Sommer

Der var lige nogle dage her sidst i juni med temperaturer op omkring de 25 grader, og så fornemmer man jo for alvor, at sommeren har gjort sit indtog i Søhøjlandet. Det blev klart illustreret, da jeg oplevede en moden, "chubby" kvinde tage en dukkert i den ellers ikke helt opvarmede Almindsø. men livsbekræftende var det - og det inspiurerede mig til at følge trop.

Jazz is not dead...

it just smells funny... er et citat Frank Zappa udtalte en gang. Jeg tror det var på livepladen Roxy and Elsewhere fra en gang i 70'erne; men hvis man skal måle jazzmusikkens popularitet på antallet af mennesker ved den netop overståede Riverboat Jazz Festival i Silkeborg, har genren det helt fint. Jeg tog nogle billeder fredag og lørdag, og disse kan ses HER>

and all that jazz

Som det er tradition, byder man i Silkeborg i dagene lige efter Sct. Hans på Riverboat Jazz Festival. Festivalen er bygget op omkring New Orleans- og dét, man kalder traditionel jazz; men man kan også opleve et mere nuanceret program i forbindelse med Riverboat, blandt andet da bassisten Hugo Rasmussen spillede med sit All Starz Band i Kulturspinderiet.

På billedet herover ses Rasmussen i et veloplagt samspil med trommeslageren Kresten Osgood. Man kan se billeder fra koncerten med Hugos stjerner HER>

Reyle

”Men alle de skinnende overflader, det farvede lys og den dekadente leg med luksus truer ind imellem med fuldstændigt at lamme synsnerverne – for derefter at sætte en stopper for al tankevirksomhed. Til gengæld generer det næppe de stenrige kunstsamlere, der kæmper om at købe hans værker, at Reyle, som en anden Kong Midas, omdanner alt, hvad han rører ved til guld, glimmer og glamour”

På kunstmuseet Arken i Ishøj finder for tiden en udstilling sted med den voldsomt hypede tyske kunstner Amselm Reyle. Ovenstående citat stammer fra Trine Ross’ anmeldelse af netop denne udstilling i Politiken – og hvad skal vi så stille op med alle disse henvisninger og al den blanke æstetik?

Det spørgsmål stiller Ross i samme anmeldelse af udstillingen, som hun trods alt giver fire ud af seks hjerter.

Ai Weiwei fri

Det for lyder nu fra et kinesisk nyhedsbureau, at billedkunstneren Ai Weiwei er blevet frigivet, da han angiveligt har tilstået en sag om skattegæld.

Ai Weiwei har ikke så meget at sige til vestlige medier. Det er måske forståeligt nok, da han har været indespærret i Kina siden april.

Ai Weiwei var en af de kunstnere, der var med til at udforme det imponerende olympiske stadion i forbindelse med legene i 2008. Dengang havde Kina travlt med at oplyse den øvrige verden om, at Kina er et land, der - næsten - opfylder et demokratisk princip. Siden er der sket meget. Bl.a. indespærringen af Ai Weiwei, som har kritiseret styret i Kina; men han er altså fri, uden at han af den grund føler behov for at sige ret meget.

Sonja Ferlov Mancoba

Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) er - kan jeg vist roligt sige - en af det 20. århundredes væsentligste danske billedhuggere. På Museum Jorn i Silkeborg har man valgt at markere 100-året for kunstneres fødsel ved at placere et udvalg af Ferlovs skulpturer fra museets samling på et podie i forrummet til salen for skiftende udstillinger.

Jeg finder det måske en anelse beskedent at markere en så væsentlig dansk billedkunstner på denne lidt tilbagelænede måde? Under alle omstændigheder befinder der sig bemærkelsesværdige værker i samlingen, så en mere "udbredt" præsentation kunne have været relevant - og det evt. suppleret med nogle interessante værker udefra.

Jeg er i skrivende stund ikke klar over, om Sonja Ferlov Mancobas jubilæum fejres andetsteds; men det ville i høj grad være rimeligt med en omfattende og kvalificeret udstilling med og om denne fine billedhugger.

Den konceptuelle Have

”Samtidigt med at Finn Have mesterer det maleriske univers, er han en billedlig samtidsskildrer. Han placerer nemlig malerierne i konceptuelle sammenhænge, der giver billederne en særlig stemning, som er helt unik for Finn Have”

I det nye nummer af KunstmagasinetJANUS (som jeg for øvrigt har leveret materiale til fra tid til anden) giver Pier Maria Andersen en fin beskrivelse af maleren Finn Haves kunstneriske løbebane og værk. Det sker under overskriften ’Stemningsrum’. Finn Have er netop i disse dage aktuel med en udstilling på Galleri Arte i Frøstrup. Denne udstilling finder sted fra d. 25. juni, hvor skribent og forfatter Erik Meistrup vil åbne den.

Det afbillede maleri af Finn Have vil under ingen omstændigheder blive udstillet eller sat til salg i forbindelse med udstillingen i Galleri Arte i Frøstrup. Værket befinder sig trygt og sikkert i min varetægt.

Akvarel

”Akva” er en omformulering af ”aqua”, som igen betyder ”vand”. Og netop vand er lige nu aktuelt i to betydninger. For det første var det mig ganske umuligt på dagen, hvor denne blog blev opdateret at gå udendørs og fotografere et maleri, som netop er færdiggjort. Og årsagen skal såmænd findes i, at det styrtede ned det meste af dagen. Maleriet er eller interessant for dem, der har set filmen ’Kunst med modstand’. Maleriet, som jeg påbegynder i filmen, er netop det maleri, der netop er blevet gjort færdigt.

Men tilbage til vandet, som jo er hovedbestanddelen i udarbejdelsen af akvareller. Og netop i akvarellen dukkede de første bogstaver op i mine arbejder for mere end tre år siden, og som det kan ses herover, er disse bogstaver muligvis ved at opløse sig en anelse. Der er naturligvis stor forskel på at male akvarel og oliemaleri; men det kunne måske være en indikation om, hvor oliemaleriet er på vej hen? Akvarellerne er under alle omstændigheder ganske små – og langt mindre end de gouacher, som jeg udarbejdede sidste år, og som jeg ligeledes har lavet nogle af i 2011 – i sort-hvid. Dem vender vi tilbage til senere.

Jorns drøm om fodbold

Jeg har netop færdiggjort læsningen af Troels Andersens ganske omfattende biografi om Asger Jorn. Andersen kommer vidt omkring i biografien; men der er nogle ting, som ikke berøres. Heriblandt at Jorn skulle besidde nogen som helst interesse for fodbold.

Det gjorde han muligvis heller ikke, eller under alle omstændigheder kun på et sporadisk plan. I hvert fald udviklede Jorn, ifølge en artikel af Christian Kloch Larsen i Midtjyllands Avis, det såkaldt triolektiske fodboldspil. Dvs. fodbold på en specielt udformet bane, der danner udgangspunkt for det udmærkede spil; men blot med tre hold på banen.

Museum Jorns direktør, Jacob Thage, der selv er meget fodboldinteresseret, har luftet tanken om, at afvikle en turnering i denne specielle form for fodbold i forbindelse med Jorns 100-års fødselsdag i 2014. ”Jorn var anderledes og tænkte anderledes, og det er jo netop hans alternative fodboldregler et rigtigt godt eksempel på”, udtaler Jacob Thage til Midtjyllands Avis.

Kunst med modstand

Det er tydeligt, at de tre studerende fra Medieskolerne i Viborg har fået bud på, at arbejde tematisk i forhold til den portrætvideo, som de har lavet om mig. Titlen 'Kunst med modstand' underbygger temaet, som har sit afsæt i de forhindringer, jeg bygger op for mig selv med henblik på at lave malerier på et fornuftigt niveau.

Disse forhindringer, eller "benspænd", er en nødvendighed for at komme til bunds i maleriet; men det er såmænd ikke noget, der nødvendigvis bør belyses mere en nødvendigt. Derfor bliver filmen også en kende anstrengt, da temaet konstant skal drages frem som en overordnet kvalitet.

Hvis man skal komme under huden på en person - i dette tilfælde en billedkunstner - burde man fra filmskabernes side give fanden i de udskrevne temaprincipper; men jeg ser problemet som, at der udelukkende var billedfolk tilknyttet projektet. En historikervinkel på projektet kunne måske have reddet det i land?

Anyway: Nu er det så "modstandsproblematikken", der beskrives og i det lys, synes jeg faktisk at filmen er betinget vellykket. At man skal bruge tre dage til at "skyde" fem minutter og fyrre sekunder kan muligvis retfærdiggøres af, at det f.eks. tog to timer at sætte lys op til en enkelt filmsession?

Der er pæne billeder i filmen, musikken er tilforladelig og kunstnerens accent mindre charmerende; så i dét lys en OK, men dog en rutinepræget præstation. Jeg ville nok i en anmeldelse nøjes med tre stjerner ud af seks mulige, men det er store stjerner - måske oven i købet med en pil opad...

Og filmen? Den kan naturligvis ses HER>

Ørkenvandring

”Men dette er en kunstanmeldelse, og den vurderer ’Sculpture by the Sea’ som en kunstudstilling, ikke som en hyggelig turistattraktion. Og kunstnerisk kommer den til kort. Der er simpelthen for mange jævne eller dårlige værker, og de fleste forholder sig ikke det mindste til, at de befinder sig på en strand i Aarhus. Det er ellers alle tiders idé, og den burde udnyttes bedre”.

Aarhus’ borgmester Nicolai Wammen skulle angiveligt have fået morgenkaffen galt i halsen, da han læste Henrik Broch-Lips anmeldelse af ’Sculpture by the Sea’ i Stiften, hvor anmelderen generøst gav projektet én sølle stjerne ud af seks mulige.

Om Wammen er kommet ovenpå igen og derfor besidder et lidt mere afslappet forhold til Torben Sangilds tilsvarende i Politiken, hvorfra ovenstående citat stammer, skal jeg ikke kunne sige; men det er dog en kendsgerning, at Sangild ligeledes har en række kritikpunkter i sin to-hjertede bedømmelse. Han afslutter dog sin anmeldelse med ”At gå langs vandet og opleve en lang række skulpturer er i sig selv en gave. Det kunne blive fantastisk, hvis værkerne i højere grad levede op til mulighederne. Men gå nu bare turen og døm selv”. Denne spadseretur karakteriserer Sangild i overskriften som en ”ørkenvandring”.

Skulpturer ved bugten

"Det er noget lort - der er 6-7 værker, der holder". Det var en tilkendegivelse, jeg fik 2. pinsedag fra en aarhusiansk billedkunstner ved indgangen til 'Sculptures by the Sea'. En gedigen nedrakning i Stiften med én efterfølgende stjerne burde måske have fået mig til at holde mig langt væk; men jeg kender Broch-Lips, når han er i dét lune, så jeg tog alligevel chancen, og jeg må sige, at det er noget af et samsurium, man har stablet på benene på strækningen Tangkrogen-Ballehage i Aarhus.

Senere mødte jeg en repræsentant fra museumsverdenen, der lige skulle checke om jeg var på stedet som anmelder, inden hun tilkendegav en vis begejstring for projektet. "Der er da noget for enhver smag!" Det er naturligvis også en slags statement; men dagens største grin var alligevel da en ældre medborger kommenterede en voldsomt patineret stålskulptur med ordene: "Den kunne blive pæn, hvis man malede den i en flot farve!"

A multicoloured circle

En lille film, der kunne anskueliggøre, hvordan oplevelsen af 'Your Rainbow Panorama' kunne være. Filmen er lavet under pressemødet ved præsentationen af Olafur Eliassons værk på ARoS i Aarhus.

International workshop - nu i Gludsted

Der var nok en enkelt eller flere, der følte et lille vemodigt stik i hjerteregionerne, da det sidste år blev bekendtgjort, at Den Internationale Workshop for Billedkunstnere i Remisen i Brande ville blive den sidste. Siden 1993 havde workshoppen bragt kunstnere fra alle verdenshjørner sammen i stationsbyen, og dermed givet liv til en by, der synes i evig søvn. Jeg ved det, for jeg deltog selv i workshoppen i 2007.

Nu er der imidlertid vokset en ny workshop op på ruinerne af den gamle, og denne gang er det den lille landsby Gludsted syd for Ikast, der kommer til at danne ramme om dét, der nu hedder The International Art Workshop.

Højdeskræk

"Hvis man som jeg har en smule højdeskræk, er oplevelsen iblandet lidt uro, men kun lige nok til at få pulsen op, ikke nok til at skræmme mig væk: Går man helt ud til kanten, er der frit fald ned, og selv om vinduerne er selvmordssikrede, føles det farligt. Det er heller ikke vanvittigt betryggende, at en af gulvpladerne er gået løs og vipper, nåer man går hen over den, hvilket næppe er meningen"

Det er ganske befriende, at der også er anmeldere, der viser behesket begejstring for ’Your Rainbow Panorama’ – det spektaulære værk af Olafur Eliasson på taget af kunstmuseet ARoS i Aarhus. Torben Sangilds anmeldelse i Politiken sidder i hvert fald ret præcist midt i skabet i forhold til mine egne iattagelser omkring den horisontale regnbue, og højdeskrækken har vi faktisk til fælles.
Jeg vil dog lige – for en ordens skyld – tilføje Sangilds afsluttende ord i anmeldelsen, som jeg også er enig i: ”Men tag derop og oplev det, for det er netop en oplevelse værd”. Ifølge Sangild en tre-hjertet oplevelse ud af seks mulige.

'Deep Print' - et tilbageblik

Jeg glæder mig til Sculpture by the Sea

Hvis man skal dømme efter antallet af kunstnere på Sculpture by The Sea – en mega gigantisk skulpturudstilling, der forløber fra Tangkrogen i Aarhus langs bugten til min favoritstrand Ballehage – er ét besøg tilsyneladende for lidt. Der er heldigvis god tid, da arrangementet slutter til 3. juli.

For to år siden fandt det første Sculpture by the Sea sted i Aarhus og en af idémændene bag projektet er faktisk kronprins Frederik, der havde oplevet den australske udgave af eventet på den legendariske Bondi Beach.

Efter min mening er en strand et helt oplagt sted at vise skulpturer. I det hele taget fungerer mange rumlige installationer langt bedre i naturen end i byrummet, da landskabet ofte skaber en både harmonisk og kontrastforankret baggrund for kunstværkerne.

Abstrakte kontraster

Billedkunstnerne Hanne Linde og Kirsten Rotbøll Lassen har gennem en del år haft et fint udstillingssamarbejde kørende og dette parløb har bragt de to til Ikast og Kunstpakhuset, hvor udstillingsleder Bente Jensen - endnu en gang - viser kunst på højt niveau.

Desværre var ferniseringen præget af, at Midtjylland på dagen nåede op på temperaturer, der gjorde 4. juni til årets hidtil varmeste dag. Det kunne ses på antallet af gæster.

Men jeg var der, og kunne ved selvsyn opleve de to kunstneres forskellige tilgange til det abstrakte maleri som medie. Hvor Linde er bølgende organisk er Rotbøll stram og geometrisk som en Mondrian på syretrip. Koblingen er fantastisk.

En sjælden politisk kommentar

Det vil vist være lidt af en overdrivelse at karakterisere mig som en politisk billedkunstner? Jeg er normalt ikke specielt agiterende i mit udtryk; men alligevel kan man vel godt i ordkonstruktionen bruge den kinesiske kunstner Ai Wei Wei som tema?

'Hyldest til Ai Wei Wei' måler 114 x 146 cm. og er udarbejdet med olie på lærred.