torsdag den 24. juni 2010

Ydmygelsen i Rustenborg


Solen står sandsynligvis højt og flot på himlen i Japan, efter at landets fodboldhold yderst fortjent sendte et stivbenet og uengageret dansk hold ud af VM-turneringen i Sydafrika.

Det er næsten symbolsk at kampen blev afviklet i Rustenburg, for der var da rimeligt meget rust på den danske indsats, der mest af alt kunne sammenlignes med en gammel Trabant. Det mest påfaldende var, at Japan ikke blot var danskerne overlegne rent taktisk og teknisk; men faktisk også i hovedspillet. Det sætter i den grad den danske insats i et pinligt lys.

Japanerne vandt 3-1 og den danske scoring faldt på et straffespark, som blev brændt; men på riposten scorede straffesparkskytten (Jon Dahl Thomasson) og i den aktion pådrog han sig en skade. Han kunne ikke udskiftes, da Danmark allerede på tidspunktet havde foretaget alle udskiftninger. Meget symbolsk for kampen.

Tidligere samme dag røg de forsvarende verdensmestre fra Italien hjem efter en mindst lige så bemærkelsesværdig ringe indsats mod Slovakiet.