Lars S

The mighty Quinn

2012-01-27T04:36:00.000-08:00

”Quinn er en kunstner, der – som også Lemmerz – tager fat om de helt store, eksistentielle og filosofiske temaer i en direkte men samtidig meget nutidigt opdateret forlængelse af den klassiske kunsts udtryk, virkemidler og teknikker helt tilbage til de gamle grækere”

Mette Sandbyes anmeldelse i Weekendavisen af den netop åbnede udstilling på museet Kunsten i Aalborg med den britiske kunstner Marc Quinn har frembragt en vis nysgerrighed hos mig.

Quinn er én af de britiske kunstnere, der i de seneste år har fundet et udtryk, som er forankret i det stærkt provakatoriske; men efter Sandbyes beskrivelse at dømme, er der mening med galskaben.

Første gang, man rigtigt for alvor fik øjnene op for Quinn på den store kunstscene, var da han i 1991 lavede et aftryk af sit ansigt ved hjælp af 4, 5 liter blod, som var tappet fra kunstnerens egne årer. Dette værk er placeret i en beholder, hvor det konstant befinder sig i en temperatur på -17 grader. Han har gentaget processen hvert femte år siden – og på dén måde er han naturligvis altid sikker på at have frisk blod i årerne.

Udstillingen ’All of Nature Flows Through Us’ kan ses på Kunsten i Aalborg frem til d. 29. april. Så der er god tid…

Samtidskunst i Berlin

2012-01-23T23:37:00.001-08:00

Den tyske hovedstad er et mekka for samtidskunst og et af de mest berømmede steder for dén slags er en institution med det – for lokaliteten – lidt besynderlige navn Hamburger Bahnhof, og museet for kontemporær kunst har da også ganske rigtigt fungeret som banegård i tidernes morgen; men beliggenheden er altså stadig en anelse nord for Berlins vartegn Brandenburger Tor og den legendariske Reichtag-bygning.

Hvis alt går vel, befinder vi os i uge fem i Berlin, og netop Hamburger Bahnhof vil være et af de steder, vi må se i byen.

Et andet sted, der kunne være interessant at besøge – bortset fra Neues Nationalgalerie – er et udstillingssted, der hedder Daimler Art Collection med underafdelingen Daimler Contemporary, der for tiden viser en udstilling med titlen ’Conceptual Tendencies 1960s to today’. Her kan man bl.a. opleve kunstnere som Dan Graham, Sol LeWitt, Jonathan Monk og Santiago Sierra.

Også nogle enkelte danske kunstnere kan man finde i det fornemme selskab, nemlig Albert Mertz, Poul Gernes og Lasse Schmidt Hansen, og selv om sidstnævnte er anført som tysker på Daimlers hjemmside – og sandsynligvis bor og arbejder i Berlin – er han altså pæredansk, og født i 1978

Aarhus-Silkeborg: Ny duel på påstande

2012-01-22T08:10:00.001-08:00

”Jo flere bagere, der er i gaden, jo bedre bliver brødet. På samme måde vil en Munch-udstilling på Aros også skabe større interesse for et meget spændende møde mellem Munch og Jorn i Silkeborg”

Ordene er udtalt af museumsdirektør for kunstmuseet ARoS i Aarhus, Jens Erik Sørensen, i forbindelse med en ny duel på påstande mellem direktøren for Museum Jorn, Silkeborg, Jacob Thage, og JES.

Til efteråret åbner en udstilling på ARoS med værker af Edvard Munch fra Rasmus Beyer Samlingen i Bergen, og da Museum Jorn have planlagt at parre Asger Jorn med netop Edvard Munch i 2014 i anledning af 100-året for Jorns fødsel, mener Thage, at ARoS foretager et benspænd med deres udstilling i forhold til Museum Jorns planer.

Sådan tolkes det i hvert fald i overskriften i Christian Kloch Larsens omtale i Midtjyllands Avis d. 21. januar. Kloch spørger i interviewet med JES, om ARoS ikke orienterer sig om, hvilke konkrete udstillinger, der er på vej på andre museer, og til dét svarer JES med vanlig østjysk arrogance: ”Jo, på Louisiana, Statens Museum for Kunst og Arken. Men ikke på de mindre kunstmuseer”.

Til gengæld fortæller Thage, at udstillingen med Munch nu må flyttes to eller tre år ud i fremtiden. Personligt mener jeg ikke, at Jacob Thage i sin planlægning skal lade sig påvirke af, hvad de foretager sig i Aarhus. Netop koblingen Munch/Jorn burde kunne påkalde sig så megen opmærksomhed, at den for alvor vil genindsætte Museum Jorn på kunstens europakort

Egotrips i Kunstbygningen

2012-01-21T02:20:00.001-08:00

Videoinstallationer fungerer som bekendt i mørke – og det samme gælder almindelige, gammeldags, strimmelfilm. Derfor fremstod Århus Kunstbygning (og her insisterer man tilsyneladende på, at bolle-å’et stadig er det eneste rigtige) ved åbningen af en ny udstillingsserie ret dystert indvendigt.

Man har som bekendt valgt et tema, der følger kalenderåret i Kunstbygningen. Efterfølgende laver man så en såkaldt ”open call” med afsæt i det aktuelle tema, som i år er EGO! Altså jeg’et skildret af forskellige kunstnere – og med vekslende held. Et af de absolut mest interessante indslag udgør Jette Hye Jin Mortensen med videoforløbet ’Tell it the way they tell it’, som kan ses i Kunstbygningens ottekantede sal – i daglig tale ”rotunden”.

På seks skærme udspiller der sig en handling med en masse tale og et større antal aktører, som tilsyneladende befinder sig i et meditativt miljø.

I underetagen finder man et højst ejendommeligt; men også fascinerende indslag af Ulrik Heltoft, der har ladet placere fire 16 mm. filmfremvisere midt i lokalet, hvor de projicerer lige så mange sort-hvide forløb op på væggene. Disse handler tilsyneladende om fire forskellige ego’er i fire forskellige tidsaldre, og projektets old school-udtryk finder jeg faktisk interessant.

Der er meget andet i mørket, og her forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor vi endnu en gang skal trækkes med Peter Lands tåbelige danseri (i bar figur – and so what?), som er gennemtæsket både på ARoS og Louisiana. Folk i branchen må vel regne video’en som et hovedværk? Fred være med dét; men hvad laver værket nu på Århus Kunstbygning?

Det samme kan man vel i nogen forstand sige om Lilibeth Cuenca’s ’Ego Song’, som dog forholder sig til temaet; men som samtidigt har været vist på Statens Museum for Kunst.

Jeg sad selv en overgang i Kunstbygningens udstillingsudvalg, og ét af den kunstneriske leders mantra’er var netop, at man ikke udstiller kunst, som har været vist i andre udstillingsinstitutioner herhjemme. Den pågældende leder er ikke længere i institutionen, så nu gælder andre principper tilsyneladende?

Tyveri af skulpturer

2012-01-19T05:04:00.001-08:00

Når man hører om tyverier af Bellini og Rembrandt, som det skete for nogle år siden på Nivaagaard, har tyvene som formål at videresælge værkerne med henblik på at skabe en økonomisk gevinst. Men én ting er, hvad et kunstværk besidder af egentlig værdi – og noget helt andet, hvor meget et værk kan indbringe på det sorte marked. De to tal er ingenlunde proportionelle.

I den seneste tid har tyve imidlertid været på spil i Silkeborg, hvor de har stjålet en skulptur, som var opstillet i anlægget Indelukket. Skulpturen er af billedhuggeren Knud Nellemose og har titlen ’Frihedskæmperen’. Den blev afsløret i 1951 som et monument over frihedskampen under 2. Verdenskrig; men nu er skulpturen borte. Teorien går på, at den allerede er omstøbt, så den nu er omdannet til en bronzeklump, der besidder materialets værdi.

Næsten samtidigt blev en skulptur i KunstCentret Silkeborg Bads park af den belgiske billedhugger Reinhoud D’Haese fjernet. Her var der tale om et værk i bøjet kobber. Man antager, at denne skulptur har lidt samme skæbne som ’Frihedskæmperen’.

Grund til pessimisme?

2012-01-17T00:02:00.001-08:00

Dette kunne muligvis godt ligne et billede fra bedemændenes årskongres, og netop begravelsesindustrien burde nok ikke klage, da man altid er sikker på kunder i butikkerne. Der bliver ellers signaleret grundig pessimisme fra økonomer og erhvervsliv, og her til morgen kunne man høre i radioen at antallet af langtidsledige er firedoblet de seneste år.

Hvor lang tid, man skal være ledig, før man kan karakteriseres som ”langtidsledig”, ved jeg ikke noget om; men den forrige regering hakkede i hvert fald perioden, hvor man kan få dagpenge midt over, og halverede den; hvilket tilsyneladende ikke har reduceret antallet af langtidsledige.

Ang. billedet: Det er taget ved den årlige nytårskoncert i Jysk Musik og Teaterhus i Silkeborg, og viser et LILLE udsnit af det store kor, der back’ede de dygtige solister op.

Dansk-kinsisk landskabstolkning

2012-01-14T09:18:00.000-08:00

I sommeren 2011 havde vi på Den Kreative Skole besøg af en delegation af kinesiske kunstnere, der under et ophold på KunstCentret Silkeborg Bad arbejdede med landskabet i Danmark og Silkeborg samt området omkring Badet som tema.

De besøgte skolen sammen med bl.a. billedkunstneren Lars Ravn, som er medlem af kunstnersammenslutningen Corner – og netop medlemmer af Corner har samtidigt været i Kina med henblik på at skildre denne fremmedartede verden. Det er der nu på KunstCentret kommet en overordentligt seværdig udstilling ud af med titlen ’Seeing Landscape’. Udstillingen åbnede d. 14. januar.

Billedet herover er malet af kinesiske Song Yongping, og det udgør et eksempel på et værk, som IKKE er et landskab på ’Seeing Landscape’. Det fremgår ikke af billedets titel ’Portrait’ hvem det er, som kunstneren har skilderet. Af fare for at ramme helt skævt, vil jeg undlade at give et bud; men det kunne godt være en person, der deler fornavn med mig selv?

Fomsgaard igen på MøllerWitt

2012-01-14T09:16:00.001-08:00

Det er ikke første gang, billedkunstneren Jes Fomsgaard udstiller på Galerie MøllerWitt i Aarhus, når han d. 20. januar åbner soloudstilling på galleriet; men jeg er ret sikker på, at det er første udstilling, Fomsgaard viser på MøllerWitt siden den fine udstilling MAZE, som fandt sted på Vejle Kunstmuseum sidste år.

Gursky på Louisiana

2012-01-14T09:14:00.001-08:00

”Hvis jeg skal komme med en indvending over for denne virkeligt flotte og betimelige præsentation af et verdensnavn på Louisiana, så er det den sært bortforklarende tone, der ligger i både pressematerialet og i direktørens katalogtekst, hvor det gang på gang understreges, at han er kunstner mere end bare fotograf på ”den gammeldags måde”, som Tøjner skriver, og ”at arbejde med Andreas Gursky og hans fotografi er at arbejde med sand visuel kunst – kun ved eftertanken går det op for én, at mediet er fotografi”, som der også står på væggen”

Hvad Mette Sandbye i Weekendavisen kritiserer ved udstillingen med den tyske fotograf Andreas Gursky på kunstmuseet Louisiana, er at der tilsyneladende stadig findes eksempler i museumsverdenen på, at man ikke ser fotografi som ”rigtig kunst”. Hvis man skal antage et kommercielt blik på mediet er det nok værd at nævne, at et værk af netop Gursky for nyligt er solgt på auktion for 4,3 millioner dollars.

Havde fotografiet herover af Andreas Gursky fremstået i naturlig – gigantisk – størrelse, ville man kunne observere, at der er tale om Tour de France karavanen på vej op ad et bjerg under det legendariske cykelløb.

Selvgjort eller velgjort?

2012-01-12T02:22:00.000-08:00

”Vi må vænne os til, at originalitetskriteriet ændrer sig ikke bare med tiden, men også med karakteren af de værker, der udføres. Det kan ligefrem være en idé, at kunstneren overlader virkeliggørelsen af et projekt til specialister, men forbeholder sig retten til at være ophavsmanden”

Under overskriften "Kan en original være uægte?" kommenterer Peter Michael Hornung i Politiken den sidste tids diskusssion om, hvorvidt kunstnere bør lave deres egne værker fuldstændigt på egen hånd. Det hele begyndte med en fejde på ord mellem David Hockney og Damien Hirst – hvor sidstnævnte vistnok ganske vist antog den tavses rolle? – vedrørende hele denne problematik.

Langt de fleste af Olafur Eliassons værker som herover ’Your negotiable rainbow’, som kan ses på kunstmuseet Arken i Ishøj, ville være umulige at producere uden hjælp fra de teknikere, som udgør kernen i kunstnerens studie i Berlin.

Jorn-dokumentar

2012-01-10T09:07:00.000-08:00

”Det skal være en film, som henvender sig til et meget bredt publikum. Ikke kun det danske, men også et internationalt publikum. Og det skal være en film om Jorn, som alle kan få noget ud af. Også dem, som normalt ikke kommer på kunstmuseerne”

Udtalelsen herover er fremsat af filminstruktøren og journalisten Anna von Lowzow i et interview med kulturjournalist Christian Kloch Larsen i Midtjyllands Avis for nyligt. Hun er allerede i gang med optagelserne til en dokumentarfilm om Asger Jorn, og det er meningen, at filmen skal have premiere i 2014, hvor Jorn ville fylde 100 år. Anna von Lowzow undertstreger i interview’et, at ”udfordringen med at lave en film om Jorn, er en af den slags, det er svært at sige nej til”.

Den ret uelitære tilgang til projektet finder jeg i hvert fald sympatisk og filmen kunne jo gå hen og blive et kvalificeret supplement til det utal af biografier, som er skrevet om kunstneren – og som de færreste vel har læst?

Black Ink

2012-01-09T08:36:00.001-08:00

Filmen Black Ink er nu redigeret. Den handler i al sin kedsommelighed om udførelsen af en tuschtegning. Filmen kan ses i hele sin fire minutters lange udstrækning HER>

No Weiwei

2012-01-08T13:26:00.000-08:00

Jeg har som bekendt selv været ude med nyheden om, at den kinesiske kunstner Ai Weiwei af det internationale kunstmagasin Art Review – på hvis hjemmeside, jeg selv optræder – er blevet udnævnt som den mest indflydelsesrige kunstner i 2011. Hvis man skal måle dette på omtale i diverse medier, er der ikke nogen tvivl om, at det er i overensstemmelse med sandheden. Desværre er der personer i de kulturelle og politiske miljøer, der ser dette som et signal om, at man bør give kunstneren en symbolstatus i forhold til problematiske menneskerettighedsprincipper i Kina.

Således bliver Danmarks kulturminister stærkt kritiseret af både den ene og den anden fløj af det politiske system i forhold til, at han har valgt ikke at aflægge Ai Weiwei et besøg under en rejse til Kina. Jeg må sige, at jeg er glad for at jeg ikke er i Uffe Elbæks sko i disse dage. Hvis ikke en kuturminister på en rejse selv kan vurdere, hvem og hvilke organisationer, vedkommende vil opsøge under et besøg i et land med flere indbyggere, end der er i Europa, så er kulturministerposten ikke en misundelsesværdig rolle at blive tildelt. Om det så er den rette person, der har fået embedet, udgør naturligvis en helt anden diskussion.

Ai Weiwei er en kunstner, der har formået at skabe debat i de senere år. Sidst på grund af billedet herover, der angiveligt har forsynet ham med en anklage om pornografi i hjemlandet Kina. Nu er nøgenhed jo efterhånden ikke et emne, der blot er kontroversielt i Kina. I vores civiliserede vestlige kultur har kropsforskrækkelsen vel bedre betingelser end nogensinde?

Fat i penneskaftet

2012-01-07T08:06:00.000-08:00

For nogle år tilbage lavede jeg en serie tuschtegninger. Siden har jeg ikke beskæftiget mig så meget med den sorte væske og penneskafterne; men nu har jeg faktisk taget metoden op igen, uden at jeg dog kan sige, at det bliver en langvarig affære. Det gør det måske?

Under alle omstændigheder har jeg filmet tilblivelsen af tegningen herover, og projektet har den foreløbige arbejdstitel ’Black Ink’. Meget naturligt! Jeg håber at kunne præsentere den snarest.

Besøgstal

2012-01-07T03:15:00.001-08:00

I en tid, hvor museerne taler meget om, hvor mange, der besøger deres institutioner, er det naturligvis fint, at f.eks. kunstmuseet ARoS i Aarhus har slået alle rekorder i 2011 med omkring en halv million gæster.

Dette tal bliver dog sat i et monumentalt perspektiv, når man læser om en rekord, der er slået af museet Louvre i Paris. Her har ikke færre end 8,8 millioner gæster gået igennem systemet i 2011, og det betyder et dagligt besøgstal, der svarer til antallet af indbyggere i en middelstor dansk provinsby.

Louvre angiver, at flere pengestærke russere og kinesere udgør en væsentlig årsag til det styrkede publikumstal – også selv om det amerikanske publikum stadig udgør den største procentdel af gæster på museet.

Vinter i Ikast

2012-01-04T08:14:00.001-08:00

Overskriften refererer ikke til årstiden – selv om det måske er relevant – men til en udstilling, der åbner søndag d. 8. januar i Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast. Her udstiller billedkunstneren Helle Vinter, min tidligere kollega i ProKK-bestyrelsen, malerier og skulpturer inspireret af et ophold i den japanske by Nagoya. Jeg regner med at følge op på udstillingen senere.

Diskussion om assistenter

2012-01-04T08:11:00.000-08:00

Den britiske maler David Hockney har i forbindelse med en udstilling i Det Kongelige Britiske Akademi ladet udføre en plakat, der bl.a. rummer teksten ”Udført af kunstneren selv”. Hans kommentar til denne tilføjelse går på at rette en kritik mod kunstnere som f.eks. Damien Hirst, der gør brug af et stort antal assistenter i udarbejdelsen af sine værker.

Selv siger Hirst, at hans assistenter er bedre malere end han selv, og at han i øvrigt hurtigt begynder at kede sig under udførelsen af arbejdet. Pudsigt at tænke på i dén forbindelse af ordet ”kunst” er afledt af ”at kunne”.

En rodebutik

2012-01-03T08:57:00.001-08:00

For nyligt blev det afsløret, at auktionshuset Lauritz.com for nogen tid siden havde forsøgt at formidle salget af et maleri, der er malet af billedkunstneren Anders Moseholm.

Desværre viste det sig, at det pågældende maleri var stjålet på kunstnerens atelier, og derfor optrådte på lister over genstande, som ved videresalg ville være at betragte som hælervarer. Sådan en sag er naturligvis alvorlig for et auktionshus, der har afdelinger i en stor del af Nordeuropa, og som derfor må betragtes som en seriøs aktør på dette marked.

Men det er samtidigt ikke usædvanligt, at man udbyder varer på netauktion, som er behæftet med fejlagtige oplysninger. Jeg har naturligvis selv mest haft fokus på kunstværker, der enten er blevet tilskrevet forkerte kunstnere, eller – i adskillige tilfælde – oplagte og let genkendelige kunstnere, der er blevet rubriceret som ukendte.

Paradoksalt nok optrådte maleren og grafikeren Hans Chr. Thomsen for nyligt som ”ukendt” i forbindelse med salget af et litografi; men endnu mere barokt er tilskrivelsen af Thomsen i forbindelse med fem litografier, som er gengivet herover. Man kan naturligvis godt gætte på, hvem den rigtige kunstner er; men Hans Chr. Thomsen er det med garanti ikke! Mit bud kunne være Jørgen Haugen Sørensen i et løssluppent øjeblik? Men jeg er jo ikke ansat i et auktionshus som ekspert i samtidskunst…

Og, jo! Jeg har faktisk gjort Lauritz.com opmærsom på micéren – uden det dog har haft nogen konsekvens. Samtidigt skal det retfærdighedsvist siges, at jeg også sendte en rettelse i forbindelse med den førstnævnte misforståelse, som er blevet berigtiget.

Dansk kunst i "udkanten"

2012-01-02T07:32:00.000-08:00

”Men ellers er der i det nye år ikke mange udstillinger af danske kunstneres kunst i hovedstadens større museer og kunsthaller. Hvis man vil se mere af det, som danskere laver, når de har valgt en fremtid som kunstnere, skal man en tur til Udkantsdanmark eller ud til gallerier og mindre udstillingssteder”

Sådan skriver Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung om det kommende års udstillingsaktiviteter på de væsentligste udstillingssinstitutioner i Danmark. Når anmelderen hører hjemme i København er det sandsynligvis ret sikkert, at alt, hvad der hører hjemme vest for Valby Bakke er at betragte som ren ”udkant”; men ellers synes jeg nok, at Hornung nævner et par væsentlige udstillinger af danske kunstnere i årets løb.

Jeg vil i den anledning nævne en enkelt, som finder sted på Arken fra d. 28. januar. Det virker nærmest indlysende at Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. skal udstilles i forbindelse med sit 40-års regentjubilæum. At jeg selv mener, at dette jubilæum kunne fejres på et par tusinde andre måder – hvilket det sikkert også bliver – findes der nok ikke den store forståelse for på et stadigt mere snobbet parnas.

Svend Wiig Hansen er én af de – ganske vist afdøde – kunstnere, der kan ses i udstillingslandskabet i 2012. Gengivelsen herover viser i udsnit maleriet ’Vandring uden mål’ fra 1978. Billedet måler ikke mindre end 2,2 x 13, 4 m. i sin fulde udstrækning. Svend Wiig-udstillingen finder sted på Gl. Holtegaard fra d. 13. april.

GODT NYTÅR!!!

2011-12-28T14:36:00.001-08:00

Selv om der er nogle få dage tilbage af 2011, og julens gevordigheder er på en passende afstand, vil jeg alligevel ønske alle et rigtigt godt nytår 2011 med dette billede fra sommerens ophold i Tisvildeleje. De tunge skyer var desværre et ofte forekommende fænomen denne sommer i Nordsjælland. Der er flere billeder fra 2011 HER>

Helen Frankenthaler 1928-2011

2011-12-28T02:26:00.001-08:00

Det er muligt, at navnet Helen Frankenthaler ikke siger den alment kunstinteresserede særligt meget; men ikke desto mindre udgjorde hun i hjemlandet USA en væsentlig indflydelse på den genre, der lidt begrænsende betegnes som ”abstrakt ekspressionisme”. Her udgjorde hun sammen med bl.a. Joan Mitchell en feminin fortrop i relation til en mandsdomineret kunstverden i staterne. Helen Frankenthaler døde efter nogen tids sygdom d. 27. december.

Godt og skidt i 2011

2011-12-28T02:22:00.001-08:00

Det kan naturligvis godt virke en anelse mærkværdigt at stille sig til dommer over, hvilke udstillinger der har været gode og slemme i det forløbne år. Alle… Kunstnere – levende som døde – udstillingsarrangører, kuratorer og hvem der ellers har med afviklingen af kunstudstillinger at gøre, må man formode har gjort deres bedste.

Alligevel kan jeg vel godt kyle et par subjektive fraser af om, hvordan jeg har oplevet årets udstillinger. Og her vil jeg slå ned på dem, jeg har set. Alt andet ville være ufint og unfair.

Kinesiske Yue Minjun på ARoS vil jeg ikke sige, skuffede mig, da jeg i forvejen var bekendt med kunstnerens pop-grin. Jeg er ikke vild med Minjun, og derfor fandt jeg også udstillingen højtråbende og overfladisk. Måske netop derfor, at Minjun har fået den status, han har på den internationale scene? Og så hjælper det jo, at man er kineser!

Decideret skuffet blev jeg over Sculpture by the Sea. Det var en gang skulpturelt rod, der var blevet iscenesat i sommer i Aarhus mellem Tangkrogen og Ballehage. Og så vil jeg sige, at Sonja Ferlov Mancoba havde fortjent en mere kvalificeret markering af 100-året for kunstnerens fødsel, end den underlige iscenesættelse på et stort podium, man kunne opleve på Museum Jorn i Silkeborg. Så var der straks noget mere schwung i ’Hvad Skovsøen Gemte’ med modifikationer af Jorn og overmalinger af Kirkeby – uden udstillingen dog fremstår som helt fremragende.

Fremragende var til gengæld den retrospektive udstilling med værker af Kehnet Nielsen på Kunstmuseet i Tønder. For en gangs skyld KØBTE jeg et udstillingskatalog – som for øvrigt i sig selv er på et skyhøjt niveau. Jeg investerede også i kataloget til Josef Albers- udstillingen på Louisiana, da denne udstilling står måske som den bedste, jeg oplevede i det forløbne år.

Og så har jeg ikke nævnt ’Living’ på samme museum, Jorn International på ARoS, Basquiat og Warhol på Arken, Jes Fomsgaard i Vejle, Djurhuus’ samling på ARoS eller Træsnit fra Dürer til Tal R på Statens Museum for Kunst. Men som sædvanligt bød udstillingslandskabet på lidt af hvert.

Glædelig jul

2011-12-23T10:56:00.001-08:00

Godt for kunstmuseerne

2011-12-23T10:54:00.001-08:00

”Jeg er glad for, at besøgstallene generelt er så gode på de danske kunstmuseer. Det er et udtryk for et voksende marked. Vi kæmper jo om folks tid. Jeg tror, at når økonomien er i bund, så finder folk ud af, at de godt kan leve uden et nyt Svane-køkken og fem biler i garagen. Så handler det mere om refleksion og om at opleve noget”

Disse ord kommer fra kunstmuseet Louisianas direktør Poul Erik Tøjner. Det er i hvert fald, hvad han har sagt til Weekendavisens Marianne Krogh Andersn som en kommentar til en stor del af de danske kunstmuseers markante fremgang i besøgstal.

På ARoS i Aarhus har man ligeledes svært ved at få armene ned, da man også her har oplevet en stor tilstrømning af mennesker; men her har man jo også i det forløbne år kunne byde på et spektakulært værk, nemlig Olafur Eliassons ’Your Rainbow Panorama’ – taginstallationen, som utvivlsomt har trukket mange folk til museet. Jeg husker tydeligt i begyndelsen, hvor man måtte lukke publikum ind i hold. Selv besad jeg jo det indiskutable privilegium at være til stede, inden installationen blev åbnet for publikum. 525.000 mennesker har foreløbigt besøgt museet i Aarhus.

Til gengæld har en institution som Statens Museum for Kunst lidt sværere ved at skabe interesse omkring deres udstillinger – og de historiske og kulturhistoriske museer har det om muligt endnu sværere. Her taler man med en vis bitterhed om, at der er en hype omkring kunstmuseerne, som man påstår får et større fokus fra avisernes anmeldere. Jeg synes nu efterhånden, at der er langt imellem kunstanmeldelserne i dét dagblad jeg selv holder. Det var en lille tidlig nytårskineser til Politikens kunstanmeldere.

Tidsrum

2011-12-22T01:15:00.000-08:00

Tiden lige op til jul og nytår er typisk ikke til åbning af nye kunstudstillinger; men det når dårligt at blive 2012, inden det igen går løs, og en af de første udstillinger, der åbner i ’12 har titlen ’Tidsrum’, og det er en udstilling, der viser værker af billedhuggeren Jens Chr. Jensen på Jens Nielsen og Olivia Holm Møller Museet i Holstebro.

Når jeg nævner præcist denne udstilling, er det fordi, at jeg bl.a. har bidraget med tekst til udstillingens katalog.

Berlingernes top ti

2011-12-22T01:12:00.001-08:00

Et årsskifte er en glimrende anledning til evalueringer af enhver form. Derfor har redaktionen på dagbladet Berlingske også foretaget en liste over, hvilke udstillinger, man har fundet mest interessante i det forløbne år.

Førstepladsen bliver delt mellem to udstillinger, som i 2011 har fundet sted på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, nemlig henholdsvis Picasso-udstillingen tidligere på året og den stadigt kørende udstilling med vægten lagt på lighederne og modsætningerne Paul Klee og Cobra imellem. Hvilken af de to udstillinger, redaktionen finder bedst, fremgår ikke med al ønskelig tydelighed.

Det ligger dog fast, at Gauguin på Glyptoteket ligger nr. to på listen, hvor det måske er en overraskelse for nogle, at Kirsten Kleins store udstilling på Sophienholm med fotos fra Limfjorden i kombination med et antal malere fra samme egn, røg in som nr. tre.

Den stort anlagte Jorn International-udstilling på ARoS (billederne) blev vurderet til en femteplads, og en udstilling, som jeg i hvert fald fandt fremragende, var den store Kehnet Nielsen-udstilling på Kunstmuseet i Tønder, som af kunst-redaktionen er vurderet til en syvendeplads.

Jeg savner måske en tredje udstilling på Louisiana, nemlig Josef Albers, som jeg selv ser som en af de helt store positive overraskelser i årets løb.

Flere quickies

2011-12-20T11:23:00.001-08:00

Nu er filmen ’A quick one’ blevet formidlet både her og der, så det kan bekræftes, at den nu også er blevet set. I mellemtiden har jeg lige produceret et par akvareller yderligere...

Museerne i 2012

2011-12-15T05:32:00.001-08:00

Når et år kører på sidste vers, er der tradition for at museerne og enkelte udstillingssteder derudover sender pressemeddelelser ud om det kommende års udstillingsvirksomhed.

Med hensyn til Statens Museum for Kunst (billedet herover) bliver der adskillige gode grunde til at aflægge hovedstaden besøg i 2012. Fra 4. februar kan man opleve ’Hammershøi og Europa’ og denne udstilling skildrer den store maler i et internationalt perspektiv, hvilket er relevant, da netop Vilhelm Hammershøi er en kunstner, der har haft verdens opmærksomhed i den seneste tid – ikke mindst på grund af nogle interessante hammerslag på internationale auktioner.

Fra 30. marts er det kunsten fra det 20. århundrede og den nyeste samtidskunst, der præger nationalgalleriet i kraft af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’. Kobberstiksamlingen viser i perioden 20. april-12. ’Tyske Verdensbilleder 1890-1930 – Fra Kollwitz til Nolde’.

En udstilling dykker ned under huden på de to næsten identiske nederlandske malere fra 1500-tallet Bruegel og Bosch fra 4. maj til 21. oktober, og fra 14. juli til 28. oktober står den på Matisse og en stor præsentation af hvad museet betegner som ”enestående mesterværker fra hele verden”. Jeg tror på det!

ARoS i Aarhus har samtidigt udsendt pressemateriale om deres 2012-program, og her skal man frem til efteråret – nærmere bestemt 6. oktober – for at finde årets highlight – nemlig en udstilling med titlen ’Edvard Munch – angst/anxiety’. Udover Munch viser ARoS udstillingen fra 31. marts ’Modernisme. Maleriets Fornyelse 1908-41’. Som titlen antyder, kan man her opleve det ypperste inden for dansk og europæisk modernisme.

På ARoS vil man også i løbet af året kunne opleve amerikanske kunstnere – nemlig Tony Oursler og Tony Matelli, som begge er kunstnere, der vil være bekendte af museets stamgæster.

Fusion i Vejle

2011-12-13T12:41:00.001-08:00

Når man læser overskriften, kan man godt fristes til at tro, at jeg ikke er helt opdateret på, hvad der sker i trekantsområdet. Og, joh! Jeg er udmærket klar over, at Vejle Boldklub og Koldings tilsvarende for længst har slået de pjaltede fodboldtrøjer sammen, og det er heller ikke fodbold, det drejer sig om; men derimod museumsverdenen.

Det forlyder, at man fra politisk hold har besluttet at sammenlægge Vejle Museum med Vejle Kunstmuseum, og dét kunne muligvis give god mening, hvis ikke man i samme hug afskediger to kunstfaglige medarbejdere fra kunstmuseet. To medarbejdere – begge inspektører – lyder måske ikke af så meget; men når det drejer sig om et provinsmuseum, er det faktisk det samme som at nedlægge alle former for formidlings- og forskningsfunktioner på intitutionen.

Ikke mindst i lyset af, at Vejle Kunstmuseum rummer en omfattende samling af grafiske værker – faktisk den største efter Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst – synes det helt ud i Vejle Fjord, at man nu vælter hele museets fundament omkuld på denne måde.

Jeg kommenterede den politiske disposition på et site, som hedder ’Borgere for et selvstændigt Vejle Kunstmuseum’ med en metafor, der bringer min egen by, Silkeborg, ind i diskussionen: ”Hvad om man fusionerede det historiske museum med Museum Jorn? Så kunne Tollundmanden og Asger Jorn gå hånd i hånd med henblik på at gøre byen til omdrejningspunkt for afdøde koryfæer”…

Om at finde kammertonen

2011-12-11T10:15:00.001-08:00

Søndag d. 11. september afleverede jeg en artist talk på Vilhelmsdal. Som tidligere krydrede jeg min tale med nogle musikalske indslag – eller ”musikalske” er måske et skud over mål? Jeg er i hvert fald bevidst om, at jeg ikke er musiker! Jeg sejlede lidt rundt i akkorderne til ret simple sange, og netop derfor, tror jeg, at det fremover vil være mest hensigtsmæssigt, hvis jeg udelukkende fortæller publikum om min kunstneriske løbebane og undlader at spille.

Arrangementet var såmænd hyggeligt; men jeg er blot ikke tilfreds med min egen performance, og det må jeg nok tage konsekvensen af i fremtiden. Det kan derfor udmærket være min sidste optræden af denne karakter, som et lille, men eksklusivt publikum, oplevede på Vilhelmsdal på denne decembersøndag. (foto: Annette Smed)

Kunstavisen nr. 11 år 11

2011-12-11T02:15:00.001-08:00

”De har alle en lang tradition for at arbejde med det grafiske medium, samtidigt er der en indholdsmæssig spredning i deres værker, der gør det interessant at være besøgende. Man bemærker, at de alle tilhører det samme ti-år generationsmæssigt, hvor grafikken fortsat var værdsat og som på en eller anden måde må have været en del af deres opvækst”

Dette citat er en del af Erik Meistrups anmeldelse i Kunstavisen af udstillingen Grafik på Vilhelmsdal. Meistrup fokuserer på grafikkens rolle som kunstnerisk medie i dag – og bekræfter helt relevant, at grafikken i dag optræder i kunstlandskabet i en skyggetilværelse i forhold til maleriet. Han påpeger også en kendsgerning, som jeg havde overset – nemlig at samtlige seks udstillere på Grafik på Vilhelmsdal, med en enkelt undtagelse, er født i 50’erne, og dermed i det store hele tilhører samme kunstnergeneration.

A quick one

2011-12-08T06:55:00.001-08:00

Overskriften kommer samtidigt til at udgøre titlen på en lille film, som jeg har planlagt at producere om tilblivelsen af den akvarel, som er gengivet herover.

Akvarelmaleri bliver vel ofte betragtet som lidt af en ”tøsedisciplin” inden for billedkunsten; men metoden har ikke desto mindre ret oplagte fordele. I forhold til maleriet eller grafikken, får man ret hurtigt et resultat af sine eksperimenter, hvilket i nogle tilfælde kan være ret tilfredsstillende.

Et kompliceret tema?

2011-12-08T03:40:00.001-08:00

”Identiteten har i mange år været et af billedkunstens hovedtemaer – efterhånden som adgangen til faget blev stadig mere demokratisk og ligestillet, blev kunstens udtryk i højeste grad også præget af de spændinger og modsætninger, som opstod som en naturlig følge af detroniseringen af den hvide mandlige kunstner. Alle de nye stemmer i kunstens verden havde et stort behov for at adressere en lang række forhold og problematikker, som med afsæt i køn, race, social baggrund, kultur, forbrug og politiks overbevisning, handlede om identitet og retten til at være sig selv bekendt, lige meget hvem man er”

Denne tekst er hentet i temabeskrivelsen af den planlagte udstilling i regi af foreningen ProKK, som jeg er medlem af. Faktisk sad jeg i en lille årrække i bestyrelsen af foreningen, som har sit udgangspunkt i Aarhus.

I den senere tid er min indbakke blevet spammet til af ProKK-medlemmer, som er indignerede over, hvad de tilsyneladende oplever som en ekskluderende kuratering af udstillingen. Som ansvarlig kurator i relation til udstillingen ’Jeg skaber (MIG)-ErGO er jeg’, som har netop kunstnerens identitet som tema, har ProKKs nuværende bestyrelse udpeget Trine Rytter Andersen, der udover selv at være udøvende kunstner, har en fortid som anmelder ved Aarhus Stiftstidende og i øvrigt et større antal kurateringsopgaver bag sig.

Om det er temaet, udviklet af Trine Rytter, der har fået adskillige ProKK-medlemmer til at føle sig ”bortdømt”, skal jeg ikke kunne sige; men blot konstatere, at jeg ikke selv har overvejet at deltage i hverken denne – eller den sidste begivenhed i Prokk-regi. Dette er langt fra betinget af en indignation; men blot en konstatering af, at de aktuelle temaer ikke har haft en relevans i forhold til min egen kunstneriske praksis. Disse forhold skal i hvert fald ikke afholde mig fra at glæde mig til at se, hvad der kommer ud af temaet og Trine Rytters kuratering. Jeg er fortrøstningsfuld.

Som interesseret iagttager, og ikke mindst som medlem af ProKK, kan jeg kun være fokuseret på, at foreningen skaber seværdige og spændende udstillinger. Om det så lykkes, vil tiden vise. Udstillingen finder sted i Aarhus Kunstbygning i perioden 11. maj-10. juni 2012.

Et anmeldermareridt

2011-12-06T10:46:00.001-08:00

”I en montre vises nogle sten, der parvist er påfaldende ens. Den ene er en kopi i bronze. Naturtro bestemt. Men altså kun en efterligning, der måske kan fylde en med samme undren og ydmyghed som billederne af stjernerne”

Sådan hedder det i en anmeldelse, som Berlingskes kunstanmelder Torben Weirup har foretaget i forbindelse med en udstilling med værker af den lettiske kunstner Vija Celmins på kunstmuseet Louisiana.
Nu har Anders Hjort fra dagbladet Politiken – og vel hovedkonkurrenten til Berlingske – afsløret, at værket, som Weirup referer til, slet ikke optræder på udstillingen. Dermed burde det være klart at anmelderen er blevet afsløret i at anmelde en udstilling, han ikke har set, hvilket nok udgør en anmelders værste mareridt. Og sådan burde det vel også fremstå med mindre, at Louisiana’s pressechef faktisk har bekræftet at Weirup HAR set udstillingen.

En anden detalje, som kan fungere som forsvar for Weirup – og Weekendavisens Lisbeth Bonde, som er grebet i samme brøler – er, at det omtalte værk er beskrevet i udstillingens formidlingsmateriale. Samtidigt påpeger Weirup over for fagbladet Journalisten, at han har set værket på en anden udstilling ”for mange år siden”. I forlængelse af denne udmelding udtaler Torben Weirup til Journalisten, at han har husket galt og taget fejl.

Lisbeth Bonde har udtalt, at værket via formidlingen tilsyneladende har brændt sig så klart fast i hendes bevidsthed, som var det fysisk til stede på udstillingen, og samtidigt undskylder hun sig med, at hun var bortrejst i en periode fra hun så udstillingen og til hun skrev sin anmeldelse.

I forbindelse med, hvad skribenten fra Politiken kalder ”fupanmeldelser”, refererer han til en østrigsk koncertanmelder, der skamroste en George Michael-koncert i Wien. Problemet var blot, at koncerten var aflyst, da sangeren var blevet syg. Hvad kan man lære af alt dette? Jo, som udgangspunkt bør man i det mindste ved selvsyn erfare, hvad den udstilling, man skal anmelde, handler om.

Ikke desto mindre, synes jeg måske, at Anders Hjort har blæst hele sagen lidt ud af proportion i kraft af, at det faktisk kan bevidnes, at Weirup og Bonde har set den pågældende udstilling, som jeg i øvrigt selv håber at få mulighed for at se, inden den slutter 8. januar

Artist talk med guitar

2011-12-05T12:04:00.001-08:00

Som man kan se herover, varer udstillingen Grafik på Vilhelmsdal frem til d. 19. december; men allerede på søndag d. 11. december kl. 15 har jeg lovet at komme og fortælle lidt om min kunstneriske løbebane med hovedvægten lagt på grafikken, der som det fremgår af udstillingens titel, aktuelt er temaet.

Denne atist talk bliver en musikalsk én af slagsen. Og det vil sige at jeg krydrer mine fortællinger med musik, som har haft – eller har – en vis betydning for mit liv. Jeg lavede for et par år siden en performance på Museum Jorn, hvor jeg lavede noget af det samme, som man kan opleve på Vilhelmsdal; men her var vægten lagt på de kronologiske paralleller, der er mellem Asger Jorns tonale eksperimenter og mine egne første musikalske opdagelser. På Vilhelmsdal bliver det anderledes. Jeg er begyndt at øve; men repertoiret er langt fra på plads her fem dage før det går løs.

Vilhelmsdal beliggende på adressen Tisetvej 116, 8340 Malling (syd for Aarhus) og indtil 19. december kan udstillingen ses fredage, lørdage og søndage kl. 10-17.

Historien om Vivian Maier

2011-12-03T06:14:00.001-08:00

Det miskendte geni – eller blot det oversete talent – er begreber, som stadig kan forekomme i en verden, hvor den slags eller burde komme frem for dagens lys på et tidspunkt.

For et par år siden blev jeg opmærksom på en kvinde, som i Chicago og New York havde gået og fotograferet i sin fritid uden at omverdenen havde bekymret sig synderligt om dette. Vivian Maier havde et job som barnepasser; men sin fritid investerede hun i at fotografere på gader og stræder i de østamerikanske storbyer.

Hun døde i 2009, og på et tidspunkt købte en ung børsmægler, John Maloof, hendes negativer på et loppemarked. Siden er hun – må man sige – posthumt blevet opdaget af et større publikum, ikke mindst via Maloof’s formidling. Han har nu fået oprettet et website, hvor man kan se et stort udvalg af Maier’s fotos, som hun tog med sit tilsyneladende uundværlige Rolleiflex TLR kamera…

Hjemmesiden kan ses HER>

Visioner i Vejle

2011-12-01T01:28:00.001-08:00

”Jeg er meget glad for invitationen til at tegne KIRK KAPITALs nye hovedsæde. Jeg har i mange år beskæftiget mig æstetisk-analytisk med rum og med forholdet mellem individuelle og kollektive erfaringer med byrum. Denne opgave vil give mig mulighed for at videreføre mit arbejde inden for en eksplicit arkitektonisk sammenhæng”

Det er ikke ofte, at den internationale kunstportal ArtDaily beskæftiger sig med et planlagt byggeri på Vejles havnefront; men når Olafur Eliasson – som er manden bag ovenstående statement – er inde over som arkitektonisk konsulent, får projektet omkring investeringsselskabet KIRK KAPITALs nye hovedsæde i Vejle en dimension, der giver grobund for global omtale. Og med hensyn til financeringen, synes denne ret problemløs, da KIRK KAPITALs egenkapital ifølge selskabets hjemmeside p.t. udgør 3,8 mia. kr.

Godt gået af en virksomhed, som er etableret i 2007

Harrison's forstærker på auktion

2011-11-30T10:56:00.000-08:00

På tidlige billeder af The Beatles på scenen, kunne man se, at de benyttede Vox AC30-forstærkere. Disse guitarforstærkere blev ikke forstærket yderligere, så de skulle overdøve tusindvis af pigehyl, hvilket – selv om modellen kan spille ret højt – i sagens natur var umuligt.

Imidlertid udviklede Vox’s ingerniør Dick Denney modellen UL730, som blev introduceret i 1966, og samme år brugte Harrison modellen på indspilningerne af Revolver og – året efter – Sgt. Pepper’s Lonley Heart’s Club Band.

Som det kan ses herover er UL730 en to-delt model i modsætning til AC 30’eren, som jeg selv i tidernes morgen ejede et eksemplar af. Den er forlængst solgt videre; og det er faktisk også meningen med Harrison’s gamle klenodie, som ryger under hammeren til auktion d. 15. december på auktionshuset Bonhams i London. Vurderingen lyder på £50.000-70.000.

Måske kan man få et glimt af forstærkeren, hvis man ser Martin Scorsese’s dokumentar om George Harrison ’Living in the Material World’. Jeg har anskaffet mig filmen på DVD; men ikke set den endnu.

Røre om den stille Beatle.

2011-11-30T08:45:00.001-08:00

Ikke mindst takket være Martin Scorsese's tre og en halv times lange dokumentar om George Harrison, har den nu afdøde Beatles-guitarist været en del i fokus på det sidste.

Senest har Harrison's 80-årige søster været ude med en melding om, at "den stille Beatle" ikke var så stille endda. Hun arbejder for tiden på en biografi om sin berømte lillebror - angiveligt fordi, hun mener der er sagt og skrevet så meget løgn og crap om George gennem tiden.

Skorsese's portræt 'Living in the Material World' har jeg i øvrigt lige anskaffet mig på DVD.

Turner, Monet, Twombly

2011-11-25T04:36:00.001-08:00

Cy Twombly: Uden titel, 2007, © Cy Twombly. Courtesy Gagosian Gallery.

”Overordnet hører Turner, Monet og Twombly jo til i den vestlige kunsthistories modernistiske hovedspor, hvor kunsten i stadigt stigende grad kan siges at frigøre sig fra motivet og blive abstrakt. Og i pagt hermed sker der hos de tre kunstnere også et skred fra den nøjagtige illusionistiske gengivelse af verden hen imod maleriet – som maleri”

Rent historie-kronologisk kan man vel dårligt sige at J.M.W. Turner, Claude Monet og Cy Twombly har specielt meget til fælles. Ikke desto mindre finder man på tværs af tid og historik nogle fællesnævnere hos de tre, og netop disse danner gundlag for en udstilling, der netop sammenfatter tre malere fra forskellige epoker på Moderna Museet i Stockholm.

Weekendavisens Henrik Wivel har skrevet en lang artikel om udstillingen, og det er netop fra denne tekst, at citatet herover stammer. Skulle man inden for nær fremtid besøge den svenske hovedstad, kan udstillingen ses frem til d. 15. januar 2012.

Let It Bleed-cover på auktion

2011-11-23T13:25:00.000-08:00

Hvis nogen havde nævnt navnet Robert Brownjohn for mig, ville jeg ikke ane, hvem der var tale om.

Men det var kunstneren, der designede omslaget til ét af de bedste Rolling Stones-albums nogen sinde Let It Bleed – ja, pladen er vel kun overgået af Sticky Fingers og Exile On Main Street?

Nu er cover-originalen til pladen, som naturligvis findes i min samling af LP’er, sat til salg på Bonhams auktionshuset i London, og man forventer en pris omkring £30.000 og £40.000.

Brownjohn døde for øvrigt i 1970, året efter Let It Bleed udkom.

Dotremont og Damgaard

2011-11-22T15:57:00.001-08:00

På kunstmuseet HEART i Herning kan man for tiden se udstillingen Aage Damgaards Skatkammer, som er opbygget af værker fra museets samling med en naturlig vægt på fabrikanten Aage Damgaards samling, der som bekendt danner udgangspunkt for de kunstværker, der til dagligt findes i museets arkiver.

Men nu er de kommet frem i udstillingen, og jeg gik faktisk rundt med en fornemmelse af, at mange af disse værker er blevet overhalet indenom af tiden. Bevares! Der findes fine ting i samlingen, og netop de mest vitale af dem er f.eks. signeret af kunstnere som Svend Wiig Hansen og Asger Jorn. Netop Svend Wiig Hansen er en kunstner, der bliver sat fokus på i Herning, når HEART og Carl Henning Pedersen og Else Alfelt Museet i 2014 sammen præsenterer Svend Wiig i en stor iscenesættelse.

På sidstnævnte museum kan man lige nu se en ganske interessant udstilling med værker og tekster af Christian Dotremont, som var én af hovedpersonerne i den legendariske Cobra-bevægelse. Jeg blev under mit besøg på museet for nyligt begavet med udstillingens katalog, som jeg glæder mig til på bedste nørde-maner at studere nærmere.

Grafik på Vilhelmsdal åbnet

2011-11-20T05:12:00.001-08:00

”Grafikken er kommet for at blive”. Nogenlunde sådan formulerede gallerist og kunstsamler Jon Bahl grafikkens rolle i kunstlandskabet under åbningstalen ved ferniseringen på udstillingen ’Grafik på Vilhelmsdal’ i Malling v. Aarhus d. 19. november.

Netop Bahls optimistiske udmelding om grafikkens fremtidige betydning i kunsthistorien giver grobund for at sætte fokus på de mange forskellige metoder, der præger grafik i en kunstnerisk sammenhæng, og netop en del af disse tekniske principper remsede åbningstaleren op for et interesseret publikum.

Jeg måtte selv flere gange forklare, hvordan jeg laver mine tryk, hvilket jeg gør med glæde. I samme åndedrag refererer jeg gerne til filmen ’Sans Titre 2011’.

Udstillingen på Vilhelmsdal viser værker af – foruden mig selv – Elin Neumann, Johannes E. Møller, Knud Odde, Joe ingvartsen og Birthe Reinau. Ferniseringen var velbesøgt og det efterfølgende afterparty ganske enkelt i verdensklasse.

Ai Weiwei åbnet på Louisiana

2011-11-18T12:24:00.001-08:00

”Det er således ikke alene en koncentreret udstilling, men også en sluttet udstilling, fordi Ai Weiwei ikke selv har haft muligheden for aktivt at deltage og føje nyt til, række ud og interagere med sit publikum. Det ”sociale plastic” er afløst af en gedigen værkæstetik, men det er også rigeligt i Ai Weiweis tilfælde. For han arbejder med en høj grad af raffinement, kritisk brod og hengiven traditionsbevidsthed i sin kunst”

I skrivende stund åbner udstillingen med værker af den omstridte kinesiske billedkunstner Ai Weiwei på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Citatet herover stammer fra Henrik Wivels anmeldelse i Weekendavisen, der blot bekræfter, at det er en udstilling, man bør se.

Stine Bidstrup

2011-11-16T12:48:00.000-08:00

"Tvivlen og den usikre grund, bygger på det endnu ikke kendte og usete, som jeg forstørrer i mine værker og i min brug af glasset. Oftest opstår der sammenstød mellem det forfinede, tillokkende, skrøbelige og smukke glas og en humoristisk, fantasifuld og til tider absurd historiefortælling, der udspiller sig foran os."

Jeg oplevede Stine Bidstrups udstilling på Glasmuseet i Ebletoft i efterårsferien, og i et interview med Pia Strandbygaard Bittner på kunstportalen KUNSTEN.NU erklærer Bidstrup, at hun i langt højere grad ser sig selv som samtidskunstner end som glaskunstner.

Nu har hun valgt glasset som en del af sit materiale, og må nok derfor i lang tid se sig selv beskrevet som glaskunstner, og det synes jeg faktisk er en glimrende og relevant defination

Warhol, Basquiat, Hirst, Eliasson

2011-11-13T07:55:00.000-08:00

Det er store navne, der præger kunstmuseet Arken i Ishøj i disse måneder. Ikke mindst udstillingen med en fin repræsentation af Andy Warhol og Jean-Michel Basquiat – herunder flere fællesværker af de to højst umage personligheder – havde jeg set frem til. Og jeg må sige, at det er Basquiat’s indslag, der gør udstillingen meget seværdig.

Udstillingens katalog er fyldt med stof om de to kunstnere. Vincent Fremont, Keith Haring og Dieter Buchhart, der er repræsenteret med interviews af Bruno Bischofberger og Tony Shafrani, giver et præcist indblik i forholdet mellem de to kunstnere, der mødte hinanden i begyndelsen af 80’erne.

Desværre døde Warhol allerede i 1987 og Basquiat året efter, så samarbejdet mellem de to blev af sørgelig kort varighed. Og netop derfor står der en em af ikonografi over udstillingen på Arken, der desuden viser den gigantiske donation fra The Merla Art Foundation med værker af Damien Hirst.

Hirst er født i 1965 og er lidt af et enestående indslag i den kontemporære kunsthistorie. Personligt synes jeg det er lidt svært at blive klog på, hvad det er for et budskab kunstneren prøver at formidle. Som jeg ser det roder han rundt adskillige udtryk og stilarter, og mange af disse kaster såmænd også epigoneriets skygger over kunstneren. Hirst er nok imidlertid totalt ligeglad med hvad jeg mener. Han skulle angiveligt være god for en formue på et par milliarder kr. og rigdom er som bekendt et godt afsæt for arrogance.

Olafur Eliasson behøver vist ikke nogen præsentation af betydning; men jeg er ikke specielt begejstret over hans værk ’Din Blinde Passager’, som berøver deltageren/iagttageren synet i en hvid tåge, der bringer associationer om José Saramagos roman ’En fortælling om blindhed’ frem. Afsæt til langt mere meditativ fordybelse bibringer installationen ’Your negotiable panorama’ af samme kunstner fra 2006.

Birkemose

2011-11-13T07:53:00.001-08:00

“Vi drak meget, men jeg vil ikke sige, vi var alkoholikere. Det egentlige arbejde startede jo om natten. Der skete så meget om dagen. Så kommer der en bus, og så er der nogle aftaler, og så er der et klokkeslæt, du skal huske. Om natten, når man har fri, begynder det rigtige arbejde”

Jeg ved ikke, om jeg blot ikke har haft fokus så meget på billedkunstneren Jens Birkemose i de senere år? Men jeg synes ikke, jeg har oplevet ham specielt fremme i landskabet i nogen tid.
I dagbladet Politiken var der d. 13. november et stort portræt af kunstneren, baseret på et interview af Kjeld Hybel, og det er netop fra dette interview, at citatet herover stammer.

Afslutningsvis nævner Hybel, at det er meningen, Birkemose skal have en stor udstilling på Museum Jorn i Silkeborg til næste år, hvor vægten formentlig vil blive lagt på hans enorme produktion af arbejder på papir. En sådan udstilling vil jeg glæde mig til.

Kejser Damien

2011-11-11T12:12:00.001-08:00

”Men han mangler fortsat hverken penge eller kunstnerisk anseelse, selv om der sikkert er mange almindelige kunstelskere, der ikke lige knuselsker hans værker eller fortsat tøver. Og måske finder det blasfemisk, når nogen insisterer på at kalde ham for nutidens Rembrandt”

Det er den britiske wonderboy Damien Hirst, der er temaet i Ole Lindboes tekst i MagasinetKUNST, som jeg citerer fra herover. Han kalder i sin artikel i magasinet Hirst for ”Kejseren af kunstland”, og dén betegnelse er nok ikke helt ved siden af, når man tænker på, hvilken opmærksomhed, Hirst har været genstand for de seneste år.

Om han er et seriøst bud på en nutidens Rembrandt eller blot et tidsforankret blålys, vil jeg prøve at afkode ved et besøg på Arken i Hundige, som for nyligt modtog en stor og kostbar donation af nogle af kunstnerens værker.

Kejserens nye kluns

2011-11-10T11:43:00.000-08:00

”Det varer mange år, før vi kommer på Charlottenborg igen. Vi er ganske almindelige mennesker uden kunstuddannelse, og dette sagde os overhovedet ikke noget. Det, vi syntes var bedst, var Nina Beiers store kunstværk med stof, ellers følte vi, at vi var i gang med ’Kejserens nye klæder’. Vi sendte Louisiana en varm tanke, det er der, vi skal hen næste gang”

Citatet herover stammer fra et læserbrev fra Inge Lund Madsen i Politiken d. 10. november. Nogle gange siger et sådant debatindlæg mere end en mindre stak anmeldelser. Omkring den aktuelle udstilling på Charlottenborg har jeg svært ved at besidde en mening, da jeg ikke har set den.

Ulrik Slot Petersen 1969-2011

2011-11-10T04:22:00.001-08:00

Det var som oftest i Århus Kunstbygning, jeg mødte Ulrik Slot Petersen og derfor samme sted, jeg talte med ham om dels de aktuelle udstillinger i huset, og dels om kunstverdenen i en bredere forstand.

Ulrik Slot Petersen var i alle henseender en kunstner, der havde øjnene med sig. Ikke mindst når han gennem sit egen værk beskrev tilværelsen i klare og præcise formuleringer - oftest via maleriet. Derfor overraskede det vel også mange - og ikke mindst undertegnede - da Ulrik deltog i Kunstnernes Påskeudstilling for nogle år siden med et afgrenet og afbarket, hvidmalet grantræ. Selv havde han indsendt værket som en form for joke; men dén havde censorerne ikke lige grebet, og dermed kom objektet til at illustere Ulriks kunstneriske praksis i en periode.

Netop humoren og den skarpe replik var et par af Ulrik Slot Petersens kendetegn, og han havde ofte en holdning til, hvad der blev fremstillet i et broget nationalt kunstlandskab. Der lå tit en undertone af sarkasme i disse definationer; men disse blev altid serveret med et glimt i øjet.

Ulrik Slot Petersen døde alt for ung, da oktober gik på hæld - og dermed mistede ProKK et væsentligt medlem og det aarhusianske kunstmiljø en farverig personlighed.

Ulrik Slot Petersen blev 42 år. Æret være hans minde.

Exit Arnoldi

2011-11-07T13:48:00.001-08:00

Det lå måske lidt i kortene, at Per Arnoldis hjerte ikke rigtigt banker i administratortakter; og sikkert godt det samme. Nu har han i hvert fald valgt at fratræde den post, som den tidligere kulturminister Per Stig Møller tildelte ham som formand for Statens Kunstråd. Dette er en beslutning, som den nuværende kulturminister Uffe Elbæk beklager meget.

Men når vi nu er ved Elbæk, kan jeg ikke lade være med at spekulere over den kulturelle Marshall-plan, som han fremlagde FØR han blev minister. Den har kulturportalen ’Søndag Aften’ kigget lidt efter i sømmene i bagklogskabens lys… læs her>

På billedet foroven ses Arnoldi yderst til højre med rødt tørklæde i samtale med denne blogs redaktør

Nyt musikalsk talk show på vej

2011-11-06T08:22:00.000-08:00

I forbindelse med udstillingen ’Grafik på Vilhelmsdal’ ved Malling syd for Aarhus, har vi aftalt at lave et musikalsk eftermiddagsarrangement på Vilhelmsdal søndag d. 11. december.

I den forbindelse har jeg tilbudt at lave et musikalsk talk show i stil med dét, jeg lavede på Museum Jorn for et par år siden. Dengang var temaet med udgangspunkt i nogle af de musikalske eksperimenter, som Asger Jorn lavede sammen med Jean Dubuffet i begyndelsen af 60’erne.

På Vilhelmsdal vil det dog blive langt mere tilrettelagt med afsæt i mit eget liv med kunst og musik som afgørende elementer. Jeg vil naturligvis holde læserne af denne blog opdateret vedr. arrangementet.

Grafik på Vilhelmsdal II

2011-11-04T00:24:00.001-07:00

Ferniseringen finder sted på Vilhelmsdal, Tisetvej 116, Malling syd for Aarhus, lørdag d. 19. november kl. 15-18. Udstillingen åbnes ved den lejlighed af kunstsamler og gallerist Jon Bahl fra Odder.

Zimmerman og "Kartofler"

2011-11-03T01:30:00.001-07:00

Vi befinder os i Jyske Bank Boxen i Herning, og luften er faktisk ladet med spænding, og derfor forekommer det mærkeligt, at ikke alle til den udsolgte koncert har fundet deres pladser to minutter før koncerten er annonceret til at begynde. Præcist kl. 19.30 går Mark Knopfler med syv musikere på scenen. "Kartofler" selv med en karakteristisk lyd fra sin røde Stratocaster, der forstærkes af to Orange-forstærkere. Lyden er ren, smuk og klar. Til gengæld går der selvsving i publikum, der nu skal finde deres pladser i salens mørke. Jeg kan godt undre mig over, at man ikke et kvarter inden koncerten startede lige annoncerede, at det nu var på plads at finde sin plads i Arenaens gigantiske kompleks.

Alt dét er naturligvis ikke Knopflers ansvar, og i takt med at han i løbet af det første nummer spiller sig op, stiger forventningerne, da de sidste bønder endeligt har fundet deres pladser. Desværre går der et stykke inde i sættet træskodans og spillemandshurlumhej i foretagendet. Knopler's keltisk inspirerede idéer fylder lidt for meget i indslaget. Især en entusiastisk violinist, der hamrer sin ene fod i takt mod scenegulvet signalerer en lidt for volumiøs livsglæde, der er svær at fange på 14. afsnits 28. række.

Da Knopfler langt om længe tager fat på dén del af sit bagkatalog, som han kan takke sin ikonstatus for, er hans del af koncerten slut - næsten; men til gengæld redder han temmeligt meget af det spildte land tilbage ved at give en veloplagt udgave af 'So far away' som ekstranummer.

Myterne om Bob Dylan's stemme har næsten nået højder af alpekarakter. Beskrivelserne ang. hvordan han har gnækket, reciteret, hostet og raspet sig gennem sit bagkatalog i de senere år har også nået denne blogskribents ører; men lad det være slået fast med syvtommersøm: Uanset hvordan denne fugl synger med sit næb, eller hvordan hr. Zimmerman forvalter sit materiale, opstod der allerede under indledningsnummeret 'Leopard-Skin Pill-Box Hat' momenter af kolossal intensitet. Bandet swingede som bare fanden, og Mark Knopfler havde udsat sin fyraften og gjorde fin fyldest hos Dylan som alt andet end tyndt øl. Faktisk glødede Knopler's guitar langt mere, da han spillede sammen med Dylan, end den havde gjort under opvarmningen.

Der gik lige et halvt vers, inden jeg genkendte 'It ain't me, babe', men fortolkningen fungerede - ikke mindst i kraft af bandets sammenspil. Dylan selv begyndte koncerten bag et keyboard; men senere oplevede man ham helt fremme ved kanten af scenen med og uden guitar; og når det var uden guitar var det med mundharmonikaen i den ene hånd, og er der nogle blandt bloglæserne, der har en teori om, at Dylan er en dårlig mundharmonikaspiller, så lad mig blot vove at påstå, at det er han IKKE! Bevares - han er ikke nogen Sonny Boy Williamson, men mindre kan bestemt gøre det.

Min ledsager til koncerten var tydeligt indigneret over, at hun ikke var i stand til at høre mesterens tekster, og jeg skal ikke afvise, at hun har en pointe. Vi andre kender numrene og har lettere ved at få mening i fortolkningerne, men for en udenforstående har det helt sikkert været lidt af en udfordring. Et nummer som 'Desolation Row' blev leveret i en højst spøjs udgave, hvor det nærmest lød ud som om Dylan og bandet hyggede sig i øvelokalet. I det hele taget var hele set-up'et præget af en uhøjtidelighed, som kom til udtryk mellem numrene, hvor der blev klimtet og i det hele taget varmet op til den kommende sang. Det hele virkede befriende løst, og sandsynligvis som en konsekvens af, at sætlisten var udarbejdet kort inden koncerten fandt sted. Måske var der oven i købet foretaget justeringer undervejs?

Ét af koncertens højdepunkter - efter min mening - var den smukke 'Forgetful heart' fra 'Together through life'. Måske mest i kraft af overraskelsesmomentet? 'Ballad of a thin man' gnistrede nærmest fra scenen, inden det hele sluttede med 'All along the watchtower' og en sydende 'Like a rolling stone'.

Skulle jeg på bedste dagbladsmanér give stjerner, ville det blive 3 ud af 6 til Knopfler og 5 ud af 6 til Dylan (og dét med en pil op)... Altså samlet set 4 ud af 6 stjerner!

Den anden Elvis

2011-11-01T03:13:00.001-07:00

Egentligt hedder han Declan Patrick Aloysius MacManus; men det går jo slet ikke, hvis man vil slå igennem som rockstjerne i sidste halvdel af 70'erne, hvor MacManus debuterede under det langt mere mundrette navn Elvis Costello.

Den "nye Elvis" åbenbarede sig hurtigt som en fremragende sangskriver, og allerede med debut'en My Aim Is True (1977) blev han et positivt omdrejningspunkt blandt tidens anmeldere. Første plade med bandet The Attraction, This Years Model (den med kameraet), udkom året efter og siden er det gået slaw i slaw for den fantastiske sanger med den bemærkelsesværdige frasering.

Siden er backingbandet blevet til The Imposters; men udtrykket og - næsten - besætningen er stort set det samme som dengang og netop denne konstellation spiller i Musikhuset i Aarhus d. 2. juni. Jeg har købt billetter - der er ganske vist længe til, men man kan vel aldrig være i for god tid?

En syret udstilling

2011-10-31T14:54:00.001-07:00

Sammensmeltede legetøjsbiler, der har fået en gang rød højglans, kunne godt være Winnie Strøm Schildknechts kommentar til vækstsamfundet, hvor lossepladserne bugner af kasseret skrot. Og kasserede genstande er præcist hvad den aktuelle udstilling i Silkeborg Kunstnerhus er bygget op omkring.

Silkeborg Kunstnerhus er normalt et sted, man forbinder med traditionel kunst og kunsthåndværk, hvilket vil sige kunst, der har sin rod i en modernistisk tradition. Men nu er verden gået af lave i det traditionsbundne udstillingssted, og tre interessante kunstnere – alle kvinder – har forvandlet de fine lokaler (som stadig er fine) til noget, der kunne sammenlignes med en psykedelisk legetøjsbutik.

Det vrimler med sære og farvestrålende skabninger, som er skabt af diverse materialer. Man bør selv iagttage scenariet, hvis man er på disse kanter inden d. 30. november, hvor udstillingen slutter. ’Bamsetasker, Ylfingerfugle & Legetøj på Syre’ har Julie Bach, Winnie Strøm Schildknecht Og Heidi Bielfeldt valgt at kalde udstillingen – og jeg undrer mig stadig over hvad en ”ylfingerfugl” består af

In the middle of fucking nowhere

2011-10-29T13:54:00.000-07:00

Det er muligt, at overskriften virker lidt bastant i sit udtryk; men den er faktisk meget tæt på at gengive titlen på en udstilling, jeg kom til at se på Galleri Salling i Hjerk (i nærheden af Sallingsund).

Når jeg skriver ”kom til” er det i princippet med afsæt i, at udstillingen dumpede ned i kasketten på mig under et besøg i Nykøbing Mors, hvor jeg blev bekendtgjort med, at udstillingen i Salling fandt sted. Jeg må sige, at det var helt interessant at se kunstnere som René Holm, Ivan Andersen, Jesper Dalgaard, Louise Hindsgavl, Tom Sandford og Ryan Schneider – fire danskere og to amerikanere – derude ”midt i ingenting”…

Billedet: 'A votre Sanitaire', Mixed media på lærred, 2011, 150 x 180 cm. Courtesy Galleri Bo Bjerggaard

Mors som maleri

2011-10-29T13:52:00.001-07:00

Jeg har tidligere beskrevet en bog, jeg for nyligt fik tilsendt om billedkunstneren Finn Haves maleriske beskrivelser af limfjordsøen Mors. Bogen står imidlertid ikke alene. Den bliver suppleret af en udstilling i Palæet (som ligger på Rådhustorvet 4 i Nykøbing Mors) og denne udstilling viser alle de værker, som danner grundlag for gengivelserne i bogen ’Mors Et Særligt Sted’. Jeg var til åbningen af udstillingen, som fandt sted d. 29. oktober, og billedet herover er faktisk fra denne begivenhed.

Billedet giver et meget utroværdigt indtryk af ferniseringen. I virkeligheden er der tale om lidt af et mirakel, at der ikke optræder personer på gengivelsen, da der stort set var sort af mennesker under hele arrangementet. Havde jeg ventet fem sekunder med at trykke på udløseren havde det også været tilfældet her.

His Bobnes

2011-10-28T00:31:00.001-07:00

Sidste år udstillede man Bob Dylan på Statens Museum for Kunst. Jeg så ikke udstillingen, og kan derfor næppe besidde en mening om de udstillede værker; men man må sige at sangeren/sangskriverens kunstneriske frembringelser delte vandene i kunstverdenen og sjældent har en kunstudstilling vel været genstand for så megen opmærksomhed som Dylan på Statens.

Siden hen har man så fundet ud af, at ”His Bobnes” har tyvstjålet sine motiver fra andre kunstnere, og her må jeg tage den gode hr. Zimmermann i forsvar. Det er jo alment kendt at tyveri inden for kunsten har fundet sted i århundreder – og at kunstnere aldrig har følt sig for fine til at ”finde inspiration” hos kollegaer.

Anyway! Bob Dylan er først og fremmest stadig sanger, og i gang med ”the never ending tour”, der bringer ham til Boxen i Herning onsdag d. 2. november. Som bonus til denne koncert får man den gamle Dire Straits-guitarist og sanger, Mark Knopfler.

Jeg sidder på 28. række, hvis nogen har noget på hjerte…

Finn Haves sans for steder

2011-10-24T12:02:00.001-07:00

Jeg må sige, at det sker, at jeg får tilsendt en kunstbog. Og det er for det meste skønt. Men ind imellem kommer der en publikation, som man er en anelse mere spændt på end gennemsnittet – og en sådan appelsin dumpede såmænd ned i turbanen her den anden dag.

Det handler i al sin enkelthed om en udgivelse, som er foretaget af Morsø Turistforening, der under inspiration fra maleren Finn Have står bag bogen ’Mors Et Særligt Sted’.

Som udgangspunkt er der tale om en kunstbog, da temaet er Haves skildringer af et antal lokaliteter på limfjordsøen. Og dét vel at mærke i billedlig form. Bogen har da også et kulturelt aspekt, og dette vedrører Mors’ egenart som ”det særlige sted”. Det er en meget smuk og informativ udgivelse, som jeg glæder mig til at fordybe mig i

Canadisk grafik i Ikast

2011-10-22T10:16:00.001-07:00

Ofte har man kunnet opleve samtidskunst fra de hjemlige breddegrader på Kunstpakhuset i Ikast, og måske netop derfor er det helt rart at se en udstilling, der har et helt andet geografisk afsæt.

Samtidigt handler det aktuelt om grafik, hvilket måske ikke er et tema, man særligt ofte ser belyst i de forskellige udstillingsinstitutioner. Udstillingen ’Centre Choc’ er bygget op om kunstnere fra værkstedsfællesskabet ’Atelier Presse Papier’ i Québec i Canada, og netop Québec tilhører den fransktalende del af Canada, hvilket gjorde min kommunikation med de udstillende kunstnere under ferniseringen d. 22. oktober en anelse kompliceret.

Heldigvis kan man smile og le på alle sprog, og det lykkedes da også at køre en rimelig konversation med kunstnerne på engelsk. Mit fransk begrænser sig til vendninger som ”vin rouge”, ”merci” og ”sans titre”, så det var som sagt lidt svært, når man nu gerne vil være lidt fremme i skoene omkring det grafiske.

Sans Titre 2011

2011-10-21T08:34:00.001-07:00

Jeg har brugt efterårsferien på dels at få færdiggjort en serie på fire kombinerede streg- og akvatinteætsninger med koldnål, og dels at redigere et større antal filmklip fra produktionen af denne grafiske serie, som jeg har givet ikke-titlen 'Sans Titre 2011'.

Jeg har lavet filmen i det fine videoredigeringsprogram Premier Pro, og det skulle gerne give seeren et indtryk af et program med nogle flere muligheder, end man finder på Microsoft's gratisprogram MovieMaker, som jeg har brugt hidtil.

Man kan se filmen på YouTube her:

http://www.youtube.com/watch?v=aCjWTWX_buQ&feature=feedu

KE tilbage på Den Frie

2011-10-21T02:32:00.001-07:00

Ja, det er ikke til at tro; men ikke desto mindre er det tyve år siden, jeg udstillede fire grafiske arbejder på Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Fries Udstillingsbygning på Østerbro i København.

KE har i de seneste år ført en noget omtumlet tilværelse med blandt anden udstilling på Gl. Holtegaard; men nu er udstillingen tilbage, hvor den hører hjemme – nemlig i Willumsens fine træbygning på Oslo Plads, lige over for Østerport Station.

Min egen deltagelse på KE for tyve år siden udgjorde faktisk min debut som grafiker, men hvor mange grafiske arbejder, der kan ses på den igangværende udstilling, ved jeg ikke, da jeg ikke har set udstillingen.

Til gengæld kan man høre og se nogle af censurkomitéens repræsentanter i en film, der er optaget under udvælgelsen af værker. Klippet kan ses på Vimeo.com HER>

Visioner med glas

2011-10-19T14:37:00.001-07:00

På en tur til Ebeltoft besøgte vi Glasmuseet og jeg må sige, at jeg blev ret overrasket over det flotte niveau, der viste sig på museet. I det hele taget er det ret befriende, nogle gange, at iagttage noget, som man ikke føler sig hjemme i.

Ganske vist var en af de skiftende udstillinger på museet en række glasarbejder af Bjørn Nørgaard, og netop dén udstilling var faktisk ret dårligt disponeret og noget usammenhængende.

Det kan man bestemt ikke sige om udstillingen ’Venice. 3 visions in glass’, der præsenterer tre glaskunstnere, der alle har en tilknytning til Venedig. To italienere og en japaner sætter her nogle imponerende standarder for, hvad glas kan bruges til i en æstitisk kontekst.

I en anden udstilling viser danske Stine Bidstrup, hvad hun repræsenterer med udstillingen ’Studies in search of order and chaos’. Her går rummet i samklang med de udstillede glasværker på en helt overrumlende og eksemplarisk måde.

Glasmuseet i Ebeltoft har udviklet sig meget i de seneste år og en forholdsvis ny tilbygning symboliserer i kraft af lysindfald og transparens på glimrende vis, hvad museet står for.

Nye prøvetryk

2011-10-17T12:59:00.000-07:00

Det er faktisk ganske tilfredsstillende at erfare, at det stadig kan lade sig gøre at lægge en perfekt akvatintegrund, på trods af, at det er længe siden sidst. At jeg så bruger en papkasse som akvatinteskab, behøver jeg vel ikke at nævne? Bortset fra at den pågældende kasse i tidernes morgen har været brugt som emballage til den ene af de to JBL-højtalere, der spiller fantastisk i husstanden på 23. år.

Måske netop denne kasse er behæftet med en særlig musisk karma, og derfor er velegnet som netop akvatinteskab? Uanset hvad, så har jeg netop produceret to prøvetryk af årets – indtil nu – titelløse, grafiske serie. Jeg er ret godt tilfreds med resultatet, og glæder mig allerede til at trykke de to næste.

Jeg har dokumenteret produktionen af processen på video, og når jeg har fået samlet stumperne og klippet det hele sammen, vil der forhåbentligt komme en film ud af anstrengelserne.

Katalog bedre end udstilling

2011-10-17T12:57:00.001-07:00

”Og værker er i hvert fald ikke det, der mangler på udstillingen, hvor knap 130 af Paul Klees (primært tegninger) får selskab af ikke færre end 14 forskellige Cobra-kunstners malerier og skulpturer. Det er med andre ord en ordentlig mundfuld, som man først får sig tygget sig ordentligt igennem, når man sidder i ro og fred med det fine katalog”

Ro og fred er nok ikke lige præcist de betegnelser, man kan sætte på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Det har kunstanmelderen (og kunsthistoriker med speciale i Cobra og Asger Jorn) Trine Ross sikkert for længst erfaret. Hun er i under alle omstændigheder en smule kritisk i sin anmeldelse i Politiken af udstillingen Klee og Cobra, som finder sted på Louisiana netop nu.

Faktisk fremhæver hun kataloget som bedre end udstillingen, og det må vel siges at være usædvanligt. Men det er et glimrende katalog, som jeg selv har brugt som godnatlæsning i den seneste tid. Udstillingen venter jeg med, til jeg i kraft af Ai Weiwei (kommende udstiller på Louisiana) kan slå to fluer med ét smæk.

Trine Ross giver tre ud af seks hjerter til Klee og Cobra.

Kunstens Top 100

2011-10-14T14:23:00.001-07:00

Hvert år udvikler kunsttidsskriftet Artreview en liste over de mest indflydelsesrige personer på den internationale kunstscene. De nominerede i forhold til denne – går jeg ud fra – subektivt gennemførte liste, spiller forskellige roller i kunstlivet, og i forhold til de senere år, er det i 2011 en udøvende kunstner, der topper listen, nemlig den kinesiske billedkunstner Ai Weiwei – og det er i høj grad bemærkelsesværdigt, da netop Ai Weiwei i en stor del af det forløbne år har været fængslet i sit hjemland af nogle årsager som styret i Kina har lidt svært ved at definere. Dog skulle en monumental skattegæld være en grund.

Efter løsladelsen har Ai Weiwei fået påbud om ikke at udtale sig til medierne; men dette har dog ikke forhindret kunstneren i at formidle nogle af sine tanker til tidsskriftet Newsweek.

Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk viser om kort tid en udstilling med den kontroversielle kinesiske kunstner, og det må siges at være lidt af en sensation set i lyset af Ai Weiweis angivelige indflydelse.

I øvrigt har jeg studeret listen, og jeg har svært ved at gennemskue, om den er relevant eller ej. Det er dog værd at bemærke, at kunstnere, som jeg havde spået en højere placering, rangerer ret lavt. Damien Hirst og Jeff Koons roder rundt nede midt i 60’erne, og en personlighed som Olafur Eliasson, som tidligere har ligget ret højt, er slet ikke at finde på listen. Den eneste dansker, der lige sniger sig ind på listen, er galleristen Nicolai Wallner.

Sidste års førsteplads – stjernegalleristen, Larry Gagosian – er på årets Top 100 blevet forvist til nummer fire.

Billedet foroven, der viser Ai Weiweis sammenstyrtede installation fra Documenta XII i Kassel i 2007, fungerer næsten symbolsk i forhold til de genvordigheder, kunstneren har gennemgået de seneste år i hjemlandet Kina.

Gauguin og Polynesien

2011-10-12T06:28:00.000-07:00

”Han var børsmægleren, der opgav sit borgerlige liv for en højst usikker fremtid. Han var ægtemanden, der forlod hustru og fem børn for at realisere sine forestillinger om den størst mulige frihed. Han var kunstneren, der forlod sin syge ven van Gogh i Arles”

Netop med afsæt i ovenstående citat, som stammer fra Peter Michael Hornungs 5-hjertede anmeldelse i Politiken, kunne man god fristes til at tro, at maleren Paul Gauguin besad en usympatisk karakter.

Det kan man da heller ikke afvises; men en kendsgerning er, at Gauguin tilbragte en del af sit liv i Danmark, og fordi man hader Danmark og efterlader sin familie i landet, kan man vel godt besidde nogle gode egenskaber. For Gauguins vedkommende bestod disse i, at han malede nogle helt fabelagtige billeder, som – når man ser dem i dag – fremstår fuldstændigt friske og vedkommende.

Især malerierne, som han foretog under sine ophold på Tahiti står vitale og stærke. Det er netop disse værker, der vises for tiden på udstillingen ’Gauguin og Polynesien – Et flygtigt paradis’ på Ny Carlsberg Glyptoteket indtil nytår.

Grafik på Vilhelmsdal

2011-10-12T06:27:00.001-07:00

Gården Vilhelmsdal ligger meget idyllisk umiddelbart vest for Malling, syd for Aarhus. Her har billedkunstneren Elin Neumann slået sig ned med atelier, bed and breakfast, konferencefasciliteter samt – og det er aktuelt nok så væsentligt – udstillingssted.

I perioden 19. november til 19. december finder en ganske interessant udstilling sted på Vilhelmsdal, og udgangspunktet er grafik, eller i hvert fald kunst på papir. De udstillende kunstnere ved den lejlighed er Johannes E. Møller, Birthe Reinau, Elin Neumann, Knud Odde, Joe Ingvartsen samt denne hjemmesides redaktør.

Jeg er i fuld gang med at færdiggøre de aller nyeste arbejder, så de kan nå at blive indrammet og komme med på udstillingen, der åbner med fernisering på Vilhelmsdal, Tisetvej 116, Malling den 19. kl. 15-17. Herefter kan udstillingen ses fredage, lørdage og søndage kl. 10-17.

Animation og modifikation

2011-10-08T03:40:00.000-07:00

For nyligt blev der på Museum Jorn i Silkeborg afholdt et arbejdsgruppemøde med bl.a. mig som deltager.

Formålet var at få aftalt præmisserne for en serie workshops, der skal afholdes på museet midt i november. Disse workshops vil give elever fra et antal skoler i området mulighed for at lave IT-baserede visuals med afsæt i inspiration fra Asger Jorns modifikationer.

Og netop disse modifikationer har et aktuelt aspekt i forhold til disse workshops, da Museum Jorn for tiden viser udstillingen ’Hvad skovsøen gemte’.

Denne udstilling belyser Jorns eksperimenter med modifikationerne, som i al sin enkelthed bestod i nogle indkøb, som Jorn foretog i Paris af trommesalskunst, som han så arbejdede videre på i sit eget billedsprog.

Hele begivenheden ender ud i en festival, der løber af stablen lørdag den 19. november kl. 10, hvor de unge mennsker har mulighed for at vise, hvad de har produceret under de nævnte workshops. Man kan læse mere om konceptet HER>

Bragg og Bacon

2011-10-08T03:38:00.001-07:00

”Kunst er noget, der er skabt. Jo mere kunstig, den er, jo bedre. Des mere intens vil den være”

Melvyn Bragg’s fremragende dokumentar om maleren Francis Bacon har netop været vist nogle gange på kulturkanalen DR-K, og gensynet var helt forrygende, må jeg sige. Især Bacon’s egne beskrivelser af egne – og andres – værker rummer en sarkasme og en humor, som er helt vidunderlig.

Ofte bliver Bacon fanget af Bragg’s overrumplende og nærgående spørgsmål – og det hele slutter med en veritabel druktur i kunstnerens favorite ”drinking club”.

Portrættet skildrer ikke blot en bemærkelsesværdig kunstner; men samtidigt en drikfældig ludoman med en helt unik og personlig tilgang til billedkunsten. Francis Bacon (1909-92) er blevet kaldt den væsentligste britiske kunstner i det 20. århundrede – og det er vanskeligt at argurmentere imod.

Billedet foroven til højre viser Francis Bacon og Melvin Bragg under iagttaelse af Bacons værker på Tate Gallery i London. Bacon er nådesløs i sin bedømmelse af egne tidlige værker.

Abstrakte amerikanske kunstnere som Jackson Pollock og Mark Rothko får ligeledes kniven, hvilket, som Bacon selv forklarer det, er årsagen til at Bacon er temmelig upopulær i USA. Man kan i øvrigt se Melvyn Bragg’s dokumentar om Francis Bacon på DR’s hjemmeside HER>

Seks stjerner til Klee og Cobra

2011-10-04T22:26:00.000-07:00

”Skønt Cobra er en skamredet helhest i mange museale sammenhænge – og det modsatte herhjemme er tilfældet med Klee – er det ikke alene lykkedes Louisiana at finde et nyt og interessant aspekt. Det er også lykkedes at at skabe en vital udstillingsarkitektur, der uden overdreven iscenesættelse tager gæsten gennem en række gode billeder i interessante sammenstillinger”

For nyligt åbnede kunstmuseet Louisiana i Humlebæk en udstilling, der belyser det kunstneriske familieskab mellem Paul Klee og Cobra-gruppen. Citatet herover stammer fra Torben Weirups anmeldelse i Berlingske, hvor han under overskriften ”Louisiana hugger seks stjerner til Klee og Cobra” giver en glimrende indsigt i en udstilling, der får den sjældne topkarakter.

Det er bestemt en udstilling, man bør se – og muligheden er til stede indtil den 8. januar 2012.

Billede: Paul Klee: ’Ein kind träumt sich’, 1939, Zentrum Paul Klee, Bern (pressefoto: Louisiana)

Kunstbygning i stigende modvind

2011-10-03T23:51:00.000-07:00

For anden gang inden for ganske få år har Aarhus Kunstbygnings kunstneriske leder fundet nye græsgange. Fra 1. januar skal Karin Hindsbo være direktør for et kunstmuseum i Norge, og dermed bekræfter hun teorien om, at jobbet som leder af Kunstbygningen er en transit-station for ambitiøse kunstpersoner.

Samtidigt står Kunstbygningen ifølge webmagasinet kunsten.nu over for nye økonomiske udfordringer, da Statens Billedkunstudvalg fra 2013 nedlægger puljen ”Drifttilskud til udstillinger”. Man kan derfor godt sige, at det ser sort ud for den fine udstillingsbygning i Aarhus, som i en årrække – siden stedets forfremmelse til kunsthal – har dyrket en udstillingsvirksomhed af højst elitær karakter.

Måske skulle Bestyrelsen i sine overvejelser begynde at tænke i en ny profil for Aarhus Kunstbygning, så publikum igen finder vej til de fine udstillingsrum?

Kultur plus radikal er lig med kulturradikal

2011-10-03T23:49:00.000-07:00

”Velkommen til dig, Uffe! Du er jo frontløber og kaospilot, jeg kan love dig for, at der er brug for både at kunne løbe i front og mestre kaos i Kulturministeriet”

Med disse ord ”afleverede” den afgåede kulturminister Per Stig Møller ifølge dagbladet Politiken ministeriet til radikale Uffe Elbæk, der besidder en grundig lokalpolitiks erfaring gennem sit engagement i bl.a. Århus Byråd.

Landspolitisk må han dog regnes for en novice, da han først ved det netop overståede valg er blevet valgt ind i Folketinget. Han er blevet kendt for en såkaldt ”kulturel Marshallplan”, der bl.a. vil reducere antallet af symfoniorkestre, nedlægge FM-båndet, flytte midler fra den klassiske musik over til den rytmiske og reformere dagpengesystemet for kunstnere, så det understøtter freelance-aktiviteter. Det sidste er måske nok så væsentligt for danske billedkunstnere.

Til gengæld synes Elbæk stærkt opsat på fortsat at læfle for, hvad der er ungt og hipt på bekostning af klassiske og traditionelle værdier i kulturlivet.

101 Kunstnere årgang 2011

2011-10-02T10:49:00.001-07:00

For andet år i træk er bogen i serien 101 Kunstnere udkommet. Som den første giver 2011-udgaven et billede af disse godt og vel hundrede kunstnere og deres arbejder. Lad det være sagt med det samme: Det er et både forskelligartet og kvalitativt blandet segment af billedkunstnere, som redaktør Tom Jørgensen har sammensat.

Blandt kunstnere fra mit eget sociale miljø, kan man nævne navne som Maria Ehlert, Lone-Lotte Jans, Randi Kornerup-Bang, Niels Frank, Marina Pagh, Mette Maya Gregersen og Leif Dræby.

Teksterne om de to sidstnævnte kunstnere har jeg skrevet; men ellers har Ole Lindboe skrevet om maleren Niels Frank: ”Han vælger ikke de lette løsninger. Derfor er der drama, kontrast, modsætning, saft og kraft i hans billeder. Men også en poetisk lethed, der næsten synger”. Om Marina Pagh skriver Tom Jørgensen bl.a.: ”Øjet udfordres konstant, må arbejde sig hen over billedfladen, acceptere, at den kompositionelle ro hele tiden forrykkes af højtråbende partier blot for at opdage at alt alligevel hænger sammen”.

Tredje sæson i Herning

2011-09-28T11:15:00.001-07:00

Jeg har haft to sæsoner som underviser på Herning Billedskole, og det har været både hyggeligt og berigende at undervise eleverne i tegning og grafik i de hyggelige lokaler på Knudsvej.

Nu er vi så gået i gang med endnu en sæson på billedkolen og det er såmænd den tredje i træk. Jeg glæder mig allerede til at vise, hvad mine elever – hvoraf nogle faktisk har været med i alle årene – har produceret på billedskolens årlige elevudstilling i foråret 2012. Men inden da går der lige nogle timer og måneder med fordybelse i tegnekunstens mysterier og grafikkens metoder.

Steinicke tænder på kunsten

2011-09-28T11:12:00.000-07:00

Gennem de seneste år har man på Museum Jorn i Silkeborg lavet en serie arrangementer med titlen ’Kunst jeg tænder på’.

Jeg har såmænd selv været involveret i et sådant projekt, og det udviklede sig til lidt af et udstyrsstykke med titlen ’Et musikalsk elastikspring’. Blandt publikum ved den lejlighed, tilbage i 2009, var billedhuggeren Frode Steinicke – ikke unaturligt, da netop Steinicke måske er den person, jeg har kendt længst af alle de kunstnere, jeg er stødt på gennem årene. Og nu er Frode Steinicke selv ”in charge”, når Museum Jorn den 4. oktober kl. 16 byder på en ny gang kunst med tænding.

Jeg er spændt på, hvad den non-figurative billedhugger kan finde fra museets samling at tale om.

Kan man nu begribe det?

2011-09-26T08:31:00.001-07:00

Nej; det er svært at tro! Den 27. september runder kvinden på billedet herover et skarpt hjørne. Jeg vil ikke gå i afslørende detaljer, men blot konstatere, at fødselsåret er 1961 - et godt år for Bordeaux-vine, i øvrigt - og bestemt også et godt år for meget andet.

Stort tillykke til min smukke og utrættelige kone Annette Smed Svanholm...

'Land skaber mennesker'

2011-09-25T12:30:00.000-07:00

Ordspillet i overskriften kan muligvis godt virke en anelse konstrueret; men det er ikke desto mindre, hvad maleren Jon Gislason og billedhuggeren Liné Ringtved Thordarson har kaldt deres fælles udstilling i Skovvilla på KunstCentret Silkeborg Bad.

Som udgangspunkt er de to kunstnere ret forskellige; men alligevel er det lykkes at skabe en seværdig og harmonisk udstilling. Gislason er ellers en kunstner, der både koloristisk og i format ikke er bange for at hæve den visuelle stemme, hvor mange af Thordarsons skulpturer befinder sig i en mindre og langt mere monokrom skala.

Men det gør ikke noget! Der skal være noget til at trække intensiteten ind i det mere stilfærdige leje – og ikke dermed sagt at Thordarsons arbejder mangler dynamik. Det er blot på en anden måde, end man ser det hos Gislason. Jeg havde en dobbelt agenda i forbindelse med åbningen af udstillingen d. 24. september. Dels skulle jeg hygge mig og dels var hensigten at lave en beskrivelse af de to kunstneres arbejder til Kunstavisen.

Klee og Cobra

2011-09-22T08:04:00.001-07:00

”Forbindelsen mellem Paul Klee og Cobra er måske ikke umiddelbart indlysende. Problemet er ikke bare et spring i tid og den deraf følgende mangel på kronologisk fællesskab, men også de iøjnefaldende forskelle og modsætninger mellem de yngre Cobra-folk og deres ældre forbillede”.

Denne iagttaggelse er blot én af mange, som direktør for kunstmuseet Louisiana, Poul Erik Tøjner, foretager i forbindelse med forordet på det nys udkomne Louisiana-magasin, der har den kommende udstilling med afsæt i netop Klee og Cobra som tema.

Alene den kendsgerning, at Klee døde i 1940, et tidspunkt, hvor Cobra ikke engang var en idé, fritager vel schweizeren for yderligere ansvar i relation til kollegaerne fra Danmark, Holland og Belgien.

Ikke desto mindre er der lighedspunkter, og disse synes meget opstået af netop Cobra-kunstnernes store inspiration fra Klee. En fællesnævner kunne være fascinationen af børns kunstneriske frembringelser; men dette forhold synes jeg nok er ved at være voldsomt fortærsket. Ikke desto mindre udgør det et overordnet tematisk udgangspunkt i magasinet.

R.E.M. opløst

2011-09-22T06:02:00.001-07:00

Jeg må indrømme, at jeg undrede mig lidt over, at det amerikanske rockband R.E.M. ikke efterfulgte deres - kritikerroste - sidste CD med en verdensturné. En del af forklaringen skal nok findes i en vis træthed blandt bandets medlemmer. I hvert fald har de nu oplyst, at de går hver til sit efter mere end 30 år.

Heldigvis nåede jeg at opleve bandet i 2005, da de spillede en fremragende koncert i Horsens (billedet). Jeg blev selv fan af gruppen tilbage midt i 80'erne, hvor de bestemt i en international forstand tilhørte undergrunden. Det blev der senere lavet om på, og specielt nummeret 'Losing my religion' udgjorde et bredere gennembrud - uden at de dog mistede deres musikalske integritet. Måske netop derfor synes det logisk, at medlemmerne nu i god ro og orden har opløst gruppen?

Trailer

2011-09-19T23:53:00.001-07:00

Der begynder at tegne sig et mønster vedrørende den nye grafiske serie, der for tiden er under udarbejdelse på værkstedet. Jeg filmer hele processen med henblik på at give dels et pædagogisk indblik i dybtrykkets mysterier og samtidigt et indtryk af, hvordan jeg arbejder med mediet.

Jeg tror ikke, der er to grafikere, der arbejder 100 % identisk. Det er klart, at en sådan film først vil være færdig, længe efter, at de grafiske tryk er produceret; men jeg har lavet en lille trailer, der viser den første del af seancen – og denne trailer kan ses HER>

Det islandske bagland

2011-09-19T23:49:00.000-07:00

”Maleren Jon Gislason og skulptøren Liné Ringtved Thordarson kredser om indre og ydre landskaber i deres fælles udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad. De to kunstnere afsøger identiteten i forhold til de ydre landskaber, man som menneske befinder sig i, udfolder sig i og er præget af, samt de indre landskaber, i mennesket og i kunstneren selv”.

Således præsenterer KunstCentret Silkeborg Bad udstillingen ’Land skaber mennesker’ i pressemeddelelsen.

De to kunstnere har dét til fælles, at de begge har en tilknytning til Island, og netop Island, som har et befolkningstal, der svarer til Aarhus’ (hvor de to kunstnere er bosiddende) er to et halvt gange større end Danmark og især kendt for varme kilder og endeløse landskaber.

Historien vil vide, at Island fik sit navn, da de opdagelsesrejsendes første erfaring med den store ø, var isbræen Vatnajökull. Island blev til Island og Grønland til Grønland. Paradoksalt nok; men sådan er der jo så meget!

Lyd og billede i Kunstpakhuset

2011-09-17T08:48:00.000-07:00

Mens alle mine kollegaer både inden for den udøvende og – sandsynligvis – skrivende del af kunstmiljøet styrter rundt i Forum i København i forbindelse med Art Copenhagen, tager jeg det mere roligt, og begiver mig til Ikast, hvor jeg oplever den langt mere overskuelige udstilling ’Nerve-Chasing’, som præsenterer værker af Iben Toft Nørgård, som jeg havde fornøjelsen af at være iscenesætter af i forbindelse med udstillingen ’Ni fra nu’ i Århus Kunstbygning i 2008, og lydkunstneren Lars Lundehave Hansen.

Sidstnævnte præsenterer en række værker, der først og fremmest appellerer til publikums ører; men det er nok så interessant, at dét de fleste kvinder iagttager med afsky – nemlig audio-udstyr – i sammenhængen i samklang med Nørgårds værker, indgår i en visuel sammenhæng. Om skænderierne i de små hjem vedrørende overdimensionerede hifi-enheders æstetiske værdi nu bliver bragt til ende, er nok ret usandsynligt.

Jeg havde til ferniseringen diskret medbragt høreværn, som dog viste sig at være unødvendigt, da lydniveauet blev holdt på et absolut tåleligt niveau, og da samtidigt Iben Toft Nørgårds minutiøst udførte collagemalerier fordrer en vis fordybelse, var denne volumeprioritering absolut hensigtsmæssig. Udstillingen vil nok ikke ligefrem skabe køer ved indgangen til Kunstpakhuset; men det er faktisk en udstilling, man bør se – og høre – hvis man er på de kanter. Og hvem er ikke dét?

Da jeg offentliggjorde ét af billederne fra udstillingen på Facebook, kom der omgående en reaktion fra en, der fandt det mærkværdigt, at pladespillerne er placeret oven på højttalerne. I teknisk forstand da også en helt gal disposition; men da lydtrykket fra de singleplader, der bliver afspillet, er begrænset, går det nok. Nu er hele dette set-up jo samtidigt en del af en installation, så man bør vel blot acceptere tingenes tilstand?

Fludium

2011-09-16T14:20:00.001-07:00

Jeg skulle lige prøve nogle flydende akvarelfarver i billedkunstlokalet på Den Kreative Skole. Man kan jo ikke undervise i de forskellige discipliner uden – i det mindste – at besidde et vist kendskab til materialerne.

Jeg må nok sige, at jeg havde det lidt svært med disse ’Ecoline’-farver; men det er muligvis kun et spørgsmål om at få dem blandet rigtigt… Måske?

Kunstavisen 08-2011

2011-09-16T14:17:00.001-07:00

Som sædvanligt er Kunstavisen en blanding af godt og skidt. Selv er jeg repræsenteret med en længere tekst om udstillingen ’Con Amore’ på ARoS og en kort tekst om av Reyni-Andreasen-udstillingen hos Galleri NB.

For en gangs skyld vil jeg dog dvæle lidt ved lederen, hvor skribent Kirsten-Marie Hedeland under overskriften ’Forretningsmand eller kunstner’ går i klinch med den kommercielle del af kunstbranchen. Her fabulerer hun over den kunst, man oplever på grydelapper og kaffekrus.

Hun stiller i sin leder en del spørgsmål; men kommer desværre kun i en begrænset grad til en konklusion, og denne er desværre med afsæt i H.C. Andersens forslidte ”Kejserens nye klæder”-filosofi. Der bliver ikke nævnt navne i lederen. Det kunne ellers være interessant at vide, hvilke kunstnere Hedeland refererer til.

”Kan man blive FOR synlig som kunstner?” spørger hun. Det vil de fleste nok sige, at man ikke kan; men for andre rummer livet som billedkunstner helt andre aspekter. Ellers var man vel blevet popstjerne eller politiker?

Bellmers grafik

2011-09-15T00:01:00.000-07:00

Når man, som jeg, er at betegne som ”grafiknørd”, kan en udstilling som ’Begærets anatomi’ på Museum Jorn i Silkeborg sagtens afstedkomme en vis interesse. Udstillingen består af nogle og fyrre arbejder på papir – hovedsageligt grafiske arbejder – af Hans Bellmer, som jeg faktisk ikke kender særligt godt.

Egentligt får jeg en association til nogle objekter sammensat af dukkefragmenter, når jeg hører Bellmers navn, og det er ikke helt ved siden af, da han i årene omkring nazisternes magtovertagelse netop skabte sådanne skulpturlignende objekter.

Bellmer bevægede sig i sine motivvalg klart omkring det erotiske, som han skildrede med en meget pågående sanselighed i en ofte surreel tone.

Udstillingen på Museum Jorn består af værker fra den britiske samler og surrealist-forsker Victor Arwas’ samling. Man kan se kataloget til ’Begærets anatomi’ i elektronisk format HER>

Hvad med de unge mennesker?

2011-09-12T12:21:00.000-07:00

Fredag den 16. september bliver der i forbindelse med Art Copenhagen i Forum i København afholdt et debatarrangement, som jeg paradoksalt er afskåret fra at deltage i, da jeg har undervisning på Den Kreative Skole. Det handler om en tendens, som Mathhias Hvass Borello på kunstportalen kunsten.nu beskriver som ”muligvis kommer til at præge fremtidens billedkunstverden i temmelig negativ grad”. Udgangspunktet er, at billedkunst er blevet nedprioriteret i Folkeskolen på bekostning af mere rationelt orienterede fag, og det kan man som bekendt mene både det ene og det andet om.

Nogle af referencerne i relation til Borellos tekst er hentet i Billedkunstneres Forbunds programskrift ’Kunstpolitik til tiden’ fra 2010. Forbundets konklusion siger blandt andet at ”det politiske signal er, at billedkunsten er et småbørnsfag. Og tilbage står, at den mulighed for fordybelse og eksperimenter, som ligger i den kunstneriske praksis, stort set er fjernet fra uddannelsessystemet i dag, hvor alt skal kunne måles i forhold til internationale standarder, karaktergivning og fastlåste fagligheder”.

Der blev i foråret foretaget en analyse, der beskrev de 13-23 åriges forhold til museerne i kolde tal. Undersøgelsen viste at 15 % kommer på museerne af egen lyst – og den sidste lille detalje er ret vigtig, synes jeg. Jeg finder faktisk procentsatsen ret høj, og er derfor ikke i nær så høj grad bekymret om de unge menneskers tilgang og interesse for de billedkunstneriske medier.

Jeg havde gerne deltaget i debatten i København, men som nævnt er jeg optaget af at undervise netop det nævnte segment af kunstnere in spe.

Hovedpersonen på Ejnar Nielsens maleri 'Og i hans øjne så jeg døden’ ser helt fornærmet ud over at blive foreviget digitalt af de unge mennesker på billedet øverst. Det må siges, at maleriet er fra flere generationer før den digitale tidsalder. Det er malet i 1897. (pressefoto: SMK)

Borello om Warhol og Basquiat

2011-09-12T12:18:00.000-07:00

”Andy Warhol var ikke en løssluppen og ekspressiv kunstner, så er det sagt. Han var uden tvivl et følende og lidende menneske – bevar mig vel, men når han nærmede sig lærrederne, blev motiverne nøje udført i kølige og serielle registreringer af form, farve med temaer som: vare, sex, identitet, forfængelighed og forgængelighed. Warhol var oprindeligt reklametegner og mestrede det æstetiske sprog, der taler til forbruger-øjet. Han kunne sælge en rådden fisk, som man ville sige i Thorsminde. Og det gjorde han”

Ovenstående citat stammer fra Matthias Hvass Borellos anmeldelse på kunsten.nu af Andy Warhol-Jean Michel Basquiat udstillingen på Arken i Ishøj. En udstilling, som Borello karakterer som en ”fint iscenesat udstilling om mødet mellem yderlighed og inderlighed, overfladisk pop og politisk krop”

En fortalelse

2011-09-12T09:08:00.001-07:00

Det er menneskeligt at fejle, siger man! Godt... Så er jeg mere rolig, da jeg trods alt regner mig selv som et - om ikke andet - menneskelignende individ.

Men hvori består så min fejl? Nogle vil måske kalde min fortalelse i den næste udgave af Kunstavisen for en rendyrket bagatel; men da jeg helst vil være fri for diverse spekulationer vedr. min troværdighed som kunstskribent, ser jeg mig nødsaget til at give en forklaring på, hvorfor jeg har givet udtryk af, at maleriet 'Sisyfos triller ind i finanskrisen' er at finde på Benita av Reynis udstilling 'Forliste fortællinger' på Galleri NB i Viborg.

Sagen er, at jeg var på galleriet med henblik på at lave et interview med Kirsa Andreasen, som optræder samtidigt med av Reyni (som jeg for nyligt har omtalt i forbindelse med en udstilling i Kunstpakhuset i Ikast, og derfor aktuelt nedprioriterede). Af pladsmæssige årsager ser man fra Kunstavisens redaktion sig nødsaget til at udskyde mit interview med Andreasen til oktobernummeret, og jeg beslutter derfor at lave en kort tekst om begge udstillingerne, og her checker jeg lige galleriets hjemmeside og opfatter det som at det omtalte Sisyfos-værk, optræder på den aktuelle udstilling.

Det gør det angiveligt ikke, og det sætter gang i nogle spekulationer om, hvordan publikum ser mig som kunstskribent: Har skribenten overhovedet set den pågældende udstilling? Ja, det har skribenten; men på det tidspunkt var udstillingen udelukkende disponeret og ikke endnu ophængt, hvilket selvfølgelig er en halvdårlig undskyldning for at - i kampens hede - at omtale et værk, der ikke optræder i den præcise sammenhæng.

Til gengæld fandt jeg det relevant at sammenkoble 'Sisyfos' med en igangværende valgkamp... Anyway! Skaden er sket, avisen udkommer sidst på ugen; men mon ikke 'Sisyfos triller ind i finanskrisen' stadig er at finde på galleri NBs lager, så eventuelle nysgerrige kan få et kig? På den anden side: NB er et effektivt galleri, så det kan jo være solgt. Det er i hvert fald et godt maleri.

Jeg har aldrig nogen sinde lavet en analyserende beskrivelse af en kunstudstilling, jeg ikke har oplevet med mine egne øjne - og det kommer jeg heller aldrig til. Jeg har ganske vist foretaget nogle meget få foromtaler om udstillinger, jeg har haft en begrundet formodning om, kunne være interessante; men jeg tror i et efterhånden syv års forløb, at disse kan tælles på en enkelt hånd.

I øvrigt er billedet, som kan ses herover et maleri i serien 'Forliste fortællinger', der - som det vist tydeligt fremgår - kan ses for tiden på Galleri NB. Faktisk indtil 8. oktober.

Hårdgrund

2011-09-11T06:08:00.000-07:00

Da jeg begyndte at lave stregætsninger i sin tid, brugte jeg den såkaldte hårdgrund. Det består af en lille halvkugle af hårdt asfaltlak, som man bruger med henblik på at afdække pladen, der skal trykkes fra, således at syren – når den tid kommer – kun angriber de aftegnede områder.

Da jeg begyndte at arbejde på mit eget værksted midt i 90’erne, var jeg nødsaget til at benytte en såkaldt blødgrund, som består af en flydende masse, som man så påfører pladen med en pensel. Det er meget vigtigt at denne blødgrund har den helt rette konsistens, ellers er den faktisk ubrugelig.

Årsagen til, at jeg gik over til blødgrund dengang, var at jeg ikke var i besiddelse af en regulerbar varmeplade, der kunne smelte hårdgrunden; men sådan én kom jeg i besiddelse af i forbindelse med mit engagement på Museum Jorn, og nu glæder det mit, at hårdgrunden igen er den foretrukne afdækningsmetode.

Det kan måske lyde som en detalje – og det er det også; men en væsentlig detalje! Ellers skrider arbejdet med den grafiske serie stille og roligt fremad.

Jeg optager nogle videosekvenser, som – når arbejdet er afsluttet – gerne skulle sammenfattes til en lille film, der viser detaljerne om en sådan grafisk series tilbliven.

Van Gogh

2011-09-11T06:07:00.001-07:00

”Han havde en dårlig karakter og stank absinth”. Jeg citerer sandsynligvis en ældre dame fra Arles ukorrekt; men det var under alle omstændigheder ikke noget specielt sympatisk billede, hun – som døde i en alder af langt over 110 en gang i 1990’erne – tegnede af Vincent van Gogh, som hun som ganske ung havde truffet i Arles.

Jeg viste en serie gengivelser af van Gogh for mine elever på Den Kreative Skole for nyligt og jeg kan blive ved med at forbavses over, hvor megen vitalitet, hans værker – stadig – besidder.

Nine-eleven

2011-09-11T06:06:00.001-07:00

”Kan du huske, hvor du befandt dig dén dag i september 2001?” Spørgsmålet er ofte stillet, og mon ikke de fleste kan huske, hvor de befandt sig lige præcist den 11. september 2001?

Personligt havde jeg placeret mig i en afslappet position med henblik på at nyde en etape af dét års Vuelta à España på TV2 Zulu, da sportskommentator Jørn Mader fortalte om en ikke nærmere defineret ulykke i New York, hvor et fly var fløjet ind i det ene af tvillingetårnene, der udgjorde World Trade Center.

Jeg skiftede omgående over til moderkanalen TV2 og scenarierne, der efterfølgende udspillede sig live på TV-skærme verden over, tror jeg ikke ret mange glemmer i deres levetid.

Jeg ringede til min kones arbejdsplads og fortalte om det, der på det tidspunkt var blevet gennemskuet som et terrorangreb. Hun fortalte det videre til sine kollegaer, som var overbeviste om, at det hele var et resultat af hendes mands vanvittigt levende fantasi. De troede med andre ord, det var løgn.

Nu vil jeg ikke svælge i begivenheden; men blot konstatere, at det i disse dage er ti år siden, at dét vi senere har lært at kende som ”Nine-eleven”, fandt sted.

Mange kunstnere har med vekslende held prøvet at formidle deres oplevelser af Nine-eleven. I langt de fleste tilfælde har disse forsøg resulteret i mere eller mindre patetiske bud på, hvad der skete denne formiddag i New York.

Billedet herover ’September’ er måske et af de værker, der mest enkelt beskriver begivenheden? Det er under alle omstændigheder udført af den tyske maler Gerhard Richter, og det hænger – af alle steder – til dagligt på Museum of Modern Art i, netop, New York City.

PP

2011-09-07T13:09:00.000-07:00

”Poul havde indlogeret sig i gæsteboligen, også kaldet ”det lille hus”, hvor han altid bor, når han er i Jylland. I årenes løb har han ofte udført reparationer og malerarbejde for museet for at tjene lidt ekstra, og denne gang skulle cafeteriaområdet kalkes. Først da han var helt færdig med det, fik han at vide at han stod til at skulle have den livsvarige ydelse. Poul udbrød: ”Hvorfor har I ikke sagt det, da jeg kom hjem?” ”Nej, vi skulle jo have kalket vores cafeteria”

Begivenheden, der beskrives herover, stammer fra Anne-Mette Riis Rasmussens biografi om maleren Poul Pedersen, og det hele udspiller sig på Silkeborg Kunstmuseum (nu Museum Jorn), lige inden Poul Pedersen får at vide, at han skal modtage Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Det siger sig selv, at biografien er fyldt med pudsige og interessante episoder fra Poul Pedersens liv og kunstneriske løbebane. Jeg vil ikke bruge ordet ”karriere”. Af én eller anden grund passer dette ikke rigtigt på ”Bogstavs-PP”. (foto: Jørgen Kjærgaard)

Warhol & Basquiat

2011-09-07T13:07:00.000-07:00

”Den ene var hvid, endda kridhvid, var af slovakisk familie og blev døbt Andrew Warhola. Det navn blev siden til Andy Warhol. Den anden var sort, havde haitianske og puertoricanske forældre og gik både ind og ud af denne verden som Jean-Michel Basquiat. Alt andet lige var den sidste ung nok til at kunne være søn af den første, hvad der ikke var nogen uvæsentlig detalje i historien om det venskab og partnerskab, der voksede op mellem dem”

Citatet stammer fra Peter Michael Hornungs fem-hjertede anmeldelse af en nyåbnet udstilling med fælles og individuelle værker af Andy Warhol og Jean-Michel Basquiat på Arken i Ishøj ved København. ’En kamp på billeder’, som er en udstilling, jeg gerne vil opleve, kan ses på Arken frem til d. 11. januar 2012, så der er god tid.

Overspringshandling

2011-09-05T09:47:00.001-07:00

Mon ikke de fleste kan nikke genkendende til overskriftens tekst?

Nogle gange er det f.eks. meget rart – når man er i gang med at foretage nogle indledende praktiske manøvrer i forhold til en ny grafisk serie – at lige lave noget, der giver et omgående resultat.

Det kan helt oplagt være en akvarel, som det ses herover.

Ny bog om "bogstavmaleren" Poul Pedersen

2011-09-05T09:40:00.000-07:00

En af de mest bemærkelsesværdige og originale kunstnere på den danske kunstscene er Poul Pedersen, der helt i tråd med sine værker, er kendt under betegnelsen ”bogstavmaleren” – eller slet og ret ”BogstavPP”.

En ny bog sætter fokus på Poul Pedersen, der til dagligt bosat i Paris; men han er stadig et levende og aktivt indslag på den danske kunstscene, hvor han bl.a. er medlem af Den Frie og kunstnersammenslutningen Jylland, som netop nu er aktuel med en stor udstilling i Aarhus Kunstbygning. Bogen er skrevet af forfatteren Anne-Mette Riis Rasmussen, og er udgivet på forlaget North. Titlen er ’Den visuelle digter. Bogstavmaleren Poul Pedersen’ - og billedet øverst af PP (tv.) og denne blogs skribent er taget af Jørgen Kjærgaard.

Det glade "sandvid"

2011-09-04T22:09:00.000-07:00

Hvis ikke jeg havde været til noget familie-komsammen ved Vesterhavet, tror jeg ikke, at jeg havde haft mulighed for at opleve Sandskulpturfestivalen i Søndervig. Det havde muligvis heller ikke været den store katastofe, om jeg ikke havde oplevet den; men nu har jeg været der og taget nogle billeder – og en af sandskulptørerne har skabt et imponerende snit af Colosseum i Rom – vel at mærke i arenaens velmagtsdage.

I det hele taget så det ud som om, at Romeriget skulle være et overordnet tema på festivalen. Det talte i høj grad til min humoristiske sans, at man havde sat en planche op med de ti mest stillede publikumsspørgsmål. Et par eksempler: ”Hvor lang tid holder skulpturerne?” ”3-4 måneder alt efter vind og vejr”. ”Er det svært?” ”Ja!” ”Kan I leve af det?” ”Nej!” ”Hvorfor finder i så ikke et job?” ”Det har vi!”

Jo, svarene er næsten mere logiske end spørgsmålene. Som kunstner kan jeg udmærket nikke genkendende til ”Kan du leve af det?”… Mit standardsvar: ”Jeg er da ikke død endnu!”

Overmalinger og modifikationer på Museum Jorn

2011-09-04T22:07:00.000-07:00

Per Kirkeby kalder sine for overmalinger og Asger Jorn sine eksperimenter med samme tema for modifikationer. Fælles for de to er dog, at de begge har erhvervet sig malerier på diverse loppemarkeder og andre steder – hvor man kan få sådan noget – og viderebearbejdet disse trommesalsmalerier.

Ofte er det malerier af en endog meget tvivlsom kvalitet, der har lagt bund til de to kunstneres viderebearbejdelser – og i mange tilfælde skinner dette helt klart igennem; men især Jorn formåede at skabe værker af en stor kvalitet, og jeg vedbliver at være forbavset over, hvor stor en produktion, han har haft. Og især bliver jeg forundret over, at man kan blive ved med at finde netop denne type værker rundt omkring. Der var i hvert fald adskillige på udstillingen, der åbnede den 3. september, som jeg ikke tidligere har set.

Billedet øverst er fra åbningen af udstillingen ’Hvad skovsøen gemte’ med hhv. modifikationer og overmalinger af Asger Jorn og Per Kirkeby. Indretningen af udstillingsrummet er skabt af udstillingens kurator mag. art. Teresa Østergaard Pedersen, Museum Jorn.

Lysende stier

2011-09-04T22:05:00.001-07:00

Besøger man for tiden KunstCentret Silkeborg Bad, kan man se en lysinstallation af Steffen Tast (f. 1951). Installationen har tidligere været vist på dét, der i sin tid hed Aalborg Kunstpavillon; men nu kan den altså ses under andre – og ifølge kunstneren – mere kvalificerede forhold på Silkeborg Bad. Installationen har navnet ’Lysende Stier’.