imidlertid aktiviteterne med en en ny afdeling i Københavns indre by. Lige over for Kunsthallen Nikolaj Kirke, på adressen Nikolaj Plads 27, vil man fremover kunne opleve kunstnere, som ikke ellers udstiller i det københavnske område.

Galleri NB præsenterer således i de nye lokaler fra d. 28. april maleren Jacob Brostrup med udstillingen 'City Sence'.

Forår på Kongens Nytorv

Der har været sagt og skrevet meget om Charlottenborgs overgang til kunsthal. Denne proces har også påvirket den traditionsrige Forårsudstilling på Charlottenborg, der fra at være en almen censureret udstilling, nu fungerer ud fra internationale open call-principper.

Om det er godt eller skidt, vil jeg ikke komme ind på her; men blot konstatere, at havde jeg søgt om optagelse på udstillingen i dag frem for i 1992, ville jeg nok være at betegne som chanceløs. Den gang deltog jeg som grafiker, og grafiske arbejder findes ikke på Charlottenborgs Forårsudstilling 2011.

Ikke desto mindre er der - efter lidt betænkningstid - faktisk værker på Forårsudstillingen, jeg finder overordentligt interessante.

Fra det ene til det andet

I Aarhus Kunstbygning finder der hele tre udstillinger sted for tiden. Man kan for det første opleve Michael Islings separate satsning ’Islands of Problems’. Det er et glimrende tiltag, som er foretaget i forlængelse af Kunstbygningens Open Call-tema om øko-balance.

Det er ikke så længe siden, jeg oplevede Kunstbygningen som et kæmpe drivhus, og Isling holder liv i fænomenet, om end på en ret interessant måde – i kraft af, at han rent faktisk inkluderer deciderede kunstværker i sit koncept. I underetagen vises den traditionelle Kunstnernes Påskeudstilling. Den vil jeg lige ruge lidt over og sove på adskillige gange, inden jeg foretager en nærmere beskrivelse. I skrivende stund ser jeg udstillingen som slap og uvedkommende, og det er synd for de få kunstnere, der faktisk har noget at byde ind med. Det er naturligvis endnu mere synd for de kunstnere, der har langt mere at byde på – og som er blevet afvist – end for de deltagende aktører på KP.

Jeg nævner Spring sidst, og det er bestemt ikke fordi Spring udgør Kunstbygningens dårligste tilbud lige nu. Tværtimod! Anja Christensens store tekstilinstallation rummer så meget i sin minimalistiske hvidhed, at man bliver helt opløftet af at opleve den og Michael Duponts mixed media værker har indlysende kvaliteter, som kunne komme endnu mere til udtryk, hvis han gjorde op med et tilsyneladende, for kunstneren, symmetrisk kompositionsprincip.

Kiefer - nu på film

”Film er ikke den mest stoflige kunstart, men Fienne’s film formår på forbløffende måde at få øjet til at møde stofligheden og bliver i samme proces selv et helt usædvanligt værk” En af de mest – måske den bedste, overhovedet? – bemærkelsesværdige udstillinger, jeg så sidste år, var den store Anselm Kiefer-udstilling på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Jeg er netop, via en anmeldelse i Politiken, blevet gjort opmærksom på en dokumentarfilm om Kiefer – instrueret af Sophie Fiennes – med titlen ’Over your cities grass will grow’. Citatet herover stammer fra Kim Skottes anmeldelse i Politiken af filmen, som han giver 5 ud af 6 stjerner. Filmen betegner han som et kunstværk i sig selv. Jeg har allerede rekvireret filmen på DVD, så mere om dén senere…

Foredrag på F 12

For flere måneder siden blev jeg bedt om at holde et foredrag på kunstnerværkstedet F12 i Herning. Jeg er blevet bekendt med stedet via en udstilling, jeg afholdte der for et halvt år siden - og da jeg fik besked om foredraget i god tid, havde jeg jo også netop god tid til at forberede, hvad jeg ville sige.

Netop "tid" blev et tema, og mine indledende reference til en øl, som jeg havde drukket en halv time inden foredraget, indikerer vel ret klart, at alt, hvad der blev sagt, var uden nogen form for manuskript. Jeg havde dog den sædvanlige plan inde i hovedet; men denne gang havde jeg ikke engang nogle stikord at læne mig op ad, så det var en udfordring.

Jeg nærer en dyb sympati for F 12 - og måske derfor finder jeg, at arrangementet var vellykket, om det så var min eller andres fortjeneste, vil jeg lade stå ukommenteret.

Et tilløbsstykke!

Lige præcist på billedet herover får man sikkert ikke det reelle billede af, hvor mange mennesker, der deltog i ferniseringen på Herning Billedskoles årlige udstilling den 9. april; men der var MANGE! Denne begivenhed kan få folk af huse i Herning.

Herning Billedskoles forårsudstilling

For andet år i træk kan jeg se frem til elevudstillingen på Herning Billedskole. Især fordi, jeg selv har afsluttet et forløb, er det interessant at deltage i dette arrangement - og ikke mindst fordi, jeg glæder mig til at vise, hvad nogle af mine elever har produceret i den forløbne sæson.

Man kan måske sige, at antallet af elevarbejder inden for dicsiplinen tegning/grafik ikke matcher sidste år - i hvert fald når det drejer sig om antal. Til gengæld er niveauet højt, synes jeg.

Under alle omstændigheder er det flot at iagttage den ildhu, hvormed vores leder, Lisbet Hauge, går til sagen, når det handler om at finde alternative udstillingssteder til Billedskolens forårsudstilling. Denne gang er det - som sidste år - en tom virksomhed, der er fyldt med kunst af skolens mange elever... Børn som voksne.

KP og Spring

Som traditionen påbyder, åbner den censurerede Kunstnernes Påskeudstilling lørdagen før Påske, og det er altid spændende at se, hvad der sker blandt yngre og – fortrinsvist – debuterende kunstnere. Ikke mindst er det interessant at opleve, hvilke værker censorerne har valgt til årets udstilling. Som supplement til KP har man de seneste år kunnet se Spring, der som KP finder sted i Aarhus Kunstbygning. Spring er en udstilling, der viser kunstnere, der har gjort sig ekstra fordelagtigt bemærket på KP året i forvejen. Blandt de kunstnere, der optræder på Spring i år, er Anja Christensen, som jeg har fulgt ret tæt de seneste otte år. Hun udstiller en stor tekstilinstallation på Spring, der for øvrigt åbner samtidigt med KP i Kunstbygningen d. 16. april kl. 14. På KP er der i øvrigt antaget 88 ud af 1398 indsendte værker. Af de repræsenterede 48 kunstnere er de 35 debutanter.

Ai Weiwei forsvundet

Den vestlige civiliserede verden har længe slikket det kinsesiske, kommunistiske diktatur op ad ryggen som en konsekvens af, at Kina er blevet en seriøs samarbejdspartner på det erhvervsmæssige område. Man er blevet tudet ørerne fulde om, at Kina er på rette vej med hensyn til menneskerettighederne, og det hele kulminerede, da det store land fik tildelt afviklingen af De Olympiske Lege i 2008. Siden har man haft al mulig grund til at spørge, hvordan det nu går. For nyligt blev Liu Xiaobo tildelt Nobels Fredspris; men den kinesiske systemkritiker er fængslet i hjemlandet, og var derfor ikke i stand til at rejse ud for at modtage sin pris. Nu er billedkunstneren Ai Weiwei endnu en gang blevet sat i husarrest. Han var angiveligt på vej ud ad landet, på vej til Taiwan via Hong Kong, da han blev arresteret. For nyligt blev hans atelier jævnet med jorden af mydighederne. Undskyldningen var en detalje vedr. byggetilladelser; men hvis man iagttager, hvorledes erhvervsinstitutioner kan opnå sådanne tilladelser, må det vist siges at være en patetisk undskyldning. Ifølge Weiwei's kone og assistenter er kunstneren faktisk forsvundet sporløst siden anholdelsen - og ingen har nogle idéer om, hvad han er sigtet for. Kina har haft deres OL, og er blevet stuerene - i hvert fald blandt nogle. Ikke desto mindre optræder landet ni igen som dét diktatur, det hele tiden har været - og herovre i vesten er fokus langt mere på Libyen og mellemøsten end den er på et land med mere end en milliard indbyggere, der konsekvent træder enhvert form for udvikling af demokrati under fode. Samtidigt fungerer landet mere og mere på markedskræfternes vilkår... Underligt nok!

Tale til landskabet

Jeg har i den senere tid "performet" en del som åbningstaler i forbindelse med forskellige kunstudstillinger.

Først var der en censureret udstilling, som fandt sted i efteråret 2010, i Kunstpakhuset i Ikast. Sådan set naturligt nok, da jeg selv havde stået for en tredjedel af censureringen (sammen med gallerist Camilla Rohde og maleren Linda Bjørnskov). Overordnet havde jeg faktisk en kurateringsrolle, da jeg også fik hvervet at disponere denne udstilling. Så kom åbningstalen som et åbenbart element.

Senere har jeg bl.a. åbnet en udstilling på Jens Nielsen og Olivia Holm Møller Museet i Holstebro med værker af maleren Hardy Brix.

Sidst var jeg så på banen i forbindelse med en udstilling i det fine Galleri Salling i den lille landsby (ca. 200 indb.) Hjerk ved Limfjorden. Nærmere bestemt i nærheden af Roslev, som igen er beliggende tæt på Sallingsundbroen.

Udstillingen hedder 'Herfra hvor jeg står' og viser malerier af Finn Have, som efterhånden er blevet synonym med landskabsmaleri anno 2011.

I talen satte jeg fokus på forskellige historiske skikkelser inden for genren - Raadal, Ring og Philipsen - samt en lille kommentar til udstillingens titel, som er et "rip off" fra Skousen og Ingemann's berømte plade fra 1971.

Fotograferne og symmetrien

Efter at have været til åbningen af fotoudstillingen *Steder – Danmark under forvandling’ på kunstmuseet HEART i Herning oplever jeg et besynderligt fænomen blandt fotografer. Adskillige af deres værker er opbygget ud fra et symmetrisk, kompositionsprincip. Dette ser man meget sjældent blandt malere eksempelvist. Symmetriske kompositioner virker ofte kedelige; men måske er et behov for at skabe orden og balance i billedplanet en egenskab, man mere ser blandt fotografer end i andre kunstformer? Nu er det jo angiveligt nogle af landets fremmeste fotografer, man ser i en sådan sammenhæng; men når jeg ser udstillingen, er jeg ret sikker på, at det udelukkende i kunstinstitutionernes øjne, at netop disse kunstnere besidder særlige kvaliteter. Der var adskillige værker på udstillingen, der i min optik virkede fuldstændigt dilettantiske i udtryk og form. OK! Der var da stillet skarpt i langt de fleste tilfælde; men det manglede vel også bare??