onsdag den 17. november 2010

Den jyske fanes skaber er død


Det er muligt, at Per Kramers kunstneriske engagement i de senere år har stået i skyggen af hans ofte kompromisløse kommentarer til verden - og især den del af verden, der er forankret i billedkunsten.
Kramer ytrede sig om dette og hint, og man kan roligt sige, at han har været eksponent for det århusianske.
Man har med jævne mellemrum kunne opleve ham deltage i debatten om f.eks kunstmuseet ARoS med udgangspunkt i, at museet ikke støttede op omkring den lokale århusianske kunstscene.
Ét af Kramers væsentligste statements var den såkaldte Jyske Fane, som han udviklede som en kommentar til det elitære kunstsyn, som han oplevede i København. Her så han alle spøgelserne og uhyrerne, som i deres magtbegær holdte alle vest for Valby Bakke ude.
Måske var hans indignation forankret i nogle personlige forhold? Jeg ved det ikke; men en kendsgerning er det i hvert fald, at jeg tidligere i dag på en sms, fik at vide at denne på flere måder jyske kæmpe er død, kun 68 år gammel.
Jeg har op gennem årene oplevet Per Kramer som lidt af en kværulant; men en hyggelig samtale en sen aftenstund i værkstedet i Spanien 19B i Århus, gav mig et lidt mere nuanceret syn på ham. Her oplevede jeg en venlig og varm person, som nu desværre er stoppet med at trække vejret.