»Således rummer en malers motiver med og uden detaljer en suppedas af uløste gåder, og jeg elsker det… Hvorfor? Sådan har det i alle dage fungeret i malerkunsten. Og historien bør man ingenlunde kimse af«.
Jeg havde et antal blindrammer med målene 80 x
Jeg blev efterfølgende motiveret til at prøve noget, som jeg ikke har gjort i mange år: Nemlig at prøve at få kompositionerne til at hænge sammen i figure-format. Altså i det såkaldte ”højformat”.
Det første færdige resultat kan ses herover.
»Udstillingens titel, ’Relikvier fra beboede rum’, peger således på en anden tid, på de mange steder, jeg har boet. Hvordan rum og genstande selv bliver fysiske størrelser, der både skabes og nedbrydes«
Citatet udgør blot en del af billedkunstneren Kaspar Bonnéns iagttagelser over hans seneste værker, som snart udstilles hos Charlotte Fogh Gallery i Aarhus.
Man kan roligt antyde, at skal alle elementer fra et liv indbefattes i kunstværker, kan det blive lidt af et mylder; men sådanne udfordringer plejer Bonnén at have fint styr på i en kompositorisk forstand – så mon ikke også denne gang i den aktuelle udstilling, der kan ses i tidsrummet 15. marts-14. april.
Lige efter nytår 1969 bliver det besluttet, at The Beatles skal indspille albummet, som får titlen ’Let it Be’, i et filmstudie i London-bydelen Twickenham. Årsagen skal findes i, at man vil dokumentere indspilningen i filmformat.
Processen udvikler sig mildest talt katastrofalt. Stemningen er på nulpunktet og interne stridigheder i bandet ender med at George Harrison forlader sessionen, hvorefter man beslutter sig for at indrette et studie i gruppens bygning i det centrale London.
Det er som, at atmosfæren ændrer sig som med et trylleslag, da man efter store tekniske udfordringer fortsætter indspilningerne i studiet i Apple-bygningen.
George kommer tilbage, og efter et møde mellem Paul McCartney og John Lennon, som filmholdet optager med en mikrofon skjult i en potteplante, synes det som tavlen viskes ren og arbejdet med, hvad der skal vise sig at være The Beatles’ sidste plade (dog vistnok indspillet før ’Abbey Road’?) kan genoptages.
Hvad der overrasker mig meget under de adskillige timers dokumentar, er at bandet ind i mellem spiller en masse numre fra rock and roll-historien og at de har et ganske koncentreret fokus på, hvad der sker på musikscenen i deres samtid.
John Lennon får at vide, at The Rolling Stones har anmodet ham om at præsentere gruppen ved et TV-show med titlen ’The Rolling Stones Rock and Roll Circus’. Han skal blot kort præsentere Stones for seerne; men det udvikler sig som bekendt til, at Lennon sammen med Eric Clapton, Keith Richards og Mitch Mitchell skaber en improviseret gruppe, der spiller nummeret ’Yer Blues’.
I studiet i Apple-bygningen pjatter bandet sig igennem repertoiret på den kommende plade. Stemningen er fin, og den bliver kun bedre, da man implementerer keyboardspilleren Billy Preston i projektet.
Preston går lynhurtigt musikalsk og socialt i spænd med gruppen og han sætter sit eget præg på gruppens lyd og udtryk.
Under hele processen har man diskussioner om en koncert, der skal finde sted, når indspilningerne af pladen har fundet deres afslutning, og der eksponeres masser af idéer. Denne del af helheden giver i første omgang anledning til en masse diskussioner mellem bandets medlemmer og de folk, der omgiver dem.
Som de fleste er klar over, ender det med, at man spiller en koncert på taget af Apple-bygningen – og den koncert har blot et snævert publikum på 1. parket. Til gengæld kan koncerten høres tydeligt på gadeplan, hvor den resulterer i en vis forvirring blandt folk i almindelighed og Politiet i særdeleshed.
Dokumentaren, som varer adskillige
timer, kan ses på Disney+
»Når jeg ser dette beskedne stilleben med dets lyse skagensfarver og dets hastige beskæring, ville jeg ønske, at Viggo Johansen var gået med samme impressionistiske lethed til alle sine motiver. Mindre penselarbejde og mere jazz i håndleddet. Samme år malede han en vidunderlig hummer, højrød som kåben på en kardinal«
Politikens kunstanmelder sparer ikke på metaforerne i den fire-stjernede anmeldelse af udstillingen ’Viggo Johansen – Hos mig’, som kan ses på Den Hirschsprungske Samling i København.
Udstillingen viser Viggo Johansen som en kunstner, der stod lidt i skyggen af sine langt mere berømte malerkollegaer i Skagen, men udstillingen er faktisk udmærket, og kan ses frem til d. 25. maj.
Nu er den del af udstillingen, der handler om Larsen Stevns imidlertid rykket til Skovgaard Museet i Viborg, hvor den står alene og disponeret ud fra værkernes temaer, hvor den på Vendsyssel Kunstmuseum var sat i scene i et kronologisk forløb.
Det er der kommet en meget seværdig udstilling ud af, og en del af magien bør nok findes i, at Niels Larsen Stevns assisterede Joakim Skovgaard i den omfattende udsmykning af Viborg Domkirke i en periode, som jeg trods ihærdige forsøg har haft svært ved at tidsfæste.
Processen fandt dog sted i perioden omkring århundredeskiftet 1800-tallet til 1900-tallet.
Senere, men i en relativ høj alder, fik Larsen Stevns sin egen kunstneriske karriere, og han blev en stor inspiration for modernistiske malere som Harald Giersing og Edvard Weie.
I forbindelse med udstillingerne er udgivet en bog, der i tre afsnit fortæller om Niels Larsen Stevns liv, hans åndelige relation til N.F.S. Grundtvig samt det religiøse aspekt i hans arbejde.
Publikationen er jeg i skrivende stund i gang med en anmeldelse af, så mere om den senere.
Udstillingen på Skovgaard Museet kan ses frem til d. 10. august.
Viborg Kunsthal viser for tiden udstillingen med den kryptiske titel ’Colour Instruments’ og den bidrager med måden, hvorpå vi iagttager kunst
I en klædeligt underspillet udstilling
skildrer Utzon Center i Aalborg stjernearkitekten Jørn Utzons sommerresidens på
Mallorca
»’Colour Instruments’ tager dig med på en sanselig rejse gennem lysets univers, hvor du kan iagttage farvernes intensitet og cyklus, og opdag hvordan lys, mørke og farver sameksisterer og påvirker hinanden«
Blandt andet sådan beskrives udstillingen ’Colour Instruments’ med værker af Christina Augustesen, der for tiden kan opleves i Viborg Kunsthal.
Jeg har tidligere sporadisk omtalt udstillingen på blog'en her, men i mellemtiden har jeg faktisk besøgt kunsthallen og set udstillingen, der vil være genstand for en anmeldelse, som jeg er i gang med at forfatte i skrivende stund.
Udstillingen kan ses frem til d. 11. marts og min anmeldelse kan naturligvis snart læses på KULTURINFORMATION.org.