Harrison's forstærker på auktion

På tidlige billeder af The Beatles på scenen, kunne man se, at de benyttede Vox AC30-forstærkere. Disse guitarforstærkere blev ikke forstærket yderligere, så de skulle overdøve tusindvis af pigehyl, hvilket – selv om modellen kan spille ret højt – i sagens natur var umuligt.

Imidlertid udviklede Vox’s ingerniør Dick Denney modellen UL730, som blev introduceret i 1966, og samme år brugte Harrison modellen på indspilningerne af Revolver og – året efter – Sgt. Pepper’s Lonley Heart’s Club Band.

Som det kan ses herover er UL730 en to-delt model i modsætning til AC 30’eren, som jeg selv i tidernes morgen ejede et eksemplar af. Den er forlængst solgt videre; og det er faktisk også meningen med Harrison’s gamle klenodie, som ryger under hammeren til auktion d. 15. december på auktionshuset Bonhams i London. Vurderingen lyder på £50.000-70.000.

Måske kan man få et glimt af forstærkeren, hvis man ser Martin Scorsese’s dokumentar om George Harrison ’Living in the Material World’. Jeg har anskaffet mig filmen på DVD; men ikke set den endnu.

Røre om den stille Beatle.

Ikke mindst takket være Martin Scorsese's tre og en halv times lange dokumentar om George Harrison, har den nu afdøde Beatles-guitarist været en del i fokus på det sidste.

Senest har Harrison's 80-årige søster været ude med en melding om, at "den stille Beatle" ikke var så stille endda. Hun arbejder for tiden på en biografi om sin berømte lillebror - angiveligt fordi, hun mener der er sagt og skrevet så meget løgn og crap om George gennem tiden.

Skorsese's portræt 'Living in the Material World' har jeg i øvrigt lige anskaffet mig på DVD.

Turner, Monet, Twombly

Cy Twombly: Uden titel, 2007, © Cy Twombly. Courtesy Gagosian Gallery.

”Overordnet hører Turner, Monet og Twombly jo til i den vestlige kunsthistories modernistiske hovedspor, hvor kunsten i stadigt stigende grad kan siges at frigøre sig fra motivet og blive abstrakt. Og i pagt hermed sker der hos de tre kunstnere også et skred fra den nøjagtige illusionistiske gengivelse af verden hen imod maleriet – som maleri”

Rent historie-kronologisk kan man vel dårligt sige at J.M.W. Turner, Claude Monet og Cy Twombly har specielt meget til fælles. Ikke desto mindre finder man på tværs af tid og historik nogle fællesnævnere hos de tre, og netop disse danner gundlag for en udstilling, der netop sammenfatter tre malere fra forskellige epoker på Moderna Museet i Stockholm.

Weekendavisens Henrik Wivel har skrevet en lang artikel om udstillingen, og det er netop fra denne tekst, at citatet herover stammer. Skulle man inden for nær fremtid besøge den svenske hovedstad, kan udstillingen ses frem til d. 15. januar 2012.

Let It Bleed-cover på auktion

Hvis nogen havde nævnt navnet Robert Brownjohn for mig, ville jeg ikke ane, hvem der var tale om.

Men det var kunstneren, der designede omslaget til ét af de bedste Rolling Stones-albums nogen sinde Let It Bleed – ja, pladen er vel kun overgået af Sticky Fingers og Exile On Main Street?

Nu er cover-originalen til pladen, som naturligvis findes i min samling af LP’er, sat til salg på Bonhams auktionshuset i London, og man forventer en pris omkring £30.000 og £40.000.

Brownjohn døde for øvrigt i 1970, året efter Let It Bleed udkom.

Dotremont og Damgaard

På kunstmuseet HEART i Herning kan man for tiden se udstillingen Aage Damgaards Skatkammer, som er opbygget af værker fra museets samling med en naturlig vægt på fabrikanten Aage Damgaards samling, der som bekendt danner udgangspunkt for de kunstværker, der til dagligt findes i museets arkiver.

Men nu er de kommet frem i udstillingen, og jeg gik faktisk rundt med en fornemmelse af, at mange af disse værker er blevet overhalet indenom af tiden. Bevares! Der findes fine ting i samlingen, og netop de mest vitale af dem er f.eks. signeret af kunstnere som Svend Wiig Hansen og Asger Jorn. Netop Svend Wiig Hansen er en kunstner, der bliver sat fokus på i Herning, når HEART og Carl Henning Pedersen og Else Alfelt Museet i 2014 sammen præsenterer Svend Wiig i en stor iscenesættelse.

På sidstnævnte museum kan man lige nu se en ganske interessant udstilling med værker og tekster af Christian Dotremont, som var én af hovedpersonerne i den legendariske Cobra-bevægelse. Jeg blev under mit besøg på museet for nyligt begavet med udstillingens katalog, som jeg glæder mig til på bedste nørde-maner at studere nærmere.

Grafik på Vilhelmsdal åbnet

”Grafikken er kommet for at blive”. Nogenlunde sådan formulerede gallerist og kunstsamler Jon Bahl grafikkens rolle i kunstlandskabet under åbningstalen ved ferniseringen på udstillingen ’Grafik på Vilhelmsdal’ i Malling v. Aarhus d. 19. november.

Netop Bahls optimistiske udmelding om grafikkens fremtidige betydning i kunsthistorien giver grobund for at sætte fokus på de mange forskellige metoder, der præger grafik i en kunstnerisk sammenhæng, og netop en del af disse tekniske principper remsede åbningstaleren op for et interesseret publikum.

Jeg måtte selv flere gange forklare, hvordan jeg laver mine tryk, hvilket jeg gør med glæde. I samme åndedrag refererer jeg gerne til filmen ’Sans Titre 2011’.

Udstillingen på Vilhelmsdal viser værker af – foruden mig selv – Elin Neumann, Johannes E. Møller, Knud Odde, Joe ingvartsen og Birthe Reinau. Ferniseringen var velbesøgt og det efterfølgende afterparty ganske enkelt i verdensklasse.

Ai Weiwei åbnet på Louisiana

”Det er således ikke alene en koncentreret udstilling, men også en sluttet udstilling, fordi Ai Weiwei ikke selv har haft muligheden for aktivt at deltage og føje nyt til, række ud og interagere med sit publikum. Det ”sociale plastic” er afløst af en gedigen værkæstetik, men det er også rigeligt i Ai Weiweis tilfælde. For han arbejder med en høj grad af raffinement, kritisk brod og hengiven traditionsbevidsthed i sin kunst”

I skrivende stund åbner udstillingen med værker af den omstridte kinesiske billedkunstner Ai Weiwei på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Citatet herover stammer fra Henrik Wivels anmeldelse i Weekendavisen, der blot bekræfter, at det er en udstilling, man bør se.

Stine Bidstrup

"Tvivlen og den usikre grund, bygger på det endnu ikke kendte og usete, som jeg forstørrer i mine værker og i min brug af glasset. Oftest opstår der sammenstød mellem det forfinede, tillokkende, skrøbelige og smukke glas og en humoristisk, fantasifuld og til tider absurd historiefortælling, der udspiller sig foran os."

Jeg oplevede Stine Bidstrups udstilling på Glasmuseet i Ebletoft i efterårsferien, og i et interview med Pia Strandbygaard Bittner på kunstportalen KUNSTEN.NU erklærer Bidstrup, at hun i langt højere grad ser sig selv som samtidskunstner end som glaskunstner.

Nu har hun valgt glasset som en del af sit materiale, og må nok derfor i lang tid se sig selv beskrevet som glaskunstner, og det synes jeg faktisk er en glimrende og relevant defination

Warhol, Basquiat, Hirst, Eliasson

Det er store navne, der præger kunstmuseet Arken i Ishøj i disse måneder. Ikke mindst udstillingen med en fin repræsentation af Andy Warhol og Jean-Michel Basquiat – herunder flere fællesværker af de to højst umage personligheder – havde jeg set frem til. Og jeg må sige, at det er Basquiat’s indslag, der gør udstillingen meget seværdig.

Udstillingens katalog er fyldt med stof om de to kunstnere. Vincent Fremont, Keith Haring og Dieter Buchhart, der er repræsenteret med interviews af Bruno Bischofberger og Tony Shafrani, giver et præcist indblik i forholdet mellem de to kunstnere, der mødte hinanden i begyndelsen af 80’erne.

Desværre døde Warhol allerede i 1987 og Basquiat året efter, så samarbejdet mellem de to blev af sørgelig kort varighed. Og netop derfor står der en em af ikonografi over udstillingen på Arken, der desuden viser den gigantiske donation fra The Merla Art Foundation med værker af Damien Hirst.

Hirst er født i 1965 og er lidt af et enestående indslag i den kontemporære kunsthistorie. Personligt synes jeg det er lidt svært at blive klog på, hvad det er for et budskab kunstneren prøver at formidle. Som jeg ser det roder han rundt adskillige udtryk og stilarter, og mange af disse kaster såmænd også epigoneriets skygger over kunstneren. Hirst er nok imidlertid totalt ligeglad med hvad jeg mener. Han skulle angiveligt være god for en formue på et par milliarder kr. og rigdom er som bekendt et godt afsæt for arrogance.

Olafur Eliasson behøver vist ikke nogen præsentation af betydning; men jeg er ikke specielt begejstret over hans værk ’Din Blinde Passager’, som berøver deltageren/iagttageren synet i en hvid tåge, der bringer associationer om José Saramagos roman ’En fortælling om blindhed’ frem. Afsæt til langt mere meditativ fordybelse bibringer installationen ’Your negotiable panorama’ af samme kunstner fra 2006.

Birkemose

“Vi drak meget, men jeg vil ikke sige, vi var alkoholikere. Det egentlige arbejde startede jo om natten. Der skete så meget om dagen. Så kommer der en bus, og så er der nogle aftaler, og så er der et klokkeslæt, du skal huske. Om natten, når man har fri, begynder det rigtige arbejde”

Jeg ved ikke, om jeg blot ikke har haft fokus så meget på billedkunstneren Jens Birkemose i de senere år? Men jeg synes ikke, jeg har oplevet ham specielt fremme i landskabet i nogen tid.
I dagbladet Politiken var der d. 13. november et stort portræt af kunstneren, baseret på et interview af Kjeld Hybel, og det er netop fra dette interview, at citatet herover stammer.

Afslutningsvis nævner Hybel, at det er meningen, Birkemose skal have en stor udstilling på Museum Jorn i Silkeborg til næste år, hvor vægten formentlig vil blive lagt på hans enorme produktion af arbejder på papir. En sådan udstilling vil jeg glæde mig til.

Kejser Damien

”Men han mangler fortsat hverken penge eller kunstnerisk anseelse, selv om der sikkert er mange almindelige kunstelskere, der ikke lige knuselsker hans værker eller fortsat tøver. Og måske finder det blasfemisk, når nogen insisterer på at kalde ham for nutidens Rembrandt”

Det er den britiske wonderboy Damien Hirst, der er temaet i Ole Lindboes tekst i MagasinetKUNST, som jeg citerer fra herover. Han kalder i sin artikel i magasinet Hirst for ”Kejseren af kunstland”, og dén betegnelse er nok ikke helt ved siden af, når man tænker på, hvilken opmærksomhed, Hirst har været genstand for de seneste år.

Om han er et seriøst bud på en nutidens Rembrandt eller blot et tidsforankret blålys, vil jeg prøve at afkode ved et besøg på Arken i Hundige, som for nyligt modtog en stor og kostbar donation af nogle af kunstnerens værker.

Kejserens nye kluns

”Det varer mange år, før vi kommer på Charlottenborg igen. Vi er ganske almindelige mennesker uden kunstuddannelse, og dette sagde os overhovedet ikke noget. Det, vi syntes var bedst, var Nina Beiers store kunstværk med stof, ellers følte vi, at vi var i gang med ’Kejserens nye klæder’. Vi sendte Louisiana en varm tanke, det er der, vi skal hen næste gang”

Citatet herover stammer fra et læserbrev fra Inge Lund Madsen i Politiken d. 10. november. Nogle gange siger et sådant debatindlæg mere end en mindre stak anmeldelser. Omkring den aktuelle udstilling på Charlottenborg har jeg svært ved at besidde en mening, da jeg ikke har set den.

Ulrik Slot Petersen 1969-2011

Det var som oftest i Århus Kunstbygning, jeg mødte Ulrik Slot Petersen og derfor samme sted, jeg talte med ham om dels de aktuelle udstillinger i huset, og dels om kunstverdenen i en bredere forstand.

Ulrik Slot Petersen var i alle henseender en kunstner, der havde øjnene med sig. Ikke mindst når han gennem sit egen værk beskrev tilværelsen i klare og præcise formuleringer - oftest via maleriet. Derfor overraskede det vel også mange - og ikke mindst undertegnede - da Ulrik deltog i Kunstnernes Påskeudstilling for nogle år siden med et afgrenet og afbarket, hvidmalet grantræ. Selv havde han indsendt værket som en form for joke; men dén havde censorerne ikke lige grebet, og dermed kom objektet til at illustere Ulriks kunstneriske praksis i en periode.

Netop humoren og den skarpe replik var et par af Ulrik Slot Petersens kendetegn, og han havde ofte en holdning til, hvad der blev fremstillet i et broget nationalt kunstlandskab. Der lå tit en undertone af sarkasme i disse definationer; men disse blev altid serveret med et glimt i øjet.

Ulrik Slot Petersen døde alt for ung, da oktober gik på hæld - og dermed mistede ProKK et væsentligt medlem og det aarhusianske kunstmiljø en farverig personlighed.

Ulrik Slot Petersen blev 42 år. Æret være hans minde.

Exit Arnoldi

Det lå måske lidt i kortene, at Per Arnoldis hjerte ikke rigtigt banker i administratortakter; og sikkert godt det samme. Nu har han i hvert fald valgt at fratræde den post, som den tidligere kulturminister Per Stig Møller tildelte ham som formand for Statens Kunstråd. Dette er en beslutning, som den nuværende kulturminister Uffe Elbæk beklager meget.

Men når vi nu er ved Elbæk, kan jeg ikke lade være med at spekulere over den kulturelle Marshall-plan, som han fremlagde FØR han blev minister. Den har kulturportalen ’Søndag Aften’ kigget lidt efter i sømmene i bagklogskabens lys… læs her>

På billedet foroven ses Arnoldi yderst til højre med rødt tørklæde i samtale med denne blogs redaktør

Nyt musikalsk talk show på vej

I forbindelse med udstillingen ’Grafik på Vilhelmsdal’ ved Malling syd for Aarhus, har vi aftalt at lave et musikalsk eftermiddagsarrangement på Vilhelmsdal søndag d. 11. december.

I den forbindelse har jeg tilbudt at lave et musikalsk talk show i stil med dét, jeg lavede på Museum Jorn for et par år siden. Dengang var temaet med udgangspunkt i nogle af de musikalske eksperimenter, som Asger Jorn lavede sammen med Jean Dubuffet i begyndelsen af 60’erne.

På Vilhelmsdal vil det dog blive langt mere tilrettelagt med afsæt i mit eget liv med kunst og musik som afgørende elementer. Jeg vil naturligvis holde læserne af denne blog opdateret vedr. arrangementet.

Grafik på Vilhelmsdal II

Ferniseringen finder sted på Vilhelmsdal, Tisetvej 116, Malling syd for Aarhus, lørdag d. 19. november kl. 15-18. Udstillingen åbnes ved den lejlighed af kunstsamler og gallerist Jon Bahl fra Odder.

Zimmerman og "Kartofler"

Vi befinder os i Jyske Bank Boxen i Herning, og luften er faktisk ladet med spænding, og derfor forekommer det mærkeligt, at ikke alle til den udsolgte koncert har fundet deres pladser to minutter før koncerten er annonceret til at begynde. Præcist kl. 19.30 går Mark Knopfler med syv musikere på scenen. "Kartofler" selv med en karakteristisk lyd fra sin røde Stratocaster, der forstærkes af to Orange-forstærkere. Lyden er ren, smuk og klar. Til gengæld går der selvsving i publikum, der nu skal finde deres pladser i salens mørke. Jeg kan godt undre mig over, at man ikke et kvarter inden koncerten startede lige annoncerede, at det nu var på plads at finde sin plads i Arenaens gigantiske kompleks.

Alt dét er naturligvis ikke Knopflers ansvar, og i takt med at han i løbet af det første nummer spiller sig op, stiger forventningerne, da de sidste bønder endeligt har fundet deres pladser. Desværre går der et stykke inde i sættet træskodans og spillemandshurlumhej i foretagendet. Knopler's keltisk inspirerede idéer fylder lidt for meget i indslaget. Især en entusiastisk violinist, der hamrer sin ene fod i takt mod scenegulvet signalerer en lidt for volumiøs livsglæde, der er svær at fange på 14. afsnits 28. række.

Da Knopfler langt om længe tager fat på dén del af sit bagkatalog, som han kan takke sin ikonstatus for, er hans del af koncerten slut - næsten; men til gengæld redder han temmeligt meget af det spildte land tilbage ved at give en veloplagt udgave af 'So far away' som ekstranummer.

Myterne om Bob Dylan's stemme har næsten nået højder af alpekarakter. Beskrivelserne ang. hvordan han har gnækket, reciteret, hostet og raspet sig gennem sit bagkatalog i de senere år har også nået denne blogskribents ører; men lad det være slået fast med syvtommersøm: Uanset hvordan denne fugl synger med sit næb, eller hvordan hr. Zimmerman forvalter sit materiale, opstod der allerede under indledningsnummeret 'Leopard-Skin Pill-Box Hat' momenter af kolossal intensitet. Bandet swingede som bare fanden, og Mark Knopfler havde udsat sin fyraften og gjorde fin fyldest hos Dylan som alt andet end tyndt øl. Faktisk glødede Knopler's guitar langt mere, da han spillede sammen med Dylan, end den havde gjort under opvarmningen.

Der gik lige et halvt vers, inden jeg genkendte 'It ain't me, babe', men fortolkningen fungerede - ikke mindst i kraft af bandets sammenspil. Dylan selv begyndte koncerten bag et keyboard; men senere oplevede man ham helt fremme ved kanten af scenen med og uden guitar; og når det var uden guitar var det med mundharmonikaen i den ene hånd, og er der nogle blandt bloglæserne, der har en teori om, at Dylan er en dårlig mundharmonikaspiller, så lad mig blot vove at påstå, at det er han IKKE! Bevares - han er ikke nogen Sonny Boy Williamson, men mindre kan bestemt gøre det.

Min ledsager til koncerten var tydeligt indigneret over, at hun ikke var i stand til at høre mesterens tekster, og jeg skal ikke afvise, at hun har en pointe. Vi andre kender numrene og har lettere ved at få mening i fortolkningerne, men for en udenforstående har det helt sikkert været lidt af en udfordring. Et nummer som 'Desolation Row' blev leveret i en højst spøjs udgave, hvor det nærmest lød ud som om Dylan og bandet hyggede sig i øvelokalet. I det hele taget var hele set-up'et præget af en uhøjtidelighed, som kom til udtryk mellem numrene, hvor der blev klimtet og i det hele taget varmet op til den kommende sang. Det hele virkede befriende løst, og sandsynligvis som en konsekvens af, at sætlisten var udarbejdet kort inden koncerten fandt sted. Måske var der oven i købet foretaget justeringer undervejs?

Ét af koncertens højdepunkter - efter min mening - var den smukke 'Forgetful heart' fra 'Together through life'. Måske mest i kraft af overraskelsesmomentet? 'Ballad of a thin man' gnistrede nærmest fra scenen, inden det hele sluttede med 'All along the watchtower' og en sydende 'Like a rolling stone'.

Skulle jeg på bedste dagbladsmanér give stjerner, ville det blive 3 ud af 6 til Knopfler og 5 ud af 6 til Dylan (og dét med en pil op)... Altså samlet set 4 ud af 6 stjerner!

Den anden Elvis

Egentligt hedder han Declan Patrick Aloysius MacManus; men det går jo slet ikke, hvis man vil slå igennem som rockstjerne i sidste halvdel af 70'erne, hvor MacManus debuterede under det langt mere mundrette navn Elvis Costello.

Den "nye Elvis" åbenbarede sig hurtigt som en fremragende sangskriver, og allerede med debut'en My Aim Is True (1977) blev han et positivt omdrejningspunkt blandt tidens anmeldere. Første plade med bandet The Attraction, This Years Model (den med kameraet), udkom året efter og siden er det gået slaw i slaw for den fantastiske sanger med den bemærkelsesværdige frasering.

Siden er backingbandet blevet til The Imposters; men udtrykket og - næsten - besætningen er stort set det samme som dengang og netop denne konstellation spiller i Musikhuset i Aarhus d. 2. juni. Jeg har købt billetter - der er ganske vist længe til, men man kan vel aldrig være i for god tid?