Indtil for ganske få år siden besad jeg en ret kategorisk holdning angående hvad og hvor meget, jeg skulle sige om mine kunstneriske frembringelser, hvad enten disse var malerier eller grafiske arbejder. ”Kunstneren kalder sin uvilje til at tale nærmere om dem for blufærdighed”. Sådan citeres en dansk kunstanmelder i den nyeste – og desværre sidste – udgave af årbogen Dansk Kunst.
Det handlede om mig. Samtidigt må jeg erkende at min ”uvilje” allerede på dét tidspunkt var blødt voldsomt op, da jeg selv i kraft af mit engagement som formidler havde haft stor glæde af andre kunstneres fortællelyst.
Altså: Dén der med at stille sig over i et hjørne og vende ryggen til publikum holder altså ikke! Med mindre man vælger helt at holde sig helt væk. Det er naturligvis en løsning; men så bliver ens nysgerrighed jo ikke tilfredsstillet på nogen som helst måde.
Jeg stillede mig således til rådighed for nogle dage siden til noget, som jeg valgte at kalde – med et moderne og samtidigt udtryk – en Artist Talk på CopenhART Gallery i Valby, hvor jeg udstiller for tiden. Jeg fabulerede over emnet ”Hvorfor ser kunstværker ud som de gør – og hvorfor ser mine billeder ud som DE gør?”
Den problematik måtte jeg naturligvis gribe historisk an, så det blev en tour de force i, hvordan min trommesalsmalende, alkoholiske afdelingschef i dekorationen i manufakturforretningen Peter Jessen i Silkeborg i 1974 gjorde mig nysgerrig mht. hvordan man kunne udtrykke sig kunstnerisk. Jeg må sige, at mit udgangspunkt allerede fra starten var lysår fra det patetiske guldalderepigoneri, som min chef udførte med henblik på at tjene til den næste brandert. Hans statement, der lød: ”Hvis du vil tjene penge, så er det dén vej, du skal gå!” så jeg stort på og gik omgående mine egne veje.
Jeg finder det morsomt, at studere tilhørernes reaktioner på de ting, jeg fortæller. Nogle fandt det således forargeligt, at jeg f.eks. stjal en malerkasse med indhold som noget af det første. Jeg undskyldte denne kriminelle handling med dekoratørelevens svage økonomiske formåen. Alt efter den 6.-7. i hvilken som helst måned var ”sidst på måneden”. Andre fandt det morsomt, da jeg forklarede, at det her var for ”stort” til at begrebet ”dit og mit” overhovedet var et tema, som kunne tages alvorligt. Forskellige reaktioner på samme fortælling. Udmærket!
Midt i fortælleprocessen blev jeg bekræftet i, at jeg faktisk finder det morsomt, at fortælle om nogle oplevelser, som måske kan virke ret tilforladelige; men at – hvis man tilfører historien lidt pondus og krydderi – faktisk kan gøre disse ret interessante. Det handler ikke om at gradbøje sandheden på nogen som helst måde. Fortællingen kan være kvalificeret nok, selv om man holder sig inden for denne. Det er måden den fortælles på, det drejer sig om!
Det handlede om mig. Samtidigt må jeg erkende at min ”uvilje” allerede på dét tidspunkt var blødt voldsomt op, da jeg selv i kraft af mit engagement som formidler havde haft stor glæde af andre kunstneres fortællelyst.
Altså: Dén der med at stille sig over i et hjørne og vende ryggen til publikum holder altså ikke! Med mindre man vælger helt at holde sig helt væk. Det er naturligvis en løsning; men så bliver ens nysgerrighed jo ikke tilfredsstillet på nogen som helst måde.
Jeg stillede mig således til rådighed for nogle dage siden til noget, som jeg valgte at kalde – med et moderne og samtidigt udtryk – en Artist Talk på CopenhART Gallery i Valby, hvor jeg udstiller for tiden. Jeg fabulerede over emnet ”Hvorfor ser kunstværker ud som de gør – og hvorfor ser mine billeder ud som DE gør?”
Den problematik måtte jeg naturligvis gribe historisk an, så det blev en tour de force i, hvordan min trommesalsmalende, alkoholiske afdelingschef i dekorationen i manufakturforretningen Peter Jessen i Silkeborg i 1974 gjorde mig nysgerrig mht. hvordan man kunne udtrykke sig kunstnerisk. Jeg må sige, at mit udgangspunkt allerede fra starten var lysår fra det patetiske guldalderepigoneri, som min chef udførte med henblik på at tjene til den næste brandert. Hans statement, der lød: ”Hvis du vil tjene penge, så er det dén vej, du skal gå!” så jeg stort på og gik omgående mine egne veje.
Jeg finder det morsomt, at studere tilhørernes reaktioner på de ting, jeg fortæller. Nogle fandt det således forargeligt, at jeg f.eks. stjal en malerkasse med indhold som noget af det første. Jeg undskyldte denne kriminelle handling med dekoratørelevens svage økonomiske formåen. Alt efter den 6.-7. i hvilken som helst måned var ”sidst på måneden”. Andre fandt det morsomt, da jeg forklarede, at det her var for ”stort” til at begrebet ”dit og mit” overhovedet var et tema, som kunne tages alvorligt. Forskellige reaktioner på samme fortælling. Udmærket!
Midt i fortælleprocessen blev jeg bekræftet i, at jeg faktisk finder det morsomt, at fortælle om nogle oplevelser, som måske kan virke ret tilforladelige; men at – hvis man tilfører historien lidt pondus og krydderi – faktisk kan gøre disse ret interessante. Det handler ikke om at gradbøje sandheden på nogen som helst måde. Fortællingen kan være kvalificeret nok, selv om man holder sig inden for denne. Det er måden den fortælles på, det drejer sig om!