søndag den 17. januar 2010

Kommunerne og armslængden


”Pludselig får vi andre interesser ind, der ikke handler om, om kunsten er god eller ej. Det aner politikerne jo ikke en kæft om. Det er derfor, at man skal have sagkyndige med forstand på kunst til at vurdere, hvilken kunst der skal købes ind”. Dette udsagn af Henning Jørgensen, professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet, er blot ét af mange som Anders Haubart Madsen og Christian Bartels har indhentet i forbindelse med en artikelserie i Politiken, som omhandler det såkaldte ”armslængdeprincip”, når det handler om kommunernes indkøb af billedkunst.

I en lang række kommuner ser det ud, som embedsmændene og borgmestrene selv indkøber kunst til kommunerne uden nogen form for egentlig viden om, hvad billedkunsten drejer sig om i deres egen samtid.

Kulturminister Carina Christensen har en holdning til fænomenet: ”Faglighed bør altid være et væsentligt kriterium, når der købes ind for skatteborgernes penge. Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre kommunerne til at anvende armslængdeprincippet, når det handler om indkøb af kunst”, siger hun således.

Vi andre kan så gå rundt og undre os over kommunalfolkenes dispositioner og spørge, hvilke kriterier, der handles efter ude i de små kommuner.