Fra otte til ni

Fra ’08 til ’09. Vi går med hastige skridt et nyt år i møde. Juledagene blev et langt stykke hen ad vejen brugt på værkstedet. To af resultaterne af disse anstrengelser kan ses herover – og disse bliver sandsynligvis de sidste malerier, der bliver færdiggjort i 2008? Anyway, der er flere undervejs. Alle er i størrelsen 73 x 100 cm. Julemusikken er samtidigt blevet afløst af en højst interessant Beatles-cd, som jeg fik i julegave. Her har produceren George Martin sammenfattet gruppens numre i en helt frisk produktion, hvori han i samarbejde med sin søn har efterbearbejdet ”the fab four” i et helt unikt og helstøbt koncept.

Tilbageblik - 2008

At være tilbageskuende er normalt ikke noget, man ligefrem praler med. Alligevel har de fleste en vis tilbøjelighed til at se på dét år, der er gået, når det begynder at rinde ud.

Her befinder vi os på nogle højst forskelligartede lokaliteter. Fra oven har vi HKH Kronprins Frederik til åbningen af Erik A. Frandsen-udstillingen på kunstmuseet ARoS i Århus. Herefter følger et billede fra pressemødet på den store Per Kirkeby-udstilling på Louisiana. Det blev også sommer i 2008. Den hvide sandstrand ved Husby Klit er garneret med bunkers fra 2. Verdenskrig. Vi befinder os naturligvis ved Vesterhavet. Silkeborg Stadion har ikke været så flittigt besøgt de senere år. Hvorfor? Jo, spillets kvalitet har ikke levet op til de standarder, man burde være i stand til at forvente. Heller ikke på denne søndag eftermiddag i efteråret. Sidste stemning blev indfanget på Art Copenhagen-kunstmessen i Forum.

Jorn/Utzon på Silkeborg Kunstmuseum

Fra 27. december kan man se en lille fin udstilling på Silkeborg Kunstmuseum, der skulle kaste lys på de to kuldsejlede museumsprojekter, som Asger Jorn søsatte i årene fra 1961 og frem til Jorns død i ’73.

Projekternes arkitekt var nyligt afdøde Jørn Utzon, der har indskrevet sig i arkitekturhistorien i kraft af Operahuset i Sydney. Dette arbejde var ikke gnidningsfrit og det samme kan man roligt sige om projekterne i Silkeborg.

Den aktuelle udstilling, som er tilrettelagt af mag. art Lene Laigaard Andersen, der er museumsinspektør på kunstmuseet, giver ved hjælp af breve, tegninger og diverse modelskitser samt fotodokumentation et glimrende billede af, hvilke intentioner Asger Jorn havde i forbindelse med dét hus, der skulle rumme hans enorme samling af moderne kunst.
Jeg har skrevet en baggrundsreportage, hvori indgår uddrag fra et interview, jeg har foretaget med Lene Laigaard… læs her>

Gadekunstens gale hunde

Forfatteren og redaktøren af MagasinetKunst Ole Lindboe har været i New York rigtigt mange gange. Derfor må det være indlysende, at han har oplevet storbyens mangfoldige bud på, hvad street-art er? Og dét lige fra den stereotype graffiti til den langt mere nuancerede udgave af gadekunsten, som har afsæt i humor og personlighed.

Gadekunsten bliver udført af, hvad Lindboe præcist betegner som ”Kunstens Køtere”. Og akkurat denne karakteristik bruger Ole Lindboe som titel på en bog, som han har udgivet omhandlende gadekunstens aktører.

Forfatteren tager læseren med på en klart defineret historisk rejse gennem gadekunstens forskellige udtryk, som alle har subkulturens effektfulde accent som visuel klangbund. Graffitien kender alle på godt og ondt. Man oplever de irriterende tags overalt samt de ofte imponerende og farvestrålende totaludsmykninger, som fremstiller en enkelt og groft udført tekst på mure, bygninger og tog.

Det er oplagt at Lindboe i sin beskrivelse af miljøet slår ned på nogle af de udøvere, der langt senere i forløbet er endt i et traditionelt kunstunivers. Keith Haring får et afsnit i sin egenskab af pioner inden for gadekunsten. Haring udviklede sin egen stil og blev dermed ret hurtigt et af genrens helt store ikoner på trods af sin tidlige død som 32-årig.

En anden af gadekunstens stjerner Jean-Michel Basquiat blev kun 28. Ikke desto mindre blev han én af sin generations allerstørste stjerner. Måske er han den af genrens repræsentanter, der har samlet flest epigoner omkring sit eftermæle?

Disse afdøde kunstnere handles til millioner på auktioner verden over; men også nulevende kunstnere med afsæt i gademiljøet har gjort det godt. Britiske Banksey er således en af de kunstnere, der bruger den såkaldte stencil-teknik i sine ypperlige, og ofte stærkt humoristiske værker.

Den mest kendte udøver herhjemme må vel siges at være HuskMitNavn, som Lindboe også har givet god plads i bogen. Bl.a. i beskrivelsen af, hvorfor HuskMitNavn sprang fra den rendyrkede graffiti til gadekunst: ”Jeg kørte sur i graffiti, fordi miljøet var meget regelbundet i dets kunstneriske udtryk. Det er et ”piece” og det er et ”tag”. Jeg ville hellere lave noget, der talte til alle folk og hvor jeg selv bestemte reglerne”.

Ole Lindboes bog er rigt illustreret. Der er ingen beskrivelse af de enkelte billeder. Kunstnerne får lov at stå anonymt i helheden – og det er vel ganske i tråd med gadekunstens regelsæt? Hvis der overhovedet findes et sådant?

Fiskenes smerte

”Knud Steffen Nielsens poesi er skøn som en forbandet drøm, i sin herligt hullede klang, i sin syntaks’ musikalske mangel på holdning, i sit rigt diffenrentierede og diverterende ordvalg”. Sådan skrev Lars Bukdahl i Weekendavisen om lyrikeren Knud Steffen Nielsens sidste digtsamling ’Intarsia. Et forhandlingspapir’ fra 2006.

Fredag den 12. december holdes der reception på Underwood Ink i København i anledning af Knud Steffen Nielsens nye digtsamling ’Det gør ikke rigtigt ondt på fisk’, som jeg fik af forfatteren til åbningen af udstillingen på Galleri Faust, hvor Nielsen er kurator.

Hun smyger
sig forbi min algoritme
som den tyndeste æggeskal,
gevandter af papir, så luftige, så luftige
ikke antydning af noget fatalt.

Fra digtsamlingen ’Det gør ikke rigtigt ondt på fisk’ af Knud Steffen Nielsen

Udstillingen på Galleri Faust åben

29. november åbnede min separatudstilling på Galleri Faust i Finderup ved Viborg. Det er således første gang, jeg viser ”ordbillederne” på en soloudstilling.

Jeg må sige, at malerierne fungerer overbevisende i helheden og i samklang med nogle af de tuschtegninger, jeg foretog tidligere på året.

Jeg lavede en introduktion til værkerne for det lille, men eksklusive publikum, der havde fundet vej til Finderup på denne grå efterårsdag i november.

Charlottenborg... Hvad nu?

”Det skorter ikke umiddelbart på udstillingssteder for samtidskunst. Faktisk kunne man hævde den kætterske tese, at der måske er for mange”
Under overskriften ’Giv Charlottenborg til kunstnerne’ bringer Politikens Karsten Ifversen i søndagsavisen 23. november ovenstående udmærkede statement til torvs.

I samme avis bringer Henning Damgaard-Sørensen duoen Erik Steffensen og Brian Mikkelsen frem på banen angående den situation, som Charlottenborg er havnet i. Problemet er, at de begge er ”forhenværende” som hhv. formand for Charlottenborgs bestyrelse og kulturminister.

"Bo Nilsson blev ansat til at udføre tre opgaver. Dansk kunstlov skulle være mere internationalt orienteret. Udstillingsbygningen skulle tiltrække et større publikum. Og kunstlivet skulle befries for provinsiel nepotisme”. Således skriver Henning Damgaard-Sørensen i sit indlæg i Politiken.

Måske er vejen banet for genindførelse af sidstnævnte princip? Under alle omstændigheder har man nu i hvert fald ikke en direktør længere at tørre sine fedtede fingre af på. Nu er det på tide, at man begynder at se indad.

Damgaard-Sørensen foreslår at man starter på en ny og visker tavlen ren og at bestyrelsen følger Bo Nilsson ud af institutionen. Hermed er vejen banet for, at de oprindelige magtstrukturer kan genindføres på Charlottenborg. Disse er netop baseret på, at venner støtter venner og bruger energien på at holde alle andre ude.

Klar på Galleri Faust

Måske er udstillingen allerede hængt op? Gallerirummet er i al fald blevet disponeret med malerier, tegninger samt grafiske arbejder i et todelt forløb, der tager udgangspunkt i en serie vandrette kompositioner på den ene side og en serie ordbilleder på den anden. Annette Smed tog nogle billeder af processen.

Foruden mig ses den ene af galleriets indehavere Niels Jørgen Andersen på ét af billederne. Galleriet er klassisk og enkelt opbygget med praktiske hvide vægge.

Der er fernisering på udstillingen 'med streg under' 29. november. Adressen er Galleri Faust, Fallevej 2, Finderup v. Viborg

Bettina Winkelmann

Kulturspinderiet i Silkeborg er et sted, man ofte overser i udstillingslandskabet; og det er faktisk synd i flere tilfælde. I andre er det helt logisk, da man ikke har en politik på stedet, der tager afsæt i kvalitet.

Lige nu er der til gengæld en udstilling, som er stærkt anbefalelsesværdig, da man viser værker af den tyskfødte (Lübeck 1961) maler Bettina Winkelmann.

Seværdigt

Heinz-Hermann Jurczek er sikkert et navn, der siger den almindelige danske kunstentusiast ganske lidt. Ikke desto mindre har man netop åbnet en udstilling 'Powerstation' på Galleri NB i Viborg, der præsenterer et navn på den europæiske kunstscene, som langt flere burde besidde et større kendskab til.

Jeg arbejdede i samme rum som Jurczek under Den Internationale Workshop for Billedkunstnere i Brande i 2007 – og her eksperimenterede Jurczek med collager forarbejdet af papir, som han møjsommeligt klippede ud og forarbejdede på forskellige måder.

Der antydes spor fra collage i Jurczeks store malerier. Skarpe overgange fra form til form giver hans karakteristiske kompositioner et helt unikt liv og en specifik, særegen dybde. Hvis ikke man kender Jurczek, har man under alle omstændigheder nu muligheden for at råde bod på dét… se et TV-klip fra TV2 Midt-Vest HER>

Litografiens mysterie

Jeg har selv arbejdet en del med grafik i det små. Når jeg bruger den benævnelse er det fordi, jeg netop har set en film, som glimrende beskriver processen omkring litografi. Filmen er optaget på Saxum Litho’s store værksted og her beskriver fagfolk sammen med billedkunstneren Hans Krull, hvordan man griber det hele an.

Det er en pædagogisk indføring i litografiens mysterium. Sådan har det i hvert fald altid stået for mig; men denne film åbner døren lidt på klem ind til denne komplekse og interessante verden… se her>

'Jylland'

Kunstnersammenslutninger er ved at føre en noget marginal tilværelse her i dronningeriget. Imidlertid er der stadig sammenslutninger, der holder fanen højt og blandt dem er 'Jylland', som absolut ikke er noget rent jysk foretagende. 'Jylland' samler kunstnere fra hele Danmark og nu er man udstillingsaktuel i Århus Kustbygning.

Ferniseringen den 7. november var et tilløbsstykke, må man sige. Blandt de mest overraskende highlights: Stærkt symbolladede malerier af Anders Kirkegaard, dygtigt udførte arbejder på papir af John Olsen, stilfærdige malerier af Mogens Gissel samt en masse gode skulpturer af blandt andre Kurt Tegtmeier og Jesper Rasmussen.

Der er meget at se på 'Jylland' anno 2008, og er man i nærheden af Århus inden den 4. januar er udstillingen under alle omstændigheder et kig værd.

Heinz-Hermann Jurczek på Galleri NB

Forrige sommer deltog jeg i International Workshop for Visual Artists i Brande, og én af de øvrige kunstnere var tyske Heinz-Hermann Jurczek, der som navnet antyder, har tjekkiske aner. For at gøre forvirringen total er Jurczek en stor del af sin tid bosiddende i Litauen.

Den 8. november åbner Galleri NB en udstilling med Jurczek med titlen ’Powerstation’. Følgende kan læses i nyhedsbrevet fra galleriet op til udstillingen:
”I Danmark kan vi ikke finde en kunstner med samme tilgang til det abstrakt-figurative maleri. Vitaliteten i billedfladen bygges næsten collageagtigt op med stærke modsætninger i de løse flader kontra formspændte figurer. Disse spændinger mellem tredimensionelle dybder, sirligt bearbejdede figurer og stringente former, skaber en billedflade med en helt speciel styrke”.

Lilibeth Cuenca Rasmussen

Kunstkvadriennalen U-TURN er blevet beskrevet i både dagspresse og på diverse kunstportaler på internettet. Bl.a. på kunsten.nu, som har beskæftiget sig massivt med begivenheden.

Søndag den 2. november aflagde U-TURN så et besøg i Århus Kunstbygning. Denne satellit viste bl.a. Lilibeth Cuenca Rasmussens fremragende performance ’Never Mind Pollock (women on painting)’.

Titlen er flertydig og rummer muligvis en reference til Sex Pistols-pladen ‘Never Mind the Bullocks’. At kunstneren har en kønspolitisk dagsorden er der vist ikke nogen tvivl om; men modsat, hvad man ofte ser på dén scene, var denne performance både humoristisk og ironisk på samme tid.
Der kom faktisk et værk ud af anstrengelserne; men hvad der sker med dét, står hen i det uvisse. ”Det bli’r vel smidt ud?” sagde kunstneren til mig, da jeg lige havde mulighed for at tale med hende, inden jeg tog hjem fra Århus.

Macwerk

Udstillingsstedet hedder ”Machwerket” og er beliggende i Vestergade i Århus. Jeg bsøgte stedet for en tre ugers tid siden – og blev, efter jeg havde lukket mig ind af hoveddøren i galleriets officielle åbningstid, mødt med en lugt af maling, derefter af en kvinde, der lettere forbavset bekendtgjorde over for mig, at stedet altså var lukket; men når jeg nu havde formastet mig indenfor da var velkommen til at se udstillingen, som for øvrigt på dét tidspunkt var med værker af billedkunstneren Claus Einer.

Tidligere på ugen foreslog min lokalredaktør for ét af de medier, jeg skriver for, at jeg besøgte stedet med henblik på at introducere Machwerket for læserne. Jeg forsøgte mig naturligvis – endnu en gang – i åbningstiden, men fandt denne gang blot udstillingsstedet mørklagt og aflåst.

Machwerket er et udstillingssted for samtidskunst og denne mangel på professionalisme og distance til offentligheden, bekræfter vel blot, at denne scene er rejst for et sammenspist segment af yngre kunstnere?

På endnu en rundtur i Århus

Emanuel Bernstone: 'Road Block', akryl på lærred

Det er ved at være mere reglen end undtagelsen, at jeg finder vej til de forskellige udstillingsåbninger i området med postnummeret 8000 C, nærmere bestemt Århus midtby. Fredag den 31. oktober handlede det således om Galleri Udengaard og Charlotte Fogh Contemporary, efter jeg lige havde været et smut omkring Galleri Profilen, der viser grafiske arbejder af David Hockney og Richard Mortensen.

På Galleri Udengaard var der fernisering på en meget fin udstilling med den svenske maler Emanuel Bernstone, som er bosiddende i Berlin. Jeg har skrevet en kort tekst om den udstilling, som kan ses snart her på hjemmesiden.

Hos Charlotte Fogh var der fernisering på en udstilling med den unge kunstner Christina Malbek, som er leveringsdygtig i værker udarbejdet i air-brush. Tilsyneladende skrøbelige værker… Jeg fik i al fald bud på at holde nallerne fra billederne, hvilket fik mig til at tvivle på deres holdbarhed – også i et længere kunstnerisk perspektiv.

Maskulisme

Jeg har altid anset begrebet ”feminisme” som et fænomen, der fungerer som en stopklods i relation til kommunikationen mellem kønnene vedrørende de uligheder, der rent faktisk finder sted.

Nu går skuespilleren og filminstruktøren Søren Fauli så krig med feministerne med noget, der måske kunne benævnes som ”maskulisme”. Derved trækkes fronterne op med en tyk streg. I dagens Politiken optræder Fauli som kronikør under overskriften ’Ligestilling er ren utopi’'. Her hedder det blandt andet ”Men i de senere år er der gået noget galt. Det er som kvinder har fået ubegrænset frihed til at angribe, latterliggøre og mistænkeliggøre mænd”. Her kan jeg så supplere Fauli med, at det ingenlunde er noget nyt. Sådan har det været siden Klør Konge var knægt.

Så følger en serie statistiske kendsgerninger, som blot bekræfter, at kvinder forlader deres mænd, når stodderen ikke længere er interessant. Det er måske en udvikling, der i et antropologisk forløb er ny; men dog rimelig. Man bestemmer vel selv over sit eget liv – og over hvem, man vil dele det med?

Søren Faulis kronik i Politiken står ikke alene. Samme dag som kronikken bringes åbner MOHS Exhibit i København en udstilling med arbejder af Søren Fauli. Den bærer titlen ’Kvinder Ingen Adgang’. Den kunstneriske vinkel har jeg af gode grunde svært ved at gennemskue; men det viser sig faktisk at Fauli blev optaget på Kunstakademiet i 1984; men senere valgte filmstudiet, for langt senere i sin karriere at blive kendt af den brede offentlighed i en reklamefilm, hvor han optræder som chokoladefrø.

Timebog

Bærende rundt på en to kilos bog – en ’Timebog’

Der er noget, der følger mig for tiden. Det er ikke huskatten, der ellers er rimeligt emsig i håbet om, at den menneskelige madmaskine tager sin væsentligste opgave alvorligt. Måske er kræet blot social? Under alle omstændigheder udviser den gerne næsten menneskeligt engagement til tider, når herren alligevel blot sidder og skriver eller – endnu mere irrationelt – smører sære farver, der ikke dufter overhovedet af noget spiseligt op på noget hvidgrunderet stof, som er placeret på et træstativ på værkstedet. Ja, mennesker er underlige.

Dét, der følger mig temmelig koncentreret for tiden er såmænd noget så enkelt som en bog. Det er der ikke noget mærkværdigt i. Det besynderlige består i, at jeg slæber den bog fra soveværelse til stue, fra stue til kontor, fra kontor til værksted og fra værkstedet til – ja – toilettet. Det er med andre ord ikke en roman og ej heller en digtsamling. Det er heller ikke Kort- og Matrikelstyrelsens kortbog over dronningeriget i størrelsesforholdet 1:100.000, som ellers rummer mange grafiske og geografiske elementer af en vis interesse.

Dét med det grafiske er dog ikke skudt helt ved siden af. Det drejer sig nemlig om Jytte Rex’ monografi ’Timebog’ over én af det 20. århundredes helt store skikkelser på den lille danske kunstscene. Palle Nielsen blev født i 1920 og det er næsten symbolsk, at han døde ved indgangen til det 21. århundrede i 2000 – næsten præcist et år inden det famøse terrorangreb på Tvillingetårnene i New York, der dermed efterlod et gabende Ground Zero midt i den pulserende metropol.

Præcist den form for dramatik, som denne begivenhed repræsenterede, udgjorde samtidigt en stor del af Palle Nielsens motivverdener, hvad enten disse kredsede om Den Forladte By, Den Fortryllede By eller noget helt tredje. Hvad enten Palle Nielsen tegnede, raderede eller snittede i linoleum, var mennesket til stede i sin afmagt og brutalitet – også selv om det for længst havde lagt sine aktiviteter langt væk fra den Nielsen’ske billedflade.

Bogens tekster er ikke udelukkende forfattet af Jytte Rex, som mest har fungeret som en slags redaktør. Der er fremragende analyser af Poul Erik Tøjner og Erik Fischer. Maleren og grafikeren Sys Hindsbo er således skribenten bag et afsnit omhandlende Palle Nielsens engagement på Kunstakademiets Grafiske Skole, hvor han tiltrådte i 1969. Her forlangte han en for tiden usædvanlig disciplin, hvilket vel har været modigt året efter et opgør, hvor en hel generation senere tog navn efter årstallet.

”I kunstens verden går det ikke opad, men nedad – fordybelsens vej” bliver Palle Nielsen bl.a. citeret i ’Timebog’. Dette statement følges op længere nede i samme tekst:
”Sort lys, hvidt mørke – det er tegningens problem. Der er en næsten kødelig fornøjelse ved at gå ind i den sorte og hvide klang”.

Det sort-hvide var på én gang Palle Nielsens varemærke og en del af hans kunstneriske identitet; men det er faktisk interessant, at iagttage de få koloristiske værker, som optræder i bogen. Alt foregår med en næsten ydmyg nænsomhed, når Palle Nielsen kombinerede tuschen med akvarel og/eller tempera. At tale om en sort-hvid kolorist kan forekomme meningsløst; men ikke desto mindre er det fristende at føre benævnelsen på den altid minutiøst arbejdende kunstner.

Jagerfly og hurtige biler har tilsyneladende udgjort et par af Palle Nielsens fascinationselementer. Ofte optræder de raketlignende jagere i værkerne, uanset om de flyver med fuld kraft ind i et hus eller angriber en forsvarsløs menneskemængde og skyder individerne sønder og sammen med ødelæggende projektiler. I et dramatisk scenarium, som udspiller sig i et værk i blæk og tempera må en kvinde springe for livet for ikke at blive ramt af et køretøj ude af kontrol. Titlen på dette blad er ’Engel og Bil’. Måske bliver englen ramt i samme sekund, kunstneren har færdiggjort sit værk?

Bygningsværkerne, hvad enten de optræder i Den Fortryllede By eller Nekropolis, er altid bundfæstet i en teatralsk og dramatiseret arkitektur. Palle Nielsen opfandt så at sige sine egne bygninger og gjorde dermed sine miljøer til sine egne som en scenograf opbygger en kulisse til et filmværk. Selv nævner han filminstruktøren – eller ”filmkunstneren”, som han benævnes i bogen – Andrei Tarkovskij som én af sine store kilder til inspiration.
”I Tarkovskij har jeg fundet en beslægtet ånd, der giver mig lov til at lave det, jeg laver”.

I årevis arbejdede Palle Nielsen ud fra de samme tematikker, uanset om disse handlede om menneskelig afmagt eller katastrofer. Man kan vel spørge, om ikke han gentog sine motiver til en form for uendelighed; men til netop denne konklusion har Poul Erik Tøjner, direktør for kunstmuseet Louisiana, en pointe:
”Vil man fange centralnerven hos Palle Nielsen, gøres det ikke ved at fordybe sig i et enkelt billede, men netop ved at udsætte sig for monotoniens seje rytme, som løber gennem den uendelige serie af grafiske blade. Monotoni og serialitet er pointen, ikke begrænsning, der ligger noget besværgende hos Palle Nielsen, noget som bringer ham tæt på ritualet. Han søger ikke det nye, han fornyer sig ikke, tværtimod byder han forandringen og tidens flugt trods med ét af den gode kunstners mest slagkraftige våben: gentagelse”.

’Timebog’ vejer omkring to kilogram; men det er ikke en tung beskrivelse af et sort univers, men derimod et let og flydende portræt af en kunstner for hvem tingene faktisk kunne se ubesværede ud; men sådan hænger verden ikke nødvendigvist sammen. Heller ikke på Palle Nielsens arbejdsværelse, hvor han til det sidste trykte sine grafiske blade på en lille, men effektiv skomagervalse. Hvordan jeg ved det? Den er afbilledet i boget – og jeg ejer selv én akkurat magen til. Men om kunstværket sagde Palle Nielsen:
”Det drejer sig om den allerstørste klarhed, hvis dunkelhed er blændende, en indsigt fjernt fra almindelige måleenheder. Kunst er forandrende, bare det at et kunstværk kommer ind i verden forandrer den lidt, den er ikke helt det samme som før…”

Mickey Mouse og Bundesligaen

Jeg må indrømme, at jeg blev en lille smule overrasket, da jeg for nyligt kunne læse på JP’s netavis, at Mickey Mouse (hvad blev der egentligt af hans danske navn Mikkel Mus?) var inde i billedet som potentiel køber af den tyske udgave af den bedste fodboldrække, Bundesligaen.

Det viste sig imidlertid blot, at Disney-koncernen have planer om at erhverve sig TV-rettighederne til det tyske modstykke til Superligaen, som over tid kunne komme til at hedde ”Donald Duck-Divisionen”?

Alt kan ske i fodbold, så længe bolden er rund og Onkel Joakim har penge i tanken.

Lange skygger

Hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed, så er det altså efterår nu. Dagtemperaturerne nærmer sig ét-cifrede tal og det er ganske trist. Solen skinner på æblet, der ligger på havebordet. Det kan man se på den lange skygge; men tro mig: En time efter, at dette billede er taget, stod det ned i tove. Sådan er efteråret – også! Lunefuldt og overrumplende…

Samtale om 'Hyldest til Lucio Fontana'

Her befinder jeg mig på værkstedet i selskab med billedkunstnerne Jonna Pedersen, Bjørn Eriksen og maleriet ’Hyldest til Lucio Fontana’.

LS: Nu har jeg sat et maleri op, og Bjørn nu sagde jeg for lidt siden, at dér har vi Fontana, ikke? I sin definitive tilstand og mit store problem i forhold til det billede er dét der, som er det, jeg kalder ”effektjageri”.
BE: Er det dét? (henvendt til JP) Kender du Fontana? Du har nok hørt navnet, måske?
JP: Ikke sådan fuldstændigt… Nej!
LS: Italiensk kunstner. Kendt som spatialkunstens mester – og han gjorde dét på et tidspunkt, at han snittede hul…
JP: Det var dét, ja!
LS: …som det absolutte udtryk; men når det er sagt, så er der nogle ret interessante skulpturer i bronze, hvor de der brud – eller hvad fanden man skal kalde dem ligesom er bygget ind i kompositionen. Det er det, jeg prøver at ha’ en kommentar til dér, som kom til at ligne et jordbær.
BE: Det er rigtigt sjovt. Eller en mariehøne?
LS: Netop! Det kan jeg godt li’, du siger, for så har man ikke lagt sig fast på jordbærret; men der er lige dét der snit i den røde flade, som repræsenterer noget af det samme som de der flænger.
BE: Må man ikke bare synes, at det er et pragtfuldt billede? Jeg er helt vild med at du gør det der, for du er meget konkret i forhold til mange af dine andre ting. Det kan godt være, der er forkert, hvad jeg siger; men dit udtryk er også, at du er et ordmenneske. Og du elsker ord. Man kan mærke i den måde, du konstruerer tingene på. Der er intuition i den måde du skriver på og den kommer pludseligt i dit maleri – på en anderledes måde.
LS: Ja, præcist!
BE: Og så bygger du det sgu op som et maleri. Man kan godt mærke det med den jyske horisont ét eller andet sted. Den plager dig sgu lidt – og her så bryder du den.
LS: Jeg har måske i en lang periode savnet noget at hænge min abstraktion op på.
BE: Har du det?
LS: Ja, fordi… Et bogstav er jo, når man ser bort fra, det er et tegn og meget let aflæseligt, at så er det jo en form.
JP: Ja…
BE: Fuldstændigt en abstrakt form – og det er jo kun fordi, man har vedtaget, at et N er et N; ellers er det jo en abstrakt form.
LS: Og jeg vil gerne ha’, at det skal fungere som maleri og en malerisk komposition, mere end det skal fungere som et ord.
BE: Det forstår jeg godt…
LS: Blandet derfor prøver jeg at camouflere ordet; men så dukker der altså sådan noget op, for der er jo ikke nogen som helst tvivl om, hvad det billede handler om. Det er en hyldest til Lucio Fontana…
BE. Det er så pragtfuldt. Det elsker jeg, sådan noget! Og det skal jeg hen og se på, for jeg tror ikke, du har skåret i det, jeg tror du har malet det sådan…?
LS: Jeg har ikke skåret en skid!
BE: Det er dét, jeg mener…
LS: Det kunne jeg aldrig drømme om. Det ville være alt for meget et trick. Så ville jeg gå for tæt på.
BE: Så er det jo pragtfuldt, du gør dét der!
LS: Altså… Troede du, jeg havde snittet?
BE: Nej, nej! Det troede jeg ikke, du havde; men det var for ikke at stå bagefter og være til grin…
LS: Jeg kan godt li’, at du lige skulle hen og glo.
BE: Jamen det skulle jeg, for det er malet sådan…
LS: Hvis man ser det i et lidt mere douche lys, så kan man altså godt tage fejl.
JP: Nu vidste jeg, du ikke havde snittet, for det var det billede du viste mig på telefonen – eller på kameraet sidste weekend ude på Badet.
LS: På det tidspunkt var det helt friskt.
JP: Da var det lige færdigt?
LS: Fuldstændigt! Frisk fra staffeliet – og der er ikke rørt ved det siden. Så det var dømt færdigt.
JP: Ja… Stadigvæk, Lars?
LS: Om det er færdigt?
JP: Ja?
LS: Det er færdigt!!
JP: OK!
BE: Der er jeg vist hægtet af?
LS: I lørdags mens I havde travlt med at underholde jeres ferniseringsgæster, da stod vi og udvekslede nye værker på vores kameraer. Vi havde begge kamera med.
JP: Sådan noget skal jo ses i virkeligheden…
LS: Ja, selvfølgelig! Men når vi nu har det og det er transformeret ned på sådan en lille skærm, så er det jo skægt og se, og vi skal jo lave den der skide udstilling (på CopenhART Gallery i februar 2009). Så det er meget sjovt at se, hvad man har at spille op imod, ikke?

Herefter gik samtalen over i en mere small-talk fundamenteret form for kommunikation; men senere kom vi dog på sporet af hyldest-maleriet igen:

LS (til JP): Du føler dig anfægtet af, at du ikke synes, maleriet er gjort helt færdigt?
JP: Nej, det er ikke dét! Det er mere om man kunne gøre det stærkere? Jeg kan sagtens se, at elementmæssigt er det fuldstændigt færdigt – og så er det næste om du vil spille på farverne og skrue op og ned – og så er det igen, som vi snakkede om tidligere i dag på Silkeborg Bad, Lars, at alle felterne skal være lige gennemarbejdede, for at de er stærkest. Det snakkede vi om i forbindelse med dét der ornamentik
BE: Du udtrykker dig forkert. Det er forkert at sige, at det ikke er gennemarbejdet…
JP: Nej, det er måske heller ikke...
BE: Man skal have været der, ikke…?
JP: Ja, man skal have været der…
LS: Det kan jeg godt li’, du siger – for så kommer vi ind på noget, som jeg efterhånden har fundet ud af, er ret vigtigt. Det er ligesom en trommeslager, ikke? Det er ikke slagene, det handler om. Det er lige så væsentligt, hvad der kommer mellem slagene…
JP: Ja…
LS: …og derfor, når man bygger et billede op, sådan at det står – hvad skal man sige? – meget stærkt på hele billedplanet, der har jeg det jo med at underspille nogle steder og måske overspille nogle andre steder og det er også derfor at jeg er i tvivl om balanceforholdet er intakt i dét der maleri; men det er ikke noget, jeg har tænkt mig at gøre yderligere noget ved, for jeg har vedtaget, at det billede er færdigt.
JP: OK!
BE: Det ved du jo også godt, Lars. Der kommer en dag, hvor man kigger på det – og hov!!! Der var den…
LS: Joooeh; men det er sjældent, det sker!
BE: Men det sker nogle gange, at man snyder sig selv, ikke?
JP: Hvis jeg må sige noget…?
LS: Det må du meget gerne…
JP: Jeg kan ikke kommentere på, om det er færdigt for dig eller ej. Jeg kan kun fortælle, hvad mine egne overvejelser ville være – og det kunne så være, om det her område skulle være mere afklaret i farven? Om den der røde skulle være dén der gullige (peger i maleriets venstre, øverste område). Jeg ville også overveje med mig selv om den rift skulle være der (udpeger snittet i det røde område)? Af den grund, at du har den hvide her og den hvide i de to felter dér – og de konkurrerer jo. Og så de her rifter, så træder de jo tydeligere frem. Det var lige en indskydelse, jeg fik i mine overvejelser.
LS: En udmærket iagttagelse… Jeg vil ikke forsvare det; men jeg vil alligevel gerne prøve at give en forklaring på det dér, fordi, det er ikke helt tilfældigt, at dét, som du kalder en rift – det lille snit – er jo væsentligt anderledes forarbejdet end de snit dér og det rå lærred ligger inde bag ved. Det kan enhver jo se.
JP: Det ugrunderede lærred…
LS: Ja, det er jo bare den hvide grund, ligesom det også er dér. De trekanter der… Og nede i det felt der (udpeger de ubemalede områder på lærredet) og det synes jeg egentligt på en måde giver fint nok mening. De hvide områder er noget af det mest ”tørre”, man kan finde i et maleri og de optræder i sådan et jævnt flow på hele billedet. Det synes jeg egentligt er meget godt…
JP: Det er jo med til at give noget lys i dit billede…
LS: Ja?
BE: Jeg vil sige, at du ikke skal gøre det medmindre, du synes det virkeligt er rigtigt. Det er rigtigt farligt! Og ved du hvorfor? Jeg er blevet enig med mig selv om, at det røde og det gule er fint; men der var noget, der generede mig – og nu definerede Jonna det faktisk. Jeg tænkte også på dén der hvide… Riften!
LS: Snittet!
BE: …Og nu ved jeg hvorfor! Derovre er der ingen tvivl om… Her står den rent – og her står den rent rent; den får lige lov til at få den løber dér… Men hér står den også rent! Hvis du nu havde malet den hvid – malet den, altså kridhvid!! Så villed du få den forskel. Stadigt ville det være det samme… Den farer mere ud end de andre hvide områder.
LS: Det er måske også fordi den ville gå op i samme, hvad fa’n hedder det…? Valørmæssigt!?
BE: Den ville gå i dialog med den røde…
LS: Der sker lidt af det heroppe… Der kom jeg ved en fejltagelse til at male lidt ind over og så fik den lov til at ”fise” der.
BE: Du mister jo det, du har, hvis du gør det…
LS: Det er jo også i princippet, i det lange forløb, en lille effekt?
BE: Det er jo minimalt… Det kan sagtens fungere sådan dér.
LS: Men det er en meget skæg iagttagelse, for det er en iagttagelse, som jeg overhovedet ikke på noget tidspunkt har draget i tvivl selv. Det er mere på de store linier med ”Det var fan’me ikke meningen, at det skulle ligne et jordbær” og så da jeg så, at ”hvad fanden! Det ligner jo et fucking jordbær”, malede jeg de grønne prikker. Det var ligesom lidt for egalt på overfladen, det manglede lidt struktur og da jeg så havde malet det så tænkte jeg: ”det er jo et jordbær” og så kan man jo lige så godt køre den helt ud og så male noget komplementært her, så det var sådan nogle nobrer, der stikker op. Og det var jeg egentligt ret godt tilfreds med uden at jeg kan forklare, hvorfor jeg var dét.
BE: Det er sgu et meget godt billede…
LS: Overordnet set er jeg sgu meget godt tilfreds, men det er også lidt spøjst, for jeg har aldrig gjort sådan noget før!
JP: Nej!?
LS: Ikke så gennemført…
BE: Nej, det er rigtigt. Det har du ikke.
LS: Nu har vi en hyldest til Gerrit Rietveld her (peger på et endnu ufærdigt maleri på værkstedet), som også kommer til at tage udgangspunkt i den rød-blå stol, som står oppe i udestuen, ikke…?
JP: Ja!
LS: …men det bliver abstraheret så meget, at det er let at bygge op på. Her har vi sådan noget meget underligt super-realistiskagtigt noget, som faktisk tager afsæt i nogle af mine allertidligste malerier, hvor jeg arbejdede med nogle papkasser og sådan noget, der stod sådan meget stringent på billedfladen. Det var jo dér i 70’erne, hvor man malede på den måde.
BE: Med respekt for det, vi laver på Silkeborg Bad, er det her meget mere en nyskabende måde at lave parafraser på. Det er en form for parafraser i virkeligheden…

Her udvikler samtalen sig til nogle teorier vedrørende en udstilling, som Bjørn Eriksen deltager i, mens samtalen foregår. Denne udstilling finder sted på KunstCentret Silkeborg Bad og netop denne udstilling har jeg beskrevet… læs her>

Endnu en dødssyg fodboldkamp på Silkeborg Stadion

En gang imellem skal jeg lige have bekræftet, hvorfor jeg for flere år siden stoppede med at være regelmæssig gæst til Silkeborg IFs kampe på Silkeborg Stadion. Jeg havde overværet et foredrag på det nærliggende kunstmuseum en søndag eftermiddag og tog så lige 2. halvleg mellem SIF og Kolding. 1-0 til SIF var stillingen, da jeg dukkede op og den blev såmænd udbygget til 2-0, inden Kolding først reducerede til 2-1 og i slutsekunderne udlignede.

Da kampen var forbi, reagerede hjemmeholdets fans med højlydt at kræve træner Peder Knudsens afgang. I de fleste andre klubber med Silkeborg IFs ambitioner var dette sandsynligvis sket for længst. Men vanen tro tager klubbens ledelse tingene helt roligt, mens SIF’erne ligger og roder rundt nede midt i rækken i 1. division.

Monster-Robert

Det er vist ikke forbigået nogens opmærksomhed, at kræfter inden for det innovative erhvervsliv i samarbejde med ambitiøse politikere arbejder på at få rejst en 72,5 meter høj skulptur af Robert Jacobsen i indsejlingen til Københavns Havn. Måske er det ud fra devicen, at New York har deres Frihedsgudinde – og så skal Danmarks hovedstad også signalere et liberalistisk grundsyn ved at man opfører et monster af en skulptur ude midt i havneindløbet.

Jeg kan jo i princippet være ligeglad, da jeg ikke skal gå og glo på skrumlet i det daglige; men jeg ser adskillige skrækscenarier for mig: En gigantisk Jens Galschiøt ude i det sydfynske øhav, en lokal svejseamatør midt i Silkeborg Langsø eller en tilsvarende i Århusbugten?

OK… Robert Jacobsen er død og borte for flere år siden, så af gode grunde kan man ikke høre kunstnerens egen holdning til dette indgreb i havnefrontens profil; men det ser ud som hans efterkommere taler varmt for projektet på hans vegne? Mon ikke det i sidste ende handler om cash – og her tænker jeg ikke på Johnny!

Hyldest til Gerrit Rietveld

Jeg er lige nu i gang med et maleri, som skal gøre det ud for en hyldest til den hollandske arkitekt og formgiver Gerrit Rietveld, som jeg har et lidt nørdeagtigt forhold til. På et tidspunkt satte jeg mig faktisk for at lave en kopi (og gjorde det) af hans berømte rød-blå stol, som blev udviklet i tidsrummet 1918-23.

I forlængelse af processen med hyldest-billedet har jeg siddet og gransket mine bøger om Rietveld og blandt andet fundet denne katalogforside med nogle ret interessante bogstavstyper.

Samtidigt har jeg opdaget Sergej Prokofiev som orkester-komponist – og har netop anskaffet mig hans samlede symfonier, som jeg lytter intenst til i disse dage. Prokofiev døde i 1953 – samme dag som Stalin. Rietveld døde i ’64.

Pappet blev hans skæbne

Søren Behncke er ikke uddannet på noget akademi. Faktisk står der tegneserietegner og reklamemand på hans CV. Dvs. indtil han for nogle ganske få år siden begyndte at producere street-art i det forholdsvist skrøbelige og uprætientøse materiale, bølgepap. Siden har han brugt pappet i alle mulige og umulige sammenhænge. Bl.a. har han forarbejdet modeller af forskelligt elektrisk værktøj i pap, som han så efterfølgende har malet lyserødt for at hædre den utrættelige handy-woman – og i øvrigt sætte byggemarkedernes udvalg af stadigt nyudviklede gadgets i forum.

Helt over gevind gik det, da Behncke producerede en Ferguson-traktor i bølgepap i forholdet 1:1. Den blev for nogle få år siden købt af daværende direktør for Novo Nordisk, Mads Øvlisen, og den står nu fast på koncernens hovedafdeling. Altså bortset fra når den er udlånt til udstilling, som det er tilfældet lige nu, hvor den kan ses på ”Papfars” udstilling i Kunstmuseet ARoS’ vestgalleri.

Udstillingen har fået den lidt pudsige titel ’Candle with Hare’, som er en kommentar til teksten på mange af de papemballager, der danner udgangspunkt for Behnckes materialevalg. Der er i høj grad tale om en udstilling, der bør behandles med nænsomhed. Handle with care! Så er det sagt!!

For at sikre sig, at det ikke kun er pap og pjank det hele, bør man nok lige tage sig tid til at besigtige udstillingen, som varer frem til begyndelsen af december. Er der for øvrigt nogen, der har tænkt på, at seven-eleven akkurat lige så godt kunne have været nine-eleven?

Parafraser som historiske genfortællinger

Alle med en vis kunsthistorisk interesse ved, hvordan Manets ’Frokost i det Grønne’ ser ud. Er der overhovedet nogen som helst grund til at træde mere i dét tema? Det mener kunstgruppen FuFo tilsyneladende.

Der er ikke noget nyt i at foretage nutidige skildringer af historiske kunstværker. For eksempel har selveste Picasso på et tidspunkt konstrueret sin udgave af Manets legendariske ’Frokost i det Grønne’ – og præcist dette maleri er et værk i kunsthistorien, der er fortolket grundigt – for ikke at sige i hoved og røv.

Nutidskunsten og værdierne
Hvis man er bekendt med historikeren Leo Tandrups grundsyn vedrørende hans egen samtids inferiøre livsværdier, som i Tandrups optik fremstår ganske tydeligt i kunstverdenen – og i særdeleshed i den abstrakte billedkunst samt i postmodernismen, ved man at billedkunsten handler om menneskelige apparitioner og en tilbagevenden til tidligere tiders værdisæt. Nutidskunsten bør således besidde et socialt aspekt i klar opposition til filosofien om den ”ensomme kunstners kamp med mediet”.

Det drejer sig i sagens natur ikke om i hvilken position kunstneren befinder sig i skabelsesmomentet; men i langt højere grad, hvor han befinder sig i anskuelse i forbindelse med det samfund, der omgiver ham.

Hele dette mønster, der tilsyneladende har til formål at idealisere historien, bliver dog en anelse uensartet, når fire kunstnere, stærkt animeret af deres nådesløse nestor, tager livtag med en serie milepæle i det kunsthistoriske landskab.

Fire malere
De fire kunstnere, Bjørn Eriksen, Carsten Frank, Jørgen Steinicke og Karen T. Christensen, har hver især deres base i maleriet. Individuelt har de udmærket sig på forskellige måder. Frank således som dét, man vel kunne kalde ”gallerimaler”, hvilket Leo Tandrup i tidernes morgen kommenterede med et ”…er du ikke snart træt af, at tilfredsstille borgerskabet?” hvortil Frank overrumplet udbrød ”det skal du da ikke bestemme!”

Efterfølgende har Leo Tandrup tilsyneladende bestemt sig for netop at – bestemme. Carsten Frank er i alle tilfælde én af de kunstnere, der med jævne mellemrum har lagt øre til Tandrups analyser, der lidt for ofte – måske af mangel på bedre – har været rodfæstet i ét bestemt fænomen, nemlig ”nihilisme”, som bruges som model for den værdiudhulning, man efter historikerens mening blandt andet finder i nutidskunsten.

På udebane
På KunstCentret Silkborg Bad åbnede for nyligt en udstilling med titlen ’To mennesker mødes’. Og netop denne udstilling viser, hvad FuFo har fået ud af at parafrasere de store værker i kunsthistorien. Det er tydeligt, at det har været en vanskelig og kompliceret proces for de fire kunstnere, der samtidigt har haft en evig energisk, trods en alvorlig sygdom med efterfølgende operation, Leo Tandrup.

Sådanne arbejdsbetingelser, kunne man nemt formode, ville afstedkomme stive og ufrie værker. Og det er da også tydeligt, at kunstnerne har været på udebane. I nogle tilfælde har det været gavnligt med denne historiebaserede opstramning og i andre tilfælde har det haft en helt anderledes tvivlsom effekt.

Bjørn Eriksen arbejder med stoffet på sin helt egen måde. Det ville være nærliggende at kalde Eriksen for en slags naivist; men dén betegnelse er langt fra dækkende. Bjørn Eriksen arbejder med rummet og akkurat lige så bevidst med motiviske forskydninger i sit kompositoriske sprog. Det vil være uretfærdigt, at sammenligne ham med en anden gedigen kunstner fra vor tid, så det vil jeg gøre, og denne kunstner er Seppo Matinen. Jeg ved at Matinen er en kunstner, Eriksen sætter højt, så jeg har ikke forbrudt mig i forbindelse med dén sammenfatning.

Aktuelt er Bjørn Eriksen muligvis den af de fire kunstnere, der klarer sig mest sikkert igennem vridemaskinen, da hans måde at arbejde på rummer elementer fra historien. Samtidigt fornemmer man hos Eriksen, at motivet er af mindre væsentlig betydning i forhold til, hvordan det rent faktisk bliver udført.

Jacobs kamp med englen
Karen T. Christensens udgave af Rembrandts ’Jacobs kamp med englen’ virker som en illustration, når man iagttager den i udstillingskataloget; men i virkelighedens uskinbarlige verden måler værket 162 x 130 cm. – et klassisk, fransk mål – og hermed skulle det gerne rumme visse monumentale perspektiver; men udførelsen gør maleriet underligt tegneserieagtigt. Der er gjort klart rede for fladerne; men det overvejende røde billede vil både det ekspressionistiske og det famlende i samme moment.

Jørgen Steinickes fortolkning af samme tema holder samme mål og er langt mere heftigt og voldsomt malet. Det synes blot – også her – som kunstneren ikke føler sig hjemme i motivet.

Picasso’s frokost i det grønne
At lave en parafrase over en parafrase virker på denne skribent fuldstændigt meningsløst. Derfor optræder FuFos skildringer af Picassos fremstilling af ’Frokost i det Grønne’ som absurde epigonerier, hvilket er naturligt nok i kraft af, at Picasso er en kunstner, der har sat så solide fodaftryk, at de fleste på ét eller andet niveau ikke kan frasige sig en vis inspiration fra den spanske mester.

Hvordan fungerer så mødet mellem de fire kunstnere, Leo Tandrup og de valgte kunsthistoriske nedslag? Overordnet set udmærket, da der er tale om en tematisk motiveret udstilling, hvilket også er gennemført i ophængningen på KunstCentret Silkeborg Bad; men udstillingen viser også klart, at berøver man kunstneren det frie motivvalg, opstår der sagtens problemer. Og skal man samtidigt redegøre for hvert eneste penselstrøg til en historiker, der gerne vil frem i spotlightet, så bliver det med det hele lidt for brolagt med kompromiser.

Udstillingen ’To mennesker mødes’ kan ses på KunstCentret Silkeborg Bad indtil 11. januar 2009.

Fremad

Mens de liflige toner fra DAB-radioen fylder rummet med musik, arbejder jeg stadigt og vedholdende frem mod udstillingen, der åbner den 5. februar i CopenhART Gallery i Valby, hvor jeg udstiller sammen med den unge og talentfulde maler Jonna Pedersen. Jeg har netop haft mulighed for at se nogle gengivelser af Jonnas nyeste malerierog jeg tror godt, at jeg kan love en udstilling, der bliver mere end interessant.

Der er fællesnævnere og kontraster, hvilket forhåbentligt vil give et kvalificeret bud på, hvordan to kunstnere fra to generationer (Jonna Pedersen er født i 1971), kan bruge maleriet i en højst sammensat og forvirrende samtid.

Frandsen anden gang

Det må være en ensom tjans at være kronprins nogle gange. Her er han placeret på en stol for sig selv i allerførste geled til åbningen af den store Erik A. Frandsen-udstilling på ARoS. Manden, der ser ud til at hvile hovedet på Frederiks skulder er direktør for Ny Carlsberg-fondet, Hans Edward Nørregaard-Nielsen og den blonde kvinde på højre fløj er landets nye kulturminister Carina Christensen.


Jeg har haft en mulighed for at se Erik A. Frandsens store udstilling på kunstmuseet ARoS i Århus to gange – og det er besynderligt, at en kunstudstilling kan ændre karakter i takt med, hvor mange, der befinder sig i udstillingsrummene.

Hvor jeg første gang – til pressemødet – var rimeligt begejstret, havde jeg et helt andet syn på udstillingen til den officielle åbning. Nu fornemmede jeg pludseligt det hele som en gang højtråbende distanceblænderi. Det sidste, afgørende, sæt må spilles på et senere tidspunkt.

Frandsen i mosaik og bøjet i nervøs neon

Jeg har haft en dejlig mulighed for at se Erik A. Frandsens store udstilling på kunstmuseet ARoS i Århus – og jeg må sige, at jeg er rimeligt begejstret over, hvad jeg vil kalde årets hidtil bedste udstilling på museet.

Frandsen er en kunstner, der har arbejdet ret konsekvent med sine skiftende motiver og udtryk, hvad enten det er neon-krusseduller, malerier, mixed media eller sågar mosaik-arbejder forarbejdet i Pietrasanta i Toscana. Man må sige, at niveau 1 er fyldt godt ud på ARoS.