torsdag den 18. august 2011

Dora Maar og Picasso



Pablo Picasso havde i sin lange levetid som bekendt en del kvinder. Nogle af dem sandsynligvis i monogame forhold og andre i mere parallelle relationer.

En af de sidstnævnte var Dora Maar (1907-97), som i begyndelsen af 30’erne var slået igennem som endog meget dygtig fotograf. Hun befandt sig i kernen af den surrealistiske bevægelse, og midt i 30’erne mødte hun Picasso, som omgående blev dybt fascineret af hende. Hun dokumenterede således tilblivelsen af mesterværket ’Guernica’, som Picasso fuldførte over en måned i 1937.

Senere helligede Dora Maar sig, på Picassos opfordring, i langt højere grad maleriet, inden hun i en høj alder igen begyndte at arbejde med fotografiet i en voldsomt eksperimenterende form. Jeg har lige afsluttet en biografi om Maar, og man må sige, at hun har gennemlevet et begivenhedsrigt forløb i sit 90 år lange liv.

Efter Picasso blev Dora Maar ret religiøs og isolerede sig i højere og højere grad. Der var dog gallerister, der forsøgte at få hende eksponeret i de dage; men hun fremstår ifølge biografien som en person, der var særdeles vanskelig at samarbejde med.