GODT NYTÅR!!!

Selv om der er nogle få dage tilbage af 2011, og julens gevordigheder er på en passende afstand, vil jeg alligevel ønske alle et rigtigt godt nytår 2011 med dette billede fra sommerens ophold i Tisvildeleje. De tunge skyer var desværre et ofte forekommende fænomen denne sommer i Nordsjælland. Der er flere billeder fra 2011 HER>

Helen Frankenthaler 1928-2011

Det er muligt, at navnet Helen Frankenthaler ikke siger den alment kunstinteresserede særligt meget; men ikke desto mindre udgjorde hun i hjemlandet USA en væsentlig indflydelse på den genre, der lidt begrænsende betegnes som ”abstrakt ekspressionisme”. Her udgjorde hun sammen med bl.a. Joan Mitchell en feminin fortrop i relation til en mandsdomineret kunstverden i staterne. Helen Frankenthaler døde efter nogen tids sygdom d. 27. december.

Godt og skidt i 2011

Det kan naturligvis godt virke en anelse mærkværdigt at stille sig til dommer over, hvilke udstillinger der har været gode og slemme i det forløbne år. Alle… Kunstnere – levende som døde – udstillingsarrangører, kuratorer og hvem der ellers har med afviklingen af kunstudstillinger at gøre, må man formode har gjort deres bedste.

Alligevel kan jeg vel godt kyle et par subjektive fraser af om, hvordan jeg har oplevet årets udstillinger. Og her vil jeg slå ned på dem, jeg har set. Alt andet ville være ufint og unfair.

Kinesiske Yue Minjun på ARoS vil jeg ikke sige, skuffede mig, da jeg i forvejen var bekendt med kunstnerens pop-grin. Jeg er ikke vild med Minjun, og derfor fandt jeg også udstillingen højtråbende og overfladisk. Måske netop derfor, at Minjun har fået den status, han har på den internationale scene? Og så hjælper det jo, at man er kineser!

Decideret skuffet blev jeg over Sculpture by the Sea. Det var en gang skulpturelt rod, der var blevet iscenesat i sommer i Aarhus mellem Tangkrogen og Ballehage. Og så vil jeg sige, at Sonja Ferlov Mancoba havde fortjent en mere kvalificeret markering af 100-året for kunstnerens fødsel, end den underlige iscenesættelse på et stort podium, man kunne opleve på Museum Jorn i Silkeborg. Så var der straks noget mere schwung i ’Hvad Skovsøen Gemte’ med modifikationer af Jorn og overmalinger af Kirkeby – uden udstillingen dog fremstår som helt fremragende.

Fremragende var til gengæld den retrospektive udstilling med værker af Kehnet Nielsen på Kunstmuseet i Tønder. For en gangs skyld KØBTE jeg et udstillingskatalog – som for øvrigt i sig selv er på et skyhøjt niveau. Jeg investerede også i kataloget til Josef Albers- udstillingen på Louisiana, da denne udstilling står måske som den bedste, jeg oplevede i det forløbne år.

Og så har jeg ikke nævnt ’Living’ på samme museum, Jorn International på ARoS, Basquiat og Warhol på Arken, Jes Fomsgaard i Vejle, Djurhuus’ samling på ARoS eller Træsnit fra Dürer til Tal R på Statens Museum for Kunst. Men som sædvanligt bød udstillingslandskabet på lidt af hvert.

Glædelig jul

Godt for kunstmuseerne

”Jeg er glad for, at besøgstallene generelt er så gode på de danske kunstmuseer. Det er et udtryk for et voksende marked. Vi kæmper jo om folks tid. Jeg tror, at når økonomien er i bund, så finder folk ud af, at de godt kan leve uden et nyt Svane-køkken og fem biler i garagen. Så handler det mere om refleksion og om at opleve noget”

Disse ord kommer fra kunstmuseet Louisianas direktør Poul Erik Tøjner. Det er i hvert fald, hvad han har sagt til Weekendavisens Marianne Krogh Andersn som en kommentar til en stor del af de danske kunstmuseers markante fremgang i besøgstal.

På ARoS i Aarhus har man ligeledes svært ved at få armene ned, da man også her har oplevet en stor tilstrømning af mennesker; men her har man jo også i det forløbne år kunne byde på et spektakulært værk, nemlig Olafur Eliassons ’Your Rainbow Panorama’ – taginstallationen, som utvivlsomt har trukket mange folk til museet. Jeg husker tydeligt i begyndelsen, hvor man måtte lukke publikum ind i hold. Selv besad jeg jo det indiskutable privilegium at være til stede, inden installationen blev åbnet for publikum. 525.000 mennesker har foreløbigt besøgt museet i Aarhus.

Til gengæld har en institution som Statens Museum for Kunst lidt sværere ved at skabe interesse omkring deres udstillinger – og de historiske og kulturhistoriske museer har det om muligt endnu sværere. Her taler man med en vis bitterhed om, at der er en hype omkring kunstmuseerne, som man påstår får et større fokus fra avisernes anmeldere. Jeg synes nu efterhånden, at der er langt imellem kunstanmeldelserne i dét dagblad jeg selv holder. Det var en lille tidlig nytårskineser til Politikens kunstanmeldere.

Tidsrum

Tiden lige op til jul og nytår er typisk ikke til åbning af nye kunstudstillinger; men det når dårligt at blive 2012, inden det igen går løs, og en af de første udstillinger, der åbner i ’12 har titlen ’Tidsrum’, og det er en udstilling, der viser værker af billedhuggeren Jens Chr. Jensen på Jens Nielsen og Olivia Holm Møller Museet i Holstebro.

Når jeg nævner præcist denne udstilling, er det fordi, at jeg bl.a. har bidraget med tekst til udstillingens katalog.

Berlingernes top ti

Et årsskifte er en glimrende anledning til evalueringer af enhver form. Derfor har redaktionen på dagbladet Berlingske også foretaget en liste over, hvilke udstillinger, man har fundet mest interessante i det forløbne år.

Førstepladsen bliver delt mellem to udstillinger, som i 2011 har fundet sted på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, nemlig henholdsvis Picasso-udstillingen tidligere på året og den stadigt kørende udstilling med vægten lagt på lighederne og modsætningerne Paul Klee og Cobra imellem. Hvilken af de to udstillinger, redaktionen finder bedst, fremgår ikke med al ønskelig tydelighed.

Det ligger dog fast, at Gauguin på Glyptoteket ligger nr. to på listen, hvor det måske er en overraskelse for nogle, at Kirsten Kleins store udstilling på Sophienholm med fotos fra Limfjorden i kombination med et antal malere fra samme egn, røg in som nr. tre.

Den stort anlagte Jorn International-udstilling på ARoS (billederne) blev vurderet til en femteplads, og en udstilling, som jeg i hvert fald fandt fremragende, var den store Kehnet Nielsen-udstilling på Kunstmuseet i Tønder, som af kunst-redaktionen er vurderet til en syvendeplads.

Jeg savner måske en tredje udstilling på Louisiana, nemlig Josef Albers, som jeg selv ser som en af de helt store positive overraskelser i årets løb.

Flere quickies

Nu er filmen ’A quick one’ blevet formidlet både her og der, så det kan bekræftes, at den nu også er blevet set. I mellemtiden har jeg lige produceret et par akvareller yderligere...

Museerne i 2012

Når et år kører på sidste vers, er der tradition for at museerne og enkelte udstillingssteder derudover sender pressemeddelelser ud om det kommende års udstillingsvirksomhed.

Med hensyn til Statens Museum for Kunst (billedet herover) bliver der adskillige gode grunde til at aflægge hovedstaden besøg i 2012. Fra 4. februar kan man opleve ’Hammershøi og Europa’ og denne udstilling skildrer den store maler i et internationalt perspektiv, hvilket er relevant, da netop Vilhelm Hammershøi er en kunstner, der har haft verdens opmærksomhed i den seneste tid – ikke mindst på grund af nogle interessante hammerslag på internationale auktioner.

Fra 30. marts er det kunsten fra det 20. århundrede og den nyeste samtidskunst, der præger nationalgalleriet i kraft af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’. Kobberstiksamlingen viser i perioden 20. april-12. ’Tyske Verdensbilleder 1890-1930 – Fra Kollwitz til Nolde’.

En udstilling dykker ned under huden på de to næsten identiske nederlandske malere fra 1500-tallet Bruegel og Bosch fra 4. maj til 21. oktober, og fra 14. juli til 28. oktober står den på Matisse og en stor præsentation af hvad museet betegner som ”enestående mesterværker fra hele verden”. Jeg tror på det!

ARoS i Aarhus har samtidigt udsendt pressemateriale om deres 2012-program, og her skal man frem til efteråret – nærmere bestemt 6. oktober – for at finde årets highlight – nemlig en udstilling med titlen ’Edvard Munch – angst/anxiety’. Udover Munch viser ARoS udstillingen fra 31. marts ’Modernisme. Maleriets Fornyelse 1908-41’. Som titlen antyder, kan man her opleve det ypperste inden for dansk og europæisk modernisme.

På ARoS vil man også i løbet af året kunne opleve amerikanske kunstnere – nemlig Tony Oursler og Tony Matelli, som begge er kunstnere, der vil være bekendte af museets stamgæster.

Fusion i Vejle

Når man læser overskriften, kan man godt fristes til at tro, at jeg ikke er helt opdateret på, hvad der sker i trekantsområdet. Og, joh! Jeg er udmærket klar over, at Vejle Boldklub og Koldings tilsvarende for længst har slået de pjaltede fodboldtrøjer sammen, og det er heller ikke fodbold, det drejer sig om; men derimod museumsverdenen.

Det forlyder, at man fra politisk hold har besluttet at sammenlægge Vejle Museum med Vejle Kunstmuseum, og dét kunne muligvis give god mening, hvis ikke man i samme hug afskediger to kunstfaglige medarbejdere fra kunstmuseet. To medarbejdere – begge inspektører – lyder måske ikke af så meget; men når det drejer sig om et provinsmuseum, er det faktisk det samme som at nedlægge alle former for formidlings- og forskningsfunktioner på intitutionen.

Ikke mindst i lyset af, at Vejle Kunstmuseum rummer en omfattende samling af grafiske værker – faktisk den største efter Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst – synes det helt ud i Vejle Fjord, at man nu vælter hele museets fundament omkuld på denne måde.

Jeg kommenterede den politiske disposition på et site, som hedder ’Borgere for et selvstændigt Vejle Kunstmuseum’ med en metafor, der bringer min egen by, Silkeborg, ind i diskussionen: ”Hvad om man fusionerede det historiske museum med Museum Jorn? Så kunne Tollundmanden og Asger Jorn gå hånd i hånd med henblik på at gøre byen til omdrejningspunkt for afdøde koryfæer”…

Om at finde kammertonen

Søndag d. 11. september afleverede jeg en artist talk på Vilhelmsdal. Som tidligere krydrede jeg min tale med nogle musikalske indslag – eller ”musikalske” er måske et skud over mål? Jeg er i hvert fald bevidst om, at jeg ikke er musiker! Jeg sejlede lidt rundt i akkorderne til ret simple sange, og netop derfor, tror jeg, at det fremover vil være mest hensigtsmæssigt, hvis jeg udelukkende fortæller publikum om min kunstneriske løbebane og undlader at spille.

Arrangementet var såmænd hyggeligt; men jeg er blot ikke tilfreds med min egen performance, og det må jeg nok tage konsekvensen af i fremtiden. Det kan derfor udmærket være min sidste optræden af denne karakter, som et lille, men eksklusivt publikum, oplevede på Vilhelmsdal på denne decembersøndag. (foto: Annette Smed)

Kunstavisen nr. 11 år 11

”De har alle en lang tradition for at arbejde med det grafiske medium, samtidigt er der en indholdsmæssig spredning i deres værker, der gør det interessant at være besøgende. Man bemærker, at de alle tilhører det samme ti-år generationsmæssigt, hvor grafikken fortsat var værdsat og som på en eller anden måde må have været en del af deres opvækst”

Dette citat er en del af Erik Meistrups anmeldelse i Kunstavisen af udstillingen Grafik på Vilhelmsdal. Meistrup fokuserer på grafikkens rolle som kunstnerisk medie i dag – og bekræfter helt relevant, at grafikken i dag optræder i kunstlandskabet i en skyggetilværelse i forhold til maleriet. Han påpeger også en kendsgerning, som jeg havde overset – nemlig at samtlige seks udstillere på Grafik på Vilhelmsdal, med en enkelt undtagelse, er født i 50’erne, og dermed i det store hele tilhører samme kunstnergeneration.

A quick one

Overskriften kommer samtidigt til at udgøre titlen på en lille film, som jeg har planlagt at producere om tilblivelsen af den akvarel, som er gengivet herover.

Akvarelmaleri bliver vel ofte betragtet som lidt af en ”tøsedisciplin” inden for billedkunsten; men metoden har ikke desto mindre ret oplagte fordele. I forhold til maleriet eller grafikken, får man ret hurtigt et resultat af sine eksperimenter, hvilket i nogle tilfælde kan være ret tilfredsstillende.

Et kompliceret tema?

”Identiteten har i mange år været et af billedkunstens hovedtemaer – efterhånden som adgangen til faget blev stadig mere demokratisk og ligestillet, blev kunstens udtryk i højeste grad også præget af de spændinger og modsætninger, som opstod som en naturlig følge af detroniseringen af den hvide mandlige kunstner. Alle de nye stemmer i kunstens verden havde et stort behov for at adressere en lang række forhold og problematikker, som med afsæt i køn, race, social baggrund, kultur, forbrug og politiks overbevisning, handlede om identitet og retten til at være sig selv bekendt, lige meget hvem man er”

Denne tekst er hentet i temabeskrivelsen af den planlagte udstilling i regi af foreningen ProKK, som jeg er medlem af. Faktisk sad jeg i en lille årrække i bestyrelsen af foreningen, som har sit udgangspunkt i Aarhus.

I den senere tid er min indbakke blevet spammet til af ProKK-medlemmer, som er indignerede over, hvad de tilsyneladende oplever som en ekskluderende kuratering af udstillingen. Som ansvarlig kurator i relation til udstillingen ’Jeg skaber (MIG)-ErGO er jeg’, som har netop kunstnerens identitet som tema, har ProKKs nuværende bestyrelse udpeget Trine Rytter Andersen, der udover selv at være udøvende kunstner, har en fortid som anmelder ved Aarhus Stiftstidende og i øvrigt et større antal kurateringsopgaver bag sig.

Om det er temaet, udviklet af Trine Rytter, der har fået adskillige ProKK-medlemmer til at føle sig ”bortdømt”, skal jeg ikke kunne sige; men blot konstatere, at jeg ikke selv har overvejet at deltage i hverken denne – eller den sidste begivenhed i Prokk-regi. Dette er langt fra betinget af en indignation; men blot en konstatering af, at de aktuelle temaer ikke har haft en relevans i forhold til min egen kunstneriske praksis. Disse forhold skal i hvert fald ikke afholde mig fra at glæde mig til at se, hvad der kommer ud af temaet og Trine Rytters kuratering. Jeg er fortrøstningsfuld.

Som interesseret iagttager, og ikke mindst som medlem af ProKK, kan jeg kun være fokuseret på, at foreningen skaber seværdige og spændende udstillinger. Om det så lykkes, vil tiden vise. Udstillingen finder sted i Aarhus Kunstbygning i perioden 11. maj-10. juni 2012.

Et anmeldermareridt

”I en montre vises nogle sten, der parvist er påfaldende ens. Den ene er en kopi i bronze. Naturtro bestemt. Men altså kun en efterligning, der måske kan fylde en med samme undren og ydmyghed som billederne af stjernerne”

Sådan hedder det i en anmeldelse, som Berlingskes kunstanmelder Torben Weirup har foretaget i forbindelse med en udstilling med værker af den lettiske kunstner Vija Celmins på kunstmuseet Louisiana.
Nu har Anders Hjort fra dagbladet Politiken – og vel hovedkonkurrenten til Berlingske – afsløret, at værket, som Weirup referer til, slet ikke optræder på udstillingen. Dermed burde det være klart at anmelderen er blevet afsløret i at anmelde en udstilling, han ikke har set, hvilket nok udgør en anmelders værste mareridt. Og sådan burde det vel også fremstå med mindre, at Louisiana’s pressechef faktisk har bekræftet at Weirup HAR set udstillingen.

En anden detalje, som kan fungere som forsvar for Weirup – og Weekendavisens Lisbeth Bonde, som er grebet i samme brøler – er, at det omtalte værk er beskrevet i udstillingens formidlingsmateriale. Samtidigt påpeger Weirup over for fagbladet Journalisten, at han har set værket på en anden udstilling ”for mange år siden”. I forlængelse af denne udmelding udtaler Torben Weirup til Journalisten, at han har husket galt og taget fejl.

Lisbeth Bonde har udtalt, at værket via formidlingen tilsyneladende har brændt sig så klart fast i hendes bevidsthed, som var det fysisk til stede på udstillingen, og samtidigt undskylder hun sig med, at hun var bortrejst i en periode fra hun så udstillingen og til hun skrev sin anmeldelse.

I forbindelse med, hvad skribenten fra Politiken kalder ”fupanmeldelser”, refererer han til en østrigsk koncertanmelder, der skamroste en George Michael-koncert i Wien. Problemet var blot, at koncerten var aflyst, da sangeren var blevet syg. Hvad kan man lære af alt dette? Jo, som udgangspunkt bør man i det mindste ved selvsyn erfare, hvad den udstilling, man skal anmelde, handler om.

Ikke desto mindre, synes jeg måske, at Anders Hjort har blæst hele sagen lidt ud af proportion i kraft af, at det faktisk kan bevidnes, at Weirup og Bonde har set den pågældende udstilling, som jeg i øvrigt selv håber at få mulighed for at se, inden den slutter 8. januar

Artist talk med guitar

Som man kan se herover, varer udstillingen Grafik på Vilhelmsdal frem til d. 19. december; men allerede på søndag d. 11. december kl. 15 har jeg lovet at komme og fortælle lidt om min kunstneriske løbebane med hovedvægten lagt på grafikken, der som det fremgår af udstillingens titel, aktuelt er temaet.

Denne atist talk bliver en musikalsk én af slagsen. Og det vil sige at jeg krydrer mine fortællinger med musik, som har haft – eller har – en vis betydning for mit liv. Jeg lavede for et par år siden en performance på Museum Jorn, hvor jeg lavede noget af det samme, som man kan opleve på Vilhelmsdal; men her var vægten lagt på de kronologiske paralleller, der er mellem Asger Jorns tonale eksperimenter og mine egne første musikalske opdagelser. På Vilhelmsdal bliver det anderledes. Jeg er begyndt at øve; men repertoiret er langt fra på plads her fem dage før det går løs.

Vilhelmsdal beliggende på adressen Tisetvej 116, 8340 Malling (syd for Aarhus) og indtil 19. december kan udstillingen ses fredage, lørdage og søndage kl. 10-17.

Historien om Vivian Maier

Det miskendte geni – eller blot det oversete talent – er begreber, som stadig kan forekomme i en verden, hvor den slags eller burde komme frem for dagens lys på et tidspunkt.

For et par år siden blev jeg opmærksom på en kvinde, som i Chicago og New York havde gået og fotograferet i sin fritid uden at omverdenen havde bekymret sig synderligt om dette. Vivian Maier havde et job som barnepasser; men sin fritid investerede hun i at fotografere på gader og stræder i de østamerikanske storbyer.

Hun døde i 2009, og på et tidspunkt købte en ung børsmægler, John Maloof, hendes negativer på et loppemarked. Siden er hun – må man sige – posthumt blevet opdaget af et større publikum, ikke mindst via Maloof’s formidling. Han har nu fået oprettet et website, hvor man kan se et stort udvalg af Maier’s fotos, som hun tog med sit tilsyneladende uundværlige Rolleiflex TLR kamera…

Hjemmesiden kan ses HER>

Visioner i Vejle

”Jeg er meget glad for invitationen til at tegne KIRK KAPITALs nye hovedsæde. Jeg har i mange år beskæftiget mig æstetisk-analytisk med rum og med forholdet mellem individuelle og kollektive erfaringer med byrum. Denne opgave vil give mig mulighed for at videreføre mit arbejde inden for en eksplicit arkitektonisk sammenhæng”

Det er ikke ofte, at den internationale kunstportal ArtDaily beskæftiger sig med et planlagt byggeri på Vejles havnefront; men når Olafur Eliasson – som er manden bag ovenstående statement – er inde over som arkitektonisk konsulent, får projektet omkring investeringsselskabet KIRK KAPITALs nye hovedsæde i Vejle en dimension, der giver grobund for global omtale. Og med hensyn til financeringen, synes denne ret problemløs, da KIRK KAPITALs egenkapital ifølge selskabets hjemmeside p.t. udgør 3,8 mia. kr.

Godt gået af en virksomhed, som er etableret i 2007

Harrison's forstærker på auktion

På tidlige billeder af The Beatles på scenen, kunne man se, at de benyttede Vox AC30-forstærkere. Disse guitarforstærkere blev ikke forstærket yderligere, så de skulle overdøve tusindvis af pigehyl, hvilket – selv om modellen kan spille ret højt – i sagens natur var umuligt.

Imidlertid udviklede Vox’s ingerniør Dick Denney modellen UL730, som blev introduceret i 1966, og samme år brugte Harrison modellen på indspilningerne af Revolver og – året efter – Sgt. Pepper’s Lonley Heart’s Club Band.

Som det kan ses herover er UL730 en to-delt model i modsætning til AC 30’eren, som jeg selv i tidernes morgen ejede et eksemplar af. Den er forlængst solgt videre; og det er faktisk også meningen med Harrison’s gamle klenodie, som ryger under hammeren til auktion d. 15. december på auktionshuset Bonhams i London. Vurderingen lyder på £50.000-70.000.

Måske kan man få et glimt af forstærkeren, hvis man ser Martin Scorsese’s dokumentar om George Harrison ’Living in the Material World’. Jeg har anskaffet mig filmen på DVD; men ikke set den endnu.

Røre om den stille Beatle.

Ikke mindst takket være Martin Scorsese's tre og en halv times lange dokumentar om George Harrison, har den nu afdøde Beatles-guitarist været en del i fokus på det sidste.

Senest har Harrison's 80-årige søster været ude med en melding om, at "den stille Beatle" ikke var så stille endda. Hun arbejder for tiden på en biografi om sin berømte lillebror - angiveligt fordi, hun mener der er sagt og skrevet så meget løgn og crap om George gennem tiden.

Skorsese's portræt 'Living in the Material World' har jeg i øvrigt lige anskaffet mig på DVD.

Turner, Monet, Twombly

Cy Twombly: Uden titel, 2007, © Cy Twombly. Courtesy Gagosian Gallery.

”Overordnet hører Turner, Monet og Twombly jo til i den vestlige kunsthistories modernistiske hovedspor, hvor kunsten i stadigt stigende grad kan siges at frigøre sig fra motivet og blive abstrakt. Og i pagt hermed sker der hos de tre kunstnere også et skred fra den nøjagtige illusionistiske gengivelse af verden hen imod maleriet – som maleri”

Rent historie-kronologisk kan man vel dårligt sige at J.M.W. Turner, Claude Monet og Cy Twombly har specielt meget til fælles. Ikke desto mindre finder man på tværs af tid og historik nogle fællesnævnere hos de tre, og netop disse danner gundlag for en udstilling, der netop sammenfatter tre malere fra forskellige epoker på Moderna Museet i Stockholm.

Weekendavisens Henrik Wivel har skrevet en lang artikel om udstillingen, og det er netop fra denne tekst, at citatet herover stammer. Skulle man inden for nær fremtid besøge den svenske hovedstad, kan udstillingen ses frem til d. 15. januar 2012.

Let It Bleed-cover på auktion

Hvis nogen havde nævnt navnet Robert Brownjohn for mig, ville jeg ikke ane, hvem der var tale om.

Men det var kunstneren, der designede omslaget til ét af de bedste Rolling Stones-albums nogen sinde Let It Bleed – ja, pladen er vel kun overgået af Sticky Fingers og Exile On Main Street?

Nu er cover-originalen til pladen, som naturligvis findes i min samling af LP’er, sat til salg på Bonhams auktionshuset i London, og man forventer en pris omkring £30.000 og £40.000.

Brownjohn døde for øvrigt i 1970, året efter Let It Bleed udkom.

Dotremont og Damgaard

På kunstmuseet HEART i Herning kan man for tiden se udstillingen Aage Damgaards Skatkammer, som er opbygget af værker fra museets samling med en naturlig vægt på fabrikanten Aage Damgaards samling, der som bekendt danner udgangspunkt for de kunstværker, der til dagligt findes i museets arkiver.

Men nu er de kommet frem i udstillingen, og jeg gik faktisk rundt med en fornemmelse af, at mange af disse værker er blevet overhalet indenom af tiden. Bevares! Der findes fine ting i samlingen, og netop de mest vitale af dem er f.eks. signeret af kunstnere som Svend Wiig Hansen og Asger Jorn. Netop Svend Wiig Hansen er en kunstner, der bliver sat fokus på i Herning, når HEART og Carl Henning Pedersen og Else Alfelt Museet i 2014 sammen præsenterer Svend Wiig i en stor iscenesættelse.

På sidstnævnte museum kan man lige nu se en ganske interessant udstilling med værker og tekster af Christian Dotremont, som var én af hovedpersonerne i den legendariske Cobra-bevægelse. Jeg blev under mit besøg på museet for nyligt begavet med udstillingens katalog, som jeg glæder mig til på bedste nørde-maner at studere nærmere.

Grafik på Vilhelmsdal åbnet

”Grafikken er kommet for at blive”. Nogenlunde sådan formulerede gallerist og kunstsamler Jon Bahl grafikkens rolle i kunstlandskabet under åbningstalen ved ferniseringen på udstillingen ’Grafik på Vilhelmsdal’ i Malling v. Aarhus d. 19. november.

Netop Bahls optimistiske udmelding om grafikkens fremtidige betydning i kunsthistorien giver grobund for at sætte fokus på de mange forskellige metoder, der præger grafik i en kunstnerisk sammenhæng, og netop en del af disse tekniske principper remsede åbningstaleren op for et interesseret publikum.

Jeg måtte selv flere gange forklare, hvordan jeg laver mine tryk, hvilket jeg gør med glæde. I samme åndedrag refererer jeg gerne til filmen ’Sans Titre 2011’.

Udstillingen på Vilhelmsdal viser værker af – foruden mig selv – Elin Neumann, Johannes E. Møller, Knud Odde, Joe ingvartsen og Birthe Reinau. Ferniseringen var velbesøgt og det efterfølgende afterparty ganske enkelt i verdensklasse.

Ai Weiwei åbnet på Louisiana

”Det er således ikke alene en koncentreret udstilling, men også en sluttet udstilling, fordi Ai Weiwei ikke selv har haft muligheden for aktivt at deltage og føje nyt til, række ud og interagere med sit publikum. Det ”sociale plastic” er afløst af en gedigen værkæstetik, men det er også rigeligt i Ai Weiweis tilfælde. For han arbejder med en høj grad af raffinement, kritisk brod og hengiven traditionsbevidsthed i sin kunst”

I skrivende stund åbner udstillingen med værker af den omstridte kinesiske billedkunstner Ai Weiwei på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Citatet herover stammer fra Henrik Wivels anmeldelse i Weekendavisen, der blot bekræfter, at det er en udstilling, man bør se.

Stine Bidstrup

"Tvivlen og den usikre grund, bygger på det endnu ikke kendte og usete, som jeg forstørrer i mine værker og i min brug af glasset. Oftest opstår der sammenstød mellem det forfinede, tillokkende, skrøbelige og smukke glas og en humoristisk, fantasifuld og til tider absurd historiefortælling, der udspiller sig foran os."

Jeg oplevede Stine Bidstrups udstilling på Glasmuseet i Ebletoft i efterårsferien, og i et interview med Pia Strandbygaard Bittner på kunstportalen KUNSTEN.NU erklærer Bidstrup, at hun i langt højere grad ser sig selv som samtidskunstner end som glaskunstner.

Nu har hun valgt glasset som en del af sit materiale, og må nok derfor i lang tid se sig selv beskrevet som glaskunstner, og det synes jeg faktisk er en glimrende og relevant defination

Warhol, Basquiat, Hirst, Eliasson

Det er store navne, der præger kunstmuseet Arken i Ishøj i disse måneder. Ikke mindst udstillingen med en fin repræsentation af Andy Warhol og Jean-Michel Basquiat – herunder flere fællesværker af de to højst umage personligheder – havde jeg set frem til. Og jeg må sige, at det er Basquiat’s indslag, der gør udstillingen meget seværdig.

Udstillingens katalog er fyldt med stof om de to kunstnere. Vincent Fremont, Keith Haring og Dieter Buchhart, der er repræsenteret med interviews af Bruno Bischofberger og Tony Shafrani, giver et præcist indblik i forholdet mellem de to kunstnere, der mødte hinanden i begyndelsen af 80’erne.

Desværre døde Warhol allerede i 1987 og Basquiat året efter, så samarbejdet mellem de to blev af sørgelig kort varighed. Og netop derfor står der en em af ikonografi over udstillingen på Arken, der desuden viser den gigantiske donation fra The Merla Art Foundation med værker af Damien Hirst.

Hirst er født i 1965 og er lidt af et enestående indslag i den kontemporære kunsthistorie. Personligt synes jeg det er lidt svært at blive klog på, hvad det er for et budskab kunstneren prøver at formidle. Som jeg ser det roder han rundt adskillige udtryk og stilarter, og mange af disse kaster såmænd også epigoneriets skygger over kunstneren. Hirst er nok imidlertid totalt ligeglad med hvad jeg mener. Han skulle angiveligt være god for en formue på et par milliarder kr. og rigdom er som bekendt et godt afsæt for arrogance.

Olafur Eliasson behøver vist ikke nogen præsentation af betydning; men jeg er ikke specielt begejstret over hans værk ’Din Blinde Passager’, som berøver deltageren/iagttageren synet i en hvid tåge, der bringer associationer om José Saramagos roman ’En fortælling om blindhed’ frem. Afsæt til langt mere meditativ fordybelse bibringer installationen ’Your negotiable panorama’ af samme kunstner fra 2006.

Birkemose

“Vi drak meget, men jeg vil ikke sige, vi var alkoholikere. Det egentlige arbejde startede jo om natten. Der skete så meget om dagen. Så kommer der en bus, og så er der nogle aftaler, og så er der et klokkeslæt, du skal huske. Om natten, når man har fri, begynder det rigtige arbejde”

Jeg ved ikke, om jeg blot ikke har haft fokus så meget på billedkunstneren Jens Birkemose i de senere år? Men jeg synes ikke, jeg har oplevet ham specielt fremme i landskabet i nogen tid.
I dagbladet Politiken var der d. 13. november et stort portræt af kunstneren, baseret på et interview af Kjeld Hybel, og det er netop fra dette interview, at citatet herover stammer.

Afslutningsvis nævner Hybel, at det er meningen, Birkemose skal have en stor udstilling på Museum Jorn i Silkeborg til næste år, hvor vægten formentlig vil blive lagt på hans enorme produktion af arbejder på papir. En sådan udstilling vil jeg glæde mig til.

Kejser Damien

”Men han mangler fortsat hverken penge eller kunstnerisk anseelse, selv om der sikkert er mange almindelige kunstelskere, der ikke lige knuselsker hans værker eller fortsat tøver. Og måske finder det blasfemisk, når nogen insisterer på at kalde ham for nutidens Rembrandt”

Det er den britiske wonderboy Damien Hirst, der er temaet i Ole Lindboes tekst i MagasinetKUNST, som jeg citerer fra herover. Han kalder i sin artikel i magasinet Hirst for ”Kejseren af kunstland”, og dén betegnelse er nok ikke helt ved siden af, når man tænker på, hvilken opmærksomhed, Hirst har været genstand for de seneste år.

Om han er et seriøst bud på en nutidens Rembrandt eller blot et tidsforankret blålys, vil jeg prøve at afkode ved et besøg på Arken i Hundige, som for nyligt modtog en stor og kostbar donation af nogle af kunstnerens værker.

Kejserens nye kluns

”Det varer mange år, før vi kommer på Charlottenborg igen. Vi er ganske almindelige mennesker uden kunstuddannelse, og dette sagde os overhovedet ikke noget. Det, vi syntes var bedst, var Nina Beiers store kunstværk med stof, ellers følte vi, at vi var i gang med ’Kejserens nye klæder’. Vi sendte Louisiana en varm tanke, det er der, vi skal hen næste gang”

Citatet herover stammer fra et læserbrev fra Inge Lund Madsen i Politiken d. 10. november. Nogle gange siger et sådant debatindlæg mere end en mindre stak anmeldelser. Omkring den aktuelle udstilling på Charlottenborg har jeg svært ved at besidde en mening, da jeg ikke har set den.

Ulrik Slot Petersen 1969-2011

Det var som oftest i Århus Kunstbygning, jeg mødte Ulrik Slot Petersen og derfor samme sted, jeg talte med ham om dels de aktuelle udstillinger i huset, og dels om kunstverdenen i en bredere forstand.

Ulrik Slot Petersen var i alle henseender en kunstner, der havde øjnene med sig. Ikke mindst når han gennem sit egen værk beskrev tilværelsen i klare og præcise formuleringer - oftest via maleriet. Derfor overraskede det vel også mange - og ikke mindst undertegnede - da Ulrik deltog i Kunstnernes Påskeudstilling for nogle år siden med et afgrenet og afbarket, hvidmalet grantræ. Selv havde han indsendt værket som en form for joke; men dén havde censorerne ikke lige grebet, og dermed kom objektet til at illustere Ulriks kunstneriske praksis i en periode.

Netop humoren og den skarpe replik var et par af Ulrik Slot Petersens kendetegn, og han havde ofte en holdning til, hvad der blev fremstillet i et broget nationalt kunstlandskab. Der lå tit en undertone af sarkasme i disse definationer; men disse blev altid serveret med et glimt i øjet.

Ulrik Slot Petersen døde alt for ung, da oktober gik på hæld - og dermed mistede ProKK et væsentligt medlem og det aarhusianske kunstmiljø en farverig personlighed.

Ulrik Slot Petersen blev 42 år. Æret være hans minde.

Exit Arnoldi

Det lå måske lidt i kortene, at Per Arnoldis hjerte ikke rigtigt banker i administratortakter; og sikkert godt det samme. Nu har han i hvert fald valgt at fratræde den post, som den tidligere kulturminister Per Stig Møller tildelte ham som formand for Statens Kunstråd. Dette er en beslutning, som den nuværende kulturminister Uffe Elbæk beklager meget.

Men når vi nu er ved Elbæk, kan jeg ikke lade være med at spekulere over den kulturelle Marshall-plan, som han fremlagde FØR han blev minister. Den har kulturportalen ’Søndag Aften’ kigget lidt efter i sømmene i bagklogskabens lys… læs her>

På billedet foroven ses Arnoldi yderst til højre med rødt tørklæde i samtale med denne blogs redaktør

Nyt musikalsk talk show på vej

I forbindelse med udstillingen ’Grafik på Vilhelmsdal’ ved Malling syd for Aarhus, har vi aftalt at lave et musikalsk eftermiddagsarrangement på Vilhelmsdal søndag d. 11. december.

I den forbindelse har jeg tilbudt at lave et musikalsk talk show i stil med dét, jeg lavede på Museum Jorn for et par år siden. Dengang var temaet med udgangspunkt i nogle af de musikalske eksperimenter, som Asger Jorn lavede sammen med Jean Dubuffet i begyndelsen af 60’erne.

På Vilhelmsdal vil det dog blive langt mere tilrettelagt med afsæt i mit eget liv med kunst og musik som afgørende elementer. Jeg vil naturligvis holde læserne af denne blog opdateret vedr. arrangementet.

Grafik på Vilhelmsdal II

Ferniseringen finder sted på Vilhelmsdal, Tisetvej 116, Malling syd for Aarhus, lørdag d. 19. november kl. 15-18. Udstillingen åbnes ved den lejlighed af kunstsamler og gallerist Jon Bahl fra Odder.

Zimmerman og "Kartofler"

Vi befinder os i Jyske Bank Boxen i Herning, og luften er faktisk ladet med spænding, og derfor forekommer det mærkeligt, at ikke alle til den udsolgte koncert har fundet deres pladser to minutter før koncerten er annonceret til at begynde. Præcist kl. 19.30 går Mark Knopfler med syv musikere på scenen. "Kartofler" selv med en karakteristisk lyd fra sin røde Stratocaster, der forstærkes af to Orange-forstærkere. Lyden er ren, smuk og klar. Til gengæld går der selvsving i publikum, der nu skal finde deres pladser i salens mørke. Jeg kan godt undre mig over, at man ikke et kvarter inden koncerten startede lige annoncerede, at det nu var på plads at finde sin plads i Arenaens gigantiske kompleks.

Alt dét er naturligvis ikke Knopflers ansvar, og i takt med at han i løbet af det første nummer spiller sig op, stiger forventningerne, da de sidste bønder endeligt har fundet deres pladser. Desværre går der et stykke inde i sættet træskodans og spillemandshurlumhej i foretagendet. Knopler's keltisk inspirerede idéer fylder lidt for meget i indslaget. Især en entusiastisk violinist, der hamrer sin ene fod i takt mod scenegulvet signalerer en lidt for volumiøs livsglæde, der er svær at fange på 14. afsnits 28. række.

Da Knopfler langt om længe tager fat på dén del af sit bagkatalog, som han kan takke sin ikonstatus for, er hans del af koncerten slut - næsten; men til gengæld redder han temmeligt meget af det spildte land tilbage ved at give en veloplagt udgave af 'So far away' som ekstranummer.

Myterne om Bob Dylan's stemme har næsten nået højder af alpekarakter. Beskrivelserne ang. hvordan han har gnækket, reciteret, hostet og raspet sig gennem sit bagkatalog i de senere år har også nået denne blogskribents ører; men lad det være slået fast med syvtommersøm: Uanset hvordan denne fugl synger med sit næb, eller hvordan hr. Zimmerman forvalter sit materiale, opstod der allerede under indledningsnummeret 'Leopard-Skin Pill-Box Hat' momenter af kolossal intensitet. Bandet swingede som bare fanden, og Mark Knopfler havde udsat sin fyraften og gjorde fin fyldest hos Dylan som alt andet end tyndt øl. Faktisk glødede Knopler's guitar langt mere, da han spillede sammen med Dylan, end den havde gjort under opvarmningen.

Der gik lige et halvt vers, inden jeg genkendte 'It ain't me, babe', men fortolkningen fungerede - ikke mindst i kraft af bandets sammenspil. Dylan selv begyndte koncerten bag et keyboard; men senere oplevede man ham helt fremme ved kanten af scenen med og uden guitar; og når det var uden guitar var det med mundharmonikaen i den ene hånd, og er der nogle blandt bloglæserne, der har en teori om, at Dylan er en dårlig mundharmonikaspiller, så lad mig blot vove at påstå, at det er han IKKE! Bevares - han er ikke nogen Sonny Boy Williamson, men mindre kan bestemt gøre det.

Min ledsager til koncerten var tydeligt indigneret over, at hun ikke var i stand til at høre mesterens tekster, og jeg skal ikke afvise, at hun har en pointe. Vi andre kender numrene og har lettere ved at få mening i fortolkningerne, men for en udenforstående har det helt sikkert været lidt af en udfordring. Et nummer som 'Desolation Row' blev leveret i en højst spøjs udgave, hvor det nærmest lød ud som om Dylan og bandet hyggede sig i øvelokalet. I det hele taget var hele set-up'et præget af en uhøjtidelighed, som kom til udtryk mellem numrene, hvor der blev klimtet og i det hele taget varmet op til den kommende sang. Det hele virkede befriende løst, og sandsynligvis som en konsekvens af, at sætlisten var udarbejdet kort inden koncerten fandt sted. Måske var der oven i købet foretaget justeringer undervejs?

Ét af koncertens højdepunkter - efter min mening - var den smukke 'Forgetful heart' fra 'Together through life'. Måske mest i kraft af overraskelsesmomentet? 'Ballad of a thin man' gnistrede nærmest fra scenen, inden det hele sluttede med 'All along the watchtower' og en sydende 'Like a rolling stone'.

Skulle jeg på bedste dagbladsmanér give stjerner, ville det blive 3 ud af 6 til Knopfler og 5 ud af 6 til Dylan (og dét med en pil op)... Altså samlet set 4 ud af 6 stjerner!

Den anden Elvis

Egentligt hedder han Declan Patrick Aloysius MacManus; men det går jo slet ikke, hvis man vil slå igennem som rockstjerne i sidste halvdel af 70'erne, hvor MacManus debuterede under det langt mere mundrette navn Elvis Costello.

Den "nye Elvis" åbenbarede sig hurtigt som en fremragende sangskriver, og allerede med debut'en My Aim Is True (1977) blev han et positivt omdrejningspunkt blandt tidens anmeldere. Første plade med bandet The Attraction, This Years Model (den med kameraet), udkom året efter og siden er det gået slaw i slaw for den fantastiske sanger med den bemærkelsesværdige frasering.

Siden er backingbandet blevet til The Imposters; men udtrykket og - næsten - besætningen er stort set det samme som dengang og netop denne konstellation spiller i Musikhuset i Aarhus d. 2. juni. Jeg har købt billetter - der er ganske vist længe til, men man kan vel aldrig være i for god tid?

En syret udstilling

Sammensmeltede legetøjsbiler, der har fået en gang rød højglans, kunne godt være Winnie Strøm Schildknechts kommentar til vækstsamfundet, hvor lossepladserne bugner af kasseret skrot. Og kasserede genstande er præcist hvad den aktuelle udstilling i Silkeborg Kunstnerhus er bygget op omkring.

Silkeborg Kunstnerhus er normalt et sted, man forbinder med traditionel kunst og kunsthåndværk, hvilket vil sige kunst, der har sin rod i en modernistisk tradition. Men nu er verden gået af lave i det traditionsbundne udstillingssted, og tre interessante kunstnere – alle kvinder – har forvandlet de fine lokaler (som stadig er fine) til noget, der kunne sammenlignes med en psykedelisk legetøjsbutik.

Det vrimler med sære og farvestrålende skabninger, som er skabt af diverse materialer. Man bør selv iagttage scenariet, hvis man er på disse kanter inden d. 30. november, hvor udstillingen slutter. ’Bamsetasker, Ylfingerfugle & Legetøj på Syre’ har Julie Bach, Winnie Strøm Schildknecht Og Heidi Bielfeldt valgt at kalde udstillingen – og jeg undrer mig stadig over hvad en ”ylfingerfugl” består af

In the middle of fucking nowhere

Det er muligt, at overskriften virker lidt bastant i sit udtryk; men den er faktisk meget tæt på at gengive titlen på en udstilling, jeg kom til at se på Galleri Salling i Hjerk (i nærheden af Sallingsund).

Når jeg skriver ”kom til” er det i princippet med afsæt i, at udstillingen dumpede ned i kasketten på mig under et besøg i Nykøbing Mors, hvor jeg blev bekendtgjort med, at udstillingen i Salling fandt sted. Jeg må sige, at det var helt interessant at se kunstnere som René Holm, Ivan Andersen, Jesper Dalgaard, Louise Hindsgavl, Tom Sandford og Ryan Schneider – fire danskere og to amerikanere – derude ”midt i ingenting”…

Billedet: 'A votre Sanitaire', Mixed media på lærred, 2011, 150 x 180 cm. Courtesy Galleri Bo Bjerggaard

Mors som maleri

Jeg har tidligere beskrevet en bog, jeg for nyligt fik tilsendt om billedkunstneren Finn Haves maleriske beskrivelser af limfjordsøen Mors. Bogen står imidlertid ikke alene. Den bliver suppleret af en udstilling i Palæet (som ligger på Rådhustorvet 4 i Nykøbing Mors) og denne udstilling viser alle de værker, som danner grundlag for gengivelserne i bogen ’Mors Et Særligt Sted’. Jeg var til åbningen af udstillingen, som fandt sted d. 29. oktober, og billedet herover er faktisk fra denne begivenhed.

Billedet giver et meget utroværdigt indtryk af ferniseringen. I virkeligheden er der tale om lidt af et mirakel, at der ikke optræder personer på gengivelsen, da der stort set var sort af mennesker under hele arrangementet. Havde jeg ventet fem sekunder med at trykke på udløseren havde det også været tilfældet her.

His Bobnes

Sidste år udstillede man Bob Dylan på Statens Museum for Kunst. Jeg så ikke udstillingen, og kan derfor næppe besidde en mening om de udstillede værker; men man må sige at sangeren/sangskriverens kunstneriske frembringelser delte vandene i kunstverdenen og sjældent har en kunstudstilling vel været genstand for så megen opmærksomhed som Dylan på Statens.

Siden hen har man så fundet ud af, at ”His Bobnes” har tyvstjålet sine motiver fra andre kunstnere, og her må jeg tage den gode hr. Zimmermann i forsvar. Det er jo alment kendt at tyveri inden for kunsten har fundet sted i århundreder – og at kunstnere aldrig har følt sig for fine til at ”finde inspiration” hos kollegaer.

Anyway! Bob Dylan er først og fremmest stadig sanger, og i gang med ”the never ending tour”, der bringer ham til Boxen i Herning onsdag d. 2. november. Som bonus til denne koncert får man den gamle Dire Straits-guitarist og sanger, Mark Knopfler.

Jeg sidder på 28. række, hvis nogen har noget på hjerte…

Finn Haves sans for steder

Jeg må sige, at det sker, at jeg får tilsendt en kunstbog. Og det er for det meste skønt. Men ind imellem kommer der en publikation, som man er en anelse mere spændt på end gennemsnittet – og en sådan appelsin dumpede såmænd ned i turbanen her den anden dag.

Det handler i al sin enkelthed om en udgivelse, som er foretaget af Morsø Turistforening, der under inspiration fra maleren Finn Have står bag bogen ’Mors Et Særligt Sted’.

Som udgangspunkt er der tale om en kunstbog, da temaet er Haves skildringer af et antal lokaliteter på limfjordsøen. Og dét vel at mærke i billedlig form. Bogen har da også et kulturelt aspekt, og dette vedrører Mors’ egenart som ”det særlige sted”. Det er en meget smuk og informativ udgivelse, som jeg glæder mig til at fordybe mig i

Canadisk grafik i Ikast

Ofte har man kunnet opleve samtidskunst fra de hjemlige breddegrader på Kunstpakhuset i Ikast, og måske netop derfor er det helt rart at se en udstilling, der har et helt andet geografisk afsæt.

Samtidigt handler det aktuelt om grafik, hvilket måske ikke er et tema, man særligt ofte ser belyst i de forskellige udstillingsinstitutioner. Udstillingen ’Centre Choc’ er bygget op om kunstnere fra værkstedsfællesskabet ’Atelier Presse Papier’ i Québec i Canada, og netop Québec tilhører den fransktalende del af Canada, hvilket gjorde min kommunikation med de udstillende kunstnere under ferniseringen d. 22. oktober en anelse kompliceret.

Heldigvis kan man smile og le på alle sprog, og det lykkedes da også at køre en rimelig konversation med kunstnerne på engelsk. Mit fransk begrænser sig til vendninger som ”vin rouge”, ”merci” og ”sans titre”, så det var som sagt lidt svært, når man nu gerne vil være lidt fremme i skoene omkring det grafiske.