”Det skorter ikke umiddelbart på udstillingssteder for samtidskunst. Faktisk kunne man hævde den kætterske tese, at der måske er for mange”
Under overskriften ’Giv Charlottenborg til kunstnerne’ bringer Politikens Karsten Ifversen i søndagsavisen 23. november ovenstående udmærkede statement til torvs.
I samme avis bringer Henning Damgaard-Sørensen duoen Erik Steffensen og Brian Mikkelsen frem på banen angående den situation, som Charlottenborg er havnet i. Problemet er, at de begge er ”forhenværende” som hhv. formand for Charlottenborgs bestyrelse og kulturminister.
"Bo Nilsson blev ansat til at udføre tre opgaver. Dansk kunstlov skulle være mere internationalt orienteret. Udstillingsbygningen skulle tiltrække et større publikum. Og kunstlivet skulle befries for provinsiel nepotisme”. Således skriver Henning Damgaard-Sørensen i sit indlæg i Politiken.
Måske er vejen banet for genindførelse af sidstnævnte princip? Under alle omstændigheder har man nu i hvert fald ikke en direktør længere at tørre sine fedtede fingre af på. Nu er det på tide, at man begynder at se indad.
Damgaard-Sørensen foreslår at man starter på en ny og visker tavlen ren og at bestyrelsen følger Bo Nilsson ud af institutionen. Hermed er vejen banet for, at de oprindelige magtstrukturer kan genindføres på Charlottenborg. Disse er netop baseret på, at venner støtter venner og bruger energien på at holde alle andre ude.