fredag den 29. maj 2020

Malerier, der ikke "åbner op"

Anette Harboe Flensburg: 'In timelessness there is no room for remembrance' (foto: Anders Sune Berg)

"Det kuratoriske greb i udstillingen præsenterer ikke et nybrud, men fremstiller malerierne uden forstyrrelser i udstillingsrummet; ét billede pr. væg, hængende i midten. Og det er egentlig meget fint, for det er jo ikke malerierne, det handler om. Det er bare ærgerligt, at malerierne ikke åbner op for nye fortællinger eller erkendelser"

Citatet stammer fra en anmeldelse, bragt på portalen Kunsten.nu, hvor anmelder Pernille Thorup Nørbo, som mildest talt ikke er begejstret for Anette Harboe Flensburgs udstilling 'In Company With No-One' på Trapholt i Kolding. 

Jeg vil såmænd ikke gå i rette med Nørbos kritik af udstillingen, men det er da påfaldende, at man først nu - flere måneder efter at udstillingen er åbnet - har set en mulighed for at anmelde udstillingen på et medie, som burde være kendetegnet ved en forholdsvis høj hastighed i produktionsfasen. 

Udstillingen efterlader anmelderen med en følelse af tomhed, fordi "billederne ikke vækker noget i mig"

Her er vi ude i noget meget subjektivt, og fred være med dét, og ikke et ord om vendingen "åbner op"! 

Udstillingen kan ses på Trapholt frem til d. 22. november 2020.

torsdag den 28. maj 2020

Billeder fra 'herbaceous borders'













Som jeg tidligere har nævnt her på blog'en, var jeg for nylig på besøg i Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk med henblik på at forfatte en anmeldelse af udstillingen, der er nævnt i emnefeltet.

Det drejser sig naturligvis om værker af Marie Søndergaard Lolk, og jeg tog nogle fotos under min gennemgang af udstillingen, og det er dem, der kan ses herover.

tirsdag den 26. maj 2020

Silkeborg Bad åbner med tre nye udstillinger

Kropslighed er et gennemgående tema hos udstillingsaktuelle Nana Francisca Schottländer (foto: Alexandra Buhl)

Lørdag d. 30. maj kan man igen se kunstudstillinger på KunstCentret Silkeborg Bad, og man genåbner kunsthallen med tre udstillinger: 

Nana FranciscaSchottländer var kunstneren bag udstillingen 'Landskabninger' som fandt sted i Doverodde Købmandsgård i Thy sidste sommer, og den udstilling så jeg faktisk, da jeg anmeldte den til Jyllands-Posten. 

Nu er Schottländer udstillingsaktuel med et andet vandtema på Silkeborg Bad, og denne udstilling har man valgt at kalde 'Vandlegeme' - og den tror jeg sagtens, man kan have visse forventninger til. 

Desuden kan man se udstillinger af grupperingen DeV+ som åbner en udstilling med titlen 'Dagen varer evigt' og hvis ikke det er nok kan man samtidigt opleve en udstilling med Tamara de Laval og Charlotte Pedersen. De arbejder ud fra temaet 'Naturlig rebel'. 

De tre udstillinger varer sommeren over frem til d. 6. september.

mandag den 25. maj 2020

Forgængelighed og foranderlighed

Der foreligger ikke endnu nogle værkbilleder fra Marie Søndergaard Lokls udstilling i Vestjyllands Kunstpavillon. Gengivelsen herover viser et værk som blev udstillet på den store samtidskunstudstilling 'Cool, Calm and Collected' på ARoS for nogle år siden.

"Der er noget skrøbeligt på spil i Marie Søndergaard Lolks praksis, hvor tiden præges ind i de forgængelige og foranderlige materialer, og hvor aftryk fra andre arkitekturer flytter med videre til nye rum og hænger i luften som spøgelser eller som en slags folie eller omrids"

Teksten herover stammer fra pressemeddelelsen til udstillingen 'herbaceous borders' i Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk. 

Som det fremgår, er udstillingen bygget op om værker af Marie Søndergaard Lolk, og i skrivende stund sidder jeg og forbereder en lille udflugt til netop Videbæk, hvor jeg har til hensigt at kigge nærmere på Lolks arbejder med henblik på en anmeldelse. 

Marie Søndergaard Lolk er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2008, og har efterfølgende blandt andet udstillet på ARoS i Aarhus, Thorvaldsens Museum samt hos Galleri Susanne Ottesen i København. 

Hun har modtaget flere udmærkelser for sit kunstneriske arbejde - blandt andet Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.

torsdag den 21. maj 2020

Museerne og kunsthallerne må genåbne; men gør de det?

"Nu åbner vi snart" kan man læse på Museum Jorns hjemmeside. Billedet er fra museets Per Kirkeby-rum, som publikum snart kan gense - men hvornår?

Statsministeren og lederne af de politiske partier i Folketinget har afholdt et møde der strakte sig over adskillige timer og her skulle det blandt andet afgøres, om museer og kunsthaller kunne genåbne. 

Resultatet blev at disse udstillingsinstitutioner kan åbne omgående. 

Kunstmuseerne Louisiana, ARoS og HEART i Herning har allerede på deres respektive hjemmesider meddelt, at de åbner fredag d. 22. maj. 

Andre institutioner har ikke helt så travlt. Flere venter en uge yderligere med at genåbne. 

Måske har man været overraskede over, at der er blevet givet grønt lys allerede, og dermed ikke har forberedt sig til de nye tilstande med afspritning og beskyttelse? 

Jeg undrer mig således over, at Kunsten i Aalborg, som er en væsentlig aktør på museumsfronten først er i stand til at genåbne d. 29. maj. 

Statens Museum for Kunst i København genåbner tirsdag d. 26. maj. Ikke alle er dog så formidlingsvenlige. 

På Ny Carlsberg Glyptoteks hjemmeside hedder det blot: "Vigtig information: Museet er lukket". 

Brandts i Odense har valgt ikke at signalere noget som helst, men så har man naturligvis heller ikke sagt for meget.

onsdag den 20. maj 2020

Mytologi i historie og samtid

 Anselm Kiefer: 'Sichelschnitt', 2019. Mixed media på lærred. 280 x 380 cm.

Pieter Brueghel den yngre: 'Fastens strid med fastelavn', c. 1600-10. Olie på træ. 118 x 166 cm.

For første gang meget længe har jeg nu mulighed for at foretage en anmeldelse af en kunstudstilling - og der er faktisk tale om to udstillinger på museet ARoS i Aarhus med den fælles titel 'Mythologies - The Beginning and End of Civilizations'. 

Udstillingerne strækker sig for værkernes vedkommende fra 1500-tallet og frem til i dag. 

Skal vi tage mytologi-betragtningerne bogstaveligt, begynder udstillingen faktisk med et maleri, der viser Adam og Eva, og så går det slag i slag op gennem kunsthistorien i kraft af forskellige temaer, der alle kan belyse verden i et mytologisk skær. 

Det er lidt underligt at skrive en anmeldelse af en udstilling, som jeg faktisk i skrivende stund ikke aner, hvornår åbner. 

Statsministeren sidder lige nu og forhandler om en genåbning af blandt andet landets museer med Folketingets partiledere, men jeg skriver blot videre i håbet om, at museerne kan åbne snart.

mandag den 18. maj 2020

Kunstner fejrer 75-års fødselsdag i næstyderste klitrække


Malerier af Anita Houvenaeghel

"Helt afgørende for Anita Houvenaeghels billeder er lyset! Hun fanger landskabets store linjer med hastige spontane strøg. I billederne anes den bagvedliggende struktur. Der er indtryk af store træer med enorme kroner, gamle træer med masser af bark og mos, stendiger og vandløb. Det er stemningsfyldte billeder, hvor ikke blot lyset, men også mørket og skyggerne er med på kunstnerens vandringer gennem livet"

Således kan man læse i en pressemeddelelse, som er udsendt af Galleri Arte i Lildstrand i Nordvestjylland. 

Som det fremgår, er der tale om en udstilling med værker af maleren Anita Houvenaeghel, der samtidigt fejrer kunstnerens 75-års fødselsdag. 

Udstillingen åbner med fernisering hos Galleri Arte, der beliggende på adressen Krinkelkrogen 20, Lildstrand, lørdag d. 6. juni kl. 14-16. 

Jeg bør i øvrigt tilføje - for de, som ikke ved det - at Galleri Arte er beliggende i næstyderste klitrække blot et stenkast fra Nordsøen i udkanten af Jammerbugten. 

Så hvis man vil have en naturoplevelse, er der al mulig grund til at besøge Lildstrand og Galleri Arte.

onsdag den 13. maj 2020

'Nattevagten' i ekstrem høj opløsning

'Nattevagten' her i sit sædvanlige miljø på Rijksmuseum i Amsterdam (foto: Christie's Auctions)

På Rijksmuseum i Amsterdam hænger Rembrandts ikoniske maleri 'Nattevagten', som man for nogle år siden renoverede i forbindelse med en omfattende ombygning af museet. 

Hvis man som kunstinteresseret føler et behov for at gå på opdagelse i maleriet, behøver man faktisk ikke at rejse til Amsterdam, hvilket også kan synes besværligt for tiden. 

Museet har lagt en gengivelse ud på internettet, der viser 'Nattevagten' i ikke mindre end en 44.8 GIGApixels udgave. 

Således skulle det være muligt at gå helt ned i de allermindste detaljer i Rembrandts mesterværk, og hvis man har lyst til dét, findes den ekstremt højopløselige gengivelse HER>

Kulturlivet klædt af til skindet

Pilen peger her på museumsdirektør Jacob Thage, Museum Jorn i Silkeborg der har sat fokus på museernes håbløse situation på sin helt egne og ganske originale måde. Her ses han gengivet i en diabolsk lyssætning i en videostill fra TV2 Østjylland.

"Vi synes, det ser ud som om, vi er blevet glemt. Vi er blevet overset. Vi føler måske at kulturen ikke opleves at have nogen betydning. Det er derfor, vi har lavet en film, som gør opmærksom på, at vi er klædt af til skindet. Vi føler at museerne bør bidrage til samfundet og at det måske er netop nu vi kan gøre det"

Udtalelsen er fremsat af Jacob Thage, direktør for Museum Jorn i Silkeborg, på TV2 Østjylland som netop har offentliggjort et videoklip, der viser museets personale liste rundt i udstillingsrummene om natten - splitternøgne. Her kommer metaforen "klædt af til skindet" ind i billedet. 

Videoen er naturligvis produceret med henblik på at sætte fokus på den fortvivlede situation, som regering og folketing i fællesskab har sat museerne i ved - nu med loven i hånden - at forbyde institutionerne at genåbne. 

Jeg finder det morsomt, at man nu spreder den omtalte videosekvens ud i et større offentligt forum. Jeg lagde faktisk selvsamme sekvens ud på blog'en her så langt tilbage som mandag d. 27. april. 

Jeg vil i øvrigt gerne knytte en kommentar til museumsdirektørens udtalelse. Der er i politikernes disponering ikke tale om en forglemmelse. Museerne og udstillingsinstitutionerne er ganske enkelt blevet prioriteret helt ned i det sorteste hjørne af en mørk kulkælder og det skal perspektiveres i en en aftale, der er indgået i et dystert samarbejde mellem Socialdemokratiet og Folketingets blå partier. 

Klemt inde mellem disse opfattelser finder man Radikale Venstre og netop de radikales kulturordfører Zenia Stampe har ifølge dagbladet Jyllands-Posten udtalt: "Først måtte vi leve med at regeringen prioriterede storcentre restauranter og caféer over museer teatre og spillesteder. Endda til trods for at smitterisikoen er markant lavere i kulturlivet. Og til trods for, at kulturlivet blev fremhævet af økonomerne som et lokomotiv der kunne trække de andre brancher i gang. Det er en helt skæv prioritering". 

Andetsteds på blog'en her beskæftiger jeg mig med museumsdirektør Erlend Høyerstens trussel om at åbne kunstmuseet ARoS før tid - altså før 8. juni - og denne sag har fundet sin afslutning. 

Museet har for længst udsendt en pressemeddelelse, hvori man forsikrer, at man ikke vil bryde landets love; men denne nyhed tilfredsstiller tilsyneladende ikke de aarhusianske græsrødder. 

En lokal koklokkeoperatør ønsker således, gennem et debatindlæg i lokalavisen Århus Stiftstidende, museumsdirektøren fyret på gråt papir. 

Disse dilettantiske iagttagelser underbygges af en af Stiftens redaktører, der også mener, at Høyersten har været lidt for langt fremme med sine udtalelser - og sådan kan man muligvis se det, hvis man ikke ejer for fem øre sans for ironi!? 

Man kan næsten betegne det som symbolsk, at man i Aarhus nu er i gang med at fjerne skulpturen 'Torvenes Brøndsløjfe', som i en årrække har præget Store Torv centralt i byen. 

Skulpturen er skabt af billedhuggeren Elisabeth Toubro men hun er ikke fra Aarhus, så måske er det derfor, at de fastgroede borgere i "smilets by" altid har hadet skulpturen og respektløst brugt den som pissoir? 

Og alt dette skal ikke forstås, som om jeg ikke bryder mig om Aarhus. 

Jeg er vild med byen, og især de mange forstandige mennesker, der trods alt tegner byens kulturliv.

tirsdag den 12. maj 2020

Mens vi venter på sommeren







I skrivende stund er der tre uger til den første sommermåned - i hvert fald hvis man følger kalenderen. 

Som en understregning af forventningen til den - forhåbentligt - varmere epoke har jeg netop affotograferet nogle tegninger fra sommeren 2019.  

Så kan vi kigge lidt på dem, mens vi venter.

lørdag den 9. maj 2020

ARoS' direktør er vred - mildest talt!

Inde bag de røde mure på ARoS skummer direktør Erlend Høyersten af vrede, og det er forståeligt (foto: Anders Trærup)

"Jeg er vred, og jeg synes det er absurd"

Det er naturligvis den forsinkede genåbning af landets museer, som statsminister Mette Frederiksen offentliggjorde for nyligt, der har gjort ARoS' direktør Erlend Høyersten rasende, hvilket han giver udtryk for i et interview i Århus Stiftstidende. 

Han underbygger sin holdning: "Vi gør Danmark attraktiv og vi trækker turister til. At tale kulturen ned på den måde er en farlig og absurd politisk og økonomisk strategi, når man tænker på, at danske museer alene i 2019 havde mere end 16 millioner besøgende" . 

Høyersten lufter tanken om at åbne museet på trods af myndighedernes forbud. Dette kunne muligvis være en ganske interessant happening. 

Min egen mening: Her er der tale om kulturel symbolpolitik, udført af en statsminister, der gerne vil tækkes de erhvervslivsvenlige venstrefolk. 

Det ser ud som om, der er indgået en mildest talt meget lidt køn liberal alliance mellem Mette Frederiksen og venstres leder Jakob Ellemann-Jensen.

Som det sidste har justitsminister Nick Hækkerup i løbet af få timer ændret regeringens anbefalinger til en decideret lov, hvilket er bemærkelsesværdigt, da lovændringer normalt er noget, der tager måneder at få implementeret i samfundet, men når det drejer sig om at smadre kulturlivet, kan man tilsyneladende være ret effektiv inden for det politiske system.

fredag den 8. maj 2020

Udtalelser fremsat i forbindelse med, at museerne ikke kunne genåbne 11. maj

På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk har man planlagt udstillingen 'Fantastiske kvinder - surreelle verdener fra Meret Oppenheim til Frida Kahlo' hen over sommeren. Herover et værk af sidstnævnte 'The little Deer' fra 1946 (foto: Nathan Keay/Louisiana Museum of Modern Art)

"Vi ved nu, at museerne ikke kan åbne i denne omgang. Det betyder mindst endnu en måned med blødende økonomi for museerne - og endnu en periode, hvor danskerne må nøjes med at kigge på plakater i Ikea eller krukker i havecentret, frem for at blive imponeret af dinoskeletter, opleve kunstværker eller stikke hovedet ind i et middelalderhus. Jeg er ærligt talt forbløffet"
Nils M. Jensen, direktør for Organisationen af Danske Museer

Er der nogen, der ved, om vi har en kulturminister, som interesserer sig for det og vil gøre noget for at finde løsninger for sit område? Jeg har nemlig ikke set det endnu"
Rasmus Jarlov, konservativ politiker på Twitter

"Det er en kæmpestor skuffelse, og jeg er rystet over, hvordan man prioriterer lige nu"
Jørgen Nielsen, administrerende direktør for Zoologisk Have i København

"De glemte vist kulturinstitutionerne (museerne, kunsthaller, udstillingssteder og kulturhuse) i den åbningsrunde!!? Mental fitness. Åndelig økonomi og - vækst. Hvis kunstnerne var investeringsobjekter/personer som de professionelle fodboldspillere, var det nok en anden sag"
Kirstine Schiess Højmose, leder af Aarhus Billedkunstcenter på Facebook

 "Fedt nok! Så er ARoS et storcenter"
Erlend Høyersten, direktør for ARoS i et sarkastisk opslag på Facebook

"Det er sgu en ommer Mettemor"
Brigitte Mors, arrangementschef på ARoS på Facebook

Ovenstående er blot et lille udpluk af,, hvad jeg har kunnet finde i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens skuffende pressemøde, der åbenbarede, at museumsverdenen må væbne sig med en helt uacceptabel tålmodighed med hensyn til en genåbning af museer og kunsthaller. 

Det er samtidigt påfaldende, at ikke flere personligheder inden for museumsverdenen har knyttet kommentarer til de politiske afgørelser, som nu forhindrer institutionerne i at åbne for publikum. 

Jeg er især forundret over, at Nationalmuseets direktør Rane Willerslev har været fuldstændig tavs i forbindelse med nedlukningen af landets museer. Han plejer normalt at benytte enhver lejlighed til at få stillet sit mediebehov. 

Mig bekendt er der heller ikke fremsat udtalelser fra Louisianas direktør Poul Erik Tøjner eller Mikkel Bogh fra Statens Museum for Kunst. 

Efter en nats forhandlinger er det blevet offentliggjort, at museer og kunsthaller - hvis ellers covid-19-situationen stabiliserer sig - kan genåbne d. 8. juni.

onsdag den 6. maj 2020

Museer i bunden af prioriteringslisten

ARoS i Aarhus er blot ét af mange museer, der kan komme i klemme i forbindelse med genåbningen af det danske kulturliv. På billedet ses et af værkerne på udstillingen 'Mythologies - The Beginning and end of Civilizations': Anri Sala, 'Take Over', 2017, Videostill (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)

"At museerne end ikke er nævnt står i skærende kontrast til det notat fra SSI, som viste, at museerne er i gruppen med laveste risiko ved genåbning. Og i øvrigt åbner museer nu rundtomkring i Europa af samme årsag. Vi mener, der må være tale om en fejl"

Således udtaler direktøren for Organisationen af Danske Museer, Nils M. Jensen, i dagbladet Politiken, der har forsøgt at få kommentarer fra den politiske scene vedrørende en potentiel genåbning af landets museer. 

En del af historien er naturligvis, at museerne overhovedet ikke er nævnt i de redegørelser, der er kommet fra statsminister Mette Frederiksen, der har valgt at lægge sin vægt på superligafodbold og zoologiske haver. 

Dog udtaler SF's Jacob Mark, at "det må være en forglemmelse". Radikales Zenia Stampe er mere direkte i sin analyse af regeringens handlingsprincipper. Hun er bange for, at kulturen "igen lander i bunden af prioriteringslisten". 

Avisen prøvede at få en kommentar fra Statens Serum Institut; men ingen her havde tid til at udtale sig. 

Det kan man så spekulere over!

Kunsthaller klar til genåbning

Der var masser af nærkontakt ved ferniseringen af Koloristernes udstilling i Den Frie Udstillingsbygning sidste år.

"Vi har utrolig mange kvadratmeter at boltre os på, og vi kan kontrollere meget eksakt, hvor mange der kommer ind. Vi har meget få berøringsflader"

Udtalelsen er fremsat af Dina Vester Feilberg fra Den Frie Udstillingsbygning i København i et interview foretaget af Torben Benner for dagbladet Politiken. 

Feilberg, der samtidig er formand for Danske Kunsthaller, tilføjer: "Bortset fra afholdelse af ferniseringer, koncerter, foredrag og events så forventer jeg, at vi kan holde åbent fuldstændig som normalt, som før corona"

Jeg skal ikke gøre mig klog på konsekvenserne af en genåbning af museer og kunsthaller, men det virker da forholdsvist logisk at netop disse institutioner, som tilsyneladende er grundigt forberedte på en genåbning, atter kan lukke publikum ind i lokalerne. 

Alt imens diskussionen vedrørende museer og kunsthaller kører lidt i det skjulte, er der ganske meget fokus på storcentre, caféer og afholdelse af idrætsarrangementer; men alt det bør nok ses i et perspektiv, der handler om økonomisk omsætning. 

Her har man måske en tendens til at glemme, at flere museer i de seneste måneder har forberedt endog ganske udgiftstunge udstillinger.

mandag den 4. maj 2020

April


Det var ikke det typiske aprilvejr, der prægede Østjylland i 2020. Faktisk skulle vi langt hen på måneden, inden der kom blot nogle få millimeter regn, hvilket står i skærende kontrast til månederne før, hvor denne del af kongeriget nærmest stod under vand. 

Det er dog stadig kun vinterbaderne, der hopper i baljen!

Tilbage til rødderne, tilbage til værket

Gitte Ørskou (foto: Albin Dahlström/Moderna Museet)

"En rigtig stor del af vore budgetter går til at transportere værker fra den ene ende af verden til den anden.  Vi bruger rigtig mange penge på at rejse verden rundt for at besøge kunstmesser og biennaler. Vi har ofte enormt dyre produktionsomkostninger, når vi laver udstillinger. Er det noget, vi vil fortsætte med eller ej? Det tror jeg, vi kommer til at forholde os til. Det bliver mere low cost, mere tilbage til rødderne, mere tilbage til værket"

Jeg finder udtalelsen fra museumsdirektør Gitte Ørskou,, Moderna Museet i Stockholm, både relevant og forløsende. 

Mens vi venter på, at statsministeren muligvis vil give grønt lys for en genåbning af landets udstillingsinstitutioner, er det væsentligt lige at fundere over museernes store og ambitiøse projekter, som man har set løbe af stablen de seneste år. 

Samtidigt kan man fornemme en attitude i magtapparatet - og ikke nødvendigvis det rent politiske - gående ud på, at kultur og kunst måske ikke er så vigtige samfundselementer, når virksomheder skal genåbnes. 

De såkaldte økonomiske vismænd har således en mening om, hvad der bør tilgodeses i genåbningsprocessen. 

På god, gammeldags borgerlig manér peger man på caféer og storcentre på trods af, at der fra Statens Seruminstitut netop er blevet offentliggjort en rapport, der illustrerer, at en genåbning af museer og biblioteker vil oppebære end mindre smitterisiko end de nævnte virksomheder. Kunst har ingen jo for alvor brug for, kan man tilføje i et svært ironisk øjeblik. 

I interviewet med Ole Bak Jakobsen på kunsten.nu udtaler Gitte Ørskou dog: "I krisesituationer søger man indad, man kommer tæt på ens basale behov. Jeg har oplevet hvordan folk efterspørger kunsten". 

Imens vi venter på, at museerne og kunsthallerne får lov at genåbne, kan man sagtens overveje kunsten og kulturens rolle i et fremtidigt samfund.