12. juli var der på DR2 en dokumentar om den franske maler Henri Rousseau (1844-1910). I manges opfattelse var Rousseau den første rigtige naivist; men spørgsmålet om denne lidt forsimplede karakteristik af kunstneren helt holder vand, er ét, der trænger sig på, når man bliver gjort bekendt med hans produktion af malerier.
Henri Rousseau havde det svært i mange år. Han insisterede på en helt egenartet stil, som tog udgangspunkt i det rumlige på en ret naiv måde; men i modsætning til de kunstnere, der senere i historien benyttede sig af de naivistiske virkemidler, var Rousseau meget bevidst om elementære principper såsom centralperspektiv og farvens indvirkning i det perspektiviske forløb.
Tilnavnet ”Tolderen” fik Henri Rousseau, da han i perioden 1871-93 var engageret med at kontrollere indholdet af lasten på de skibe, der lagde til kaj ved Seinen i Paris. Dette job gav ham muligheder for at male, og motiverne dengang var vel ikke helt unaturligt miljøet i Paris, netop omkring floden.
Senere blev han dog betaget af den motivverden, som han kunne finde i byens botaniske og zoologiske haver. Her gik han på opdagelse blandt flora og fauna og ”opfandt” en ny verden forankret i naturen, som den tager sig ud i junglen. Dramatikken blev aldrig underspillet og somme tider måtte Rousseau åbne vinduet til sit atelier for at sikre sig, at han befandt sig i Paris. Han var i bogstavelig forstand blevet ræd for sine egne eventyrlige malerier.
På Salon d’Automme – Den uafhængige Salon – udstillede Rousseau næsten hvert år, og hver gang var han skydeskive for hån og latterliggørelse blandt samtidens kritikere. Han fik dog forbundsfæller i det parisiske kunstnermiljø. Forfatteren og filosoffen Alfred Jarry blev én af Rousseau’s allerbedste venner og mest solidariske kritikere. Inden sin død havde ”Tolderen” da også én af sine store succesoplevelser, da Picasso ervhervede sig ét af hans billeder. På dén måde fik Rousseau den allermest betydningsfulde anerkendelse i kraft af, at én af tidens mest vigtige, unge, kunstnere gav ham et skulderklap.
Efter 22 år som tolder gik Rousseau i 1893 på førtidspension, og han kunne herefter hellige sig malerkunsten. Han udviklede konstant sit udtryk; men altid med usædvanlige forskydninger i de proportionelle elementer. Han arbejdede med højlys og stoflighed på en sublim måde, og i dag er ”Tolderen” naturligvis repræsenteret på de vigtige kunstmuseer i verden.
Rousseau døde i 1910 og på hans gravsten kan man bl.a. læse en tekst af en anden af hans gode venner, forfatteren Guillaume Apollinaire: ”Lad vores bagage passere toldfrit gennem Paradisets port. Vi vil bringe farve og lærred, så du kan male i det himmelske lys”.
Om Henri Rousseau i sin kunst var naiv eller bevidst, klodset eller intelligent er for så vidt ligegyldigt; men han fik sin anerkendelse. Overvejende posthumt, ganske vist; men alligevel…