onsdag den 28. december 2011

Godt og skidt i 2011




Det kan naturligvis godt virke en anelse mærkværdigt at stille sig til dommer over, hvilke udstillinger der har været gode og slemme i det forløbne år. Alle… Kunstnere – levende som døde – udstillingsarrangører, kuratorer og hvem der ellers har med afviklingen af kunstudstillinger at gøre, må man formode har gjort deres bedste.

Alligevel kan jeg vel godt kyle et par subjektive fraser af om, hvordan jeg har oplevet årets udstillinger. Og her vil jeg slå ned på dem, jeg har set. Alt andet ville være ufint og unfair.

Kinesiske Yue Minjun på ARoS vil jeg ikke sige, skuffede mig, da jeg i forvejen var bekendt med kunstnerens pop-grin. Jeg er ikke vild med Minjun, og derfor fandt jeg også udstillingen højtråbende og overfladisk. Måske netop derfor, at Minjun har fået den status, han har på den internationale scene? Og så hjælper det jo, at man er kineser!

Decideret skuffet blev jeg over Sculpture by the Sea. Det var en gang skulpturelt rod, der var blevet iscenesat i sommer i Aarhus mellem Tangkrogen og Ballehage. Og så vil jeg sige, at Sonja Ferlov Mancoba havde fortjent en mere kvalificeret markering af 100-året for kunstnerens fødsel, end den underlige iscenesættelse på et stort podium, man kunne opleve på Museum Jorn i Silkeborg. Så var der straks noget mere schwung i ’Hvad Skovsøen Gemte’ med modifikationer af Jorn og overmalinger af Kirkeby – uden udstillingen dog fremstår som helt fremragende.

Fremragende var til gengæld den retrospektive udstilling med værker af Kehnet Nielsen på Kunstmuseet i Tønder. For en gangs skyld KØBTE jeg et udstillingskatalog – som for øvrigt i sig selv er på et skyhøjt niveau. Jeg investerede også i kataloget til Josef Albers- udstillingen på Louisiana, da denne udstilling står måske som den bedste, jeg oplevede i det forløbne år.

Og så har jeg ikke nævnt ’Living’ på samme museum, Jorn International på ARoS, Basquiat og Warhol på Arken, Jes Fomsgaard i Vejle, Djurhuus’ samling på ARoS eller Træsnit fra Dürer til Tal R på Statens Museum for Kunst. Men som sædvanligt bød udstillingslandskabet på lidt af hvert.