Når man laver kunstudstilling i virkelighedens verden, ved man hvor vigtigt, det er at få udsendt indbydelser og pressemeddelelser. Ligeledes er det af allerstørste vigtighed, at de mere administrative detaljer er på plads. Både hvad angår evt. salg og udgifter.
Når man laver en kunstudstilling i cyberspace, som f.eks. i det verdensomspændende, virtuelle rolleunivers Second Life, opstår der let en masse elementer, som man ikke har forudset. Det er ikke så enkelt at sende indbydelser ud, da postvæsnet i dette besynderlige forum ikke er helt effektivt endnu! Måske er det? Jeg ved blot ikke, hvordan det fungerer. Jeg har ganske vist set nogle postkasser rundt omkring i de danske miljøer; men jeg er ikke sikker på, at de ikke blot optræder for et syns skyld. Ligesom pølsevognen på Rådhuspladsen, der er ubemandet.
Når man debuterer som billedkunstner på Second Life, og man vel at mærke gerne vil have nogle gæster til sin fernisering, må man ud og tromme folk sammen på gader og stræder. Heldigvis har man nogle gamle venner, som gerne deltager i et sådant arrangement og det er på samme måde en god idé at frekventere det lille torv i Korsbæk, som efterhånden er blevet et regelmæssigt mødested for danskere. Korsbæk? Jo, den er god nok!! Matador-byen udgør en ret populært seværdighed på Second Life. Hvordan det går med Ungdomshuset og Christiania er jeg ikke klar over; men der er sjældent folk at træffe på Syddansk Universitet. Måske jeg kommer der på de forkerte tidspunkter?
Indehaveren af Zita’s Gallery var tydeligtvis nervøs inden min avatar Lars Swains første separatudstilling i Second Life. Dels over, om der overhovedet ville dukke mennesker op til arrangementet, og dels over om hvorvidt teknikken ikke brød sammen. Det sidste er der altid en vis fare for i dette univers. Således er jeg ofte crashed. Vi slap da heller ikke helt uden problemer.
Salg af kunstværker viste sig også at være en kompliceret proces. Specielt i et tilfælde, hvor en kunde skulle bruge det købte billede som gave til en veninde. I det hele taget var den kommercielle del af sagen, noget som jeg var overbevist om, at galleristen og hendes assistent havde totalt styr på. Min største interesse lå i, at få nogle folk ind og se mine billeder i cyberspace.
Det blev en rimeligt velbesøgt fernisering. Som nævnt var der et par udfald i teknikken; men det var ikke noget, der betød alverden, da én af Second Life’s mest ihærdige kunstsamlere besøgte udstillingen og investerede i samtlige værker.
Zita og jeg sad efterfølgende og fik et glas rødvin. Vi blev enige om, at Zita’s Gallery var skudt godt i gang. Succeen var i hus. Lars Swain er blevet eksponeret på cyberspace i en anden form end hidtil. Alt i alt en ganske tilfredsstillende aften i Second Life.
Når man laver en kunstudstilling i cyberspace, som f.eks. i det verdensomspændende, virtuelle rolleunivers Second Life, opstår der let en masse elementer, som man ikke har forudset. Det er ikke så enkelt at sende indbydelser ud, da postvæsnet i dette besynderlige forum ikke er helt effektivt endnu! Måske er det? Jeg ved blot ikke, hvordan det fungerer. Jeg har ganske vist set nogle postkasser rundt omkring i de danske miljøer; men jeg er ikke sikker på, at de ikke blot optræder for et syns skyld. Ligesom pølsevognen på Rådhuspladsen, der er ubemandet.
Når man debuterer som billedkunstner på Second Life, og man vel at mærke gerne vil have nogle gæster til sin fernisering, må man ud og tromme folk sammen på gader og stræder. Heldigvis har man nogle gamle venner, som gerne deltager i et sådant arrangement og det er på samme måde en god idé at frekventere det lille torv i Korsbæk, som efterhånden er blevet et regelmæssigt mødested for danskere. Korsbæk? Jo, den er god nok!! Matador-byen udgør en ret populært seværdighed på Second Life. Hvordan det går med Ungdomshuset og Christiania er jeg ikke klar over; men der er sjældent folk at træffe på Syddansk Universitet. Måske jeg kommer der på de forkerte tidspunkter?
Indehaveren af Zita’s Gallery var tydeligtvis nervøs inden min avatar Lars Swains første separatudstilling i Second Life. Dels over, om der overhovedet ville dukke mennesker op til arrangementet, og dels over om hvorvidt teknikken ikke brød sammen. Det sidste er der altid en vis fare for i dette univers. Således er jeg ofte crashed. Vi slap da heller ikke helt uden problemer.
Salg af kunstværker viste sig også at være en kompliceret proces. Specielt i et tilfælde, hvor en kunde skulle bruge det købte billede som gave til en veninde. I det hele taget var den kommercielle del af sagen, noget som jeg var overbevist om, at galleristen og hendes assistent havde totalt styr på. Min største interesse lå i, at få nogle folk ind og se mine billeder i cyberspace.
Det blev en rimeligt velbesøgt fernisering. Som nævnt var der et par udfald i teknikken; men det var ikke noget, der betød alverden, da én af Second Life’s mest ihærdige kunstsamlere besøgte udstillingen og investerede i samtlige værker.
Zita og jeg sad efterfølgende og fik et glas rødvin. Vi blev enige om, at Zita’s Gallery var skudt godt i gang. Succeen var i hus. Lars Swain er blevet eksponeret på cyberspace i en anden form end hidtil. Alt i alt en ganske tilfredsstillende aften i Second Life.