søndag den 31. januar 2016

Lars Nørgaard i Aarhus og Horsens







Dårligt er ferniseringsvinen blevet fortæret på Horsens Kunstmuseum, som netop har åbnet udstillingen 'Morphine' med værker af Lars Nørgård, før Nørgård igen er udstillingaktuel i Østjylland. 

Denne gang finder udstillingen, som besidder titlen 'King Jelly's Final Stage Dive', sted hos Charlotte Fogh Gallery i Mejlgade i Aarhus. 

Her kan man i tidsrummet fra d. 5. februar og præcist en måned frem se udstillingen. 

Det er dog billeder fra udstillingen i Horsens, der illustrerer dette blogindlæg

Store formater på HEART

I forbindelse med et arrangement på kunstmuseet HEART i Herning for nyligt, fik jeg mulighed for at se en ny udstilling på museet med titlen 'Grand Danois'. 

Udstillingen viser værker fra museets samling af værker, der har det til fælles, at de hver især besidder en vis størrelse. Man kan se eksempler på "store danskere" som John Kørner, Kirstine Roepstorff, Per Kirkeby og Erik A. Frandsen (billedet herover). 

Ved arrangementet skitserede museumsdirektør Holger Reenberg HEARTs udstillingsprogram for 2016, og allerede i marts åbner en udstilling med maleren Troels Wörsel, og denne udstilling vil jeg se nærmere på, når den er aktuel. 

Senere i år viser man museets store satsning i 2016 med værker af den legendariske amerikanske pop-kunstner Andy Warhol.

fredag den 29. januar 2016

Clapton må til lommerne

For nogle år siden udsendte Eric Clapton en samlerversion af pladen 'Layla', som oprindeligt blev udgivet i 1971. 

Coveret på den originale udgave blev prydet af gengivelsen af et maleri (billedet), som var malet af den dansk-franske kunstner Emile Frandsen, der døde i 1969. 

På den nye version af 'Layla' optræder motivet i en stærkt modificeret form - og dette er faldet efterkommere af Frandsen for brystet. 

De har derfor stævnet den berømte guitarist, og der er nu faldet dom i sagen: Clapton er dømt til at betale 15.000 euro, hvilket svarer til 100.000 kr. i erstatning til Frandsens efterkommere. 

Mon ikke Clapton kan mønstre et sådant beløb? Det skulle man mene...

onsdag den 27. januar 2016

Efterlysning: Stærkere statement fra Ai Weiwei

ARoS' direktør Erlend Høyersten (længst til venstre) og Ai Weiwei (til højre) ved åbningen af 'A New Dynasty - Created in China


"Vi er et kunstmuseum, som hver dag arbejder på at skabe forståelse for menneskelige relationer, større indsigt i kulturer, og vi inviterer til kritisk refleksion med udgangspunkt i kunsten. På den måde har vi mange af de samme værdier som Ai Weiwei. I disse dage behøver man mere end nogensinde kulturinstitutioner, der skaber rum til frie tanker og ord. ARoS er en selvejende institution, hvor program og udstillinger på ingen måde kan dikteres af magthaverne, som tilfældet er i f.eks. Kina. Derfor har jeg stor respekt for hans reaktion på den danske flygtningepolitik, men jeg finder det også urimeligt, at et helt folk skal straffes ud fra regeringens politik"

Ordene er fremsat af ARoS' direktør Erlend Høyersten i en pressemeddelelse, der er udarbejdet i forbindelse med, at den kinesiske kunstner Ai Weiwei viaTwitter og Instagram har offentliggjort, at han trækker sine værker ud af to udstillinger i Danmark som en reaktion på den danske asyl- og udlændingepolitik. 

Som bekendt finder udstillingen 'A New Dynasty - Created in China' sted nu på netop ARoS

Jeg selv mener, at Ai Weiwei træffer en forkert beslutning. 

Til gengæld hviler der så meget opmærksomhed på den systemkritiske, kinesiske kunstner, at havde han produceret et værk, der sætter fokus på den danske asylpolitik, ville det havde udgjort et langt stærkere statement, end at han blot vælger den defensive fremgangsmåde, og således fjerner sit værk fra en i øvrigt fremragende udstilling.

Ørnsø i olie

For nyligt viste jeg her på blog'en et par akvareller med motiver fra Ørnsø, som er beliggende i den sydvestlige del af Silkeborg. 

Jeg var på vej rundt om søen på et tidspunkt, da jeg blev stoppet ved en bro over et vandløb, der leder vandet videre vestpå ad en lille å. 

Området ved broen var simpelthen så oversvømmet, så jeg måtte vende om og begive mig tilbage ad en sti, der i øvrigt fører én forbi den berømmede Arnakkekilde ved foden af KunstCentret Silkeborg Bad. 

Læg mærke til masten til højre i billedet. Det er dén, der sender TV-signaler videre til min bopæl.

Trækker Ai Weiwei værk tilbage fra udstilling på ARoS?

Ifølge en opdatering på Facebook fra kunstmuseet ARoS' direktør Erlend Høyersten, har den kinesiske verdenskunstner besluttet sig for at trække et stort værk (billedet) tilbage fra udstillingen 'A New Dynasty - Created in China'. 

Dette skal ses som en protest imod den lov, som er blevet vedtaget i Folketinget, som giver myndighederne lov til at beslaglægge værdier fra flygtninge, der søger asyl i Danmark. 

I en opdatering på både Twitter og Instagram fordømmer Ai Weiwei den danske beslutning, og beklager i øvrigt over for museet, at han har set sig nødsaget til at agere på den danske regerings vedtagelse.

mandag den 25. januar 2016

Sæt farten ned!!






Når man sidder og tegner udsigten fra et busvindue, kunne man godt tænke sig, at chaufføren en gang imellem satte farten en anelse ned; men sådan fungerer det ikke i X-bussen på vej til Aalborg. 

Her er der en køreplan, som skal overholdes! Så må man være kvik med blyant og/eller pen.

lørdag den 23. januar 2016

Revitalisering!

Installationsfoto fra Imran Qureshi-udstilling på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

"Med revitaliseringen får publikum mulighed for at bruge museet på en ny måde - og mange forskellige måder. De kan opleve værkerne, få viden om kunsten, selv udfolde sig i værkstederne, men frem for alt skal de kunne dosere oplevelsen, som de selv vil. Vi skal ikke på forhånd fortælle dem præcis, hvad de skal gøre"

Der har været skrevet og talt en del om museet Kunsten Museum of Modern Art Aalborg i forbindelse med museets genindvielse efter en længerevarende renoveringsproces. 

Jyllands-Postens Peter Schollert har besøgt museet og blandt andet fået ovenstående udtalelse fra museets direktør Gitte Ørskou

Jeg besøgte Kunsten, da man afholdte fernisering og reception ved samme arrangement d. 22. januar. Ferniseringen handlede om udstillingen 'Idea of Landscape', som viser værker af den pakistanske kunstner Imran Qureshi

Den udstilling er jeg i gang med at skrive en anmeldelse af.

Maleren Adam Saks i Aalborg







Interiørfotos fra Adam Saks' udstilling i Kunsthal Nord i Aalborg

Når jeg i overskriften lægger vægt på, at det netop er maleren Adam Saks, der for tiden viser udstillingen 'Setting sail in a teardrop of fear and desire', er det fordi den i Berlin bosiddende Saks netop i bund og grund har sat sin egen dagsorden med hensyn til maleriet som billedkunstnerisk medie. 

Måske er det faktisk en anelse utidigt, at fremhæve maleriet i Saks' produktion, da han ofte kombinerer det rene oliemaleri med elementer af f.eks. linoleumssnit. 

Dette afstedkommer dog ikke nogen som helst grund til ikke at fremhæve Adam Saks som én af sin generations mest lovende udøvere af malerkunsten. 

Udstillingen er netop åbnet i de udfordrende udstillingslokaler i Kunsthal Nord i Aalborg, og netop kunsthallens industrielle modstykke til den klassiske "white cube" har Adam Saks gjort til en del af sit værk. 

Før åbningen af udstillingen producerede Kunsthal Nord en video, hvori Adam Saks fortæller om sine arbejdsmetoder og sin version af maleriet generelt. Filmen kan ses HER>

tirsdag den 19. januar 2016

Kunsten forrest

Billedkunst drejer sig blandt andet om forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Titlen på maleriet, der er gengivet herover, er netop 'Udbud og efterspørgsel', og det er for nyligt  blevet inkluderet i museet Kunstens samling (pressefoto: Kunsten Museum of Modern Art)

"For mig er det altid værket, altså kunsten, der står forrest. Vi renser værkerne, forstået på den måde, at man her ikke skal stå og kigge på en iPad, samtidigt med at man kigger på et værk. Tekst og formidlingsflimmer er ikke den eneste vej til at forstå værket. Vi tror på værkets egen kraft, og vi prøver ikke at skabe glitter omkring det. Vores opgave er at være med til at understøtte den kraft, kunsten har, og det sker ikke nødvendigvis ved, at den skal sovses ind i en særlig fortælling eller mytologi, men vi vil gerne tilbyde flere indgange. Kunsten har to steder, hvor man kan gå ind og lege, og jeg synes derved, at vi holder en fin balance"

Blandt de mange aviser, der har får lejlighed til at møde Kunsten Museum of Modern Art og dets direktør Gitte Ørskou, er Kristeligt Dagblad, hvori citatet herover optræder. 

Portrættet af det nyrenoverede museum og museets direktør er forfattet af Dorte Washuus.

Adam Saks indtager Kunsthal Nord

Adam Saks: 'M.V. Yellow', 2015. Olie og linoliumstryk på lærred, 190 x 190 cm. (foto: Lepowski Studios)

Når Kunsthal Nord i Aalborg fredag d. 22. januar åbner udstilling med den i Berlin bosiddende billedkunstner Adam Saks, er der al mulig grund til at forvente noget ekstraordinært. 

Især set i lyset af, at Saks i forbindelse med udstillingen så at sige har "indtaget" de ellers vanskelige og udfordrende udstillingsrum i kunsthallen. 

I pressemeddelelsen op til udstillingen hedder det blandt andet: "Adam Saks arbejder i spændet mellem figuration og abstraktion og oftest med en flertydig forståelsesramme. Han benytter en særlig form for motiv- og billedsampling, hvor han ved at løsrive billedelementer fra deres oprindelige kontekst og genindsætte dem i forskellige konstellationer, skaber en række nye fortællinger". 

Udstillingen med den ganske besværlige titel 'Setting Sails in a Teardrop of  Fear and Desire' varer frem til den 6. marts. 

Jeg vender tilbage med meget mere om denne udstilling, når den er åbnet.

søndag den 17. januar 2016

Forvirringen total på Facebook

Forleden dag lagde en af mine Facebook-venner, Grace Graupe Pillard, maleriet herover ud på communitiet, og ret omgående fik hun at vide, at gengivelsen var blevet fjernet, da den brød Facebooks regler vedrørende gengivelser af nøgenhed.

Der gik dog ikke lang tid, inden Facebook henvendte sig og fastslog, at billedet ikke brød principperne, da der er tale om et kunstværk.

Der må siges at optræde en vis forvirring hos Facebook-censorerne, da man for nyligt slettede et billede af Den Lille Havfrue, da denne gengivelse brød reglerne vedrørende nøgenhed.

Da Den Lille Havfrue - hvad end man mener om skulpturen - må siges at udgøre et kunstværk, bør man vel blot konstatere, at reglerne angående gengivelser af nøgenhed på Facebook er ret uigennemskuelige?

Skulpturens puls




Hvis man ikke er bekendt med billedhuggeren Erland Knudssøn Madsen kunstneriske praksis, er der al mulig grund til at besøge KunstCentret Silkeborg Bad inden for de næste måneder, hvor man her kan se og opleve udstillingen PULS, der viser et stort og repræsentativt udvalg af kunstnerens arbejder. 

Man kan roligt sige, at der er tale om et alsidigt udtryk samlet set. 

Jeg er i gang med en anmeldelse af udstillingen, og den kan naturligvis læses senere i et større dansk dagblad.

torsdag den 14. januar 2016

Alternativ iscenesættelse af grafik

'En skov af grafik - Danske Grafikere' er titlen på en udstilling, man kan se på KunstCentret Silkeborg Bad. 

137 af 160 af Danske Grafikeres medlemmer har sat sig for at skabe en totalinstallation af grafiske arbejder. 

Ifølge Silkeborg Bads pressemateriale er det muligt at erhverve sig en vis viden om grafik og de grafiske trykmetoder i forbindelse med udstillingen, hvilket jeg naturligvis finder forbilledligt. 

Udstillingen åbner med fernisering lørdag d. 16. januar og kan ses frem helt til d. 11. september 2016.

onsdag den 13. januar 2016

Ørne ved Ørnsø?


I dag - og jeg ved ikke, hvordan det har været tidligere - er der færre ørne ved Ørnsø, end der er rejer i rejesalat. 

Ikke desto mindre er det søens navn, og lige for tiden er jeg i gang med et maleri med Ørnsø som motiv. 

Søen er beliggende, så man har fin udsigt over den fra KunstCentret Silkeborg Bad. Ja, det forholder sig faktisk sådan, at der er besøgende på kunstcentret, der er mere optaget af udsigten fra udstillingsstedets panoramasal, end de er i, hvad der optræder på de skiftende udstillinger. Jeg indrømmer, at det kan være en hård udsigt at konkurrere med. 

Som en lille overspringshandling i forhold til det igangværende maleri har jeg lavet et par akvareller fra Ørnsø, og det er dem, der kan ses herover.

Procedureændring hos Lego

I efteråret røg legetøjsvirksomheden Lego ind i en sand shitstorm, da man nægtede den kinesiske kunstner Ai Weiwei (billedet) at købe et større antal Lego-klodser til et projekt i Australien. 

Om det er den dårlige omtale i forbindelse med denne begivenhed, der nu har fået virksomheden til at ændre kurs, er ikke umiddelbart til at vide; men jeg har netop hørt i Radioavisen, at man fremover ikke vil spørge køberne af de klassiske klodser, hvad de skal bruges til. 

Lego afviste at sælge et større antal klodser til Ai Weiwei, da man ikke ønskede at blive sat i forbindelse med projekter, der kunne have et politisk sigte. 

om bekendt er Ai Weiwei en kontroversiel skikkelse i hjemlandet Kina, og man kunne nemt mistænke den store danske legetøjskoncern for at nægte kunstneren at købe produktet, da man ad den vej måske ville undgå at fornærme repræsentanterne for en nation, der udgør et kæmpemarked for Lego

Pr. 1. januar er proceduren imidlertid ændret; men Lego anmoder ifølge Jyllands-Posten til gengæld kunderne om, at gøre det klart - hvis projekterne bruges offentligt - at Lego ikke støtter eller godkender specifikke projekter.

tirsdag den 12. januar 2016

Bowies requiem

David Bowie (foto: Duffy/Duffy Archive and the David Bowie Archive)

"David Bowie er død, og efter 45 års kunstnerisk nærkontakt er det svært at fatte. Melankolien var en vigtig og noget overskygget side af David Bowies udtryk. I dag tillader den sig at slå igennem"

Det hører vist til sjældenhederne, at et stort landsdækkende dagblad rydder forsiden med henblik på at bringe en nekrolog over en stor kulturpersonlighed; men det er faktisk sådan, man har prioriteret hos Politiken, hvor Kim Skottes omfattende nekrolog over David Bowie optræderEn fin gestus over for den nu afdøde britiske kunstner. 

David Bowie døde d. 10. januar - blot to dage efter sin 69-års fødselsdag og to dage efter udsendelsen af hans sidste plade, 'Blackstar', som skulle komme til at udgøre et smukt requiem over den dybt originale sanger og komponist.

mandag den 11. januar 2016

The Pretty Things

Knud Odde: 'The Move', 2015, tusch og akryl på papir monteret på lærred, 143 x 170 cm. (foto: Galleri Tom Christoffersen)

"Som de befinder sig her, stirrende på os fra lærredet, er det ansigtsudtrykket, der fanger os. De unge mænd ser skiftevis trodsige, selvbevidste, sårbare og, for The Moves vedkommende, næsten dæmoniske ud"

Når den psykedeliske beatgruppe fra 60'erne - The Move - bliver nævnt i citatet herover, er det fordi, Tom Jørgensen i Jyllands-Posten har anmeldt udstillingen 'The Pretty Things', som finder sted for tiden på Galleri Tom Christoffersen i København. 

Kunstneren bag er Knud Odde, og som Jørgensen ganske rigtigt antyder i anmeldelsen, har Oddes fortid som bassist i rockbandet Sort Sol ofte overskygget hans kunstneriske praksis. 

Det er der ingen grund til. Jørgensen giver udstillingen, der kan ses frem til d. 30. januar, fem stjerner. 

Hvis der i øvrigt er nogle, der kan genkende navnet The Pretty Things, er det sikkert fordi, udstillingen er opkaldt efter en af 60'ernes vildeste indslag på den del af beat-scenen, der dengang blev betegnet som rythm'n'blues. 

Faktisk udgjorde netop The Pretty Things hovednavnet ved den første koncert af dén karakter, som jeg var til - i 1966. 

Jeg var 12 år...

David Bowie 1947-2016




I dag indløb meddelelsen om, at David Bowie (yderligere præsentation overflødig) er død tre dage efter sin 69-års fødselsdag.

Fødselsdagen udgjorde samtidigt dagen, hvor den legendariske sanger, komponist og performer udgav sit sidste album - mesterværket Blackstar, som i sit melankolske og mørke udtryk står som et passende requiem for den store kunstner.

fredag den 8. januar 2016

På røven ved Silkeborgsøerne







Man kan sige, hvad man vil om vinteren, når et snetæppe dækker området omkring Silkeborgsøerne; men smukt er det.

Jeg var på en længere ekskursion med henblik på at finde motiver til min kunstneriske praksis, og vinterlandskaber har såmænd deres charme; men det er godt nok en hård nød at knække, hvis man skal lave kunstværker, der ikke blot fremstår som noget "guldalder-wanna-be"-agtigt.

Dette skulle dog ikke forhindre mig i at tage et større antal fotografier på turen - og faktisk mange flere, end der optræder herover.

På et tidspunkt ville jeg lige gå en anelse tættere på søbredden ved Almind Sø; men her var grunden dækket af et massivt lag is, som jeg ikke kunne se på grund af sneen.

Hvad sker der? Jo.... Jeg går såmænd i bogstavelig forstand på røven, og slår knæ og albue ret heftigt - dog var jeg mere optaget af, om mit kamera, som jeg i momentet bar i den ene hånd, havde lidt overlast. Det viste sig dog ikke at være tilfældet.

I skrivende stund er jeg lidt øm i albue og knæ, så mon ikke jeg er sluppet heldig fra mit fald?