Blogoverskriften refererer udelukkende til min egen aktive karriere som sportsudøver. Jeg spillede ganske vist lidt fodbold som dreng; men mine lange ben gjorde mig uegnet til denne sportsgren. Nogle af mine kammerater så ganske vist muligheder i mig som målmand. Da en knægt med et rent vristspark sendte bolden lige imod mig og derved forstuvede min tommelfinger, havde jeg fået nok af dén sportsgren! I hvert fald som udøvende.
Det er slet ikke fordi, jeg ikke interesserer mig for sport - eller idræt, rettere sagt. Jeg kan godt lide den betegnelse. Den giver nogle associationer til den nationssamlende Gunnar "Nu" og blomsten af dansk ungdom under en blå sommerhimmel og Dannebrog. Således har jeg brugt adskillige timer af mit liv på Silkeborg Stadion med at følge de lokale rød-hvide i deres betrsæbelser på at hive sig op fra dyndet af 4. division. Senere har jeg entusiastisk fulgt landsholdet på TV i deres guldalder. Den er i mellemtiden blevet til jernalder. Dannebrog ser heller ikke for godt ud i dag!
Jeg har naturligvis også interesseret mig for andre sportsgrene. Jeg husker således tydeligt, da han-håndboldlandsholdet vandt VM-sølv. Fantastisk sportsgren, håndbold! Bedre i virkeligheden end på fjernsyn. I real live kan man for alvor fornemme intensiteten i dét slagsmål inde på stregen, der hører med. Jeg kan også tydeligt huske, da piger blev til "jern-ladies". Metal var hovedsponsor dengang. Sikke dramaer! Hvem husker ikke,da Anja Andersen brændte det afgørende straffekast mod Sydkorea i den legendariske OL-finale? Pyt, det endte jo godt alligevel!
Boksning! Når to stædige amatører til et stævne gav fanden i alle taktiske overvejelser og bare begyndte at hamre løs på hinanden til publikums store begejstring. Blodet flød og alle var enige om, at det var grimt; og alle kunne samle sig om den elegante mellemvægter, der boksede nydeligt og stilrent og vandt en tårnhøj pointsejr. Det var fint nok; men kedeligt.
Motorsport... Jeg ser ofte kun starten af Formel 1-løbene. Det er dér det hele sker. Der er noget fascinerende ved, at for millioner af kroner højteknologi blever slået til vrag på et splitsekund. Jeg kan huske for mange år siden. Brødrene Ernst havde lokket mig med til et Grand Prix på Jyllandsringen. Gråån pri'! Jeg kaldte det "Grand pricks" - udtalt på engelsk! Så primitiv var min humor dengang.
Jeg kedede mig gudsjammerligt i modsætning til Ernst-brødrene, der fandt løbet både spændende og interessant. De var meget optagede af, at der "ikke skete nogle ulykker". Dét var det eneste, jeg ventede på - og ganske rigtigt. På et tidspunkt væltede et par gejlede standardvogne rundt på taget lige nedenfor vore pladser. Jeg var tilfreds med tingenes udvikling. Brødrene Ernst var i ekstase!
Jeg kom på et tidspunkt til at holde meget af at se tennis. De store personligheder dengang var spillere som Björn Borg, Jimmy Connors og den hidsige Ilie Nastase. Ham havde jeg en speciel forkærlighed for, da han var fuldstændig uforudsigelig som spiller og som personlighed. Ganske kort tid efter satte John McEnroe som bekendt helt nye standarder for, hvordan man kunne agere og kommunikere på en tennisbane. Gadedrengen var løs!
Faktisk blev jeg så fascineret af tennis i de år, at jeg for første og eneste gang i mit liv meldte mig ind i en sportsklub. Silkeborg Tennisklub rådede dengang over fire grusbaner og en kunststofbane. Jeg cyklede sammen med min makker og bonkammerat Leif Hove Madsen fra Sydbyen over til Søholt og spillede nogle bolde et par gange om ugen. Mine ambitioner var ikke store! Til gengæld udgjorde dette miljø noget, som jeg aldrig tidligere havde oplevet. Her udvistes blandt medlemmerne en vis dannelse. Herrerne var venlige og pigerne søde.
Der var et andet element ved tennisklubben, jeg fandt interessant. Et køleskab med kolde øl og sodavand. Det foregik på dén måde at man tog dét, man havde lyst til at drikke og puttede penge i en kold kagedåse med iskolde mønter og sedler, som blev adminstreret af én af klubbens medlemmer. Man kunne godt købe på "klods". Så skulle man blot putte en seddel i kagedåsen, der indikerede ens gældspost. Denne mulighed gjorde jeg flittigt brug af.
En dag sad Leif og jeg og nød en dejlig, kølig pilsner efter pinslerne på grusbanen. Pludsligt kom en lille mand hen imod os, kiggede på mig og spurgte højt: "Er det dig, der hedder Lars S.?" - og dét kunne jeg jo dårligt nægte! "Du skylder 75,- i ølregnskabet!!!!" Jeg vidste nok, at jeg havde en gældspost; men ikke at den udgjorde et så stort beløb, så jeg lovede at betale ved førstkommende lejlighed. Siden følte jeg det som de andre medlemmer af klubben kiggede sådan lidt overbærende på mig, når de så mig. Sikkert ren indbildning? Alle disse velopdragne, kortklippede unge mennesker i deres Fred Perry-outfits. Det var MIG, der havde samme frisure som Nastase.
Jeg var en fejltagelse som tennisspiller, akkurat som jeg var en fejltagelse som alt muligt andet inden for idræt. Man kan sige, at jeg alledrede i dén fase af mit liv, "valgte kroppen fra". Til gengæld stod jeg gerne i kø for at komme ind og se 22 mand i korte bukser og med et nummer på ryggen rende rundt efter en læderkugle.
Det er sundt at få pulsen op - bare en gang imellem....