"Så la' da vær'"

Hvis overskriften ser lidt underlig ud og lyder ligeså mærkværdig, kan jeg godt følge læserens undren. Men det er såmænd blot en titel på en udstilling, der snart finder sted i udstillingsstedet/atelieret F12 i Herning.

Kvikke læsere af denne blog, vil huske, at jeg var udstilleren, da F12 for snart halvandet år siden blev indviet med ”Grand Opening”.

Grunden til at jeg netop nu fremhæver den aktuelle udstilling er, at den ene af udstillerne – Pia Woetmann – er en af mine allermest ihædige elever i discipinen grafik på Herning Billedskole. Det er nu nok især som maler, man vil kunne opleve Woetmann på udstillingen i Fonnesbechsgade 12 i Herning fra d. 3. marts.

Hun udstiller sammen med Kurt Christensen, der også er bruger af værkstedsfællesskabet derude.

Haugaard tilbage på væggen

Et af de mere besynderlige indslag i dansk politik var, da komikeren Jacob Haugaard blev valgt ind i Folketinget med bl.a. løftet om medvind på cykelstierne.

Denne begivenhed betød, at Haugaard faktisk blev portrætteret af maleren Søren Hagen og fik sit portræt ophængt på Christiansborg. Maleriet har imidlertid været gemt væk i magasinerne på grund af noget ombygning; men nu er billedet tilbage på sin plads, og Jacob Haugaard udtaler selv i den anledning til dagbladet Politiken, at maleriet tjener en vigtig rolle som ”evig skræk og advarsel” om, at selv ”populistiske tosser” kan blive valgt til Folketinget. (foto: Jacob Ehrbahn)

New York-video-kunst i Aarhus

At kalde amerikanske Tony Oursler for slet og ret videokunstner, er muligvis at sætte en begrænsende karakteristik på den New York-baserede kunstner.

Ganske vist har han arbejdet med video som kunstnerisk medie siden 70’erne; men disse bliver ofte sammenfattet med diverse objekter.

På kunstmuseet ARoS i Aarhus har Oursler siden museets åbning haft en vis betydning, og han indgår da også i museets omfattende samling af international samtidskunst. Nu viser museet fra d. 3 marts en særudstilling med kunstneren. Udstillingen med titlen ’Face to Face’ kan ses frem til d. 29. juli.

Jeg regner med at deltage i pressemødet, som finder sted et par dage før udstillingen åbner.

På Richter-skalaen

"Gerhard Richter er i så udpræget grad en maler, der laver kunst på kunst. Det gør alle kunstnere for så vidt. Forholder sig til traditionen, forsøger af aflure nogle tricks fra de gamle mestre, sætter sig selv i opposition til forgængerne. Men en række af Richters billeder kan ses som direkte svar til andre kunstnere om spørgsmål om problemstillinger i maleriet. Tizian, Vermeer og Caspar David Friedrich for at nævne de ældre. Marcel Duchamp og Andy Warhol for at fremhæve et par af de nyere som enhver kunstner først i det 20. århundrede må forholde sig til. For bag al Richters skønhedssøgen ligger naturligvis også en konceptuel tilgang til maleriet".

Således skrev Torben Weirup blandt andet i sin seks-stjernede anmeldelse i Berlingske af Gerhard Richter-udstillingen på Tate Modern i London sidste år.

Da jeg for nyligt besøgte Berlin, var man i gang med at ophænge den samme udstilling i Neue Nationalgalerie, og her oplevede jeg en del af værkerne på distancen. Nogle af disse genkendte jeg fra en stor Richter-udstilling på Louisiana for nogle år siden; men hvis man skulle komme til Berlin inden d. 13. maj, tror jeg godt man kan satse på at se udstillingen i Mies van der Rohes fine bygningsværk tæt på Potsdamer Platz.

Gerhard Richter er netop fyldt 80 år.

Det afbillede oliemaleri har titlen 'Lesende' og det er malt i 1994.

Debut som lederskribent

”I de sidste par år har Dronningen malet ”knokler” – fiktive knogler på skrig gule baggrunde, der med lidt god vilje kan minde om Francis Bacons uhyggelige malerier”

Citatet herover stammer fra Karen Hammers anmeldelse i Kunstavisen af Dronning Margrethe II’s udstilling på kunstmuseet Arken i Ishøj. Hermed placerer anmelderen sig i koret af begejstrede skribenter i relation til dronningens værker.

For nyligt i Politiken kunne man læse, at avisens anmelder Peter Michael Hornung påstår, at man ikke kan bedømme udstillingen på normale betingelser, da kunstneren bag værkerne netop er dronning af Danmark. På den måde anerkender man, at man i forbindelse med den aktuelle udstilling suspenderer enhver form for kunstfaglig objektivitet – og at den har offentlighedens interesse i kraft af kunstnerens identitet.

Dette er naturligvis urimeligt, og skulle majestætens 40 års regentjubilæum fejres med en udstilling, kunne denne vel passende afholdes i én af de utallige institutioner, der netop formidler kongehusets aktiviteter? Og sammenfatningen med Francis Bacon skriger vel nærmest til himlen!

Nu skal det retfærdighedsvist siges, at det ikke udelukkende er royal medløberi, som Kunstavisen byder ind med i februar-nummeret. Lederen antager nogle langt mere – om end beskedne – kritiske synspunkter til majestætens udstilling på Arken. Og så er lederskribenten oven i købet debutant udi posten. Han hedder Lars Svanholm

Nye republikanere i Kunstpakhuset

I disse tider, hvor man systematisk lefler for dronningens såkaldte kunstværker, er det næsten dobbelt befriende at deltage i en fernisering med en kunstnergruppe, der kalder sig ’Ny Republik’. Samarbejdet mellem kunstnerne Rasmus Danø, Søren Hüttel og Rasmus Lütken kan ses frem til den 18. marts i Kunstpakhuset i Ikast, som endnu en gang viser vedkommende og relevant samtidskunst.

Udstillingen er hermed anbefalet til et potentielt publikum, der måtte være på de kanter.

EOT

Værket herover med titlen 'EOT' er udført/fundet af den tyske samtids- og konceptkunstner T. Gotchi. Forkortelsen står for "end of tunnel", og jeg er ganske bevidst om betydningen af denne titel.

Jeg er også bevidst om, at værket nu befinder sig i min kunstsamling; men da det tilsyneladende er ganske skrøbeligt, skal jeg kraftigt overveje under hvilke omstændigheder det skal opbevares.

Penneskafterne gløder

At arbejde med tusch på papir har tidligere haft en vis betydning for de ting, jeg har lavet efterfølgende – og skal man tage de nyeste greb i penneskaftet til udtryk for, hvad der i den kommende tid vil ske på motivsiden, er der noget, der tyder på en stadig opløsning af de efterhånden velkendte bogstavelementer.

Jeg har lærred og blindrammer til nogle malerier på 146 x 114 cm., og dem har jeg meget lyst til snart at få gjort noget ved. Inspirationen kunne let findes i de nyeste tuschtegninger

Mike H på Museum Jorn

En gang imellem afholder man på Museum Jorn i Silkeborg et arrangement, som hedder ’Kunst jeg tænder på’. Her fortæller en kulturpersonlighed fra området om et eller flere værker i museets samling, som siger vedkommende noget.

For nyligt var musikeren og komponisten Mike H Rasmussen, som blandt meget andet er forsanger i bandet The Sexican, gæst på museet, hvor han fortalte om en opvækst i det yderste Vestjylland, og oplevelsen af pludseligt at befinde sig i Sydamerika, hvor han har tilegnet sig en god portion musikalsk dannelse.

Mike H tog udgangspunkt i et par mindre malerier af Asger Jorn samt et værk af Jorns yngre bror, Jørgen Nash. Det sidste værk tilhører mr. H selv. Heldigvis blev der også tid til et par sange – bl.a. et cubansk-inspireret nummer, som kan høres og ses HER>

Avantgardekvinder

”Louisianas store forårsudstilling ’Avantgardens kvinder 1920-1940’ giver markante, kvindelige kunstneres banebrydende indsats i de to nyskabende tiår en fortjent plads i solen”

Det er faktisk nogle uger siden, vi her på husstanden fik katalogmateriale om den udstilling, som Eva Pohl aktuelt anmelder i Berlingske og som hun samtidigt er meget begejstret for. Fem ud af seks stjerner begaver hun udstillingen med. Når jeg ikke selv har haft den store fokus på udstillingen, er det fordi, den i forhold til kataloget virker en anelse kedelig; men qua Pohls anmeldelse er det da muligt, at jeg skal revidere min opfattelse?

Billedet: Sophie Taeuber-Arp: ’Bar Aubette’, 1926-28. Gengivelsen viser en rekonstruktion af det oprindelige værk i størrelsesforholdet 1:1. Samlung Haus Konstruktiv, Zürich (pressefoto)

Det gule tog

Der er kun én ting ved billedet herover, der irriterer mig! Og dét er, at det ikke er mig, der har taget det. OK... Jeg har redigeret kontrasten og beskåret ganske lidt; men det er taget af Annette Smed i én af Berlins utallige u-bahns, og når man kender mylderet på netop disse underjordiske stationer, må det siges at være lidt af et kunststykke at fange lokaliteten - med tog - synende totalt mennesketom.

Sådan kunne man måske opleve de såkaldte "spøgelsesstationer" i DDR-tiden under den kolde krig?

Arkitektonisk stuegang i Skovvillaen

Sammenfatningen mellem arkitektur, kunsthåndværk og billekunst er ikke usædvanlig i kunsthistorien. Man kan blot tage et tilbageblik på den legendariske mellemkrigsinstitution Bauhaus, hvis museum – Bauhaus-Archiv – i Berlin, jeg netop har besøgt.

Et andet oplagt indslag i kunsthistorien er den hollanske arkitekt og formgiver Gerrit Rietvelds rolle i forbindelse med sammenslutningen De Stijl, som fungerede samtidigt med Bauhaus, hvor en af de ypperste repræsentanter for De Stijl, Theo van Doesburg, fungerede som gæstelærer i perioder.

Aktuelt på Silkeborg Bad giver syv samtidsaktører inden for kunsthåndværk, billedkunst og arkitektur hver deres bud på, hvordan man kan gøre det rumlige interessant i Kunstcentret Silkeborg Bads Skovvilla.

Der er meget at se på, og udstillingen Arkitektonisk Stuegang kan ses frem til d. 28. maj 2012. Til næste år kan udstillingen ses på Designmuseum Danmark

Ellswoth Kelly på papir

”Jeg er afhængig af et ydre emne, snarere end den personlige håndskrift som den kendes hos Johns eller de Kooning, kunstnere, hvis arbejder jeg beundrer”

Ordene er udtalt af Ellsworth Kelly ifølge Weekendavisen. Kelly er udstillingsaktuel i Danmark, hvor man på kunstmuseet Louisiana fortsætter linien med arbejder på papir af væsentlige kunstnere.

De fleste forbinder sikkert Ellsworth Kelly med stramme geometriske kompositioner; men på papiret finder man elementer fra naturen som tema – især blomstermotiver, hvilket sikkert vil overraske én og anden

Cronhammar i Herning Folkeblad

”Folk tror, jeg tager pis på dem, når jeg siger, at jeg ikke selv ved det. Men det gør jeg fandme ikke. Folk kan frit forholde sig til det hele. Jeg er trådt ud af enhver fortolkning”

Således udtaler billedkunstneren Ingvar Cronhammar sig ifølge Bo Lundgaard i Herning Folkeblad om sine værker, der for tiden kan ses i forbindelse med udstillingen ’Mørkets Hjerte’ på kunstmuseet HEART i Herning.

I samme dagblad har Bente Jensen anmeldt udstillingen – bl.a. med følgende udsagn: ”Ingvar Cronhammars værker har gerne karakter af transformationssteder, hvor man bliver bevidst om sin egen fysiske tilstedeværelse og betydning. Som beskuer føres man ind i et scenerum, hvor man er nødsaget til at spille med på kunstnerens idé. Spiller man ikke med på hans præmis, bliver værkerne afvisende og lukkede”.

Der er sikkert dem, der finder Cronhammars værker temmelig utilgængelige under alle betingelser – og der skal nok også være en enkelt eller to, der ser Jensens beskrivelser som en gang elitær volapyk. Det gør jeg nu ikke; men når nu kunstneren selv ikke har så meget på hjerte omkring sine installationer, må vi andre jo prøve at definere på bedste vis. Der kommer nogle ord fra mig i næste nummer af Kunstavisen.

Arkitektonisk Stuegang

”Arkitektonisk Stuegang er en samtidskunstudstilling og udstillingskataloget giver en billedlig dokumentation af de udstillinde kunstneres værker og arbejdsproces. Her skabes og vises kunst uden skelen til faggrænser”

Blandt andet således beskrives Arkitektonisk Stuegang, som er en udstilling, der vises i perioden 11. februar-28. maj på KunstCentret Silkeborg Bad. Det hedder yderligere i kataloget: ”De medvirkende kunstnere er ingen gruppe, men er hver især repræsenteret, fordi de er optaget, hvordan man med og i kunstværket konstruerer kunst og fortælling”.

De syv deltagende kunstnere er: Billedkunstnerne Karen Bennicke og Kaspar Bonnén, glaskunstner Lene Bødker, billedkunstner Ruth Campau, arkitekt Poul Ingemann, væver Gudrun Pagter (som også er idékvinde og udstillingskurator) og billedkunstner Jesper Rasmussen.

"Broken house" i Weissensee

Umiddelbart nord for bydelen Prenzlauer Berg ligger Berlinforstaden Weissensee. Som andre forstæder i den tyske hovedstad udgør Weissensee en form for selvstændig enhed – som en by i byen.

Under mit ophold i Berlin traf jeg en billedkunstner, som er ganske fascineret af dét forfald, man finder på udvalgte steder i området, og den fascination for forfald deler jeg faktisk med Rita Heck, som er den pågældende kunstners navn.

Hun tog os således med på en lille udflugt til Weissensee i vinterkulden, hvor jeg blev præsenteret for dette forlængst nedlagte børnehospital, som i dag er i totalt forfald. Ret skræmmende var det at iagttage, at der i perioder bor mennesker i ruinen, da der befandt sig efterladenskaber fra folk på stedet; men forfaldet og grafittien i de trøstesløse ruiner udgør faktisk et interessant panorama, og det hele påkaldte sig en voldsom tiltrækningskraft i forhold til mit kameras objektiv.

Se billeder fra Weissensee HER>

Antoni Tàpies 1923-2012

Når en person dør i en alder af 88 år, kan man vel sige, at der ligger et element af forudsigelighed i dødsfaldet. Men med den spanske maler Antoni Tàpies død for nyligt, er det ikke blot en kunstners liv; men en epoke, der er slut, da Tàpies vel må regnes for ikke bare en af spansk billedkunsts store skikkelser i det 20. århundrede, men som en væsentlig figur på verdensplan.

Billedet herover af Antoni Tàpies har titlen ’Peinture aux bois de lit’ (Maleri med sengerammer). Det er fra 1967 og befinder sig i Neue Nationalgaleries samling i Berlin. Jeg tog billedet af værket ganske få dage, inden Tàpies døde.

Bombet af Berlin

At Berlin blev sønderbombet under 2. Verdenskrig, er vel ikke nogen hemmelighed? Til gengæld føler jeg mig ret ”bombet” efter en lille uge i den tyske hovedstad.

At vi ramte Berlin lige midt i en sibirisk vinterkulde gjorde faktisk ikke oplevelsen af byen mindre, da netop dette metrologiske indslag inspirerede til en del museumsbesøg. Efter min mening udgjorde museet for samtidskunst med det pudsige navn Hambuger Bahnhof et af turens indiskutable highlights. Foruden præsentationen af museets faste samling, viser man på stedet et gennemført kvalitativt udvalg af skiftende udstillinger, og her har jeg allerede tidligere nævnt Tomás Saracenos ’Cloud Cities’, som kan ses frem til 19. februar. Og skulle man komme til Berlin, inden dén dato, er det en god idé at besøge Bahnhof’en blot for at opleve den i Frankfurt bosiddende Argentiners kæmpeinstallation.

Udstillingen ’db’ af Ryoji Ikeda kan til gengæld ses frem til d. 9. april, hvilket jo som bekendt er en dato, vi husker herhjemme. Ikedas show består af en teknologisk leg med ord. Men jeg kunne bruge tre-fire nyhedssider til at beskrive, hvad der er interessant på Hamburger Bahnhof, så derfor vil jeg blot her få timer efter hjemkomsten konstatere, at Friedrichsheim som bydel næsten udgør et kunstværk i sig selv.

Der er i hvert fald meget at kigge på – og i netop Friedrichsheim boede vi under vort ophold i Berlin… Der er flere billeder fra Friedrichshain og Berlin HER>

East Side Gallery

Hvor floden Spree adskiller bydelene Friedrichshain og Kreuzberg midt i Berlin, har man ladet et stykke berlinermur på en god kilometers penge stå tilbage i fredet tilstand.

På den ene side - den del, der vender mod nord, og det tidligere Østberlin, har et antal kunstnere udsmykket muren. Det hele virker som en artificiel iscenesættelse, der skulle have til formål at illustrere den adskilte by. Det hele virker imidlertid blot som en institutionel gang historiefortælling uden synderlig vitalitet.

På murstykkets modsatte side ser man grafittien, som den tager sig ud i sin mest klichéfyldte form. Det er ikke godt; men måske nok så ærligt i sit slidte udtryk?

På vejen ned til muren oplever man til gengæld den rene og uspolerede streetart i kvarteret omkring Boxhagener Platz; stedet som til dagligt går under navnet Boxi, hvilket også er synonymet på én af Tysklands kendteste streetartists. Han er sågar nået ind i kunstsamlernes rækker - og så kan man jo spørge sig selv om, hvor meget street credabillity, der er i dét?

U-bahn

Det er en meget besynderlig, og underholdende, oplevelse at køre med undergrundstoget i Berlin. Ganske vist adskiller selve kørslen sig ikke meget fra, hvad man oplever i andre storbyer; men stationerne i de såkaldte U-bahns har hver især deres helt individuelle udtryk.

Her oplever man langt fra den ensrettehed og standardiseringstrang, som man ser hos f.eks. DSB herhjemme.

Billederne herover er taget på tre forskellige stationer på linien U2, der dagligt bringer i tusindvis af berlinere og byens gæster fra øst til vest i den store by.

Friedrichshain

Hundelorte i hobetal og massiv grafitti på murene i den gamle østberlinske bydel er vel elementer, der kunne få den mest følsomme småborger til at løbe skrigende bort. men Friedrichshain i den østlige del af Berlins midte rummer en energi, som ligger fjernt fra dét man oplever i turistcenterne omkring Brandenburger Tor og den vestlige del af gaden Unter den Linden.

Man føler sig omgående hjemme i det slidte miljø omkring Frankfurter Allee. Her foregår kulturen på gadeplan og ikke på bonede gulve.

En iskold vinter sætter sandsynligvis sin naturlige begrænsning på de udendørs aktiviteter, men man fornemmer en bydel, hvor helvede kan bryde løs i et inferno af kreativitet med ét. Måske derfor findes her ret mange apoteker?

Hamburger Bahnhof

Et udstillingssted med navnet Hamburger Bahnhof kunne man godt forestille sig lå i - netop - Hamborg; men det er for det første ikke en banegård, og beliggenheden er som næsten nabo til en anden banegård, nemlig én af Europas største, Hauptbahnhof i Berlin.

Jeg må sige, at Hamburger Bahnhof i kvalitet og kvantitet slår meget, som jeg har oplevet indtil nu. De skiftende udstillinger er på et niveau, som ville gøre danske kunsthaller grønne af misundelse. Jeg tror faktisk, at argentinske Tomas Saraceno
på et tidspunkt har udstillet i Danmark? Jeg husker blot ikke i hvilken forbindelse.

Når dét så er sagt, kan man roligt fastslå, at den udstilling i Hamburger Bahnhof, som Saraceno for tiden er ansvar for rykker helt sindssygt.

Den består af et antal gigantiske skulpturer/installationer i diverse materialer og for det meste er de runde og gennemsigtige og GIGANTISKE!

Dan Flavin har jeg ofte set som lidt af et blålys - i neon - på kunstscenerne; men den måde, han er iscenesat i forbindelse med Banegårdens faste samling er forbilledlig.

Derudover finder man her hovedværker af især Rauschenberg, Kiefer og Beuys. Ingen grænser for galskaben... Hambuger Bahnhof kan anbefales, og under mit besøg der for nyligt kunne jeg høre mange repræsentanter fra mit hjemland blandt publikum.