Farver

Der har ikke været arbejdet meget med farver på det sidste; men nu er de grafiske arbejder udvalgt og leveret til KunstCentret Silkeborg Bad med henblik på min udstilling til september, så nu synes jeg godt, jeg kan lave lidt, der ikke nødvendigvist er sort-hvid.

Der er også lærreder, der skal opspændes. Som overgang fra grafik til maleri fungerer akvarel/gouache fint.

Effektiv disponering

Det er vanskeligt at finde elementer, der kan fremkalde en følelse af pessimisme, når det drejer sig om min kommende udstilling ’Dybt Trykt’ på KunstCentret Silkeborg Bad.

Udstillingen, som er en retrospektiv præsentation af grafiske arbejder fra perioden 1987-2010, åbner den 4. september og varer to måneder frem. Den finder af naturlige årsager sted i Silkeborg Bads grafikfløj.

Mandag den 29. marts foretog Badets direktør Iben From og jeg den endelige udvælgelse og disponering af værker til udstillingen. Vi begyndte klokken 11 og var færdige klokken 14.20, så tiden blev udnyttet optimalt. Der var oven i købet tid til at spise frokost, hvilket blot understreger processens dynamiske forløb.

Der er natrligvis flere elementer, der skal falde på plads i forbindelse med udstillingen; men når man er ude i god tid, er det nemt at være grundig og vel forberedt. Udstillingen vil vise ikke mindre end 93 grafiske arbejder fra den beskrevne periode.

Li'r på ARoS

Just hjemkommet fra pressemødet på kunstmuseet ARoS i Århus, kan jeg konstatere, at emnet kærlighed – udstillingen hedder ’I love you’ – rummer mange aspekter.

Det overraskede mig imidlertid ikke! Mere besynderligt finder jeg, at man sætter et klart lighedstegn mellem kærlighed og sex. For eksempel synes jeg ikke Jeff Koons’ bollescener med hans ex-pornomodelkone er det mindste ophidsende, endsige forankrede i kærlighed.

Wilhelm Freddie’s ’Sex paralysappeal’ fra 1936 er vel også ved at være et fortærsket udstillingsobjekt?

Never mind! Der er bestemt også enkeltstående værker på udstillingen, der er værd at beskæftige sig med – og sådan vil det – heldigvis – altid være med udstillinger af denne sammensatte karakter. Men li’r, dét er der!

Alle ved, hvordan det ser ud, når Jeff Koons boller la Cicciolina, så herover er et billede af museumsinspektør Pernille Taagaard Dinesen foran et gult hjerte med indopererede sommerfugle og diamanter af Damien Hirst.

Slut på sæson'en

Netop som foråret for alvor er ved at slå igennem og havemøbelsæson’en snart bør være et tema, slutter samtidigt andre sæson’er, heriblandt årets forløb på Herning Billedskole i tegning-grafik.

Det har været mit første semester som underviser på den hyggelige skole i Herning – og bestemt ikke den sidste. Jeg har i hvert fald tilkendegivet, at jeg er til rådighed igen i uge 37, når det nye skoleår starter op på Billedskolen.

Men helt slut er det ikke endnu. Den 24. april er der således udstilling i Herning med skolens elevers arbejder – og her er tegnerne og grafikerne naturligvis repræsenteret. Den sidste undervisningsdag den 23. marts var præget af travlhed i undervisningslokalerne, da mange havde ting, de lige skulle have afsluttet til netop elevudstillingen, som finder sted i Herning Midtby på to endnu ikke bekræftede lokaliteter; men meget mere herom senere.

De viste arbejder er af John Laue og Jenny Ærthøj.

2010-serien

Foreløbigt er der færdiggjort syv raderinger af, hvad der vel godt kunne kaldes 2010-serien. Udgangspunktet er, hvad der ligger meget godt i tråd med de sidste par års motivverden, ord – mere eller mindre camouflerede.

På en måde kan man sige, at jeg befinder mig et sted, der kunne beskrives som ”back to basics”. Det var i hvert fald med koldnålsraderingen, jeg i tidernes morgen begyndte en lang proces af eksperimenter inden for den del af den grafiske verden, man kalder for dybtryk.

Artist talk og råhygge

Selv om en snigende influenza, som tvang mig på langs umiddelbart efter begivenheden, lå og ulmede, bidrog jeg alligevel med en hyggelig artist talk på Galleri K1 i Ry torsdag den 18. marts.

Ganske vist var fremmødet begrænset til en hård og eksklusiv kerne af kunstinteresserede Ry-borgere; men jeg har aldrig rigtigt været optaget af de kvantitaive elementer ved et sådant arrangement, så mit engagement var kun begrænset af min fysiske tilstand. Udstillingen ’Small Steps for Mankind’ kan ses frem til den 9. april 2010.

(Billedet er fra ferniseringen og er taget af Annette Smed)

Forår for eliten

Hvis jeg have haft ambitioner om at deltage på Charlottenborgs Forårsudstilling i 2010 i stedet for 1992, kunne jeg nok have skudt en hvis pind gennem denne målsætning.

Uden at vide det, har jeg en fornemmelse af, at grafikken i år slet ikke er repræsenteret, og maleriet såmænd kun, som Astrid la Cour bl.a. skriver i sin anmeldelse af Forårsudstillingen i Berligske Tidende, med et enkelt værk (Vivian Berg: SPIRAL MELANDER (deep violet and brown)), som ifølge la Cour ”hænger næsten symbolsk helt isoleret og ensomt”.

Jeg har ikke noget grundlag for at besidde en mening om Forårsudstillingen anno 2010; men det er som bekendt en kendsgerning at Forårsudstillingen gennem de senere år har undergået en institutionel forvandling, således at der ikke længere er tale om en åben udstilling med fri censurering, som det var tilfældet, da jeg udstillede der tilbage i begyndelsen af 90’erne. Til gengæld er der meget fotografi på udstillingen, og det skyldes måske, at foto-mediet egner sig bedre som digital præsentation for censorerne? Det er nemlig sådan, man indsender sine værker i dag – som filer, og det gør det jo alt andet lige lettere at håndtere værkerne; men til gengæld bliver de også bedømt på et grundlag af noget sekundært. Dette, sammenholdt med en svært forståelig tematik, har nok gjort Forårsudstillingen til et lovligt elitært foretagende.

Den indiske highway

Den 12. marts åbnede kunstmuseet HEART i Herning en ganske interessant udstilling med indisk samtidskunst.

’Indian Highway’, som udstillingen hedder, er kendetegnet ved, at de udstillende kunstnere er totalt ukendte for i hvert fald denne blogskriver – og netop dette gør, at man iagttager værker ned med en renset optik. Og der var bestemt flere ting på udstillingen, som samme bloggist har lyst til at se igen.

Det viste værk fra ’Indian Highway’ viser et utal af blikdåser med hver en videomonitor indbygget. Det skaber en særegen æstetik, der både indeholder videokunstens kulde og skulpturens vedkommende nærhed. Et underligt, men absolut vedkommende værk.

Kunstnerens navn er Bose Krishnamachari (født 1963) og værket er produceret i tidsrummet 2006-08. Titel: ’Ghost/Transmemoir’.

Electronica

Hvad sker der lige her? Jo, jeg var ”hyret” som fotograf på foreningen No 9’s festival for elektronisk musik i Silkeborg for nyligt – og dette arrangement ville jeg bestemt aldrig have opsøgt, hvis ikke det havde været forbundet med embeds medfør. Ikke desto mindre var der mange flotte visuelle effekter forbundet med koncerterne – og det er nok min væsentligste anke mod denne genre? Effektjageriet!

Film set af næsten 19.000 på YouTube

Nu går jeg jo ikke så meget op i kvantitative forhold; men ikke desto mindre er jeg blevet noget overrasket over hvor mange, der har set min meget primitivt udførte film omhandlende en performance af Lilibeth Cuenca i Århus Kunstbygning for godt et års tid siden.

’Never Mind Pollock (women on painting)’ er blevet set af ikke mindre end knapt 19.000 YouTube-brugere over hele verden. Der er også kommet nogle kommentarer hen af vejen til Lilibeths anstrengelser med bl.a. at male et 20 m2 stort lærred med sort farve og med håret som pensel. “I can't believe the audience took this seriously and didn't laugh the roof down” er blot én af mange kommentarer, der næsten alle afviser kunstnerens performance som ren pjat og nonsens. Det kan man naturligvis altid diskutere; men det er da påfaldende at så mange har klikket sig ind og iagttaget optrinnet.

Til sammenligning har min film om Per Kirkebys udstilling i 2008 på Louisiana haft 4734 seere i skrivende stund, og Kirkeby er også temaet i filmen på 3.-pladsen med 2219 visninger.

Der er dog ikke langt derfra og ned til næste film, der handler om mig selv – og det er filmen ’Watercolor and oil pastel’, der har haft lidt mere end 2000 viewers…

Se ’Never Mind Pollock’ HER>

Fra Silkeborg Kunstmuseum til Museum Jorn

Museum Jorn Silkeborg! Navnet giver klart mening, da museet som bekendt rummer maleren, grafikeren og billedhuggeren – ja listen er lang, og i virkeligheden svær at afslutte – Asger Jorns værker og samling af samtidige kollegaers arbejder.

Hvad der tidligere hed Silkeborg Kunstmuseum, har undergået en stor forandring inden for de seneste måneder. Fokus er således nu lagt på Asger Jorns egen malerier, skulpturer og keramiske værker – og det har kostet på andre områder, hvilket måske vidner om, at hvad museet primært mangler er – plads!

Et stort antal værker fra museets samling er placeret på i forvejen trange magasiner. Det gælder ikke mindst de modernistiske danske kunstnere, som før var ophængt i museets såkaldte ”køjer” – de små sidegallerier ned mod ’Indelukket’, hvor et større ubebygget område nærmest skriger efter en tilbygning. Man leder forgæves efter Søren Hjort Nielsen og Erik Raadal, som begge er kunstnere, der har en vis lokal betydning.

Også én af Asger Jorns allertidligste inspirationer, maleren Martin Kaalund Jørgensen, er blevet usynliggjort af de nye dispositioner; Men måske bliver der senere plads til de nævnte kunstnere i udstillingen. Det er vel netop, hvad der kendetegner en levende institution, at man er villig til foranderlighed?

Når alt dette er sagt, må man klart konstatere, at den nye ophængning af hovedpersonens egne kunstværker har fået et løft. Malerier og skulpturer er nu placeret i et logisk kronologisk flow, som både harmonerer med historie og værkernes individuelle styrker. Keramikken har fået en fremtrædende plads på museet, hvorimod grafikken hænger lidt i bremsen. Til gengæld viser museet den store Pariser-udstilling i museets underetage. Det er de arbejder, der dannede grundlag for en omfattende udstilling af Asger Jorns arbejder på papir i Pompidou-Centret i 2008.

Der er ting, der dog kan undre! I forbindelse med et nyindrettet introduktionsrum har man valgt at lade et rutchebanelignende gelænder gennemløbe rummet. Det klæder hverken de mange plancher eller værkerne, der ellers giver et godt indblik i Jorns kunstneriske løbebane.

De nye, organiske sofaer, der præger gallerierne med Jorns værker, er heller ikke – efter min mening – noget specielt godt valg, og jeg er meget i tvivl om, hvad jeg mener om, at møblementet i caféen, tegnet af Alvar Aalto, er blevet malet med afsæt i, at det blot skal fremstå som kulørt. Farvevalget, og måden hvorpå farverne indbyrdes er disponeret, ser mig noget tilfældig ud.

Ikke desto mindre er helhedsindtrykket af Museum Jorn fint, og bliver det hele lidt broget, kan man passende begive sig ind i salen for skiftende udstillinger og se på fotografier af Richard Winther. Her er det meste i sort-hvid.

Se flere billeder fra Museum Jorn Silkeborg HER>

Museum Jorn, 3. marts 2010

Det var ikke Asger Jorns hensigt, at museet, der skulle rumme den store samling af hans værker samt de værker af andre kunstnere, han donerede til Silkeborg Kunstmuseum, skulle indeholde hans navn. Men i dag virker det helt naturligt, at dét, der tidligere hed Silkeborg Kunstmuseum nu fremstår som Museum Jorn.

I skrivende stund ser jeg frem til åbningsreceptionen, og jeg ved, at man på museet i den senere tid har arbejdet hårdt med at få tingene på plads til i dag, som er dagen hvor Jorn ville være fyldt 96. Således er det også præcist på årsdagen for åbningen af den store Jorn Komplet-udstilling, som i 2009 viste Asger Jorns komplette grafiske værk.

For første gang siden museet åbnede på den nuværende lokalitet ved Indelukket i Silkeborg er den faste samling af Jorns arbejder blevet nyophængt – og denne disposition vil med garanti give et nyt blik på kunstnerens livsværk.

Må man mene, at en lort er noget lort?

Ifølge museumsinspektør Finn Terman Frederiksen, Randers Kunstmuseum, er det dybt problematisk, at landets nyudnævnte kulturminister har udtalt sig på TV om Piero (næsten navnebror) Manzoni’s efterhånden legendariske lorteværk Merda d’Artista. Per Stig Møller har ganske enkelt udtalt, efter hvad der refereres, at værket er – noget lort!

Hvis ellers indholdet af den lukkede konservesdåse, som udgør den udvendige del af det latrinære kunstværk, er hvad etiketten indikerer, må man vel sige, at kulturministeren har fuldstændigt ret i sin analyse?

Armslængdeprincip eller ej: En kulturminister må vel have en mening – og give udtryk for den? Alt andet ville, efter min mening være unfair. Det drejer sig jo ikke om et nyproduceret og for nyligt, af et museum, indkøbt stykke kunst.

I øvrigt har hele sagen sat en lavine i gang på DR’s debatside – så ét eller andet kan kunstnerlorten da gøre ved folk… Se bare: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2010/03/01/113107.htm