I to uger (indtil 28. februar) kan man opleve udstillingen ’Terminus’, der beskriver Anders Georg Jensens kunstneriske praksis.
Desværre er det en mindeudstilling, der åbnede den 12. februar i Kulturspinderiets lille sal i Silkeborg. To uger er ikke længe – og derfor er der så meget mere grund til snart at tage et blik på nogle af de arbejder, der kan ses på 'Terminus'. Der er mange af dem – og det har været et stort arbejde at få dem til at hænge sammen i et udstillingsforum.
Anders Georg Jensen døde i januar, og jeg var én af dem, for hvem Anders Georg betød meget i kraft af, at han lærte mig at bruge dybtrykket som grafisk medie. Dette var også en del af temaet i den tale, jeg afholdte i forbindelse med åbningen af ’Terminus’.