Selv om der er nogle få dage tilbage af 2011, og julens gevordigheder er på en passende afstand, vil jeg alligevel ønske alle et rigtigt godt nytår 2011 med dette billede fra sommerens ophold i Tisvildeleje. De tunge skyer var desværre et ofte forekommende fænomen denne sommer i Nordsjælland. Der er flere billeder fra 2011 HER>
onsdag den 28. december 2011
Helen Frankenthaler 1928-2011
Det er muligt, at navnet Helen Frankenthaler ikke siger den alment kunstinteresserede særligt meget; men ikke desto mindre udgjorde hun i hjemlandet USA en væsentlig indflydelse på den genre, der lidt begrænsende betegnes som ”abstrakt ekspressionisme”. Her udgjorde hun sammen med bl.a. Joan Mitchell en feminin fortrop i relation til en mandsdomineret kunstverden i staterne. Helen Frankenthaler døde efter nogen tids sygdom d. 27. december.
Godt og skidt i 2011
Det kan naturligvis godt virke en anelse mærkværdigt at stille sig til dommer over, hvilke udstillinger der har været gode og slemme i det forløbne år. Alle… Kunstnere – levende som døde – udstillingsarrangører, kuratorer og hvem der ellers har med afviklingen af kunstudstillinger at gøre, må man formode har gjort deres bedste.
Alligevel kan jeg vel godt kyle et par subjektive fraser af om, hvordan jeg har oplevet årets udstillinger. Og her vil jeg slå ned på dem, jeg har set. Alt andet ville være ufint og unfair.
Kinesiske Yue Minjun på ARoS vil jeg ikke sige, skuffede mig, da jeg i forvejen var bekendt med kunstnerens pop-grin. Jeg er ikke vild med Minjun, og derfor fandt jeg også udstillingen højtråbende og overfladisk. Måske netop derfor, at Minjun har fået den status, han har på den internationale scene? Og så hjælper det jo, at man er kineser!
Decideret skuffet blev jeg over Sculpture by the Sea. Det var en gang skulpturelt rod, der var blevet iscenesat i sommer i Aarhus mellem Tangkrogen og Ballehage. Og så vil jeg sige, at Sonja Ferlov Mancoba havde fortjent en mere kvalificeret markering af 100-året for kunstnerens fødsel, end den underlige iscenesættelse på et stort podium, man kunne opleve på Museum Jorn i Silkeborg. Så var der straks noget mere schwung i ’Hvad Skovsøen Gemte’ med modifikationer af Jorn og overmalinger af Kirkeby – uden udstillingen dog fremstår som helt fremragende.
Fremragende var til gengæld den retrospektive udstilling med værker af Kehnet Nielsen på Kunstmuseet i Tønder. For en gangs skyld KØBTE jeg et udstillingskatalog – som for øvrigt i sig selv er på et skyhøjt niveau. Jeg investerede også i kataloget til Josef Albers- udstillingen på Louisiana, da denne udstilling står måske som den bedste, jeg oplevede i det forløbne år.
Og så har jeg ikke nævnt ’Living’ på samme museum, Jorn International på ARoS, Basquiat og Warhol på Arken, Jes Fomsgaard i Vejle, Djurhuus’ samling på ARoS eller Træsnit fra Dürer til Tal R på Statens Museum for Kunst. Men som sædvanligt bød udstillingslandskabet på lidt af hvert.
fredag den 23. december 2011
Godt for kunstmuseerne
”Jeg er glad for, at besøgstallene generelt er så gode på de danske kunstmuseer. Det er et udtryk for et voksende marked. Vi kæmper jo om folks tid. Jeg tror, at når økonomien er i bund, så finder folk ud af, at de godt kan leve uden et nyt Svane-køkken og fem biler i garagen. Så handler det mere om refleksion og om at opleve noget”
Disse ord kommer fra kunstmuseet Louisianas direktør Poul Erik Tøjner. Det er i hvert fald, hvad han har sagt til Weekendavisens Marianne Krogh Andersn som en kommentar til en stor del af de danske kunstmuseers markante fremgang i besøgstal.
På ARoS i Aarhus har man ligeledes svært ved at få armene ned, da man også her har oplevet en stor tilstrømning af mennesker; men her har man jo også i det forløbne år kunne byde på et spektakulært værk, nemlig Olafur Eliassons ’Your Rainbow Panorama’ – taginstallationen, som utvivlsomt har trukket mange folk til museet. Jeg husker tydeligt i begyndelsen, hvor man måtte lukke publikum ind i hold. Selv besad jeg jo det indiskutable privilegium at være til stede, inden installationen blev åbnet for publikum. 525.000 mennesker har foreløbigt besøgt museet i Aarhus.
Til gengæld har en institution som Statens Museum for Kunst lidt sværere ved at skabe interesse omkring deres udstillinger – og de historiske og kulturhistoriske museer har det om muligt endnu sværere. Her taler man med en vis bitterhed om, at der er en hype omkring kunstmuseerne, som man påstår får et større fokus fra avisernes anmeldere. Jeg synes nu efterhånden, at der er langt imellem kunstanmeldelserne i dét dagblad jeg selv holder. Det var en lille tidlig nytårskineser til Politikens kunstanmeldere.
Disse ord kommer fra kunstmuseet Louisianas direktør Poul Erik Tøjner. Det er i hvert fald, hvad han har sagt til Weekendavisens Marianne Krogh Andersn som en kommentar til en stor del af de danske kunstmuseers markante fremgang i besøgstal.
På ARoS i Aarhus har man ligeledes svært ved at få armene ned, da man også her har oplevet en stor tilstrømning af mennesker; men her har man jo også i det forløbne år kunne byde på et spektakulært værk, nemlig Olafur Eliassons ’Your Rainbow Panorama’ – taginstallationen, som utvivlsomt har trukket mange folk til museet. Jeg husker tydeligt i begyndelsen, hvor man måtte lukke publikum ind i hold. Selv besad jeg jo det indiskutable privilegium at være til stede, inden installationen blev åbnet for publikum. 525.000 mennesker har foreløbigt besøgt museet i Aarhus.
Til gengæld har en institution som Statens Museum for Kunst lidt sværere ved at skabe interesse omkring deres udstillinger – og de historiske og kulturhistoriske museer har det om muligt endnu sværere. Her taler man med en vis bitterhed om, at der er en hype omkring kunstmuseerne, som man påstår får et større fokus fra avisernes anmeldere. Jeg synes nu efterhånden, at der er langt imellem kunstanmeldelserne i dét dagblad jeg selv holder. Det var en lille tidlig nytårskineser til Politikens kunstanmeldere.
torsdag den 22. december 2011
Tidsrum
Tiden lige op til jul og nytår er typisk ikke til åbning af nye kunstudstillinger; men det når dårligt at blive 2012, inden det igen går løs, og en af de første udstillinger, der åbner i ’12 har titlen ’Tidsrum’, og det er en udstilling, der viser værker af billedhuggeren Jens Chr. Jensen på Jens Nielsen og Olivia Holm Møller Museet i Holstebro.
Når jeg nævner præcist denne udstilling, er det fordi, at jeg bl.a. har bidraget med tekst til udstillingens katalog.
Når jeg nævner præcist denne udstilling, er det fordi, at jeg bl.a. har bidraget med tekst til udstillingens katalog.
Berlingernes top ti
Et årsskifte er en glimrende anledning til evalueringer af enhver form. Derfor har redaktionen på dagbladet Berlingske også foretaget en liste over, hvilke udstillinger, man har fundet mest interessante i det forløbne år.
Førstepladsen bliver delt mellem to udstillinger, som i 2011 har fundet sted på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, nemlig henholdsvis Picasso-udstillingen tidligere på året og den stadigt kørende udstilling med vægten lagt på lighederne og modsætningerne Paul Klee og Cobra imellem. Hvilken af de to udstillinger, redaktionen finder bedst, fremgår ikke med al ønskelig tydelighed.
Det ligger dog fast, at Gauguin på Glyptoteket ligger nr. to på listen, hvor det måske er en overraskelse for nogle, at Kirsten Kleins store udstilling på Sophienholm med fotos fra Limfjorden i kombination med et antal malere fra samme egn, røg in som nr. tre.
Den stort anlagte Jorn International-udstilling på ARoS (billederne) blev vurderet til en femteplads, og en udstilling, som jeg i hvert fald fandt fremragende, var den store Kehnet Nielsen-udstilling på Kunstmuseet i Tønder, som af kunst-redaktionen er vurderet til en syvendeplads.
Jeg savner måske en tredje udstilling på Louisiana, nemlig Josef Albers, som jeg selv ser som en af de helt store positive overraskelser i årets løb.
Førstepladsen bliver delt mellem to udstillinger, som i 2011 har fundet sted på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, nemlig henholdsvis Picasso-udstillingen tidligere på året og den stadigt kørende udstilling med vægten lagt på lighederne og modsætningerne Paul Klee og Cobra imellem. Hvilken af de to udstillinger, redaktionen finder bedst, fremgår ikke med al ønskelig tydelighed.
Det ligger dog fast, at Gauguin på Glyptoteket ligger nr. to på listen, hvor det måske er en overraskelse for nogle, at Kirsten Kleins store udstilling på Sophienholm med fotos fra Limfjorden i kombination med et antal malere fra samme egn, røg in som nr. tre.
Den stort anlagte Jorn International-udstilling på ARoS (billederne) blev vurderet til en femteplads, og en udstilling, som jeg i hvert fald fandt fremragende, var den store Kehnet Nielsen-udstilling på Kunstmuseet i Tønder, som af kunst-redaktionen er vurderet til en syvendeplads.
Jeg savner måske en tredje udstilling på Louisiana, nemlig Josef Albers, som jeg selv ser som en af de helt store positive overraskelser i årets løb.
tirsdag den 20. december 2011
Flere quickies
Nu er filmen ’A quick one’ blevet formidlet både her og der, så det kan bekræftes, at den nu også er blevet set. I mellemtiden har jeg lige produceret et par akvareller yderligere...
torsdag den 15. december 2011
Museerne i 2012
Når et år kører på sidste vers, er der tradition for at museerne og enkelte udstillingssteder derudover sender pressemeddelelser ud om det kommende års udstillingsvirksomhed.
Med hensyn til Statens Museum for Kunst (billedet herover) bliver der adskillige gode grunde til at aflægge hovedstaden besøg i 2012. Fra 4. februar kan man opleve ’Hammershøi og Europa’ og denne udstilling skildrer den store maler i et internationalt perspektiv, hvilket er relevant, da netop Vilhelm Hammershøi er en kunstner, der har haft verdens opmærksomhed i den seneste tid – ikke mindst på grund af nogle interessante hammerslag på internationale auktioner.
Fra 30. marts er det kunsten fra det 20. århundrede og den nyeste samtidskunst, der præger nationalgalleriet i kraft af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’. Kobberstiksamlingen viser i perioden 20. april-12. ’Tyske Verdensbilleder 1890-1930 – Fra Kollwitz til Nolde’.
En udstilling dykker ned under huden på de to næsten identiske nederlandske malere fra 1500-tallet Bruegel og Bosch fra 4. maj til 21. oktober, og fra 14. juli til 28. oktober står den på Matisse og en stor præsentation af hvad museet betegner som ”enestående mesterværker fra hele verden”. Jeg tror på det!
ARoS i Aarhus har samtidigt udsendt pressemateriale om deres 2012-program, og her skal man frem til efteråret – nærmere bestemt 6. oktober – for at finde årets highlight – nemlig en udstilling med titlen ’Edvard Munch – angst/anxiety’. Udover Munch viser ARoS udstillingen fra 31. marts ’Modernisme. Maleriets Fornyelse 1908-41’. Som titlen antyder, kan man her opleve det ypperste inden for dansk og europæisk modernisme.
På ARoS vil man også i løbet af året kunne opleve amerikanske kunstnere – nemlig Tony Oursler og Tony Matelli, som begge er kunstnere, der vil være bekendte af museets stamgæster.
Med hensyn til Statens Museum for Kunst (billedet herover) bliver der adskillige gode grunde til at aflægge hovedstaden besøg i 2012. Fra 4. februar kan man opleve ’Hammershøi og Europa’ og denne udstilling skildrer den store maler i et internationalt perspektiv, hvilket er relevant, da netop Vilhelm Hammershøi er en kunstner, der har haft verdens opmærksomhed i den seneste tid – ikke mindst på grund af nogle interessante hammerslag på internationale auktioner.
Fra 30. marts er det kunsten fra det 20. århundrede og den nyeste samtidskunst, der præger nationalgalleriet i kraft af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’. Kobberstiksamlingen viser i perioden 20. april-12. ’Tyske Verdensbilleder 1890-1930 – Fra Kollwitz til Nolde’.
En udstilling dykker ned under huden på de to næsten identiske nederlandske malere fra 1500-tallet Bruegel og Bosch fra 4. maj til 21. oktober, og fra 14. juli til 28. oktober står den på Matisse og en stor præsentation af hvad museet betegner som ”enestående mesterværker fra hele verden”. Jeg tror på det!
ARoS i Aarhus har samtidigt udsendt pressemateriale om deres 2012-program, og her skal man frem til efteråret – nærmere bestemt 6. oktober – for at finde årets highlight – nemlig en udstilling med titlen ’Edvard Munch – angst/anxiety’. Udover Munch viser ARoS udstillingen fra 31. marts ’Modernisme. Maleriets Fornyelse 1908-41’. Som titlen antyder, kan man her opleve det ypperste inden for dansk og europæisk modernisme.
På ARoS vil man også i løbet af året kunne opleve amerikanske kunstnere – nemlig Tony Oursler og Tony Matelli, som begge er kunstnere, der vil være bekendte af museets stamgæster.
tirsdag den 13. december 2011
Fusion i Vejle
Når man læser overskriften, kan man godt fristes til at tro, at jeg ikke er helt opdateret på, hvad der sker i trekantsområdet. Og, joh! Jeg er udmærket klar over, at Vejle Boldklub og Koldings tilsvarende for længst har slået de pjaltede fodboldtrøjer sammen, og det er heller ikke fodbold, det drejer sig om; men derimod museumsverdenen.
Det forlyder, at man fra politisk hold har besluttet at sammenlægge Vejle Museum med Vejle Kunstmuseum, og dét kunne muligvis give god mening, hvis ikke man i samme hug afskediger to kunstfaglige medarbejdere fra kunstmuseet. To medarbejdere – begge inspektører – lyder måske ikke af så meget; men når det drejer sig om et provinsmuseum, er det faktisk det samme som at nedlægge alle former for formidlings- og forskningsfunktioner på intitutionen.
Ikke mindst i lyset af, at Vejle Kunstmuseum rummer en omfattende samling af grafiske værker – faktisk den største efter Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst – synes det helt ud i Vejle Fjord, at man nu vælter hele museets fundament omkuld på denne måde.
Jeg kommenterede den politiske disposition på et site, som hedder ’Borgere for et selvstændigt Vejle Kunstmuseum’ med en metafor, der bringer min egen by, Silkeborg, ind i diskussionen: ”Hvad om man fusionerede det historiske museum med Museum Jorn? Så kunne Tollundmanden og Asger Jorn gå hånd i hånd med henblik på at gøre byen til omdrejningspunkt for afdøde koryfæer”…
Det forlyder, at man fra politisk hold har besluttet at sammenlægge Vejle Museum med Vejle Kunstmuseum, og dét kunne muligvis give god mening, hvis ikke man i samme hug afskediger to kunstfaglige medarbejdere fra kunstmuseet. To medarbejdere – begge inspektører – lyder måske ikke af så meget; men når det drejer sig om et provinsmuseum, er det faktisk det samme som at nedlægge alle former for formidlings- og forskningsfunktioner på intitutionen.
Ikke mindst i lyset af, at Vejle Kunstmuseum rummer en omfattende samling af grafiske værker – faktisk den største efter Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst – synes det helt ud i Vejle Fjord, at man nu vælter hele museets fundament omkuld på denne måde.
Jeg kommenterede den politiske disposition på et site, som hedder ’Borgere for et selvstændigt Vejle Kunstmuseum’ med en metafor, der bringer min egen by, Silkeborg, ind i diskussionen: ”Hvad om man fusionerede det historiske museum med Museum Jorn? Så kunne Tollundmanden og Asger Jorn gå hånd i hånd med henblik på at gøre byen til omdrejningspunkt for afdøde koryfæer”…
søndag den 11. december 2011
Om at finde kammertonen
Søndag d. 11. september afleverede jeg en artist talk på Vilhelmsdal. Som tidligere krydrede jeg min tale med nogle musikalske indslag – eller ”musikalske” er måske et skud over mål? Jeg er i hvert fald bevidst om, at jeg ikke er musiker! Jeg sejlede lidt rundt i akkorderne til ret simple sange, og netop derfor, tror jeg, at det fremover vil være mest hensigtsmæssigt, hvis jeg udelukkende fortæller publikum om min kunstneriske løbebane og undlader at spille.
Arrangementet var såmænd hyggeligt; men jeg er blot ikke tilfreds med min egen performance, og det må jeg nok tage konsekvensen af i fremtiden. Det kan derfor udmærket være min sidste optræden af denne karakter, som et lille, men eksklusivt publikum, oplevede på Vilhelmsdal på denne decembersøndag. (foto: Annette Smed)
Kunstavisen nr. 11 år 11
”De har alle en lang tradition for at arbejde med det grafiske medium, samtidigt er der en indholdsmæssig spredning i deres værker, der gør det interessant at være besøgende. Man bemærker, at de alle tilhører det samme ti-år generationsmæssigt, hvor grafikken fortsat var værdsat og som på en eller anden måde må have været en del af deres opvækst”
Dette citat er en del af Erik Meistrups anmeldelse i Kunstavisen af udstillingen Grafik på Vilhelmsdal. Meistrup fokuserer på grafikkens rolle som kunstnerisk medie i dag – og bekræfter helt relevant, at grafikken i dag optræder i kunstlandskabet i en skyggetilværelse i forhold til maleriet. Han påpeger også en kendsgerning, som jeg havde overset – nemlig at samtlige seks udstillere på Grafik på Vilhelmsdal, med en enkelt undtagelse, er født i 50’erne, og dermed i det store hele tilhører samme kunstnergeneration.
Dette citat er en del af Erik Meistrups anmeldelse i Kunstavisen af udstillingen Grafik på Vilhelmsdal. Meistrup fokuserer på grafikkens rolle som kunstnerisk medie i dag – og bekræfter helt relevant, at grafikken i dag optræder i kunstlandskabet i en skyggetilværelse i forhold til maleriet. Han påpeger også en kendsgerning, som jeg havde overset – nemlig at samtlige seks udstillere på Grafik på Vilhelmsdal, med en enkelt undtagelse, er født i 50’erne, og dermed i det store hele tilhører samme kunstnergeneration.
torsdag den 8. december 2011
A quick one
Overskriften kommer samtidigt til at udgøre titlen på en lille film, som jeg har planlagt at producere om tilblivelsen af den akvarel, som er gengivet herover.
Akvarelmaleri bliver vel ofte betragtet som lidt af en ”tøsedisciplin” inden for billedkunsten; men metoden har ikke desto mindre ret oplagte fordele. I forhold til maleriet eller grafikken, får man ret hurtigt et resultat af sine eksperimenter, hvilket i nogle tilfælde kan være ret tilfredsstillende.
Akvarelmaleri bliver vel ofte betragtet som lidt af en ”tøsedisciplin” inden for billedkunsten; men metoden har ikke desto mindre ret oplagte fordele. I forhold til maleriet eller grafikken, får man ret hurtigt et resultat af sine eksperimenter, hvilket i nogle tilfælde kan være ret tilfredsstillende.
Et kompliceret tema?
”Identiteten har i mange år været et af billedkunstens hovedtemaer – efterhånden som adgangen til faget blev stadig mere demokratisk og ligestillet, blev kunstens udtryk i højeste grad også præget af de spændinger og modsætninger, som opstod som en naturlig følge af detroniseringen af den hvide mandlige kunstner. Alle de nye stemmer i kunstens verden havde et stort behov for at adressere en lang række forhold og problematikker, som med afsæt i køn, race, social baggrund, kultur, forbrug og politiks overbevisning, handlede om identitet og retten til at være sig selv bekendt, lige meget hvem man er”
Denne tekst er hentet i temabeskrivelsen af den planlagte udstilling i regi af foreningen ProKK, som jeg er medlem af. Faktisk sad jeg i en lille årrække i bestyrelsen af foreningen, som har sit udgangspunkt i Aarhus.
I den senere tid er min indbakke blevet spammet til af ProKK-medlemmer, som er indignerede over, hvad de tilsyneladende oplever som en ekskluderende kuratering af udstillingen. Som ansvarlig kurator i relation til udstillingen ’Jeg skaber (MIG)-ErGO er jeg’, som har netop kunstnerens identitet som tema, har ProKKs nuværende bestyrelse udpeget Trine Rytter Andersen, der udover selv at være udøvende kunstner, har en fortid som anmelder ved Aarhus Stiftstidende og i øvrigt et større antal kurateringsopgaver bag sig.
Om det er temaet, udviklet af Trine Rytter, der har fået adskillige ProKK-medlemmer til at føle sig ”bortdømt”, skal jeg ikke kunne sige; men blot konstatere, at jeg ikke selv har overvejet at deltage i hverken denne – eller den sidste begivenhed i Prokk-regi. Dette er langt fra betinget af en indignation; men blot en konstatering af, at de aktuelle temaer ikke har haft en relevans i forhold til min egen kunstneriske praksis. Disse forhold skal i hvert fald ikke afholde mig fra at glæde mig til at se, hvad der kommer ud af temaet og Trine Rytters kuratering. Jeg er fortrøstningsfuld.
Som interesseret iagttager, og ikke mindst som medlem af ProKK, kan jeg kun være fokuseret på, at foreningen skaber seværdige og spændende udstillinger. Om det så lykkes, vil tiden vise. Udstillingen finder sted i Aarhus Kunstbygning i perioden 11. maj-10. juni 2012.
Denne tekst er hentet i temabeskrivelsen af den planlagte udstilling i regi af foreningen ProKK, som jeg er medlem af. Faktisk sad jeg i en lille årrække i bestyrelsen af foreningen, som har sit udgangspunkt i Aarhus.
I den senere tid er min indbakke blevet spammet til af ProKK-medlemmer, som er indignerede over, hvad de tilsyneladende oplever som en ekskluderende kuratering af udstillingen. Som ansvarlig kurator i relation til udstillingen ’Jeg skaber (MIG)-ErGO er jeg’, som har netop kunstnerens identitet som tema, har ProKKs nuværende bestyrelse udpeget Trine Rytter Andersen, der udover selv at være udøvende kunstner, har en fortid som anmelder ved Aarhus Stiftstidende og i øvrigt et større antal kurateringsopgaver bag sig.
Om det er temaet, udviklet af Trine Rytter, der har fået adskillige ProKK-medlemmer til at føle sig ”bortdømt”, skal jeg ikke kunne sige; men blot konstatere, at jeg ikke selv har overvejet at deltage i hverken denne – eller den sidste begivenhed i Prokk-regi. Dette er langt fra betinget af en indignation; men blot en konstatering af, at de aktuelle temaer ikke har haft en relevans i forhold til min egen kunstneriske praksis. Disse forhold skal i hvert fald ikke afholde mig fra at glæde mig til at se, hvad der kommer ud af temaet og Trine Rytters kuratering. Jeg er fortrøstningsfuld.
Som interesseret iagttager, og ikke mindst som medlem af ProKK, kan jeg kun være fokuseret på, at foreningen skaber seværdige og spændende udstillinger. Om det så lykkes, vil tiden vise. Udstillingen finder sted i Aarhus Kunstbygning i perioden 11. maj-10. juni 2012.
tirsdag den 6. december 2011
Et anmeldermareridt
”I en montre vises nogle sten, der parvist er påfaldende ens. Den ene er en kopi i bronze. Naturtro bestemt. Men altså kun en efterligning, der måske kan fylde en med samme undren og ydmyghed som billederne af stjernerne”
Sådan hedder det i en anmeldelse, som Berlingskes kunstanmelder Torben Weirup har foretaget i forbindelse med en udstilling med værker af den lettiske kunstner Vija Celmins på kunstmuseet Louisiana.
Nu har Anders Hjort fra dagbladet Politiken – og vel hovedkonkurrenten til Berlingske – afsløret, at værket, som Weirup referer til, slet ikke optræder på udstillingen. Dermed burde det være klart at anmelderen er blevet afsløret i at anmelde en udstilling, han ikke har set, hvilket nok udgør en anmelders værste mareridt. Og sådan burde det vel også fremstå med mindre, at Louisiana’s pressechef faktisk har bekræftet at Weirup HAR set udstillingen.
Sådan hedder det i en anmeldelse, som Berlingskes kunstanmelder Torben Weirup har foretaget i forbindelse med en udstilling med værker af den lettiske kunstner Vija Celmins på kunstmuseet Louisiana.
Nu har Anders Hjort fra dagbladet Politiken – og vel hovedkonkurrenten til Berlingske – afsløret, at værket, som Weirup referer til, slet ikke optræder på udstillingen. Dermed burde det være klart at anmelderen er blevet afsløret i at anmelde en udstilling, han ikke har set, hvilket nok udgør en anmelders værste mareridt. Og sådan burde det vel også fremstå med mindre, at Louisiana’s pressechef faktisk har bekræftet at Weirup HAR set udstillingen.
En anden detalje, som kan fungere som forsvar for Weirup – og Weekendavisens Lisbeth Bonde, som er grebet i samme brøler – er, at det omtalte værk er beskrevet i udstillingens formidlingsmateriale. Samtidigt påpeger Weirup over for fagbladet Journalisten, at han har set værket på en anden udstilling ”for mange år siden”. I forlængelse af denne udmelding udtaler Torben Weirup til Journalisten, at han har husket galt og taget fejl.
Lisbeth Bonde har udtalt, at værket via formidlingen tilsyneladende har brændt sig så klart fast i hendes bevidsthed, som var det fysisk til stede på udstillingen, og samtidigt undskylder hun sig med, at hun var bortrejst i en periode fra hun så udstillingen og til hun skrev sin anmeldelse.
I forbindelse med, hvad skribenten fra Politiken kalder ”fupanmeldelser”, refererer han til en østrigsk koncertanmelder, der skamroste en George Michael-koncert i Wien. Problemet var blot, at koncerten var aflyst, da sangeren var blevet syg. Hvad kan man lære af alt dette? Jo, som udgangspunkt bør man i det mindste ved selvsyn erfare, hvad den udstilling, man skal anmelde, handler om.
Ikke desto mindre, synes jeg måske, at Anders Hjort har blæst hele sagen lidt ud af proportion i kraft af, at det faktisk kan bevidnes, at Weirup og Bonde har set den pågældende udstilling, som jeg i øvrigt selv håber at få mulighed for at se, inden den slutter 8. januar
mandag den 5. december 2011
Artist talk med guitar
Som man kan se herover, varer udstillingen Grafik på Vilhelmsdal frem til d. 19. december; men allerede på søndag d. 11. december kl. 15 har jeg lovet at komme og fortælle lidt om min kunstneriske løbebane med hovedvægten lagt på grafikken, der som det fremgår af udstillingens titel, aktuelt er temaet.
Denne atist talk bliver en musikalsk én af slagsen. Og det vil sige at jeg krydrer mine fortællinger med musik, som har haft – eller har – en vis betydning for mit liv. Jeg lavede for et par år siden en performance på Museum Jorn, hvor jeg lavede noget af det samme, som man kan opleve på Vilhelmsdal; men her var vægten lagt på de kronologiske paralleller, der er mellem Asger Jorns tonale eksperimenter og mine egne første musikalske opdagelser. På Vilhelmsdal bliver det anderledes. Jeg er begyndt at øve; men repertoiret er langt fra på plads her fem dage før det går løs.
Vilhelmsdal beliggende på adressen Tisetvej 116, 8340 Malling (syd for Aarhus) og indtil 19. december kan udstillingen ses fredage, lørdage og søndage kl. 10-17.
Denne atist talk bliver en musikalsk én af slagsen. Og det vil sige at jeg krydrer mine fortællinger med musik, som har haft – eller har – en vis betydning for mit liv. Jeg lavede for et par år siden en performance på Museum Jorn, hvor jeg lavede noget af det samme, som man kan opleve på Vilhelmsdal; men her var vægten lagt på de kronologiske paralleller, der er mellem Asger Jorns tonale eksperimenter og mine egne første musikalske opdagelser. På Vilhelmsdal bliver det anderledes. Jeg er begyndt at øve; men repertoiret er langt fra på plads her fem dage før det går løs.
Vilhelmsdal beliggende på adressen Tisetvej 116, 8340 Malling (syd for Aarhus) og indtil 19. december kan udstillingen ses fredage, lørdage og søndage kl. 10-17.
lørdag den 3. december 2011
Historien om Vivian Maier
Det miskendte geni – eller blot det oversete talent – er begreber, som stadig kan forekomme i en verden, hvor den slags eller burde komme frem for dagens lys på et tidspunkt.
For et par år siden blev jeg opmærksom på en kvinde, som i Chicago og New York havde gået og fotograferet i sin fritid uden at omverdenen havde bekymret sig synderligt om dette. Vivian Maier havde et job som barnepasser; men sin fritid investerede hun i at fotografere på gader og stræder i de østamerikanske storbyer.
Hun døde i 2009, og på et tidspunkt købte en ung børsmægler, John Maloof, hendes negativer på et loppemarked. Siden er hun – må man sige – posthumt blevet opdaget af et større publikum, ikke mindst via Maloof’s formidling. Han har nu fået oprettet et website, hvor man kan se et stort udvalg af Maier’s fotos, som hun tog med sit tilsyneladende uundværlige Rolleiflex TLR kamera…
torsdag den 1. december 2011
Visioner i Vejle
”Jeg er meget glad for invitationen til at tegne KIRK KAPITALs nye hovedsæde. Jeg har i mange år beskæftiget mig æstetisk-analytisk med rum og med forholdet mellem individuelle og kollektive erfaringer med byrum. Denne opgave vil give mig mulighed for at videreføre mit arbejde inden for en eksplicit arkitektonisk sammenhæng”
Det er ikke ofte, at den internationale kunstportal ArtDaily beskæftiger sig med et planlagt byggeri på Vejles havnefront; men når Olafur Eliasson – som er manden bag ovenstående statement – er inde over som arkitektonisk konsulent, får projektet omkring investeringsselskabet KIRK KAPITALs nye hovedsæde i Vejle en dimension, der giver grobund for global omtale. Og med hensyn til financeringen, synes denne ret problemløs, da KIRK KAPITALs egenkapital ifølge selskabets hjemmeside p.t. udgør 3,8 mia. kr.
Godt gået af en virksomhed, som er etableret i 2007