Sollyset trækker! På værkstedet er belysningen præget af to neonrør, som bestemt ikke kan konkurrere med solen i haven. Herregud; maleriet på staffeliet render ingen steder og det andet, som står på gulvet skal tørre i endnu en periode, før jeg kan komme videre med dét!Der er dømt kaffepause! Dette er én af de mest anvendte overspringshandlinger, der udføres her på parcellen. Det er ikke et udtryk for manglende disciplin - tror jeg da ikke? Jeg er sikker på, at øjnene trænger til en pause fra oliemaleriernes regelbundne kompositioner og nu trænger til at falde til ro med udsigt til baghavens vildnis.
Der ligger en bunke halvt sammenrevet græs ude midt på plænen. Det dufter stadigt! Tokakspibeplanterne gror næsten synligt. Det er ikke noget problem. Rødderne er ikke dybe, så de kan hives op uden besvær. Anderledes forholder det sig med de mange skvalderkål. De har slået dybe rødder i et sindrigt netværk under jorden. Man siger de kan spises? Jeg prøver forsigtigt at smage på et blad. Det smager let syrligt... Måske har en emsig hankat afsat en stråle på netop dét blad?
Jeg når lige at slubre en halv kop. Så må jeg ned og iagttage maleriet på staffeliet. Ufatteligt så hurtigt man glemmer, hvad man lavede for to minutter siden. Der skal lige foretages nogle justeringer! Imens bliver kaffen halvlunken i Henriettes artificielt udførte krus. Jeg kan god li' dét krus. Det er mit yndlingskrus!
Jeg kniber øjnene sammen, sætter mig og lukker øjnene. Jeg ser de to nyopspændte lærreder for mit indre blik. Jeg burde gå i gang med dem; men solen frister...
Bare lige et minut endnu!