Det handler om den ulykkelige afart af kærligheden og alt det uforløste i Lucinda Williams’ sange. Måske derfor hun lod os vente i mere end en halv time, inden hun slog de første, effektive akkorder an på den overdimensionerede Gibson-guitar?
Det rykkede godt nok. Orkestret fungerede; men det var som hovedpersonen rummede en nervøsitet og havde svært ved at holde blikket fra tekstmappen, der på bedste højskolemanér stod på nodestativet foran hende. Ville hun ikke i øjenkontakt med os? Os, der havde ventet tålmodigt på at få levendegjort sangene fra en serie fabelagtige udgivelser, der vel startede med ’Car Wheels on a Gravel Road’ i 1998?
Vi skulle ikke mange takter ind i det andet nummer, inden det hele tilsyneladende brød sammen denne torsdag aften i Voxhall i Århus. Lucinda stoppede orkestret, gik hen og sagde noget til den ene af guitaristerne. Et blitzlys fra salen havde tilsyneladende væltet et skrøbeligt læs. Hun påbegyndte sangen på ny. Tonerne var ikke rene. Lucinda Williams lignede ikke en person, der var gearet til en lang og udmattende Europa-turné.
Herefter gik koncerten trægt. Stemmen var ikke i stand til at ramme tonerne. Guitaristen på højre fløj gjorde ellers en ihærdig indsats for at holde sammen på tingene sammen med en hårdt arbejdende trommeslager med en stor cowboyhat på hovedet.
Numrene var i den stille ende. Americana. Not the Best Western… Lyset var gået ud. Der var slukket for inspirationen tilsyneladende.
På et tidspunkt mellem to numre holdt Lucinda en enetale, som var et signal om, at det nu var en anden koncert. Med Telecaster og rå kraft fnysede hun ”You can’t even make me cum ooooooon” ud over salen i Voxhall. Hér var vendepunktet. Nu trådte Williams i karakter. Et endnu uudgivet nummer ’Honey Bee’ fik salen op at koge. Bagkataloget blev suppleret med bl.a. Buffalo Springfield. Det var hårdt arbejde, en sejtrækker, inden Lucinda Williams kunne lukke med sit sædvanlige og måske en anelse utidige ”Love, peace and revoloution”.