Jeg kan godt huske det! Men billedet står måske en anelse utydeligt? Scenen hørte til Teatersalen i den midtjyske købstad Silkeborg. Min hukommelse er så svækket i forhold til begivenheden, at jeg ikke i skrivende stund er i stand til at konkludere, om vi befinder os før eller efter en svedig Gasolin-koncert i samme sal, hvor opvarmningsbandet Liza uretfærdigt blev buh’et ud – angiveligt grundet star-attitudes, der lå langt fra publikums landlige selvforståelse.
Uanset om vi befinder os før eller efter, er det imidlertid helt sikkert, at året er enten ’73 eller ’74. Bandet, som skal spille, har pakket gearet ud og er klar til at fyre den af for nogle bønder, tilsvarende dém, der hånede Liza. Jeg vil kort give en beskrivelse af publikum. Disse var alle forhenværende elever på Kornmod Realskole i Silkeborg. Det lyder jo umiddelbart meget fint; men Kornmod var dén skole, hvor langt de fleste af oplandets unge på daværende tidspunkt måtte afslutte deres skolegang, da hovedparten af den nye kommunes oplandsskoler kun var i stand til at tilbyde skolegang til og med syvende klasse.
Jeg begyndte selv at gå på Kornmod i ’68 og jeg må sige at jeg havde visse forventninger til min fremtidige skolegang ”inde i byen”. Jeg så frem til et langt mere progressivt miljø end dét, der fandtes i den oplandsskole, jeg selv kom fra. Jeg skulle blive skuffet! Drengene i min nye klasse havde stadigt – stik imod tidens normer – brillantinehår, som man så det mange år i forvejen. Pigerne bar storblomstrede kjoler og uldne strømpebukser.
Aftenens musikalske indslag i Teatersalen, hvor der som nævnt blev afholdt et arrangement for gamle elever fra Kornmod, var en rock-kvartet ved navn Kalemaris. Jeg havde på dét tidspunkt et sporadisk kendskab til gruppens guitarist, som jeg havde hørt i forbindelse med en rock-musical på byens seminarium, hvor han høvlede nogle ret inspirerende soli af.
Da bandet viste sig på scenen, var det første, jeg registrerede, at de brugte sminke. Forsangeren var klædt i en blåviolet t-shirt med stjerner, hvilket efter datidens forhold var ret usædvanligt på den danske beat-scene. Oftest optrådte man i batikfarvede t-shirts, mælkedrengeskjorter med mao-flip og fløjlsbukser med hængerøv. På fødderne kunne man udmærket bære træskostøvler eller, dét, som vi var begyndt at definere som ”ørken-sjoskere”. På det plan var Kalemaris med deres ekstravagante stil og deres plateaustøvler i et helt andet univers.
Jeg må indrømme, at jeg har glemt en stor del af Kalemaris’ repetoire, som det fremstod på dét tidspunkt. Mange af numrene var covers fra store udenlandske navne som Deep Purple og The Who. ’Highway Star’ og ’Baba O’Reily’ husker jeg således. Desværre kan jeg ikke på nogen måde erindre, at de spillede nogle numre fra deres eneste LP ’Staldfræs’, som begribeligvist heller ikke endnu var udkommet på dét tidspunkt.
Stilen fra koncerten i Teatersalen gik igen på ’Staldfræs’-coveret. Rent visuelt fremstod gruppen nu som rendyrket glam. Musikken var bemærkelsesværdig. Numrene blev udført i et hæsblæsende tempo med en energi, som ikke er ulig dén, man lærte at kende, da punk’en holdt sit indtog blot et par år senere.
Uanset om vi befinder os før eller efter, er det imidlertid helt sikkert, at året er enten ’73 eller ’74. Bandet, som skal spille, har pakket gearet ud og er klar til at fyre den af for nogle bønder, tilsvarende dém, der hånede Liza. Jeg vil kort give en beskrivelse af publikum. Disse var alle forhenværende elever på Kornmod Realskole i Silkeborg. Det lyder jo umiddelbart meget fint; men Kornmod var dén skole, hvor langt de fleste af oplandets unge på daværende tidspunkt måtte afslutte deres skolegang, da hovedparten af den nye kommunes oplandsskoler kun var i stand til at tilbyde skolegang til og med syvende klasse.
Jeg begyndte selv at gå på Kornmod i ’68 og jeg må sige at jeg havde visse forventninger til min fremtidige skolegang ”inde i byen”. Jeg så frem til et langt mere progressivt miljø end dét, der fandtes i den oplandsskole, jeg selv kom fra. Jeg skulle blive skuffet! Drengene i min nye klasse havde stadigt – stik imod tidens normer – brillantinehår, som man så det mange år i forvejen. Pigerne bar storblomstrede kjoler og uldne strømpebukser.
Aftenens musikalske indslag i Teatersalen, hvor der som nævnt blev afholdt et arrangement for gamle elever fra Kornmod, var en rock-kvartet ved navn Kalemaris. Jeg havde på dét tidspunkt et sporadisk kendskab til gruppens guitarist, som jeg havde hørt i forbindelse med en rock-musical på byens seminarium, hvor han høvlede nogle ret inspirerende soli af.
Da bandet viste sig på scenen, var det første, jeg registrerede, at de brugte sminke. Forsangeren var klædt i en blåviolet t-shirt med stjerner, hvilket efter datidens forhold var ret usædvanligt på den danske beat-scene. Oftest optrådte man i batikfarvede t-shirts, mælkedrengeskjorter med mao-flip og fløjlsbukser med hængerøv. På fødderne kunne man udmærket bære træskostøvler eller, dét, som vi var begyndt at definere som ”ørken-sjoskere”. På det plan var Kalemaris med deres ekstravagante stil og deres plateaustøvler i et helt andet univers.
Jeg må indrømme, at jeg har glemt en stor del af Kalemaris’ repetoire, som det fremstod på dét tidspunkt. Mange af numrene var covers fra store udenlandske navne som Deep Purple og The Who. ’Highway Star’ og ’Baba O’Reily’ husker jeg således. Desværre kan jeg ikke på nogen måde erindre, at de spillede nogle numre fra deres eneste LP ’Staldfræs’, som begribeligvist heller ikke endnu var udkommet på dét tidspunkt.
Stilen fra koncerten i Teatersalen gik igen på ’Staldfræs’-coveret. Rent visuelt fremstod gruppen nu som rendyrket glam. Musikken var bemærkelsesværdig. Numrene blev udført i et hæsblæsende tempo med en energi, som ikke er ulig dén, man lærte at kende, da punk’en holdt sit indtog blot et par år senere.
En anden detalje gik ud på, at forsangeren – ikke blot fremførte teksterne på dansk; men med en dialekt, som faktisk ikke var usædvanlig blandt mine klassekammerater på Kornmod få år før. Dermed var fænomenet ”farmer-rock” en kendsgerning langt før man kendte til afarten ”cow-punk”, som blot var en amerikaniseret frase. Kalemaris havde deres tekstlige udtryk forankret i et miljø, hvor man kunne forvente at finde møddinger, siloer og en bred vifte af landbrugsmaskiner. Ét af numrene på pladen bar da også titlen ’Mi’ nøj trawtor’. I princippet dybt originalt.
Titelnummeret fra ’Staldfræs’ var et skoleeksempel på fuzz-guitarer, som langt efter har dannet trend blandt senere store navne på den internationale garagerocksscene, hvilket klart anskueliggør hvilket potentiale, der rent idémæssigt var i Kalemaris dengang i midt-halvfjerdserne. Nummerets indledning har lidt af den samme dynamik, som man allerede da kendte det fra Led Zeppelin’s ’Good times, bad times’ – tilsat lidt speed.
Det burde være klart, at da Kalemaris begyndte deres show dén aften i Teatersalen, var en stor del af publikum ved at falde ned af stolene. Lydtrykket var efter datidens forhold enormt. Et beskedent Montarbo PA-anlæg blev sat på en hård prøve; men overlevede. Senere blev Kalemaris et band, man stødte på i adskillige sammenhænge. Således optrådte gruppen bl.a. som opvarmning til Pretty Things i Hamburg; hvorimod de aldrig har spillet i København. Kalemaris var i sandhed et foretagende, der hørte til i fastlandets sikre muld.
Bortset fra dét, var der intet, der var sikkert. Det burde dog være garanteret, at medlemmerne af Kalemaris deltager i DR2s temaudsendelse ”Glam, glitter og guitar” lørdag den 26. april kl. 20.
Titelnummeret fra ’Staldfræs’ var et skoleeksempel på fuzz-guitarer, som langt efter har dannet trend blandt senere store navne på den internationale garagerocksscene, hvilket klart anskueliggør hvilket potentiale, der rent idémæssigt var i Kalemaris dengang i midt-halvfjerdserne. Nummerets indledning har lidt af den samme dynamik, som man allerede da kendte det fra Led Zeppelin’s ’Good times, bad times’ – tilsat lidt speed.
Det burde være klart, at da Kalemaris begyndte deres show dén aften i Teatersalen, var en stor del af publikum ved at falde ned af stolene. Lydtrykket var efter datidens forhold enormt. Et beskedent Montarbo PA-anlæg blev sat på en hård prøve; men overlevede. Senere blev Kalemaris et band, man stødte på i adskillige sammenhænge. Således optrådte gruppen bl.a. som opvarmning til Pretty Things i Hamburg; hvorimod de aldrig har spillet i København. Kalemaris var i sandhed et foretagende, der hørte til i fastlandets sikre muld.
Bortset fra dét, var der intet, der var sikkert. Det burde dog være garanteret, at medlemmerne af Kalemaris deltager i DR2s temaudsendelse ”Glam, glitter og guitar” lørdag den 26. april kl. 20.
