tirsdag den 3. januar 2012

En rodebutik



For nyligt blev det afsløret, at auktionshuset Lauritz.com for nogen tid siden havde forsøgt at formidle salget af et maleri, der er malet af billedkunstneren Anders Moseholm.

Desværre viste det sig, at det pågældende maleri var stjålet på kunstnerens atelier, og derfor optrådte på lister over genstande, som ved videresalg ville være at betragte som hælervarer. Sådan en sag er naturligvis alvorlig for et auktionshus, der har afdelinger i en stor del af Nordeuropa, og som derfor må betragtes som en seriøs aktør på dette marked.

Men det er samtidigt ikke usædvanligt, at man udbyder varer på netauktion, som er behæftet med fejlagtige oplysninger. Jeg har naturligvis selv mest haft fokus på kunstværker, der enten er blevet tilskrevet forkerte kunstnere, eller – i adskillige tilfælde – oplagte og let genkendelige kunstnere, der er blevet rubriceret som ukendte.

Paradoksalt nok optrådte maleren og grafikeren Hans Chr. Thomsen for nyligt som ”ukendt” i forbindelse med salget af et litografi; men endnu mere barokt er tilskrivelsen af Thomsen i forbindelse med fem litografier, som er gengivet herover. Man kan naturligvis godt gætte på, hvem den rigtige kunstner er; men Hans Chr. Thomsen er det med garanti ikke! Mit bud kunne være Jørgen Haugen Sørensen i et løssluppent øjeblik? Men jeg er jo ikke ansat i et auktionshus som ekspert i samtidskunst…

Og, jo! Jeg har faktisk gjort Lauritz.com opmærsom på micéren – uden det dog har haft nogen konsekvens. Samtidigt skal det retfærdighedsvist siges, at jeg også sendte en rettelse i forbindelse med den førstnævnte misforståelse, som er blevet berigtiget.