Langt hår og rødvin

”Hvis ikke der er et eller andet langhåret, rødvinsdrikkende menneske med malerklatter i håret, der sidder og kæmper, så er det nok ikke rigtig kunst”. Olafur Eliasson er ellers normalt ret godt formulerende omkring sine egne værker. Faktisk kan han – som han bedyrer i Politiken, hvorfra oventående citat stammer – ”kæfte op om regnbuer i timevis”.

Som langhåret rødvinsnyder kan jeg godt genkende Eliassons defination af opfattelsen af kunstscenen, hvis den vel at mærke var blevet fremsat for 30 år siden. I øvrigt mener han ikke, at den danske presse har for fem øre forstand på kunst – og dét er skidt, hvis det forholder sig sådan, for vi må ikke glemme at en væsentlig del af danske kunstanmeldere og -skribenter består af personer med en stor og lang uddannelse inden for faget.

Men kritikken af pressens formidling af billedkunst har i den seneste tid været meget markant – og med rette. Der er længe imellem de kvalificerede anmeldelser i dagbladene. Imens rejser en dedikeret skare rundt med henblik på at beskrive det sete i diverse kunstmagasiner – uden at få en femøre for det.

Olafur Eliasson selv fremstår mest som en bankfunktionær, der trænger til at blive barberet. Og sådan ser prototypen på en komtemporær og succesrig kunstner altså ud.