onsdag den 31. maj 2017

Strandcroquis - på værkstedet.



Jeg bør nok erkende, at de tre gengivelser herover af de strandglade individer ikke - hvilket er usædvanligt - er lavet på lokaliteten, som de er gengivet fra. 

Jeg har lavet akvarellerne på værkstedet, men scenarierne, som nok er voldsomt fortegnede, har fundet sted. 

Jeg behøver vel ikke, at fortælle læserne af denne side, at dagene omkring Kr. Himmelfartsdag 2017 var ganske sommerlige og strandegnede...

mandag den 29. maj 2017

Sgt. Pepper og Peter Blake

"Så kom den endelige udgave af Sgt. Pepper. Både musikken og coveret er ikoniske mesterværker. Simon Lund skriver smukt om begge dele - blot med den lille detalje, at kunstneren sir Peter Blake, der lavede kollagen, overhovedet ikke bliver nævnt. Selv på den store gengivelse af omslaget slutter billedteksten med 'Arkivfoto'"


Citatet herover stammer fra et læserbrev fra billedkunstneren Bent Holstein i dagbladet Politiken, og den nævnte Simon Lund er såmænd avisens musikanmelder. 

Jeg må sige, at det er en stor fejl, at man ikke har krediteret kunstneren bag - måske - et af de mest originale covers i musikhistorien. 

Og det drejer sig naturligvis om en artikel i avisen, som markerer, at det er 50 år siden d. 1. juni, at Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band med The Beatles udkom.

søndag den 28. maj 2017

Den korte vej mellem hjerte og tastatur

Katherina Grosses transformation af naturen ved Mindeparken i Aarhus, som har sat sindene i kog i Smilets By (foto: Erlend Høyersten, ARoS)

"Jeg synes, det er forkasteligt! Jeg synes, det er grimt, og jeg synes, det er hjerteløst!"
Tine Høisgaard Jørgensen i et interview på TV2 Østjylland

"Jeg tror, det måske er et stykke kunst, der får dig til at tænke over dit forhold til naturen og forgiftningen af den på en bestemt måde? Jeg tror, det udløser alle disse følelser, fordi det tvinger dig til at gentænke dit forhold til naturen - eller hvad du kalder natur!"
Den tyske billedkunstner Katherina Grosse i et interview på TV2 Østjylland

Når rindalisterne trækker miljøkortet, går det ikke stille af. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at kunstskeptikere tager hensyn til miljøet, hvilket jeg faktisk ikke kan huske, tidligere er forekommet. 

Den aktuelle årsag skal findes i et værk, som den tyske kunstner Katherina Grosse har udviklet til udstillingen 'The Garden', som kan ses fra den 3. juni i området omkring Aarhus Bugt og Mindeparken i Smilets By. 

Hun har bemalet en del af landskabet, hvilket er faldet flere for brystet. Faktisk har dette udløst en sand shitstorm mod kunstmuseet ARoS' Facebook-profil, da ARoS er hovedarrangøren af 'The Garden'. 

I et direkte interview på TV2 udtaler ARoS' direktør Erlend Høyersten imidlertid, at "det har vakt virkeligt mange følelser det her projekt, og jeg synes, det er interessant, at det har vakt disse følelser, men så er der fremsat nogle påstande, som er totalt fejlagtige - blandt andet at akryl er giftigt. Vi vil ikke bruge giftstoffer eller materialer, som skader naturen som sådan. Vi kan skrælle det væk og sørge for, at naturen kommer tilbage. Naturen vil være renere, når vi er færdige". 

Om denne udtalelse er tilstrækkelig til at formilde de - pludseligt - ihærdige naturbeskyttere, er nok tvivlsomt; men Høyersten tilføjer således også, at "der er lidt kort vej mellem hjerte og tastatur. Man kommer med mærkelige og fejlagtige påstande uden at tjekke, hvad det er, vi gør". 

Denne manglende viden besidder formanden for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune tilsyneladende også. Socialdemokraten Ango Winther har ladet sig rive med af folkestemningen, og vil omgående stikke en kæp i hjulet i forhold til Grosses værk. 

Det hører naturligvis med til historien, at ARoS har indhentet de nødvendige tilladelser til at gennemføre projektet, så mon ikke hr. Winther kommer til at sluge sine udtalelser igen? 

Der er pressemøde på 'The Garden' torsdag d. 1. juni - og jeg er naturligvis til stede.

lørdag den 27. maj 2017

The Garden version 2.0 og 3.0

Her får udtrykket "at male byen rød" en ny mening i forbindelse med udstillingerne 'The Garden' i Aarhus (foto: Tina Sørensen)

I skrivende stund har Danmark oplevet årets hidtil varmeste dag. På parcellen i Silkeborg har temperaturerne ligget og ulmet omkring de 25 grader. 

Det er naturligvis rart, når sommeren indfinder sig her ved udgangen af maj måned, og jeg har faktisk tilbragt en hel dag ved stranden Ballehage ved Aarhus, og årsagen til, at jeg nævner dette, er at jeg på min vej ud til strandområdet har oplevet helt nye og alternative projekter se dagens lys. 

Dette er forankret i, at kunstbegivenhederne 'The Garden - The Present' og 'The Garden The Future' åbner for offentligheden lørdag d. 3. juni. Udstillingerne kan ses i Aarhus' byrum samt i området fra Tangkrogen til Ballehage Strand. 

Hvis det giver læserne af denne hjemmeside associationer til udstillingen 'Sculpture by the Sea', som fandt sted indtil for to år siden ved strækningen ved Aarhus Bugt, er det måske ikke så mærkeligt; men der er altså tale om et helt nytænkt projekt, som er planlagt som en triennale, der kunne have til hensigt at tilføje Aarhus som et center for samtidskunst i Europa - også i tiden efter Kulturhovedstad 2017. 

Foreløbig arbejdes der på livet løs med at forvandle by- og landskab til temporære kunstinstallationer. 

Der er pressemøde på begivenheden torsdag d. 1. juni, og jeg har tilmeldt mig. Så meget mere om denne omfattende udstilling, der kan ses frem til d. 30. juli, når jeg med mine egne øjne har oplevet den.


onsdag den 24. maj 2017

Endelig sommerligt


Der findes faktisk mennesker, som finder en fascination ved efteråret, når temperaturerne falder, og man har en lang og kold vinter at se frem til. 

Disse folk elsker at befinde sig indendørs i skæret fra en buldrende brændeovn i en periode, hvor der er mørkt næsten døgnet rundt! 

Selv er jeg kommet over den første tidlige forårsforkølelse, og allerede her i maj har jeg befundet mig i få timer ved stranden. 

Samtidigt har jeg været en lille smule tilbageholdende, når det drejer sig om tegneriet; men dette håber jeg på kommer i gang igen, når udendørslivet bliver reglen snarere end undtagelsen. 

Jeg har varmet op med to små tegninger fra Ballehage Strand ved Aarhus, og det er dem, der kan ses herover.

Jorn og Munch - om natten!

Edvard Munch: 'Vampyr', 1916-18

Der har til tider været tæt pakket med mennesker, mens udstillingen 'Jorn+Munch' har fundet sted på Museum Jorn i Silkeborg. 

Udstillingen har i sagens natur trukket et langt større publikum end man er vant til på museet, og dette har faktisk givet idé til, at man åbner museet hele natten mellem lørdag d. 27. og søndag d. 28. maj, hvor udstillingen lukker. 

Om det er muligt at trække folk til ud på de små timer i en weekend, er jeg ganske nysgerrig omkring, men jeg skal da være den første til at bifalde utraditionelle tiltag vedrørende kunstmuseers åbningstider. 

Da sammensætningen med værker af Asger Jorn og Edvard Munch åbnede i februar, gav jeg i min anmeldelse i Jyllands-Posten seks ud af seks mulige stjerner. 

Der har været bred enighed blandt anmelderne om, at udstillingen har været vellykket.

mandag den 22. maj 2017

Tal R's "retrokunst"

Tal R: 'Habakuk'. 2017, akryl og pigment på lærred. 300 x 500 cm (pressefoto: Louisiana/Anders Sune Berg)

"Han citeres for ikke at ville sende kodede beskeder til andre malere. Det er bare svært at se, at han gør netop andet end netop det. Traditionen og kunsthistorien er så massivt til stede, ikke blot som den er det for enhver, der giver sig i kast med dette det mest traditionelle og kodede af alle billedkunstens medier, maleriet. Nej den er massivt til stede, fordi han i hvert motiv og hvert penselstrøg lægger sig tæt op ad andre maleres stil og billeder"

Normalt fungerer Karsten R.S. Ifversen som arkitekturanmelder på dagbladet Politiken; men det er ikke desto mindre ham, som anmelder Tal R's aktuelle udstilling på Louisiana i Humlebæk. 

Citatet herover antyder, at kunstneren kunne opleves som epigon af en masse andre parallelt med at Ifversen nævner, at han akkurat lige så godt kunne være født i 1900 frem for 1967, som er Tal R's fødselsår. 

Ifversen giver udstillingen, han beskriver som "retrokunst", fire stjerner i avisen. 

Udstillingen kan ses på Louisiana frem til d. 10. september.

søndag den 21. maj 2017

Kunstnernes Sommerudstilling åbnet








Fra åbningen af Kunstnernes Sommerudstilling (fotos: Anneline Schjødt Pedersen)

35 værker under kategorien maleri, otte skulpturer, 19 grafiske arbejder, syv stykker kunsthåndværk, 17 fotos samt 28 værker under kategorien blandform var hvad censorerne antog på Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup i år. 

Udstillingen er netop åbnet, og er naturligvis blevet debatteret på sociale medier om, hvorledes udstillingen er blevet sammensat og organiseret. 

Der er lige så mange meninger, som der er personer, og derfor er det rart at kunne konstatere, at der blandt censorerne stort set var generel enighed om, hvilke værker, der havde potentiale til at deltage i udstillingen, som kan ses frem til d. 6. august. 

For fuldstændighedens skyld kan nævnes, at ud af 1.238 værker indsendt af 274 kunstnere blev 114 værker af 48 kunstnere antaget på KS 2017.


torsdag den 18. maj 2017

Kunstweekend i Aarhus

Nina Saunders: 'Endless Devotion' (foto Galerie MøllerWitt)

Det er efterhånden en tradition, at man i Aarhus i maj afholder den såkaldte Art Weekend Aarhus. Således også i år. 

Hos Charlotte Fogh i Mejlgade kan man fredag d. 19. maj komme til fernisering på udstillingen 'Vanishing Point', som viser værker af billedkunstneren Eske Kath

Hos Galerie MøllerWitt i Christiansgade åbner samme dag en udstilling med kunstnerne Maiken Bent, Hartmut Stockter, Axel Lieber, Bjørn Poulsen og Nina Saunders. Sidstnævnte har netop åbnet en udstilling på Kunsten i Aalborg, og jeg skulle faktisk have deltaget i åbningen af denne udstilling; men af årsager, som jeg ikke skal komme nærmere ind på, blev jeg desværre nødt til at blive hjemme fra dette arrangement. 

Foruden de nævnte begivenheder har kunstweekenden i Aarhus rigtigt meget at byde på. Der bliver fest i Kunsthal Aarhus på åbningsaftenen, ligesom samme udstillingsinstitution præsenterer kunstneren Otobong Nkanga, der foruden at være udstillingsaktuel i kunsthallen snart kan opleves på Documenta 14 i Kassel. Der er artist talk med Nkanga lørdag d. 20. maj kl. 16. 

I Kunsthal Aarhus kan man samtidigt se afgangsudstillingen af elever fra Det Jyske Kunstakademi. 

onsdag den 17. maj 2017

"Undersøgelser" på Afgang 2017

Afgang 2017: Nike Åkerberg. '25/1-17', 2017 (pressefoto: Kunsthal Charlottenborg/Davis Stjernholm)

"ELLERS FYLDER SPROGET meget på udstillingen i øvrigt, og medmindre de ledsagende ord er ment som kunstværker i sig selv, kunne de mange lange, forklarende tekster få én til at tro, at udstillerne ikke altid tillægger deres værker tilstrækkelig gennemslagskraft i sig selv. Måske ved de, at uden brugsanvisning går det bare ikke"

Citatet stammer fra Peter Michael Hornungs anmeldelse i Politiken af akademielevernes afgangsudstilling i Kunsthal Charlottenborg, og som han helt rigtigt antyder, ser det ud som om samtidskunstens udøvere har svært ved at producere billedkunst uden facitliste. 

Hornung undrer sig samtidigt over ordet "undersøgelse", som efterhånden mere udgør reglen end undtagelsen på samtidens kunstscene. 

Ofte oplever man dog, at disse "undersøgelser" sjældent fører til konklusioner. Her fungerer kunsten modsat videnskaben, som har et mål med forskningen. Det behøver man ikke som billedkunstner. 

Det er jo således nemt at lave kunst, hvis man vel at mærke kan underbygge kunstværket med alenlange sætninger, som redegør for værkets mening. 

mandag den 15. maj 2017

Sommer på vej?






Det er muligt, at det kan forekomme en anelse optimistisk, når jeg antyder, hvad der optræder i overskriften til dette blogindlæg; men for det første lover vejrudsigten mellem 20 og 25 grader torsdag i indeværende uge - og for det andet er planter og buske i haven begyndt at blomstre.

Så mon ikke...........????

fredag den 12. maj 2017

Tal R og professoren

Tal R: 'Habakuk'. 2017, akryl og pigment på lærred. 300 x 500 cm (pressefoto: Louisiana/Anders Sune Berg)

"Jeg var så vred på ham. Når jeg så ham, havde jeg lyst til at banke hans skaldede hoved ned i hans parkacoat. Set i tilbageblik må jeg indrømme, at han gjorde det godt. Og da jeg selv pludselig stod som professor i Düsseldorf og underviste på kunstskolen, kunne jeg faktisk se det samme blik fra flere af mine elever; nu var det dem, der ville banke mit skaldede hoved ned i min parkacoat"

Udtalelsen er fremsat af billedkunstneren Tal Rosenzweig - normalt blot Tal R - i et interview foretaget af Nanna Goul i Weekendavisen. 

Professoren, som Tal R beskriver, er hans lærer på Kunstakademiet, Claus Carstensen, og mon ikke det beskrevne forhold mellem elev og underviser er ganske normalt? 

Interviewet i Weekendavisen fungerer samtidigt med kunstnerens iagttagelser vedrørende professorrollen som et forskræp i forhold til udstillingen 'Academy of Tal R', der finder sted på kunstmuseet Louisiana i tidsrummet 20. maj-10. september 2017.

onsdag den 10. maj 2017

Reportage fra Tistrup

Vardemuseerne har produceret et lille videoklip, som viser uddrag fra censureringen af Kunstnernes Sommerudstilling 2017.

Klippet viser samtidigt et interview med censorgruppens formand Else Ploug Isaksen, som skitserer betingelserne for at blive optaget på en sådan udstilling.

Lidt statistik om Kunstnernes Sommerudstilling

Kunstnernes Sommerudstilling 2017: Maleri af Nirvi Bennich (foto: Nirvi Bennich)

Jeg har tidligere her på siden beskrevet min rolle som censor på Kunstnernes Sommerudstilling, og nu foreligger der tal på, hvor mange værker af hvor mange kunstnere, som er optaget på udstillingen efter en skarp og kontrolleret udvælgelse. 

Blandt 1238 indsendte værker i diverse kategorier er 114 værker blevet antaget til udstillingen. Af 274 kunstnere har 48 kunstnere fundet vej til Janusbygningens vægge og gulve. 

Som en lille tilføjelse kan nævnes, at censorerne har vurderet i alt 552 malerier. 35 af disse kan ses på KS 2017, som kan opleves i Janusbygningen i Tistrup ved Varde i perioden 20.maj-6. august.

tirsdag den 9. maj 2017

Cronhammar tager til genmæle

"Hvis den skal gendannes, så skal det være af professionelle folk. Det skal foregå ved, at det er mig, der styrer slagets gang. Hvis det skal genskabes, skal det være på den betingelse. Det andet vil jeg simpelthen ikke være med til"

Hvordan Ingvar Cronhammars skulptur 'Camp Fire' (billedet) ved sin beliggenhed ved en erhvervsskole i Odense er blevet skåret i stumper og stykker på foranledning af denne skole, har været et samtaleemne siden vandaliseringen fandt sted for en uges tid siden. 

Institutionen har i mellemtiden bøjet sig i støvet, og ydmygt taget skylden for ødelæggelsen af skulpturen, som tilhører - eller nærmere tilhørte - Odense Kommune. 

Man erkender, at der er tale om en fejltagelse af de store, og vil erstatte det ødelagte kunstværk med elementer fra værket, der befinder sig i fragmenter på en skrotplads i Odense. 

Dette løfte har imidlertid ikke helt formildet kunstneren bag værket, og det er Cronhammar, der ifølge Ritzau har fremsat udsagnet herover. Han er naturligvis rystet over det skete, og er, naturligt, ikke indstillet på en håndværksmæssig lappeløsning.

Foto: KØS - Museum for kunst i det offentlige rum

mandag den 8. maj 2017

Til- og fravalg i Tistrup

Censureringen ved Kunstnernes Sommerudstilling er slut. Værs' go' at sidde ned!

For første gang i mit liv har jeg udført rollen som censor ved én af de statsanerkendte, censurerede udstillinger, som i det aktuelle tilfælde er Kunstnernes Sommerudstilling i Janusbygningen i Tistrup. 

Censureringen er netop overstået, og der blev valgt grundigt ud blandt de indsendte værker.  
Der var naturligvis diskussioner blandt de fem censorer, men overordnet var der fin overensstemmelse i udvælgelsen. 

Jeg mener dermed, at vi fik sammensat en alsidig udstilling, som repræsenterer kunstværker i vidt forskellige udtryk. 

Jeg er meget imponeret over, hvordan man logistisk var i stand til at få de mange kunstværker transporteret, mens man samtidigt skulle udføre et stort administrativt arbejde. 

Dette lykkedes ikke mindst ved hjælp af et stort antal frivillige hjælpere, som engageret udførte arbejdet med præcision og dygtighed. 

Jeg bringer en mere statistisk grundig redegørelse om dette års udgave af KS senere.

onsdag den 3. maj 2017

Ansigter på Silkeborg Bad

Installationsfoto fra Silkeborg Bad med en af Ulla Diedrichsens versioner af 'Skrig'. Her i en gulvudgave

Nogle af resultaterne af tegnerobottens anstrengelser på 'Ansigt og identitet - en FACE kunstudstilling'


"Der er vel ingen tvivl om, at det menneskelige ansigt som en slags sjælens spejl har fascineret såvel kunstnere som menigmand. Og i dagens verden er vi om muligt endnu mere fascineret af vores ansigter, hvilket spejler sig af vores enorme forbrug af smartphoneportrætter ikke mindst de mange selfies, der bliver taget og vist frem i en uendelighed"

Midtjyllands Avis' kunstanmelder Stig Winding har unægteligt ret i, at der i dag er mere fokus på det menneskelige ansigt, end der sandsynligvis har været tidligere i historien. 

Og dog?? Måske er denne optagethed blot forankret i, at de fleste render rundt med et kamera i lommen i form af en smartphone, hvilket Winding også antyder. 

Citatet er hentet fra den femstjernede anmeldelse af den aktuelle udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad med titlen 'Ansigt og identitet - en FACE kunstudstilling'. 

To kunstnere, der fylder meget på denne udstilling er Nils Ramhöj og Ulla Diedrichsen, som udstiller adskillige værker med reference til Edvard Munchs 'Skrig'. 

Disse selvportrætter render man ind i gang på gang i udstillingsforløbet, og de udgør dermed en form for rød tråd i helheden. 

Om dette er et vellykket greb, vil jeg ikke tage stilling til; men under alle omstændigheder spiller Ramhöj og Diedrichsen klare hovedroller i begrænset omgang sammen med tegneren Carl Krull, der udstiller et større antal originale stregtegninger med ansigtet som tema i en overrumplende streg, der næsten kan gøre beskueren søsyg. Tegningerne har dog perspektiviske egenskaber, som er helt enestående. 

Den store internationale kunstner på udstillingen må dog siges at være amerikanske Tony Oursler, der optræder med et par af hans velkendte - og dybt særegne - videoværker. 

Som et kuriosum kan publikum selv blive tegnet af en indretning - en robot, som kan aftegne modellens portræt - og denne proces kræver lidt tålmodighed, da det hele varer ca. 40 minutter. 

Udstillingen på Silkeborg Bad kan ses sommeren over frem til d. 8. oktober.