tirsdag den 17. juli 2007

Remisen, 16. juli 2007





Mens rytterne i Tour de France har ramt de store bjerge i Alperne, er jeg ved at være færdig med det første store billede i Remisen. Nu har vi været her i præcist en uge. I den næste uge kan jeg koncentrere mig om arbejdet med malerierne og de mange akvareller.

I workshoppen er der indlagt forskellige arrangementer – ikke mindst et antal kulturarrangementer, der tager udgangspunkt i kulturen i de forskellige deltageres hjemlande. Samtidigt er der planlagt en officiel udflugt, der bringer os til Silkeborg og Himmelbjerget på fredag. Her er det planen at vi skal aflægge Silkeborg Kunstmuseum et besøg, hvorefter vi sejler med én af rutebådene på Gudenåen til Himmelbjerget.

På Museet befinder som bekendt sig den store Asger Jorn-samling samt sommerens store udstilling med Per Kirkebys grafiske arbejder og tidlige malerier. Samtidigt bliver der hele tiden arrangeret uofficielle ture på deltagernes egne initiativer.

Jeg havde besøg af Annette – min kone – her i dag søndag. Hun nåede lige at komme til frokost. Efterfølgende havde hun mulighed for at følge de forskellige kunstneres arbejdsprocesser i Remisen.