Bjørn Eriksen og Jonna Pedersen har ikke så lidt til fælles. De danner par i det private og ofte også i udstillingssammenhænge.
Hvorledes et parforhold kan fungere i et længere forløb, når begge er udøvende kunstnere, er et spørgsmål, som man kan stille sig selv, uden at det nødvendigvist fremavler en konklusion. Ofte har parforhold i kunstverdenen efterladt den ene part i skyggen af den anden. Det ser ikke ud til at være tilfældet hos malerne Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen.
Eriksen og mennesket
Bjørn Eriksens malerier har motivisk udgangspunkt i mennesket. Tavst iagttager modellerne publikum i en enkel, monokrom opsætning, hvis da ikke kunstneren har lokket tøjet af vedkommende og lader beskueren opleve personen i selskab med sin egen afklædthed, mens beklædningsgenstande flyder henkastet.
Bjørn Eriksens maleri har ikke afsæt i en fysiologisk tilstand; men i langt højere grad i det mentale. Skyggespillet forekommer altid underdrevet i de nænsomt forarbejdede portrætter. Koloristisk skaber Eriksen sine kompositioner ud fra de givne modellers individuelle karakterer. Han ville sandsynligvis aldrig behæfte farven med symbolladede værdier, dertil er han ganske enkelt for koloristisk begavet. Han lader de skiftevist changerende farvetoner og de lette nuancer optræde på lærredet i et spændstigt samspil.
Forskelligheder og fællesnævnere
Udstillingen ’De Elskende og Byens Gader’, som finder sted i Kunstpakhuset i Ikast med en tillægsudstilling i Galleriet Jørgen Østergaard, udgør blot én af et antal udstillinger, Bjørn Eriksen og Jonna Pedersen har foretaget sammen inden for de senere år. De er meget forskellige som kunstnere; men alligevel oplever man visse fællesnævnere. Ganske vist har de deres motiviske udgangspunkt i to vidt forskellige verdener; men alligevel besidder man en fornemmelse af, at Eriksens mennesker har et ærinde i Jonna Pedersens mennesketomme byrum.
Storbyen
Netop storbyen og dens mange pudsige og uforudsigelige temaer har i de seneste år været en ledetråd i Jonna Pedersens maleri. Aktuelt oplever man en stadigt større fordybelse i det helt umiddelbare hos kunstneren, der ellers har skildret nogle af klodens væsentlige metropoler. Det sidste ses der klare eksempler på i Ikast; men stadigt mere dominerende oplever man det lokale byrum i København, hvor de to kunstnere er bosat i det daglige.
I Jonna Pedersens motivverden er der ikke noget, der er for grimt eller uæstetisk. Hun fremstiller billeder ud fra de betingelser, som omgivelserne skaber. Man kan sige, at hun gør det usynlige synligt; eller at hun blot anskuer verden tidsproportionelt. Damefrisørsalonen, solcentret, grillbaren eller fiskeforretningen kan være væk om kort tid. Men Jonna Pedersen har fastfrosset lokaliteten i et momentant øjebliksbillede.
Balanceret ophængning
Hvorledes et parforhold kan fungere i et længere forløb, når begge er udøvende kunstnere, er et spørgsmål, som man kan stille sig selv, uden at det nødvendigvist fremavler en konklusion. Ofte har parforhold i kunstverdenen efterladt den ene part i skyggen af den anden. Det ser ikke ud til at være tilfældet hos malerne Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen.
Eriksen og mennesket
Bjørn Eriksens malerier har motivisk udgangspunkt i mennesket. Tavst iagttager modellerne publikum i en enkel, monokrom opsætning, hvis da ikke kunstneren har lokket tøjet af vedkommende og lader beskueren opleve personen i selskab med sin egen afklædthed, mens beklædningsgenstande flyder henkastet.
Bjørn Eriksens maleri har ikke afsæt i en fysiologisk tilstand; men i langt højere grad i det mentale. Skyggespillet forekommer altid underdrevet i de nænsomt forarbejdede portrætter. Koloristisk skaber Eriksen sine kompositioner ud fra de givne modellers individuelle karakterer. Han ville sandsynligvis aldrig behæfte farven med symbolladede værdier, dertil er han ganske enkelt for koloristisk begavet. Han lader de skiftevist changerende farvetoner og de lette nuancer optræde på lærredet i et spændstigt samspil.
Forskelligheder og fællesnævnere
Udstillingen ’De Elskende og Byens Gader’, som finder sted i Kunstpakhuset i Ikast med en tillægsudstilling i Galleriet Jørgen Østergaard, udgør blot én af et antal udstillinger, Bjørn Eriksen og Jonna Pedersen har foretaget sammen inden for de senere år. De er meget forskellige som kunstnere; men alligevel oplever man visse fællesnævnere. Ganske vist har de deres motiviske udgangspunkt i to vidt forskellige verdener; men alligevel besidder man en fornemmelse af, at Eriksens mennesker har et ærinde i Jonna Pedersens mennesketomme byrum.
Storbyen
Netop storbyen og dens mange pudsige og uforudsigelige temaer har i de seneste år været en ledetråd i Jonna Pedersens maleri. Aktuelt oplever man en stadigt større fordybelse i det helt umiddelbare hos kunstneren, der ellers har skildret nogle af klodens væsentlige metropoler. Det sidste ses der klare eksempler på i Ikast; men stadigt mere dominerende oplever man det lokale byrum i København, hvor de to kunstnere er bosat i det daglige.
I Jonna Pedersens motivverden er der ikke noget, der er for grimt eller uæstetisk. Hun fremstiller billeder ud fra de betingelser, som omgivelserne skaber. Man kan sige, at hun gør det usynlige synligt; eller at hun blot anskuer verden tidsproportionelt. Damefrisørsalonen, solcentret, grillbaren eller fiskeforretningen kan være væk om kort tid. Men Jonna Pedersen har fastfrosset lokaliteten i et momentant øjebliksbillede.
Balanceret ophængning
Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen arbejder, bor og rejser sammen. De deler et højloftet og lyst atelier i forbindelse med deres domicil i Rødovre. Deres værker er placeret på væggene i Kunstpakhuset i en velafbalanceret ophængning. Malerierne optræder mellem hinanden og på dén måde, kan man sige, at Jonna Pedersens byrum bliver befolket med Eriksens modeller