Samtale mellem billedkunstneren Lotte Kjøller og mig om maleriet ’Hyldest til Barnett Newman’ ganske kort tid efter at billedet blev færdiggjort 25. september 2008.LS: Jeg har lige sendt en gengivelse til en bekendt, som synes, det er enormt frækt, at det er så rødt i venstre side. Ét eller andet sted bliver det jo opvejet af, at der er så meget gult, som fylder mere. Jeg kan godt se, det har en eller anden todelt opbygning
LK: Det er ikke noget problem, at det er todelt… Det er tredelt! For n’et har den tredie…
LS: Ja, det har sin egen karakter?
LK: Det ene N og det andet n skaber også et rum og så sker der en hel masse i det midterste rum – og så er der ro udenom, ikke?
LS: Det er lige som om, at det der er lidt kaotisk, foregår midt i. Det synes jeg egentligt er meget fint.
LK: Jamen, det synes jeg også er okay!
LS: Jeg kan godt li’ dét, der sker i mellemrummene…
LK: De hvide rum inde i midten, synes jeg fungerer rigtigt godt og egentligt er det meget interessant med det hvide rum i det røde N; men jeg synes det forstyrrer mig lidt med det hvide, der er i den okker…
LS: Nå, okay?
LK: Men det røde N bliver ligesom let, fordi det ikke er færdigmalet. Som man selv skal gøre det færdigt. Den effekt har det andet n ikke.
LS: Det er jo egentligt samme princip, ikke?
LK: Ja, men det har noget at gøre med de der linier, der alligevel går ned i det ene N, som gør at man godt kan se, hvor bogstavet stopper – og man skal selv fylde det ud nærmest, ikke? Dét er meget interessant, faktisk
LS: Det er dét som en almindelig iagttager, som kommer lidt ude fra periferien, vil sige: Jamen der er jo ikke maling nok på…!
LK: I det okker får jeg en fornemmelse af, at der ikke er maling nok på.
LS: Det er halvfærdigt?
LK: Ja
LS: Og det er meget interessant, for hvis du lægger mærke til, helt nede forneden er der en farve, som ikke er helt den samme farve som det øvrige – og jeg ville faktisk meget gerne ha’ – og det kan godt være at det er en stor misforståelse – at den der blå, den der pik, der stikker op, eller hvad man skal kalde det, bliver en form i sig selv. Jeg vil gerne ha’ den til at fungere som en port! Så man gloede ind i dét der. Også derfor jeg har lagt det blå oppe foroven, som ”luft”.
LK: Jamen, det er også luft!
LS: Jeg vil gerne prøve at se, om jeg kan finde ud af at lave en ordentlig port en gang, ikke?
LK: Hvis du gerne vil ha’ en åbning der, er spørgsmåldet om fladen skal være helt ens blå eller om den skal være lidt mørkere foroven, så der er lys derude?
LS: Det forstår jeg godt; men det er sådan en fuldt bevidst kalkulering, jeg har lavet, for jeg frigør mig i samme øjeblik fra et det skal være en port, så det også skal være en abstraktion…
LP: Så er der to ting, der river…
LS: Præcist! At det så bliver en konkret ting. Altså konkret på to måder.
LP: Porte er jo meget interessante fordi, hvad er de en åbning til?
LS: Ja, det er jo dét!
LP: Er det noget godt, skidt eller…?
LS: Når du går fra Piazza San Pietro i Rom og ud i byen, så skal man altid igennem én eller anden form for port – og så ved man aldrig rigtigt, hvad det er for en port, man går ud igennem.
LP: Nej, og hvad kommer du ind i?
LS: Kommer man til den østlige del. Er der fyldt med røvere og soldater eller går du bare derned, hvor alle vil sælge dig det hele for det halve – og du bliver sgu alligevel snydt så vandet driver af dig?
LP: Eller en port midt i en by, som bare ikke er nogen port. Som dén i Paris…
LS: Ja, Triumfbuen er bare sådan én, man går igennem, hvis man kommer fra den rigtige side af én af de tolv veje…
LP: Der er noget, jeg rigtigt godt kan li’ ved dét billede. Det lille n. Det okkerfarvede n. Den okker foroven og den blå og den brune er tre rigtigt gode farver sammen.
LS: Men de virker også lidt komplimentært i forhold til hinanden?
LK: Ja! Og det er godt, det ikke er hele bogstavet, det er godt med den orange okker nede i bunden ikke dominerer hele bogstavet. Så havde det været for meget!
LS: Netop, ja!
LK: Og så arbejder den der grønne rundt om den røde godt sammen med den blå rundt om a’et og skaber en dybde på sin egen måde
LS: Ja, netop! Den blå dér, ved du hvad dén blå er? Det er sådan en billig farve, som jeg ikke kan huske, hvor jeg har købt. Sandsynligvis i et supermarked. I Netto, måske? Eller Fakta?Så har jeg taget sådan én med hjem….
LK: Og den kan ikke blandes?
LS: Jojo, det kan den da fint, det er en oliefarve; men så fandt jeg ud af, at den næsten ikke er til at presse ud af tuben. Den er meget mærkværdig og jeg har malet direkte med tuben på lærredet – og jeg måtte simpelthen bruge så mange fingerkræfter for at få dén der ud af tuben, samtidigt med, at der også skulle være et flow, så det er lidt af et mirakel, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre. Så dén der underlige blå farve taget direkte fra tuben. Det er noget rigtigt billigt lort, ikke? Om tyve år, så er den væk.
LK: Da min far gik bort, arvede jeg også noget maling. Jeg arvede hans malergrej. Jeg var jo ”kunstner”, så jeg arvede en stor taske med maling og han malede også med olie, og de var heller ikke til at få ud af tuben. Jeg ved ikke hvad det er for noget billigt lort, han har brugt?
LS: Var det ikke fordi, der var skorpe på…?
LK: Enten fordi, der var skorpe på eller fordi de simpelthen var tørret ud – eller også var de bare dårlige? Det var sådan en fed læbestiftagtig masse, så de sad som en kage på billedet bagefter som om, man havde mast en læbestift ind i eller en oilbar, der havde ligget i solen? Så er der noget andet, der er godt – og dét er at den røde ikke er ensfarvet. Den er også brun til højre…
LS: Nemlig!
LK: Det skaber også noget dybde.
LS: Det er meget, meget bevidst!
LK: Der er noget sort i?
LS: Nej, jeg tror, der er noget grønt i. Sådan noget terra verde. Så får det den karakter. I starten var det her faktisk en sort kontur under dén her. Den har jeg så lige ”blødt op”. Det er noget mærkeligt noget at være maler, ikke?
LK: Det er ikke noget problem, at det er todelt… Det er tredelt! For n’et har den tredie…
LS: Ja, det har sin egen karakter?
LK: Det ene N og det andet n skaber også et rum og så sker der en hel masse i det midterste rum – og så er der ro udenom, ikke?
LS: Det er lige som om, at det der er lidt kaotisk, foregår midt i. Det synes jeg egentligt er meget fint.
LK: Jamen, det synes jeg også er okay!
LS: Jeg kan godt li’ dét, der sker i mellemrummene…
LK: De hvide rum inde i midten, synes jeg fungerer rigtigt godt og egentligt er det meget interessant med det hvide rum i det røde N; men jeg synes det forstyrrer mig lidt med det hvide, der er i den okker…
LS: Nå, okay?
LK: Men det røde N bliver ligesom let, fordi det ikke er færdigmalet. Som man selv skal gøre det færdigt. Den effekt har det andet n ikke.
LS: Det er jo egentligt samme princip, ikke?
LK: Ja, men det har noget at gøre med de der linier, der alligevel går ned i det ene N, som gør at man godt kan se, hvor bogstavet stopper – og man skal selv fylde det ud nærmest, ikke? Dét er meget interessant, faktisk
LS: Det er dét som en almindelig iagttager, som kommer lidt ude fra periferien, vil sige: Jamen der er jo ikke maling nok på…!
LK: I det okker får jeg en fornemmelse af, at der ikke er maling nok på.
LS: Det er halvfærdigt?
LK: Ja
LS: Og det er meget interessant, for hvis du lægger mærke til, helt nede forneden er der en farve, som ikke er helt den samme farve som det øvrige – og jeg ville faktisk meget gerne ha’ – og det kan godt være at det er en stor misforståelse – at den der blå, den der pik, der stikker op, eller hvad man skal kalde det, bliver en form i sig selv. Jeg vil gerne ha’ den til at fungere som en port! Så man gloede ind i dét der. Også derfor jeg har lagt det blå oppe foroven, som ”luft”.
LK: Jamen, det er også luft!
LS: Jeg vil gerne prøve at se, om jeg kan finde ud af at lave en ordentlig port en gang, ikke?
LK: Hvis du gerne vil ha’ en åbning der, er spørgsmåldet om fladen skal være helt ens blå eller om den skal være lidt mørkere foroven, så der er lys derude?
LS: Det forstår jeg godt; men det er sådan en fuldt bevidst kalkulering, jeg har lavet, for jeg frigør mig i samme øjeblik fra et det skal være en port, så det også skal være en abstraktion…
LP: Så er der to ting, der river…
LS: Præcist! At det så bliver en konkret ting. Altså konkret på to måder.
LP: Porte er jo meget interessante fordi, hvad er de en åbning til?
LS: Ja, det er jo dét!
LP: Er det noget godt, skidt eller…?
LS: Når du går fra Piazza San Pietro i Rom og ud i byen, så skal man altid igennem én eller anden form for port – og så ved man aldrig rigtigt, hvad det er for en port, man går ud igennem.
LP: Nej, og hvad kommer du ind i?
LS: Kommer man til den østlige del. Er der fyldt med røvere og soldater eller går du bare derned, hvor alle vil sælge dig det hele for det halve – og du bliver sgu alligevel snydt så vandet driver af dig?
LP: Eller en port midt i en by, som bare ikke er nogen port. Som dén i Paris…
LS: Ja, Triumfbuen er bare sådan én, man går igennem, hvis man kommer fra den rigtige side af én af de tolv veje…
LP: Der er noget, jeg rigtigt godt kan li’ ved dét billede. Det lille n. Det okkerfarvede n. Den okker foroven og den blå og den brune er tre rigtigt gode farver sammen.
LS: Men de virker også lidt komplimentært i forhold til hinanden?
LK: Ja! Og det er godt, det ikke er hele bogstavet, det er godt med den orange okker nede i bunden ikke dominerer hele bogstavet. Så havde det været for meget!
LS: Netop, ja!
LK: Og så arbejder den der grønne rundt om den røde godt sammen med den blå rundt om a’et og skaber en dybde på sin egen måde
LS: Ja, netop! Den blå dér, ved du hvad dén blå er? Det er sådan en billig farve, som jeg ikke kan huske, hvor jeg har købt. Sandsynligvis i et supermarked. I Netto, måske? Eller Fakta?Så har jeg taget sådan én med hjem….
LK: Og den kan ikke blandes?
LS: Jojo, det kan den da fint, det er en oliefarve; men så fandt jeg ud af, at den næsten ikke er til at presse ud af tuben. Den er meget mærkværdig og jeg har malet direkte med tuben på lærredet – og jeg måtte simpelthen bruge så mange fingerkræfter for at få dén der ud af tuben, samtidigt med, at der også skulle være et flow, så det er lidt af et mirakel, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre. Så dén der underlige blå farve taget direkte fra tuben. Det er noget rigtigt billigt lort, ikke? Om tyve år, så er den væk.
LK: Da min far gik bort, arvede jeg også noget maling. Jeg arvede hans malergrej. Jeg var jo ”kunstner”, så jeg arvede en stor taske med maling og han malede også med olie, og de var heller ikke til at få ud af tuben. Jeg ved ikke hvad det er for noget billigt lort, han har brugt?
LS: Var det ikke fordi, der var skorpe på…?
LK: Enten fordi, der var skorpe på eller fordi de simpelthen var tørret ud – eller også var de bare dårlige? Det var sådan en fed læbestiftagtig masse, så de sad som en kage på billedet bagefter som om, man havde mast en læbestift ind i eller en oilbar, der havde ligget i solen? Så er der noget andet, der er godt – og dét er at den røde ikke er ensfarvet. Den er også brun til højre…
LS: Nemlig!
LK: Det skaber også noget dybde.
LS: Det er meget, meget bevidst!
LK: Der er noget sort i?
LS: Nej, jeg tror, der er noget grønt i. Sådan noget terra verde. Så får det den karakter. I starten var det her faktisk en sort kontur under dén her. Den har jeg så lige ”blødt op”. Det er noget mærkeligt noget at være maler, ikke?
Lotte Kjøller (født 1966) er maler og uddannet på Ecoles de Beaux Artes, Cours Dété i Paris og hos maleren Jeff Ibbo. Hun debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1995 og er medlem af Billedkunstnernes Forbund og Dansk Forfatterforening i sin egenskab af illustrator. Lotte Kjøller har siden debuten udstillet adskillige steder i både ind- og udland.