tirsdag den 30. marts 2021

Museer mister besøgende i abnormt store antal

 

Selv om Louvre - med Mona Lisa i baggrunden - ser velbesøgt ud på billedet her, har museet i Paris mistet 72% af sine gæster i 2020 (foto: Reuters)


Det kan vel dårligt overraske nogen, at adskillige store kunstmuseer og udstillingsinstitutioner over hele verden har kæmpeunderskud på publikum i 2020 i forhold til et normalt år uden covid-19. 

Jeg sidder netop og studerer en opgørelse, der bliver bragt på webtidsskriftet The Art Newspaper, og her kan man læse, at Louvre i Paris, som er det mest besøgte kunstmuseum i verden, har mistet hele 72% af sit publikum i 2020 i forhold til året før. 

Andre museer er endnu hårdere ramt end museet i Paris. Således ligger f.eks. London-museerne Tate Modern og National Gallery omkring 80% færre besøgende. 

Endnu værre står det til på de amerikanske museer, hvor besøgstallene er endnu lavere, og alt det skal naturligvis ses som en konsekvens af, at museerne har været lukket ned i en stor del af året. 

Det samme er sket herhjemme, hvor en total nedlukning i begyndelsen af marts varede frem til langt senere på foråret for blot at blive gentaget midt i december. Som bekendt er den aktuelle nedlukning stadig i funktion foreløbig frem til d. 21. april. 

Kunstmuseet ARoS i Aarhus havde 39% færre besøgende som et direkte resultat af 81 dages nedlukning. Louisiana i Humlebæk mistede 47% gæster og var lukket ned i 79 dage. Statens Museum for Kunst i København mistede - som ARoS i kraft af 81 dages nedlukning - dog kun 27%

Der er ingen tvivl om, at de mange nedlukninger har kostet på adskillige parametre blandt verdens museer; men det hører naturligvis også med til historien, at der har været arbejdet på højtryk med at skabe nye særudstillinger, som desværre har været udstillet i tomme sale. 

Det koster det hele.

lørdag den 27. marts 2021

Udstilling om moderskabet

Mor! Livets begyndelse': Chantal Joffe: 'Selvportræt, reder Esmes hår', 2009 (pressefoto: Louisiana Museum of Modern Art)


"Kold eller varm, nærværende eller fraværende: Alle har en mor. Den arketypiske mor - kvindefiguren som livs- og frugtbarhedssymbol - eksisterer på tværs af kulturer og tid. Moren udpeger vores vej ind i verden - hun er vores fysiske udgangspunkt og kulturelle ophav, og selv hvis hun er mistet eller fraværende, er vi alle sønner eller døtre"


Tekstuddraget herover er de indledende ord i Marie Laurbergs artikel i kunstmuseet Louisiana nyudsendte Louisiana Revy, som har udgangspunkt i udstillingen med begrebet "mor" som tema, der åbner, når det er muligt at genåbne landets udstillingsinstitutioner. 


Udstillingen, der belyser moderskabets mysterier og mytologier, er ud fra det mangfoldige billedmateriale i magasinet ret alsidig og har udgangspunkt i adskillige kunstneriske metoder og udtryksformer. 


Udstillingen 'Mor! Livets begyndelse' kan opleves på Louisiana, når museet genåbner d. 21. april og frem til d. 29. august 2021.

 

torsdag den 25. marts 2021

Planlægning

 

Maleri af kunstnerens, som alle kender, men ingen ved, hvem er: HuskMitNavn (foto: Charlotte Fogh Gallery)


Da det blev offentliggjort, at landets museer og kunsthaller kunne genåbne d. 21. april, fik jeg travlt med at prøve at skabe et overblik over, hvilke udstillinger, som jeg skal forholde mig til, når tiden er inde. 

Jeg har allerede skrevet to anmeldelser, der umiddelbart kan afsendes, men det giver næsten sig selv, at der åbner et større antal nye udstillinger, når genåbningen er en realitet. 

Her har jeg valgt at prioritere Albert Mertz-udstillingen på Holstebro Kunstmuseum. Den kan ses frem til d. 16. maj, og den bliver ikke forlænget. 

En udstilling, der belyser afrikansk samtidskunst på ARoS skulle være åbnet i de dage, hvor disse linjer skrives, men den kan til gengæld ses helt frem til d. 24. oktober. 

Udstillingen 'Kryptomania' med værker af Mie Mørkeberg på kunstmuseet Trapholt kan ses helt frem til d. 28. november, så her er der tilsvarende tid at løbe på. 

Jeg bør også nævne den store Herning og omegn-begivenhed 'Socle du Monde', der åbner d. 5. juni; men så er det sommer, og tingene begynder forhåbentligt at normalisere sig i forhold til covid-19. 

Heldigvis er der stadig her i april aktuelle kunstudstillinger, hvilket gælder gallerierne og her åbner Charlotte Fogh Gallery d. 13. april en udstilling med HuskMitNavn i nye lokaler i Aarhus centrum. Denne udstilling får også en vurdering med på vejen.

tirsdag den 23. marts 2021

BREAKING: Museer og kunsthaller kan genåbne d. 21. april

 

Publikum har lige to en halv uge til at få set Søren Solkærs femstjernede udstilling 'Black Sun' på HEART i Herning, når museet formentligt genåbner d. 21. april


Efter et møde, der i går strakte sig over det meste af dagen og aftenen, er konklusionen ifølge dagbladet Jyllands-Posten blandt de fleste politiske partier, at museer, biblioteker samt kunsthaller - mod forevisning af et såkaldt coronapas - kan genåbne onsdag d. 21. april. 

Hvordan den nyhed modtages blandt personer i de nævnte brancher, er jeg ret spændt på, da det ser ud til at kommercielle erhverv er blevet tilgodeset på bekostning af kulturelle institutioner. 

Hvad jeg selv mener? Det holder jeg lige for mig selv!

fredag den 19. marts 2021

Højhus eller ikke højhus - i Aarhus?

 

Videosekvensen, som man kan se herover viser konsekvenserne af et planlagt højhusbyggeri i Aarhus tæt på havnen, Dokk1, Filmbyen og faktisk Jyllands-Postens redaktionsbygning.

Det er klart, at et sådant markant byggeri sat i værk af ejendomsvirksomheden Olav de Linde har sat sindene i kog i Smilets By.

Om årsagen til, at smilet stivner en smule i Aarhus, vil jeg da gerne knytte en kommentar til, da der er blevet fremsat adskillige kritikpunkter i forhold til projektet.

Aarhus bryster sig af, at være verdens mindste storby. Storbyvisionerne har dog trange kår i byen, men mon ikke dette planlagte vartegn - tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller - bliver blåstemplet af selv den mest forknytte og udviklingskritiske aarhusianer, når bygningsværket står færdigt?

Min iagttagelse forankrer sig i nogle helt åbenbare arkitektoniske kvaliteter, der blandt andet vises på videoen herover. Bygningen rummer tilsyneladende en lethed og et skulpturelt islet, som jeg finder interessant.

Hvis ikke en by af Aarhus' karakter skulle kunne rumme et så signifikant bygningsværk, er jeg ikke sikker på, hvilken by, der kan. Der er trods alt tale om Danmarks næststørste by.

Alt dette skriver jeg uden blik på mange af de andre bygninger, der er opført i såvel Aarhus som i de øvrige nabobyer. 

Det er bestemt ikke alt, der er morsomt at kigge på. Jeg kan blot nævne den såkaldte "Prismen", som i kraft af sin beliggenhed totalt har smadret oplevelsen af at befinde sig i Den Gamle By.

  

torsdag den 18. marts 2021

Nationalgalleriet lancerer kunstens digitale danmarkskort

 

Guldaldermaleren Janus la Cour har gengivet dette motiv fra Almind Sø i Silkeborg. Det ligner det område, der i dag er en meget benyttet badestrand, som den øverstbefalende ved den tyske besættelsesmagt anlagde under 2. Verdenskrig. Maleriet er malet i 1873, hvilket er adskillige år, inden tyskerne havde hovedkvarter ved det nærliggende Silkeborg Bad, som i dag er kunstcenter. (foto: Statens Museum for Kunst)

Idérigdommen er stor, når det drejer sig om at lancere nye digitale platforme på landets kunstmuseer. 

Flere institutioner har lagt deres udstillinger ud i digital form, og flere af disse har jeg allerede omtalt på blog'en her. 

Nu har man på Statens Museum for Kunst imidlertid fået en genial idé, som tilgodeser den geografisk og kunsthistorisk interesserede bruger af internettet. 

Man har simpelt hen udviklet et projekt, hvor man på et danmarkskort kan klikke sig ind på diverse lokaliteter og derefter finde værker, der direkte forankrer sig i området. 

Man kan finde Kunstens Danmarkskort HER>

mandag den 15. marts 2021

Museumsdirektør utålmodig

 

Det er ikke mærkeligt, at museumsdirektør Jacob Thage, Museum Jorn, er utålmodig med at vise udstillingen 'Miro & Jorn' til publikum.


Joan Miró: 'Danseuses',1953-21. marts 1963. Gouache, akvarel og tusch på papir.


"Jeg mener, at vore museer, både kunstmuseer og kulturhistoriske museer, ledes af meget ansvarlige folk, som sagtens ville kunne håndtere en åbning under ordentlige og sikre forhold"


Udtalelsen er fremsat af formand for kulturudvalget i Herning Kommune, Johs Poulsen i TV Midtvest i forbindelse med en kritik, som Jacob Thage, museumsdirektør hos Museum Jorn i Silkeborg, fremfører i forhold til, at museerne fortsat skal holde lukket på trods af, at landet genåbnes mere og mere. 


Næstformanden i Folketingets kulturudvalg, Mogens Jensen, er dog lidt mere tilbageholdende i forhold til en genåbning af museerne: "Hvis man skulle åbne samtlige museer, så ville det samlet set give et for stort smittetryk, og derfor er vi nødt til at tage det i portioner". 


Jacob Thage derimod er sikker på, at man på hans eget museum, som faktisk har konstrueret en mindre ombygning med henblik på at skabe et sikkert miljø indendørs på Museum Jorn, vil være klar til at modtage gæster inden for at par dage efter, at der er givet grønt lys af myndighederne for en genåbning. "Vi har rigtig god plads, og vi kan selv regulere, hvor mange, vi lukker ind", udtaler direktøren. 


En væsentlig del af årsagen til, at tålmodigheden er udfordret voldsomt i Silkeborg skal naturligvis ses i, at museet for længst har iscenesat udstillingen 'Miró & Jorn', som jeg har set, så jeg forstår bestemt direktørens utålmodighed. 


Og det er faktisk ret befriende, at repræsentanter for landets udstillingsinstitutioner nu går offensivt ind i debatten om en - forhåbentlig - snarlig genåbning.  


fredag den 12. marts 2021

torsdag den 11. marts 2021

Enkelte højdespringere på auktion for moderne kunst

 

Per Kirkeby: Uden titel, 1979. Olie på masonit. 122 x 122 cm. Vurd.: 400-500.000 kr. Hammerslag: 750.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen)


Der var en del budgivere, der måtte til lommerne, da auktionshuset Bruun Rasmussen forleden dag afholdte auktion over moderne kunst. 

De fleste varer blev dog solgt inden for vurderingerne, men som sædvanligt var der også overraskelser. Et maleri af den surrealistiske maler Elsa Thoresen var således vurderet til 12-15.000 kr., men opnåede et hammerslag på hele 120.000 kr. 

Mere surrealisme var repræsenteret i kraft af en collage af Rita Kernn-Larsen, som opnåede en pris på 55.000 kr. mod en vurdering på 10-15.000. 

Jeg tror dog, at mange blev overraskede over en lidt besynderlig skulptur af Johannes C. Bjerg, som var vurderet til 80-100.000 kr. Den gik helt amok og endte på 750.000 kr. 

Man bør også nævne solide priser på værker af Oluf Høst, Vilhelm Lundstrøm, Per Kirkeby og HM Dronning Margrethe d. 2. 

Blandt Cobra-kunstnerne var der naturligvis interesse for et par sene værker af Asger Jorn, men de blev solgt rimeligt inden for vurderingsrammerne, hvorimod man havde mere end vanskeligt ved at sælge værker af Egill Jacobsen.

onsdag den 10. marts 2021

tirsdag den 9. marts 2021

Museer med virtuelle satsninger

 

Installationsfoto fra udstillingen 'Black Sun' (foto: Søren Solkær)


Museer og kunsthaller er lukket ned for et publikum, der vel nok besidder en stadig mere udviklet kultursult. 

Visse udstillingsinstitutioner har dog udvist en forbilledlig idérigdom, som går ud på, at kan publikum ikke komme på udstilling, må udstillingerne komme til publikum. 

Således har kunstmuseet HEART i Herning publiceret den aktuelle udstilling 'Black Sun' med fotografiske værker af stjernefotografen Søren Solkær ved hjælp af en virtuel metode, som gør, at man kan bevæge sig rundt i udstillingsrummene på sin computer eller tablet. 

Udstillingen kan ses ved at følge linket HER>

mandag den 8. marts 2021

Med behersket fokus på kvindelige kunstnere

 

Anna Ancher: 'Interiør med tre generationer', 1920. Olie på lærred. 23 x 33 cmVurd.: 60.000-80.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)


Paul Fischer: 'To piger med rød og blå badedragt sidder i strandkanten', 1917. Olie på lærred. 39 x 56 cmVurd.: 80.000-100.000 kr. (foto Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

I skrivende stund venter jeg på, at auktionshuset Bruun Rasmussen senere på dagen blænder op for forårets første kunstauktion, som handler om ældre kunst - og netop på dagen, som er kvindernes internationale kampdag, har man valgt at skabe fokus på kvindelige kunstnere. 

Det vil dog sige, at blandt de 164 numre, der kommer under hammeren, har jeg kunnet tælle syv (7) kvindelige kunstnere. Men det er som bekendt tanken, der tæller. 

Det skorter dog ikke på kvindelig deltagelse på auktionen. Som enhver ved, har kvinder udgjort et udødeligt tema blandt kunstnere; men i motiverdenen

Således kan man opleve og byde på adskillige værker, som har kvinden i en motivisk hovedrolle. 

Jeg kan i flæng nævne Kristian Zahrtmanns maleri 'Roselin og hendes moder' fra 1870, Paul Fischers badepiger på stranden, Fritz Sybergs skildring af kunstnerens datter i haven eller P.S. Krøyers 'Ved kaminilden' fra 1906. 

Sidstnævnte er der pæne forventninger til i auktionshuset, da det er estimeret til en pris på 600.000-800.000 kr.

fredag den 5. marts 2021

Tilbage i virkeligheden

 

Kragen spiller som tema en vis rolle i udstillingen 'Kragen, svinet, hammeren, skruetrækkeren, øksen og fastnøglen' med grafiske arbejder af Svend-Allan Sørensen hos Galleri Lene Bilgrav i Aarhus


Det har i sandhed været lidt af en "bobletilværelse", som redaktøren af denne blog har levet i de seneste måneder. 


Nu er dele af kulturlivet imidlertid igen åbnet - og det handler om gallerierne. 


Jeg besøgte forleden dag det fine Galleri Lene Bilgrav i Aarhus, som viser en udstilling med grafikeren Svend-Allan Sørensen. 


Jeg arbejder på højtryk på en anmeldelse af udstillingen, og føler mig faktisk tilbage i virkelighedens verden - i hvert fald indtil museerne og kunsthallerne får mulighed for at genåbne. 


Hvor lange udsigter dét har, er i skrivende stund umuligt at sige.



tirsdag den 2. marts 2021

Gallerier genåbner

 

Interiørbillede fra en tidligere udstilling på Galleri Lene Bilgrav i Aarhus (foto: Galleri Lene Bilgrav)


"Vi glæder os helt usigeligt til at genåbne galleriet. Vi har et fysisk rum, hvor det er mødet - det fysiske møde - med kunsten, der er hele essensen. Vi har installeret en ny udstilling, og når vi genåbner på tirsdag, glæder vi os til, at den endelig kan opleves, mærkes og tales om, som det bør være med alle udstillinger. Og så håber vi virkelig at alle museer og kunsthaller også vil genåbne snarest. Det har vi alle sammen brug for"


Udtalelsen er fremsat af Gitte Johannesen fra galleriet Specta i København, i forbindelse med en reportage på portalen kunsten.nu, som tager udgangspunkt i genåbningen af gallerierne i Danmark. 


På netop Specta kan man snart se en udstilling med Thordis Adalsteindottir og Svend-Allan Sørensen med titlen 'Absurd Birds and Other Animals', og netop Svend-Allan Sørensen er hovedpersonen i en soloudstilling i Aarhus, hvor Galleri Lene Bilgrav fra d. 4, marts blænder op for en udstilling med titlen 'Kragen, svinet, hammeren, skruetrækkeren, øksen & fastnøglen', og hvad der gemmer sig bag denne løjerlige titel, har jeg tænkt mig at finde ud af, når jeg besøger udstillingen med henblik på en anmeldelse. 


Udstillingen kan ses i galleriet på adressen Vestergade 56A, Aarhus C. frem til d. 17. april.

mandag den 1. marts 2021

Nye prøvetryk



Tre nye tryk er netop udført som prøvetryk på værkstedet. 

Jeg tror i princippet, at jeg er så forholdsvis tilfreds med trykkene, at de kommer til at indgå i det samlede oplag, der som sædvanligt er udført som streg/akvatinteætsninger og koldnål på Zerkall kobbertrykpapir.
 

Kunstmagasinet JANUS 50 år

 

Værk af Bruno Kjær pryder jubilæumsudgaven af Kunstmagasinet JANUS


Som sædvanligt kan abonnenter af Kunstmagasinet JANUS, som har sit fysiske udspring ved Janus Vestjyllands Kunstmuseum i Tistrup ved Varde, glæde sig over et antal velskrevne artikler af veloplagte skribenter i det nye nummer, der netop er sendt ud. 

Faktisk markerer udgivelsen magasinets 50 års jubilæum. Ganske vist udkom det første og mange efterfølgende under navnet HRYMFAXE, men konceptet er det samme som da man sendte det første magasin ud under temaet "Folkeligt kunsttidsskrift" i februar 1971. 

Det er dog i dag et flot tidsskrift i forhold til dengang, hvor det sidste maskinskrevne og sværteduplikerede eksemplar er nr. 4 i 1972. Herefter var økonomien så solid, at man kunne gå over til offset-tryk. 

Aktuelt er det interessant at læse artikler om billedkunstneren Bruno Kjær forfattet af Anne Lie Stokbro, Jorn og Kirkeby på ARoS og om grafikeren Lise Buurgård af Gitte Tandrup samt en historisk fortælling om Hjørring Grafisk Værksted af Troels Laursen. 

Jeg vil da lige afslutningsvis helt ubeskedent fremhæve mit eget bidrag til magasinet. Det handler om en boganmeldelse af publikationen 'Tegn og skitser 1960-2020' om og af billedkunstneren Leif Dræby. 

Bjarke Regn Svendsen er stadig redaktør på tidsskriftet, som han var tilbage i 1971, men det er Janus' kunstneriske leder Anne Grethe Sværke, der nu fungerer som ansvarshavende redaktør. 

Herudover er en fast skare af skribenter tilknyttet magasinet, som man kan tegne abonnement på ved at henvende sig på adressen mail@janusbygningen.dk.