Koloristiske krumspring, intim monumentalisme og sort bronze optræder i forbilledlige samklange på udstillingen ’Per Kirkeby Louisiana 2008’.Fra masonitten til i dag
Per Kirkeby var oprindeligt uddannet geolog – og skulle man sammenfatte Kirkebys mangefacetterede værk over fem årtier, kunne man sige ”fra masonittiden til i dag”. I dag er under alle omstændigheder en relevant benævnelse i relation til kunstnerens aktuelle udstilling ’Per Kirkeby Louisiana 2008’, idet enkelte af malerierne er malet i netop 2008. Et specifikt titelløst værk i stort format er ovenikøbet fra den just forgangne sommer.
Per Kirkebys tid på Den Eksperimenterende Kunstskole bør være beskrevet så grundigt historisk, at den er de fleste med en vis kunstinteresse bevidst. I dét miljø blev der – ikke overraskende – eksperimenteret. Per Kirkeby udviklede da et maleri, som præcist blev forarbejdet på masonit. I begyndelsen var farve og motiv forankret i pop. Industrielle lakfarver gav disse arbejder en meget direkte, koloristisk karakter uden laserede flader. Masonitmalerierne fylder ikke meget i det samlede udstillingsbillede på Louisiana. Ikke desto mindre er de vigtige i forhold til at beskrive et kunstnerisk forløb i et ganske imponerende perspektiv.
Grafikken
Man kan undre sig og spekulere sig gul og grøn – farver, som får en mere og mere fremtrædende plads på Kirkebys palet – over med hvilket malerisk overskud og menneskelig energi, at den nu 70-årige kunstner har forarbejdet det ene lærred efter det andet i kæmpeformater. I samme moment udløses tanker vedrørende Kirkebys mindre arbejder. Et beskedent antal grafiske arbejder – koldnål, streg- og akvatinteætsninger – kan ses på udstillingen. Intimiteten i disse værker fremstår næsten monumental i samklang med malerierne. Især fordi de kompositoriske aspekter i disse arbejder går i dialog med malerierne frem for at stå i opposition til disse.
Kirkebys metode
Per Kirkebys maleri har der været sagt og skrevet meget om. Ofte oplever man dem som intuitive enheder uden væsentlige, narrative elementer. Imidlertid ligger der dybe tanker og en masse teori og ulmer bag de mange farvelag. Kirkeby er ikke spontan; men et meget metodisk arbejdende individ. En DVD, der er udgivet i forbindelse med udstillingskataloget har da også fået titlen ’Pers Metode’. Her beskriver kunstneren blandt andet i nogle punktnedslag enkelte værker på udstillingen i samtale med Louisianas direktør og udstillingens kurator Poul Erik Tøjner. Tøjners omfattende kendskab til Kirkeby og hans arbejder betænker seeren med et nuanceret og inspirerende billede af en kunstner i stadig bevægelse.
Skulpturen
”Mine skulpturer er altid sorte” belærte Per Kirkeby mig om ved en skulpturafsløring for nyligt. Han glemte dog, at det er bronzeskulpturerne, der fremstår sortpatinerede. Et omfattende antal mustensskulpturer er opført forskellige steder i Verden; men i forbindelse med ’Per Kirkeby Louisiana 2008’ må man nøjes med dén, der befinder sig på området ved Humlebæk Station en halv kilometer fra museet.
Bronzer optræder til gengæld i rigt mål på Louisiana for tiden – og går man specifikt efter en nærmere iagttagelse af disse, vil noget af det første, man registrerer være et langt forløb af små skulpturer, som er placeret op ad væggen i den lange gang, som fører ind i hovedudstillingen.
En del af disse skulpturer er modellerede skitser til større arkitektoniske murstensprojekter. Jeg husker disse ret tydeligt i forbindelse med Documenta 9 i Kassel i 1992, hvor de optrådte i et rum med maleriet ’Viel Später’, som senere blev et væsentligt værk i Loisianas faste samling. Derfor befinder dette maleri sig selvfølgeligt på ’Per Kirkeby Louisiana 2008’.
Farven som tema
Farven er selvsagt en vigtig del af de filosofier, der ligger til grund for en malers livsværk. For nyligt læste jeg i en avis, at den klassisk didaktiske måde at definere farverne på, ikke er et tema, som Per Kirkeby finder specielt interessant. De tidlige eksperimenter udviser da også et langt stykke hen ad vejen et næsten anarkistisk forhold til de akademiske normer. Langt senere iagttager man store – Kirkeby har selv i samtale med Lars Morell betegnet disse som ”skamløse” – malerier, som ofte er bygget op omkring en død, sort grund.
Per Kirkeby begynder almindeligvis at afsætte nogle farveklatter med overskudsfarve fra tidligere værker. Denne substans af diverse differentierede kulører forestiller man sig som en gråbrun grød uden nogen synderlig grundkarakter. Det er imidlertid ud af denne masse, at billederne vokser. Farver lægges på med pensel eller spartel – eller de trykkes ud af tuben i et direkte forløb, som Kirkeby tidligere har betegnet som ”lidt ufint” i forbindelse med en beskrivelse af et Asger Jorn-maleri, hvor netop denne effekt optrådte.
Derved er der gjort op med endnu en regel i Pers Metode. Et princip, der muligvis kendetegner den modne kunstner? Han kan benytte de tricks, han finder relevante i sit arbejde. Han skal ikke nødvendigvis bevise noget længere; men ikke desto mindre kan beviset på Per Kirkebys format ses på Louisiana indtil 25. januar 2009.