lørdag den 20. marts 2010

Forår for eliten


Hvis jeg have haft ambitioner om at deltage på Charlottenborgs Forårsudstilling i 2010 i stedet for 1992, kunne jeg nok have skudt en hvis pind gennem denne målsætning.

Uden at vide det, har jeg en fornemmelse af, at grafikken i år slet ikke er repræsenteret, og maleriet såmænd kun, som Astrid la Cour bl.a. skriver i sin anmeldelse af Forårsudstillingen i Berligske Tidende, med et enkelt værk (Vivian Berg: SPIRAL MELANDER (deep violet and brown)), som ifølge la Cour ”hænger næsten symbolsk helt isoleret og ensomt”.

Jeg har ikke noget grundlag for at besidde en mening om Forårsudstillingen anno 2010; men det er som bekendt en kendsgerning at Forårsudstillingen gennem de senere år har undergået en institutionel forvandling, således at der ikke længere er tale om en åben udstilling med fri censurering, som det var tilfældet, da jeg udstillede der tilbage i begyndelsen af 90’erne. Til gengæld er der meget fotografi på udstillingen, og det skyldes måske, at foto-mediet egner sig bedre som digital præsentation for censorerne? Det er nemlig sådan, man indsender sine værker i dag – som filer, og det gør det jo alt andet lige lettere at håndtere værkerne; men til gengæld bliver de også bedømt på et grundlag af noget sekundært. Dette, sammenholdt med en svært forståelig tematik, har nok gjort Forårsudstillingen til et lovligt elitært foretagende.