mandag den 30. juli 2007

Remisen, epilog





Fotos: Annette Smed

De mange indtryk fra Den Internationale Workshop for Billedkunstnere har haft svært ved at bundfælde sig. I skrivende stund befinder jeg mig i et vakuum, der udspringer af de mange begivenheder, der har fundet sted de sidste tre uger.

De mange sociale indtryk er noget, der sker i øjeblikket. Ikke desto mindre vil der være adskillige af disse momenter, der vil være langt fremme i min hukommelse den næste tid. Arbejdet med den kunstneriske proces har samtidigt været påvirket af dét leben, der har fundet sted i det til lejligheden indrettede værksted i RemisenBrande.

Mens jeg forsøger på at komme ud af tomrummet, lyder de massive toner fra Swinging Europe årgang 2006 ud gennem de veltjente højtalere på kontoret. Jeg er tilbage på min pind. Katten Sputnik er nok en anelse mere emsig end normalt i disse dage. Dén tilstand finder sit leje!

Billederne, der følger denne tekst, er taget under ferniseringen på dels Galleri Spor 1, dels i Remisen i Brande. De viser til dels det hektiske kaos, som herskede under det velbesøgte arrangement. Japanske Chiho Ito præsenterer ét af sine minutiøst udførte værker. Feres Lourenco demonstrerer sit sammenrullede arrangement, som jeg faktisk har gennemdokumenteret fotografisk. Jeg ses i samtale med min svigerinde Lene Kjær på ét af billederne og der er fuld bevægelse på Feres og Alice, som begge glæder sig til at komme hjem til deres respektive familier i Brasilien.