tirsdag den 12. juni 2007

En bog, en bog og nok en bog


Vi havde en gang besøg her på husstanden. Vi var lige flyttet hertil, så min bogsamling var på det tidspunkt ikke så veludviklet, som jeg må sige, den er i dag. Alligevel gloede mine besøgende på de bøger der var, som om, der var udbrudt en smitsom sygdom i ejendommen.

Vore gæster var et yngre par. Jeg vil diplomatisk betegne dem som proletarer. For at anskueliggøre, hvor vi befinder os, vil jeg oven i købet karakterisere disse som småborgerlige proletarer. Ikke at der er noget i vejen med arbejderklassen; men der er forskellige måder, hvorpå man kan agere i denne klasse. På mig virker det således komplet sindssygt, når man skifter hele sit møblement ud hvert andet år, fordi det gamle ikke længere er moderne. Samtidigt bliver hele den indvendige del af rækkehuset malet om, således at tidens modefarve altid er den aktuelle.

Vi var i gang med at anskueliggøre vores indretning i murermestervillaen, og var nået til mit arbejdsværelse. Her befinder en stor del af husets lekture sig - og det var som nævnt dén, der havde påberåbt sig - specielt den mandlige halvdel - parrets opmærksomhed:"Har du læst alle de bøger?" spurgte han måbende."Ja!" svarede jeg. Der var faktisk ikke så mange bøger dengang.

Der blev ikke talt mere littereatur dén dag. Det var ikke interessant! Til gengæld er bogsamlingen mangedoblet siden dengang. Min bogreol er spækket med bøger og den nu knapt så unge proletar kunne sådan set godt spørge, om jeg har læst dem alle i dag. Nej!!!! Det har jeg ikke. Det er godt at have noget tilgode. Jeg køber altså flere bøger, end jeg kan nå at læse? Skørt.....! Problemet er blot, at jeg ikke ville undvære én eneste af de bøger, der befinder sig her på "kontoret" - eller oppe i den lille reol i stuen for den sags skyld. Her er skønlitteratur, faglitteratur, rejsebøger (Turen går til.....), biografier og landkort. Landkort og vejatlas har jeg en særlig forkærlighed for.

Jeg hører til den slags personer, der - når man på det lokale bibliotek, kan fylde en bærepose for en 50'er - fylder to-tre poser til bristepunktet. Heldigvis er der ikke langt til biblioteket - så transporten KAN i nødstilfælde klares i en taxa.

Naturligvis er en del af de bøger, jeg besidder, kunstrelaterede. Dels fordi jeg i sagens natur interesserer mig for emnet - og derfor jævnligt investerer i kunsthistoriske værker - og dels fordi, jeg får et stort antal kataloger fra diverse kunstudstillinger, som jeg laver reportager fra. Disse kataloger er som ofte ret omfattende. Kataloget til den nys overståede udstilling med den amerikanske konceptkunstner Paul McCarthy, som netop har fundet sted på ARoS i Århus, var således på 700 sider. Jeg har modtaget i bunkevis af den slags publikationer. Og jeg elsker at sidde og blade i dem og finde nye vinkler og anslag i en kunstners forløb.

Jeg har også nogle skægge bøger. Bl.a. en bog med maleren Richard Mortensens skitser. Den kostede en 5'er i en antikvarboghandel under et hollandsk udsalg for nogle år siden. På et tidspunkt besøgte jeg maleren og digteren Jørgen Nash i hans svenske domicil Drakabygget. Han forærede mig sin erindringsbog 'Havfruemorderen krydser sit spor' - han dedikerede den med ordene "Hilsen fra en gammel Silkeborgdreng. Jørgen Nash 3. juni 2000." "Så kan du få mere for den, når du sælger den i en antikvarboghandel", spøgte han, da han skrev sin dedikation på omslaget.'

Selected essays from BRAVURA' af Per Kirkeby dumpede ind gennem brevsprækken i lørdags. Det er en meget enkelt og smukt udført bog med engelske oversættelser af denne essaysamling. Det er en bog, der er rar at røre ved. Det er ikke en bog, som jeg har købt hos boghandleren. Det er en bog, som rummer en historie - og som har været på farten. Den er blevet mig sendt fra Holland - og nu ligger den her på mit arbejdsbord og gør mig glad. Tusind tak, Lisbeth!!!

En sag mere til min rigdom i bløde og stive bind. Atter en bog! Endnu en samling tanker, jeg kan blive inspireret af.