torsdag den 31. oktober 2019
Efterårsalmanakken
"Yes, yes, yes, it's my autumn almanac"... Sådan sang Ray Davies i The Kinks tilbage i 1960'erne, og han gør det faktisk stadig, når han som solist spiller de gamle klassikere.
Min udgave af efterårsalmanakken er foreløbig blot fire tegninger, som jeg dog håber på bliver til flere, inden det for alvor bliver vinter.
De fire tegninger herover er lavet under en pause i en spadseretur rundt om Almind Sø i Silkeborg, og som det kan ses, er vinterbaderne allerede kommet frem fra deres sommerskjul - hvis et sådant eksisterer?
onsdag den 30. oktober 2019
Forventninger til Hammershøi
Vilhelm Hammershøi: 'Interiør fra Strandgade 30', 1900. Olie på lærred, 52 x 45 cm . (foto: Bruun Rasmussens Kunstauktioner)
"Hammershøi formåede om nogen at male gådefulde og atmosfærefyldte rum. Disse interiører gør ham til den mest eftertragtede danske kunstner på det internationale kunstmarked. Nærværende maleri er et slående bevis - I da står alene i et for Hammershøi meget karakteristisk nøgent rum med en smukt profileret dør, høje paneler, pudsede lofter og sprossede vinduer, hvor lyset falder ind og spejler sig i gulvet. Med utallige nuancer af hvidt, gråt og brunt skaber Hammershøi et rum med en særlig tidløs metafysisk stemning - den særlige "hammershøiske" stemning".
Teksten herover er et uddrag fra auktionshuset Bruun Rasmussens hjemmeside, hvor man beskriver et kunstværk, som man forventer rammer et hammerslag på 20-30 millioner kroner, når maleriet kommer under hammeren.
Værket kan ses hos Bruun Rasmussen i Bredgade i København til eftersynet, som finder sted i dagene 21.-25. november.
Auktionen, hvor der kommer fire andre værker af Hammershøi under hammeren, finder sted d. 26. november.
tirsdag den 29. oktober 2019
Ólafsson ikke så ukendt endda
Vejle Rådhus med de to karakteristiske Sigurjón Ólafsson-skulpturer placeret symmetrisk foran bygningen (foto: Google Earth)
For nyligt skrev jeg en anmeldelse af en udstilling med den islandske billedhugger Sigurjón Ólafsson på Kunstmuseet i Tønder.
Det er ikke ofte, at der kommer kommentarer til mine anmeldelser i Jyllands-Posten, men det gjorde der altså i forbindelse med den aktuelle udstilling.
Jeg antyder i overskriften, at Ólafsson er en "glemt" kunstner, men en borger i Vejle gjorde mig bekendt med, at han absolut er ganske kendt i byen, da han er kunstneren bag to tonstunge granitskulpturer foran Vejles gamle rådhus.
I forbindelse med en omlægning af torvet foran rådhuset blev det fra byens tekniske afdeling foreslået en ny placering til de to skulpturer, der blev udført i København af Ólafsson i årene 1942-1944.
Billedhuggeren rejste tilbage til Island for bestandigt i 1945, men skulpturerne bliver placeret foran rådhuset i Vejle midt i 1950'erne - i øvrigt en periode, hvor Ólafsson befinder sig meget i Danmark, og efter et opløst ægteskab gifter han sig med Birgitta Spur, som efter kunstnerens død i 1982 skaber Sigurjón Ólafsson Museeet i Reykjavik, og det åbner for offentligheden d. 21. oktober 1988 - 80 års dagen for kunstnerens fødsel.
Jeg har kunnet læse mig til, at de to omtalte skulpturer er fjernet fra pladsen ved trappen foran Vejle Rådhus, men det er kun midlertidigt.
Ved udgangen af 2020 skulle de to granitskulpturer gerne være på plads igen, vel at mærke, når renoveringen af torvet har fundet sin afslutning.
Udstillingen i Tønder kan ses frem til d. 1. marts 2020.
torsdag den 24. oktober 2019
Louisianas direktør om nyt museumssamarbejde
For tiden kan man på Kunsten i Aalborg se en udstilling med titlen 'Twilight Zone' med værker fra Louisianas samling. Her et udsnit af et tableau af Edward og NancyReddin Kienholz. Titlen på værket fra 1972 er 'The Middle Islands'
"Selv om mit navn står øverst i organisationsdiagrammet her på Louisiana, så er jeg omgivet af dygtige, kreative mennesker, som alle har holdninger og byder ind i en dialog om, hvordan, vores udstillingsprogram skal se ud. Et samarbejde med Kunsten vil have samme karakter, og jeg kan ikke se for mig, at en ny direktør skal ringe til mig hver anden dag og spørge om han eller hun må gøre et-eller-andet"
Ordene er fremsat af kunstmuseet Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, i et interview foretaget af Louise Steiwer for kunstportalen Kunstkritikk.
Årsagen til dette interview skal naturligvis ses i lyset af, at kunstmuseet Kunsten i Aalborg har indledt et tæt samarbejde med Louisiana, hvilket man har kunnet læse tidligere på denne blog.
Den samme nyhed er blevet publiceret i stort set alle dagblade - dog blot som afskrift af en pressemeddelelse, der er blevet distribueret af Kunsten.
En umiddelbar tanke hos mig - og sandsynligvis andre - har været, om Kunsten fremover skulle fungere som en filial af Louisiana, hvor Tøjner står med hovedindflydelsen, og at en kommende Kunsten-direktør, som endnu ikke er ansat, skulle fungere som administrator for Tøjner.
På et meget direkte spørgsmål fra Steiwer omkring dette emne svarer Tøjner dog ganske utvetydigt: "Dette er et samarbejde mellem to institutioner. Ikke en fusion eller en filial".
Tøjner nævner herefter en samtale, han har haft med direktøren for Tate Liverpool i England, som blot er ét af fire museer under "Tate-paraplyen", og han nævner maksimal autonomi som en primær betingelse for, at et sådan samarbejde kan fungere.
Om museet med det lidt pudsige navn 'Kunsten' på længere sigt kommer til at hedde Louisiana Aalborg, bliver spændende at se.
Først og fremmest skal der ansættes en ny direktør på museet , og udvalget, der skal vælge en sådan, består selvfølgelig af museets bestyrelse - og Poul Erik Tøjner.
Man kan muligvis godt antyde, at Tøjner glider let og elegant af på spørgsmålene, men jeg finder det faktisk fint, at Kunstkritikk borer lidt i den kommende kollaboration, når landets øvrige nyhedsmedier tilsyneladende ikke finder det umagen værd at forholde sig til et samarbejde mellem landets to vægtigste kunstmuseer.
Udstilling med Bjørn Eriksen og Lars Svanholm i Aalborg
Øverst.: Bjørn Eriksen: 'Løberen', 2019. Olie på lærred. Nederst.: Svanholm: 'Brassø', 2019. Oliepastel og akvarel.
Det er muligt, at jeg på et tidspunkt er nødt til at præcisere lidt nærmere, hvordan man rent praktisk kommer ind - eller nærmere ned - i galleriet, som er beliggende i kælderetagen.
Årsagen til at jeg er så optaget af galleriets fysiske beliggenhed, er, at jeg udstiller sammen med Bjørn Eriksen inden længe netop hos Jarsbo.
Bjørn Eriksen har jeg kendt i mange år, og i den seneste tid har han været meget optaget af musikken, men heldigvis er der også blevet tid til at producere nogle nye malerier til den aktuelle udstilling.
Der er fernisering lørdag d. 2. november kl. 14, og her fortæller jeg lidt om mine malerier og oliepastel/akvarel-arbejder, som kan ses på udstillingen, der i øvrigt bliver beskrevet lidt mere grundigt i en pressemeddelelse, som kan læses HER>
tirsdag den 22. oktober 2019
Kunsten i Aalborg genopslår direktørstilling
Siden Gitte Ørskou forlod kunstmuseet Kunsten i Aalborg for at tiltræde en direktørstilling på Moderna Museet i Stockholm, har museet i Aalborg stået uden direktør.
Stillingen har været opslået i en del tid, men nu forlyder det ifølge en pressemeddelelse fra museet, at man har valgt at genopslå stillingen, og årsagen skal findes i, at man netop har indgået et tæt samarbejde med kunst museet Louisiana i Humlebæk.
Kunstens bestyrelsesformand Christen Obel udtaler i den forbindelse: "Kunsten har gennem en lang periode været i en rigtig positiv udvikling, men med adgangen til Louisianas ressourcer og brand forventer vi at kunne accelerere denne udvikling yderligere. Derfor har vi også - trods mange stærke ansøgninger til det oprindelige direktøropslag - besluttet at genopslå stillingen så kandidaterne er fuldt bekendt med forudsætningerne, selv om det grundlæggende er den samme selvstændige og markante profil, vi leder efter".
Man kan udmærket antyde, at denne besked er en afledningsmanøvre af den enkle grund, at man ikke har fået ansøgninger fra kvalificerede aspiranter til direktørstillingen på Kunsten; men dette beror udelukkende på gisninger fra redaktøren af denne blog.
Man kan også anskue problematikken fra en anden side: At den nye direktør for Kunsten må afgive en del indflydelse på museets kunstfaglige program til Louisiana.
Der er mange teorier, og sådan må det være, når udstillingsinstitutioner går ud med pressemeddelelser, der kan tolkes frit og individuelt.
Foto: Allan Toft
Stillingen har været opslået i en del tid, men nu forlyder det ifølge en pressemeddelelse fra museet, at man har valgt at genopslå stillingen, og årsagen skal findes i, at man netop har indgået et tæt samarbejde med kunst museet Louisiana i Humlebæk.
Kunstens bestyrelsesformand Christen Obel udtaler i den forbindelse: "Kunsten har gennem en lang periode været i en rigtig positiv udvikling, men med adgangen til Louisianas ressourcer og brand forventer vi at kunne accelerere denne udvikling yderligere. Derfor har vi også - trods mange stærke ansøgninger til det oprindelige direktøropslag - besluttet at genopslå stillingen så kandidaterne er fuldt bekendt med forudsætningerne, selv om det grundlæggende er den samme selvstændige og markante profil, vi leder efter".
Man kan udmærket antyde, at denne besked er en afledningsmanøvre af den enkle grund, at man ikke har fået ansøgninger fra kvalificerede aspiranter til direktørstillingen på Kunsten; men dette beror udelukkende på gisninger fra redaktøren af denne blog.
Man kan også anskue problematikken fra en anden side: At den nye direktør for Kunsten må afgive en del indflydelse på museets kunstfaglige program til Louisiana.
Der er mange teorier, og sådan må det være, når udstillingsinstitutioner går ud med pressemeddelelser, der kan tolkes frit og individuelt.
Foto: Allan Toft
mandag den 21. oktober 2019
Forventning til særudstilling på Moesgaard
Afstøbning af person fanget i flugten fra Vesuvs udbrud (pressefoto: Moesgaard Museum)
"I 79 e. Kr. gik vulkanen Vesuv i udbrud og pumpede eksplosionsagtige bølger af vulkansk aske og sten ned over Napolibugten. Borgerne i byerne Pompeji og Herkulanum og de omkringliggende landlige bosættelser blev ofre for udbruddet, der blev opfattet som verdens undergang. Fastfrosne øjebliksbilleder af de blomstrende byer og ofrene stivnet og størknet i rædsel på flugt fra brændende lava og støv har lige siden udgravningerne af byerne begyndte i 1592 og de videnskabelige undersøgelser startede i 1700-tallet, tiltrukket sig verdens opmærksomhed, og ruinerne efter byerne er blevet besøgt af millioner af turister"
Linjerne herover er en del af formidlingen omkring udstillingen 'På vej mod katastrofen - Pompeji og Herkulanum', som åbner på Moesgaard Museum d. 6. november.
I udstillingen vil man kunne se genstande fra Pompeji og Herkulanum, som ikke tidligere har været vist uden for Italien.
Hvis man skal sætte sine forhåbninger til denne udstilling i forhold til de seneste særudstillinger på Moesgaard, bliver man ret forventningsfuld, da disse udstillinger alle har nået en ekstrem kvalitet i såvel historisk beskrivelse som i iscenesættelse.
Jeg glæder mig i hvert fald til at se og anmelde udstillingen, der kan ses på Moesgaard Museum syd for Aarhus frem til d. 10. maj 2020.
torsdag den 17. oktober 2019
Myten om flaget, der faldt ned fra himlen
Man skal vist være mere end almindeligt mytologisk bevidst for at tro på historien om Dannebrog, som helt uden varsel faldt ned fra himlen under et slag i Estland for 900 år siden.
Der var hverken flyvemaskiner eller droner dengang, så hvor fanden kom det flag fra?
Selvfølgelig gik overtroen ud på, at det var sendt fra selveste Vorherre, og den danske konge Valdemar Sejr, sejrede igen.
For tiden kan man se en udstilling på Skovgaard Museet i Viborg, og udstillingen tager grundigt udgangspunkt i Dannebrog.
Det vil sige, at man har samlet et antal kunstværker - primært malerier - som på den ene eller anden måde har Dannebrog som en del af motivkredsen.
Jeg vil ikke sætte karakteristik på udstillingen, da den er tema i forbindelse med en anmeldelse, som netop er afsendt.
Gengivelser af værker af Elisabeth Jerichau Baumann, Carl Neumann, Hedvig Collin, Jens Søndergaard, Albert Gottschalk, Arnold Krogh, Peter Carlsen og Olivia Holm-Møller illustrerer dette blogindlæg.
Udstillingen kan ses på museet i Viborg frem til d. 19. januar 2020.
Flag og faner som symboler
For tiden kan man rundt i den midtjyske region se syv udstillinger, der hver især tager afsæt i begrebet "national identitet", hvilket naturligvis er relevant i en tid, hvor mange har svært ved at skelne mellem nationalisme og nationalitet.
To af udstillingerne finder sted på Randers Kunstmuseum og Skovgaard Museet i Viborg - og her har man sat fokus på flaget i to versioner, og det er forbavsende, hvor mange kunstnere, der har brugt flaget, eller mere præcist Dannebrog, i deres kunstneriske praksis.
Jeg vil ikke trætte læserne af denne blog med navnene på de mange kunstnere, der optræder på de to udstillinger, men blot konstatere at de er mangfoldigt kurateret.
Så har jeg ikke sagt for meget i forhold til den anmeldelse, jeg netop har afsendt til redaktionen angående de to udstillinger.
Billederne, der illustrerer dette blogindlæg, gengiver værker af Gudrun Hasle, Wilhelm Freddie, Sven Dalsgaard, Jeanette Ehlers, Hesselholdt & Mejlvang, Claus Carstensen og Ai Weiwei.
To af udstillingerne finder sted på Randers Kunstmuseum og Skovgaard Museet i Viborg - og her har man sat fokus på flaget i to versioner, og det er forbavsende, hvor mange kunstnere, der har brugt flaget, eller mere præcist Dannebrog, i deres kunstneriske praksis.
Jeg vil ikke trætte læserne af denne blog med navnene på de mange kunstnere, der optræder på de to udstillinger, men blot konstatere at de er mangfoldigt kurateret.
Så har jeg ikke sagt for meget i forhold til den anmeldelse, jeg netop har afsendt til redaktionen angående de to udstillinger.
Billederne, der illustrerer dette blogindlæg, gengiver værker af Gudrun Hasle, Wilhelm Freddie, Sven Dalsgaard, Jeanette Ehlers, Hesselholdt & Mejlvang, Claus Carstensen og Ai Weiwei.
mandag den 14. oktober 2019
Knæfald for Arnoldi; men er det nok?
Stillbillede fra en Kunstquiz fra 1984 med Per Arnoldi. Herren med nissehuen er Jens Jørgen Thorsen og ved hans side kunstquiz-veteranen Bente Scavenius, som også deltog i nutidens kunstquizzer... se episoden fra '84 HER>
"Kirkebøgerne har noteret, at den er tredjefødte til Per Arnoldis førstefødte, som han avlede med Danmarks Radio i 1980'erne. Så mit første taknemmelige blodskrabende knæfald er foran Per Arnoldi, uden ham intet"
Hvad citatet herover drejer sig om, er et kronikindslag af Adrian Hughes i Politiken i anledning af, at DRK netop har sendt den uigenkaldeligt sidste kunstquiz, som Hughes mener, at man bør falde betingelsesløst på knæ foran Per Arnoldi, der så at sige "opfandt" kunstquizzen.
Arnoldi giver dog ikke meget for Hughes' knæfald. I en mail, som Arnoldi har sendt rundt hedder det blandt andet: "De STJAL den Kunstquiz, som jeg har opfundet og udviklet sammen med Stig Krabbe Barfoed uden at spørge om jeg/vi ville fortsætte. "Blodskrabende knæfald", som det varsles, er IKKE nok".
Sådan!
lørdag den 12. oktober 2019
'Objects of Wonder' åbnet på ARoS
Det er måske lidt mangelfuldt, at jeg blot nævner den aktuelle og nyåbnede udstilling på ARoS i Aarhus med den første del af titlen.
Ret beset er den navngivet 'Objects of Wonder - from Pedestal to Interaction', og baggrunden for denne konstruktion af en titel er en udstilling med skulpturelle værker fra Tate Modern's samling i London.
Jeg var til preview på udstillingen forleden dag, og nu er den altså åbnet for publikum på ARoS' niveau 5, hvor den kan ses frem til d. 1. marts 2020.
Jeg er i fuld gang med en anmeldelse af udstillingen, mens disse linjer skrives.
På billederne herover kan der blandt andet ses værker af Donald Judd, Liam Gillick, Anish Kapoor, Helen Marten, Sir Anthony Caro, Damien Hirst, Tracey Emin, Ron Mueck og Sarah Lucas.
onsdag den 9. oktober 2019
ARoS aflyser triennale
Det vakte en del postyr, da tyske Katharina Grosse farvede en del af området ved Mindeparken i Aarhus rødt i forbindelse med 'The Garden - The Future' i 2017
Da man i kulturhovedstadsåret 2017 med udgangspunkt i kunstmuseet ARoS i Aarhus lavede en stor udstilling, der inkluderede - foruden museet - adskillige miljøer i midtbyen og området fra Tangkrogen til Ballehage, var planen, at der i 2020 skulle laves en tilsvarende, stort anlagt fremvisning af international samtidskunst, men nu kan man i dagbladet Politiken læse, at den pågældende begivenhed er blevet aflyst, da der ikke er økonomi til at gennemføre den.
Direktør for ARoS, Erlend Høyersten, udtaler til avisen om årsagen til aflysningen: "Det er meget simpelt. Vi har ikke fået offentlige tilskud til den".
Hvordan ARoS program for 2020 ser ud, er svært at sige, da museet har en tradition for først at afsløre programmet for det kommende år lige før eller efter nytår.
tirsdag den 8. oktober 2019
Vidunderobjekter
Bruce Nauman: Untitled (Hand Circle ), 1996 (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)
"Objects of Wonder - From Pedestal to Interaction indeholder en bred vifte af værker, der ikke kun varierer i forhold til deres fysiske dimensioner og dateringer, men også i forhold til de materialer, de er skabt af. Nogle af hovednavnene er kunstnere som Anish Kapoor, Damien Hirst, Tracey Emin og Sarah Lucas. Fælles for dem er, at de arbejder med det skulpturelle figurativt eller formalistisk som for eksempel Donald Judd, der i sine værker eksperimenterer med forholdet mellem det negative og det positive rum"
Teksten herover er blot en beskeden del af formidlingen af en udstilling, der åbner ganske snart på kunstmuseet ARoS i Aarhus.
Udstillingens titel fremgår af formidlingsteksten, og måske har man allerede gennemskuet, at det drejer sig om rumlige eksperimenter inden for den genre, man som udgangspunkt betegner som slet og ret skulptur.
Udstillingen er et resultat af et samarbejde, der er etableret mellem ARoS of Tate Modern i London, så på den måde har museet i Aarhus rig mulighed for at vise kunst på højt niveau. Det skal nok blive godt!
Jeg vil være på plads på ARoS, når der er pressemøde, og derefter står den på anmeldelse af udstillingen, som kan ses frem til d. 1. marts 2020.
Glemt islandsk billedhugger i Tønder
Det er muligt, at overskriften er lidt misvisende, da det drejer sig om den islandske billedhugger Sigurjón Ólafsson (1908-1982), der er blevet revitaliseret via en stor retrospektiv udstilling på Kunstmuseet i Tønder.
Ólafsson rejste som 20-årig til Danmark, hvor han blev optaget på Kunstakademiet, og efter krigen rejste han i 1945 for bestandigt tilbage til Island, hvor han blev en væsentlig aktør på den nationale kunstscene - blandt andet gennem nogle ret store udsmykninger.
Som et lille kuriosum kan jeg fortælle, at det er Ólafsson, der har hugget to store skulpturer i granit, som er placeret ved indgangspartiet ved Vejle Rådhus.
Her blev jeg gift for mere end 25 år siden, så jeg har min helt egen reference til den islandske billedhugger, som man nu kan se værker af i Tønder frem til d. 1. marts 2020.