torsdag den 15. marts 2012

Åbne døre i Aarhus


Den 24. og 25. marts åbner et større antal kunstnere fra Aarhus dørene til deres værksteder og ateliérer. Begivenheden markeres blandt andet med en udstilling i Musikhusets balkongalleri, og denne udstilling åbnes af Aarhus' borgmester - og tidligere kulturrådmand - Jacob Bundsgaard. Åbningen finder sted d. 23.

I kraft af, at selveste borgmesteren åbner et sådant arrangement, må det vel betyde, at man fra politiks hold anerkender udstillingen som en væsentlig begivenhed på den kulturelle scene, og set i dét lys, må det være tilfredsstillende, her få dage efter kvindernes internationale kampdag, at kunne konstatere at så godt som 100% af de deltagende kunstnere er kvinder.

Samtidigt oplever jeg blandt de deltagende kunstnere stort set INGEN fra min egen bekendtskabskreds i et ellers meget levende og stærkt kunstmiljø i Aarhus... Kvaliteten af de repræsenterede kunstnere/værker vil jeg ikke komme nærmere ind på; men blot konstatere, at der bestemt er en enkelt eller to, jeg gerne ville se nærmere på; men det er måske heller ikke så meget i forhold til det samlede antal?

Herover et af lyspunkterne: Allison Barry Rosenlund husker jeg tydeligt fra sidste års Kunstnernes Påskeudstilling, hvor hun ligeledes udgjorde et lyspunkt.