mandag den 13. juli 2009

Første dag på jobbet


Jeg startede officielt i lørdags – altså den 11. juli. Det går jo ikke at begynde på en mandag i følge overleveringerne – og så den 13.

Det handler kort fortalt om Den Kreative Skole i Silkebog, hvor jeg er blevet engageret som såkaldt krea-medarbejder. Det handler mest i første omgang om praktiske opgaver; men på længere sigt skal jeg coache institutionens billedkunstundervisere.

Der er mange ting at sætte sig ind i, når man begynder på en ny stilling på et nyt sted – og til en begyndelse har det været vigtigt for mig at finde rundt i bygningen, som er ret ny. Jeg kunne ikke nære mig for at spille lidt på skolens koncertflygel den første dag. Ellers sætter jeg galleriskinner op, så der kan komme noget på væggene. Noget der kan bryde mønstret med lidt for mange opslagstavler og en udsmykning, der ikke ligefrem er overbevisende.

Husets arkitektur er ligeledes alt andet end inspirerende. Udvendigt har man valgt metal som gennemgående materiale, og vel at mærke ikke på Frank Gehry-niveau. Pudsigt at man har disponeret så lidt kreativitet i forhold til et miljø, der ellers burde sætte nogle anstændige, æstetiske standarder.