lørdag den 30. marts 2024

fredag den 29. marts 2024

onsdag den 27. marts 2024

tirsdag den 26. marts 2024

"Morten" uden katalog

 

Firdelt værk af Richard Mortensen: ’Opus1’, 1982. Olie på lærred

»Men det er en stor mangel, at ARoS, der har sat fulde sejl til for at skabe alle tiders vue over ”Mortens”, som han kaldes, kunst, ikke udgiver et katalog«


Præcis samme iagttagelse som Kristeligt Dagblads kunstanmelder, Lisbeth Bonde, har gjort i forbindelse med Richard Mortensen-udstillingen ’Mellem Linierne’ på ARoS, har jeg selv foretaget. 


Man sætter sig for at skabe et retrospektivt overblik over en af 1900-tallets fremmeste kunstnere, som Bonde i sin rubrik fremstiller som »En billedforsker af Guds nåde«, og gør det grundigt blandt andet ved hjælp af vægtekster i overflod. 


Det virker decideret underskudsagtigt ikke at ledsage en så vigtig udstilling med en så væsentlig, dansk kunstner med et katalog. 


Men uanset, hvilke disponeringer museet har foretaget, kan udstillingen ses på ARoS frem til d. 1. september 2024. 

søndag den 24. marts 2024

Påskeudstilling med et hav af debutanter

 

KP 24: Stine Stubdrup: 'Ja hallo det er mig, ja har bare brug for at tænke lidt'. Grafik / Tryk fra bilruder

KP 24: Peter Rolsted: 'Mads og Peter'. Maleri / Akryl på lærred

KP 24: Stine Yde: Passenger, 9. Maleri / Akryl på lærred

KP 24: Paul Enøe Johanssen: 'Person med Mascara'. Maleri / Akryl på lærred

KP 24: Kristine Nørgård Hymøller: '144 shades edition 1, 2, 3. Skulptur / Beton, make-up, metal

KP 24: Christian Bundegaard: 'Natblomster'. Maleri / Olie på lærred

Kunstnernes Påskeudstilling udgør en tradition på kunstscenen, men spørgsmålet er, om konceptet er under pres?

Vi kan lige så godt få overstået de statistiske kendsgerninger fra begyndelsen: I 2024-udgaven af Kunstnernes Påskeudstilling, der finder sted i Kunsthal Aarhus, er 60 værker ud af 1867 indsendte blevet optaget på udstillingen. 36 kunstnere ud af 397 deltager således, og ud af disse, er det nok så bemærkelsesværdigt, at 29 er debutanter.

Spørgsmålet er nu, om det er de rette værker af de indsendte, som har fundet nåde hos censurkomitéen, der i år består af Yong Sun Gullach, Lina Hashim, Kim Richard Adler Mejdahl, Jens Settergren og Jacob Remin, og det er naturligvis vanskeligt at vurdere i kraft af, at der ikke er noget sammenligningsgrundlag.

Til gengæld kan jeg bekræfte en tendens på KP, som jeg tidligere har været kritisk over for. Ét er, at udstillingskonceptet fungerer som et uartigt stedbarn i Kunsthal Aarhus samlede profil, og dermed nu er placeret i kunsthallens underetage, hvor Påskeudstillingen fungerer i samklang - eller disharmoni, vælg selv, mine damer og herrer - med konceptet ”Spring”, som udgør et kurateret projekt med kunstnere, der tidligere har gjort sig gældende på KP.

Disponeret som en rodebutik

Et andet forhold, som stadig er gældende, handler om udstillingens disponering i et rum, der er alt andet end inspirerende at gå i kødet på som iscenesætter. Og tro mig: Jeg har prøvet det! Man burde muligvis formode, at et forholdsvist kvadratisk lokale er nemt at forholde sig til, men ikke desto mindre er der opstået en form for tradition for, at KP skal ligne en veritabel rodebutik af i forvejen uegale kunstværker.

En mulighed kunne være, at man i respekt for, at KP traditionelt set i mange år har været en begivenhed, man i Smilets By har omfavnet som en af de vigtigste i stadens kulturliv, begyndte at tage KP alvorlig. Det virker således totalt meningsløst, at kunsthallens fineste udstillingslokaler står halvtomme i bestræbelserne på at vise vel nok akademisk grundfæstede og intellektuelle projekter. Dette bør der naturligvis være rum til, men hvorfor pokker skal det ske på bekostning af et udstillingskoncept, som historisk set har vist sig ganske bæredygtigt? Til sammenligning: I Den Frie Udstillings bygning i København rydder man alle sale, når f.eks. Kunstnernes Efterårsudstilling løber af stablen.

Never mind! Jeg kan sandsynligvis hoppe og springe indtil Dommedag med alle mine kritikpunkter og blot ironisk konstatere, at alt var bedre i gamle dage, da en anden én udstillede på KP, men på det tidspunkt havde man heller ikke gravet et stort hul, som skulle udvikle sig til lidt af et fysisk monster i det danske og jyske kunstliv. Spørgsmålet er, om KP overhovedet havde eksisteret, hvis ikke det foregik nede i hullet?

Nu står man som kritisk iagttager blot og ser på de enkelte værker i årets udstilling. Her bør det overflødige skæres væk… Og så alligevel? Hvorfor pokker skal til eksempel Rasmus Klitgaard Hansens fine træsnit placeres i en disponering, der afstedkommer at man skal helt ned på knæ med henblik på at fange detaljerne. Værket er oven i købet brugt som illustration i udstillingens formidlingsmateriale. En form for kompensation?

Nu vi befinder os i grafikkens verden: Der er afgjort kompetente og gedigne arbejder i kategorien. Jeg nævner i flæng værker af Ene Bissenbakkers underfundige ’Jeg kan sætte mig i andres sted’, Gloria Jensens nænsomt kolorerede raderinger ’Excerpts From My Family Album’ og Stine Stubdrups grafiske tryk fra bilruder. Sidstnævnte deltager i flere kategorier på udstillingen og har et stort potentiale - også inden for maleriet.

Lyst og behov for at eksperimentere

Netop maleriet er ikke helt så dominerende på årets KP, som man har oplevet det tidligere, og dette greb kan man udmærket antage, handler om, at de indsendte værker inden for kategorien har været ret middelmådige. Det er før set. Til gengæld er de malerier, som optræder, ganske habile. I den mere corny afdeling finder man Peter Rolsted med nogle ret minutiøst forarbejdede næsten-fotorealistiske værker. Paul Enøe Johansen bruger nærmest maleriet i et skitseformat. Jeg ved ikke, hvem den aldrende herre, der optræder på billedet er, men han er der.

Grafisk besnærende fungerer Rezan Hussein Arabs akrylmaleri ’Waiting’, men hvem eller hvad kunstneren venter på, henligger i et poetisk halvmørke. I mixed-media-afdelingen dannes en nysgerrighed i relation til metode, da jeg erfarer, at Nils Haarbys semimonokrome og titelløse værk er fremstillet ved hjælp af tusch, akryl, penne og blyant på papir. Dette værk kan noget… Hvad? Tjek selv!

Jeg mener faktisk, at KP i år bekræfter en lyst eller nærmere et behov blandt kunstnerne for at eksperimentere, nogle gange inden for en traditionsbunden ramme og andre gang uden for denne. Det ene udelukker såmænd ikke det andet; men på en længere, ujævn bane bør institutionen Kunstnerens Påskeudstilling blive et langt mere fremtrædende projekt i Kunsthal Aarhus’ profil. Modsat er jeg bange for, at presset kan tage livet endegyldigt af et faktisk super sympatisk udstillingskoncept i år med et klædeligt hav af debutanter.

KP 24 kan ses i Kunsthal Aarhus’ underetage frem til d. 12. maj 2024.   






KP 24 åbnet i Aarhus Kunsthal

 

KP 24: Gloria Jensen: ’Excerps From My Family Album’. Grafik/raderinger

KP 24: Nils Haarby. Uden titel. Tegning/Tusch, akryl, penne og blyant på papir

KP 24: Rezan Hussein Arab: 'Waiting'. Maleri/Akryl på lærred

Jeg har netop deltaget i åbningen af den traditionsbundne udstilling Kunstnernes Påskeudstilling i 2024-versionen, og det var såmænd ganske hyggeligt. 

KP er som bekendt en censureret udstilling, hvor fem kunstnere sammen har optaget et antal værker, som håbefulde billedkunstnere har indsendt til bedømmelse. 

Jeg vil ikke gøre et større nummer ud af identiteten på de individuelle repræsentanter i komitéen, men blot afsløre at 60 ud af 1867 indsendte værker er blevet optaget på udstillingen, hvor 36 kunstnere - hvoraf 29 er debutanter på KP - er repræsenteret ud af 397 ansøgere. 

KP 24 kan ses i Kunsthal Aarhus frem til d. 12. maj. 

Jeg arbejder på en mere dybdegående tekst om KP 24 og den kan naturligvis læses senere på blog'en her.


torsdag den 21. marts 2024

"Morten" i fuldt flor på ARoS

 






Installationsfotos fra udstillingen ’Richard Mortensen – Mellem Linierne’

Retrospektiv udstilling giver næring til spørgsmålet om, hvorvidt Richard Mortensen var det største talent blandt danske malere i 1900-tallet.

Følgende tankerække udspiller sig på side 222 i romanen ’Kriger uden maske’ af Hanne-Vibeke Holst:

»Egentlig er hun mere syg efter at se hans arbejde end efter at se ham. For sådan er det jo ofte, har hun lært. At værket er større og mere interessant end kunstneren. Hvorfor mon? Spørger hun sig selv, mens hun svinger benene ud af sengen. Fordi stor kunst unddrager sig individet? Fordi kunstneren blot er budbringeren?«

”Hun” i fortællingen er Sonja Ferlov (senere Mancoba) og ”han” er maleren Richard Mortensen, som Sonja i tidsrummet i begyndelsen af 1930’erne havde et forviklet forhold til. Det var imidlertid langt mere kompliceret for hende, end det var for ham.

Bogen beskriver etableringen af kunstnersammenslutningen ’Linien’, som opløses i en voldsom konflikt med på den ene side maleren Vilhelm Bjerke Petersen og på den anden side Richard Mortensen og Ejler Bille, der har det stramt med førstnævntes hardcore version af surrealismen som den eneste gangbare metode inden for billedkunsten.

Den ultimative Mortensen-udstilling

Grupperingen var opstået som en form for modsigelse af Hitlers magtovertagelse i Tyskland, hvor skolen for kunst og design Bauhaus var blevet tvunget til at lukke ned. Bjerke Petersen havde frekventeret institutionen, hvilket gjorde ham til en bannerfører inden for beskrivelsen af en intellektuel formel i billedkunsten.

På kunstmuseet ARoS i Aarhus har man sat sig for at skabe den ultimative retrospektive udstilling af Richard Mortensen, som i et historisk perspektiv har stået ganske meget i skyggen af folkeligt forankrede kunstnere som Asger Jorn og Cobra-bevægelsen generelt, og netop dette element i beskrivelsen af den modernistiske danske kunst har stået som en lidt underlig museal disponering på danske kunstmuseer.

Det er interessant, at ARoS i museets formidlingsmateriale bekræfter, at den aktuelle udstilling, der ganske bogstaveligt har fået titlen ’Mellem Linierne’, er den første større præsentation af Richard Mortensen i 30 år.

En samlet præsentation af ”Mortens” produktion spillede ganske vist en rolle i to paralleludstillinger, der fandt sted på Silkeborg Kunstmuseum (nu Museum Jorn) og KunstCentret Silkeborg Bad i 2005, men jeg bliver imidlertid bekendtgjort med, at disse to udstillinger mangler den midterste del af Richard Mortensens samlede oeuvre. 

Jeg vil ikke dvæle længere ved dette, men blot konstatere, at den aktuelle udstilling sætter et stærkt fokus på Richard Mortensen som et vigtigt punkt i den danske kunsthistorie i 1900-tallet. Beskueren bliver ret systematisk ført kronologisk ind i kunstnerens levnedsskildring, og den er bestemt interessant.

Det vil måske overraske én og anden, at et ekspressivt selvportræt står som introduktion til udstillingen, men denne disposition giver faktisk mening, da maleriet er udført i 1933 på et tidspunkt, hvor kunstneren var 23 år gammel. En ung kunstner, kan man roligt sige, som har skildret sig selv i en grel og koloristisk set provokatorisk fremstilling. Modet manglede ikke i 1933 hos ”Morten”.

Surrealismen synes som et hurtigt overstået kapitel i relation til Richard Mortensen, og snart åbner der sig en ny verden hos kunstneren, der nok ikke kan sige sig fri for at arbejde under en vis påvirkning fra den europæiske avantgarde. Jeg kunne mageligt begynde at indlede en proces af namedropping blandt internationale kunstnere i Richard Mortensens tidsafsnit, men det ville gøre fortællingen ufuldkommen.

Hvorfor intet katalog?

Der befinder sig langt flere sideløbende grundsyn i Mortensens metode end blot simple iagttagelser rettet uden for kongerigets grænser. Simple Vasarely-tricks ligger således langt fra ”Mortens” idé vedrørende en rumskabende grundtanke. Da Mortensen slipper konturlinjens begrænsende deskription, får farverne lov at leve i kolliderende roller. Kunstnerens bevidsthed om netop dette element er dyb som natten. Det skal jeg love for.

Hvad der kan forbløffe en kunstnørd som mig, er at det først nu - og i en egentlig epoke, hvor modernismen i museale sammenhænge har set bedre dage - er muligt at få ”Morten” åbnet i fuldt flor på et kunstmuseum, og dermed få bekræftet, at Richard Mortensen muligvis var det største talent inden for maleriet i 1900-tallet. Og er kunstneren død og borte for længst, lever værket vitalt og stærkt i bedste velgående.

Til slut vil jeg lige knytte en kommentar til Mortensen-projektet. Et lille trælst pip! Hvorfor i alverden er der ikke udgivet et fyndigt katalog til en udstilling, der åbenbarer en kunstner af ”Mortens” kaliber? 

Udstillingen ’Richard Mortensen - Mellem Linierne' kan ses på ARoS i Aarhus frem til den 1. september 2024. Var der mere? Ikke mig bekendt!             

tirsdag den 19. marts 2024

Richard Mortensen i toppen af 1900-talspyramiden?

 

Foto fra installationen af Richard Mortensen-udstillingen ’Mellem Linierne’ (foto: ARoS’ Facebook-profil)

»Hans samlede virke er stort, men han spillede også en driftig rolle i sin samtids kunstmiljø, hvor han hele tiden præsenterede de nyeste internationale tendenser for et dansk publikum«


Mens man i vores tid konstant bliver konfronteret med spørgsmålet om, hvem der var den mest toneangivende billedkunstner i 1900-tallet herhjemme, dukker der et spørgsmål op, som måske kunne placere Richard Mortensen i toppen af pyramiden. 


Kunstmuseet ARoS åbner om få dage udstillingen ’Mellem Linierne’ med et større antal værker af netop Richard Mortensen. 


ARoS præsenterer udstillingen som den første retrospektive af sin art i 30 år, men her bør man minde museet om, at Silkeborg Kunstmuseum (nu Museum Jorn) og KunstCentret Silkeborg Bad i 2005 var sammen om at revitalisere Mortensen i et fælles projekt, men jeg glæder mig i hvert fald til at se udstillingen, som kan ses på ARoS i tidsrummet 23. marts-1.september. 


Jeg lover at smide et par ord om udstillingen på blog’en, når den er aktuel. 


Citatet herover stammer i øvrigt fra en artikel forfattet af Kirstine Lefevre Sckerl i Århus Stiftstidende.

mandag den 18. marts 2024

Det endelige resultat

 

’Ved stranden’. Olie og spraymaling på lærred. 60 x 81 cm.

Andetsteds på blog'en her optræder et kort videoklip, der viser en del af processen i udførelsen af et maleri, som nu er færdiggjort. 

Det er på én eller anden måde lykkedes mig at bryde et mønster, der overvejende har givet mine seneste malerier en blå tone, hvilket ikke er så besynderligt, da motiverne er hentet ved en østjysk strand om sommeren. 

På billedet herover er det stadig sommer, men måske i en lidt mere nuanceret, koloristisk version. 

Og maleriet blev faktisk færdigt indenfor rammerne af Uge 11.

fredag den 15. marts 2024

Fabriksudsmykning som avantgardeprojekt - nu som udstilling

 










Jeg har faktisk været en ung mand en gang, og jeg kan fra den gang huske skjorter med benævnelsen ”perma press”. Altså: Strygefri. 

Jeg er dog ikke i stand til at danne mig nogen erindring om, hvilke fabrikater, der var tale om. 

Måske har jeg ejet en eller flere skjorter fabrikeret af tekstilvirksomheden Angli i Herning? 

Jeg håber det efter at have oplevet en permanent udstilling, der illustrerer historien om Angli og fabrikkens stifter og direktør Aage Damgaard (1917-1991). 

Damgaard fandt det vigtigt at implementere billedkunst i produktionsmiljøet, og primært er værkerne i installationen udført af den konstruktivistiske maler Paul Gadegaard (1920-1996), som Aage Damgaard havde et tæt samarbejde med. 

Udstillingen ’Angli Avantgarden’ kan ses i Angligården ved Birk Centerpark i udkanten af Herning og der er adgang gennem Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum.

Kunstig intelligens i et kropsligt perspektiv

 

’Teknokroppen’: Hannah Toticki: 'RE:RE:RE:RE:RE:RE:', 2021

'Teknokroppen’: Emilie Alstrup: 'Self Assemby', 2023

’Teknokroppen’: Marie Munk: 'Cable-to-Cradle', 2020

’Teknokroppen’: Stine Deja: 'Cold Sleep' 2021



’Teknokroppen’: Avida Byström: 'Et dukkehjem', 2022

»Udstillingens force er netop, at værkerne hver for sig, men særligt sammen, åbner for blikke og nuancer, vi måske dagligt overser. Derfor er udstillingen for mig (som hvid kvinde i samme aldersgruppe som de udstillende kunstnere) et absolut ”det skal du se” for både at opleve disse værker samlet samt få et nuanceret indspark i debatterne om kroppe og teknologi«


Den hvide kvinde, som der refereres til, er Stine Lundberg Hansen, som i sommeren 2023 anmeldte udstillingen ’Teknokroppen’ da den fandt sted på Fuglsang Kunstmuseum. 


Det foregik på kunstportalen kunsten.nu, og i mellemtiden er udstillingen flyttet til HEART i Herning, hvor man kan opleve, hvordan kunstig intelligens har vundet indpas i den måde, hvorpå man kan opleve kroppen og det fysiske rum. 


Jeg kunne genkende et enkelt af værkerne, da jeg så udstillingen for nylig i Herning, og jeg mener faktisk, det er lidt slattent, at kunstværker på den måde går ”på omgang” mellem kunstmuseerne, alt imens andre og nok så begavede kunstnere systematisk holdes ude af udstillingsinstitutionerne. 


Men OK! Det omtalte værk er naturligvis en del af et projekt, som det var i en helt anden konceptuel sammenhæng i en udstilling på Kunsten i Aalborg for ikke så længe siden.


Til gengæld er det vanskeligt ikke at se fremtidens kropsdyrkelse, trods en aktuel farverig iscenesættelse, i et dystert perspektiv her skildret af et antal kvindelige kunstnere, der med en enkelt udtagelse alle er født i 1980'erne.


’Teknokroppen’ kan ses frem til d. 21. april på HEART.





torsdag den 14. marts 2024

Museernes samlinger #4

 

Piero Manzoni: ’Linea Lunga 7200 metri’, 1960. Zink, bly, papir

Piero Manzoni: 'Achrome', 1961. Kasse af strå og kaolin på sokkel af forkullet træ.

Piero Manzoni: 'Achrome', 1961. Bomuld på velour

Jeg tager lige temaet op igen vedrørende kunstmuseernes samlinger og hvordan disse bliver udstillet og formidlet i institutionerne. 

Ofte oplever jeg, at f.eks. HEART Herning Museum of Contemporary Art fungerer som en stor kunsthal med vægten lagt på skiftende udstillinger - og bevares: Som oftest begavede og interessante udstillinger inden for nogle bestemte rammer. 

For tiden kan man dog med udbytte se og opleve en samlingsudstilling på museet og det bør vel ikke være overraskende, at denne udstilling, som har titlen ’Manzoni Infinito’, lægger hovedvægten på den italienske konceptkunstner Piero Manzoni (1933-1963), der jo som bekendt ofte opholdte sig i Herning inviteret af skjortefabrikanten Aage Damgaard, der dermed lagde grunden til den store og imponerende samling af Manzonis kunst, som nu er kommet frem i dagens lys (eller mørke) i en af museets udstillingssale. 

Jeg er lidt usikker på, hvor længe udstillingen løber, da der er divergerende oplysninger, og hvis man går efter HEART’s hjemmeside, slutter den ganske snart, men regner man budskabet fra kunsten.nu’s Art Guide for gode varer, kan den ses frem til d. 21. april. 

Jeg håber det sidste!


onsdag den 13. marts 2024

Erindringer om sommer

 


Uden titel. Kul og spritopløst shellak på papir. 22 x 30 cm.

»Du bor i den forkerte del af verden«!


Således bekendtgjorde en god bekendt af mig på et tidspunkt, hvor jeg brokkede mig over en gennemsnitlig sommers ustadige vejrlig her til lands. 


Ikke nok med, at vejret ofte er foranderligt; men tillige er sommeren kort - strækkende sig, optimistisk set, fra slutningen af maj til begyndelsen af september. Med lidt god vilje kan den således spiles ud til 3½ måned. 


Tegningerne herover er resultatet af en viderebearbejdning af et antal skitser foretaget i sommeren 2023 ved en østjysk strand.


mandag den 11. marts 2024

Gensyn med 'Æter'

 

'Æter / Aether’: Inge Lise Westman: ’Partikeldans’, 2007. Olie på lærred

’Æter / Aether’: Pekka Paikkari: 'In Cloudy Water', 2023. Diptykon Brændt ler/fotografi.

’Æter / Aether’: Barbara Skovmand: 'Aerial'. Skulpturel lydinstallation - mixed media

Det er måske en overdrivelse, når jeg i rubrikken her antyder et ”gensyn” med udstillingen ’Æter’, der for tiden kan ses på KunstCentret Silkeborg Bad. 

Jeg var ganske vist til stede ved åbningen, men her gik der naturligvis ferniseringsdialoger i begivenheden, men ikke desto mindre har jeg foretaget et gensyn med den glimrende udstilling, der forholder sig - kan man sige ”æstetisk til det æteriske”. 

Det er under alle omstændigheder en udstilling, der tager beskueren med ind i adskillige rum, der blander det billedkunstneriske med det videnskabelige. 

Udstillingen kan ses på ”Badet” frem til d. 2. juni, og så er det jo sommer… Forhåbentligt!?


fredag den 8. marts 2024

Salto for millioner

 

Axel Salto: ’Den Tingene iboende Kraft’, 1958. Skulptur af stentøj. Højde: 53 cm. Diameter: 24 cm. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

»Hvad skete der lige dér«? 

Det var min umiddelbare reaktion, da jeg gennemgik listen over solgte produkter af moderne design hos auktionshuset Bruun Rasmussen forleden dag. 

Årsagen skal findes i, at en skulptur i stentøj af den ganske vist højt estimerede keramiker og billedkunstner Axel Salto fik et hammerslag på hele 2.100.000 kr. mod en vurdering på 200.000-300.000. 

Jeg tror - uden at vide det - at det må være rekord for Salto på auktion? 

Forinden var en speciel krukke i okseblodsglasur af Salto blevet solgt for 150.000 kr. mod en vurdering på 50.000-75.000. 

Det hører dog med til historien, at der var flere ting af Salto, som ikke kunne sælges på auktionen, så træerne gror langt fra ind i himlen.

torsdag den 7. marts 2024

Lys og skygge

 

’Strand, sen eftermiddag’. Olie og spraymaling på lærred. 65 x 81 cm.

Sidst på eftermiddagen bliver stranden mørklagt af skygge, da solen bevæger sig om bag de høje træer i strandområdet. 

Jeg overvejede derfor at pakke mine ting, da en kvinde dukkede op i halvmørket og derefter bevægede sig ud i vandet og dermed ud i lyset. 

På falderebet fremdrog jeg min skitsebog og prøvede hurtigt at redegøre for bevægelserne samt lys og skygge, inden kvinden lod vandet omslutte sig. 

Skitsen har dannet udgangspunkt for maleriet herover.

onsdag den 6. marts 2024

Efterspørgsel på Joensen-Mikines

 

Samuel Joensen-Mikines: ’Grindedrab, Færøerne’, 1954. Olie på lærred. 59 x 88 cmVurd.: 60.000-75.000 kr. Hammerslag: 120.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

De fleste af de værker, som kunne sælges, blev solgt til priser indenfor vurderingerne ved den seneste auktion over moderne kunst hos auktionshuset Bruun Rasmussen. 

Jeg synes dog lige, at jeg vil nævne, at den færøske maler Samuel Joensen-Mikines var repræsenteret med et ret stort antal værker, som også opnåede pæne hammerslag. 

Her kunne man f.eks. opleve et par af kunstnerens dramatiske skildringer af grindedrab på Færøerne i højintense farveholdninger. 

Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at et maleri uden titel af Dronning Margrethe II fik hammerslag på 160.000 kr. mod en vurdering på 75.000-100.000 kr. 

Ellers var der naturligvis efterspørgsel indenfor rammerne på Jorn/Cobra og samtidskunsten.

mandag den 4. marts 2024

Kunne et dyrt Eckersberg-maleri sælges? Nej, desværre...

 

Olga Meisner-Jensen: ’Blomster i solrig vindueskarm’. 82 x 76 cmVurd.: 25.000-30.000 kr. Hammerslag: 50.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Jeg stillede spørgsmålet her på blog'en i forbindelse med auktionshuset Bruun Rasmussens forventninger til et maleri af C.W. Eckersberg, som var vurderet til mellem tre og fire millioner kroner, men værket kunne ikke sælges på auktionen, der fandt sted for nyligt, så eneste værk under kategorien ’Ældre malerier’, der gik for over en million var et selvportræt af Wilhelm Bendz, som blev solgt for 1.400.000 mod en vurdering på 800.000-1.000.000 kr.

Samme aften havde auktionshuset arrangeret en auktion over værker af kvindelige kunstnere, og dette friske pust af en begivenhed gav blandt andre flotte priser til kunsthåndværkeren Alev Siesbye samt malerne Rita Kernn-Larsen og Else Alfelt

I skrivende stund ser jeg frem til auktionen over moderne kunst og design. Der er adskillige spændende værker til salg i denne kategori.

'Savage'

 





Blyant på papir 14 x 23 cm

De hurtigt forarbejdede skitser herover er tegnet efter en danseforestilling med titlen ’Savage’ foretaget af danseensemblet Danza Teatro Contemporaneo Argentina. 

Det er en ret dramatisk forestilling, hvilket måske ikke fremgår helt af skitserne?