torsdag den 7. januar 2010

Keramikkens veje er uransagelige


’Keramiske Veje’ hedder en udstilling, der åbner lørdag den 9. januar på KunstCentret Silkeborg Bad.

Jeg har netop modtaget udstillingens flotte katalog, hvori der blandt andet findes en fin tekst af Torben Weirup, der her fortæller om, hvornår kunsthåndværk ophæver sig selv som ren brugskunst og bliver til billedkunst.

’Keramiske Veje’ har været vist indtil for nylig på Sophienholm – og her skrev Lars Hedebo Olsen i Politiken blandt andet om udstillingen, at ”den skal nydes i fulde drag, hvilket gøres bedst med små pauser og kig ud over søen”. Det kan man så passende gøre nu – blot med Ørnsø i stedet for Bagsværd Sø som baggrund.

Jane Reumert er én af de kunstnere, der udstiller på ’Keramiske Veje’. Jeg har oplevet hendes arbejder ved flere lejligheder og især hendes transparente ting i glasfiber fascinerer mig.