Nu er det som bekendt længe siden, Frimann selv var udøvende fodboldspiller, og derfor er det måske heller ikke nemt for ham at erindre, at det i det fascinerende spil handler om at score mål, og ellers undgå at modstanderne scorer hos én. Så enkelt er spillet! Målene kan naturligvis scores på mere eller mindre spektakulære måder - og en af de mest opsigtsvækkende, efter min mening, er når det undertippede hold laver kasser på dygtigt udførte kontraangreb.
I Politiken analyserer dagbladets fodboldredaktør Søren Olsen kampen på et langt mere sagligt og objektivt niveau, end man ser - og hører - det hos TV3's svar på Knold og Tot. Han sammenligner Chelseas triumf med Muhammad Alis kamp mod George Foreman, hvor Ali som bekendt var presset ud i tovene, indtil han vendte det hele på hovedet og besejrede storfavoritten Foreman med en serie slag, og sendte sin modstander til tælling.
Jeg vil lige citere Søren Olsen: "...alle Chelseaspillerne kæmpede med løvehjerte og holdt hovedet koldt til det sidste, da den så udskældte Fernando Torres scorede, så tavsheden, fortvivlelsen og tristheden lagde sig over det mægtige stadion".
Olsen afslutter sin analyse med at fastslå, at Chelsea med fire mand i karantæne ikke vinder finalen over Bayern München (i München)... Måske et godt udgangspunkt for netop at vinde? Når Chelsea har alle odds imod sig, træder spillerne i karakter og fighter som gjaldt det liv eller død - eller noget langt vigtigere... En pokal med store ører!