Efter at have tilbragt en lille uge i en hytte i Tisvildeleje i sjaskende regnvejr, svor jeg, at jeg aldrig mere ville tilbringe en sommerferie i Danmark. Derfor kan det måske virke lidt mærkværdigt, at jeg har besluttet mig for at tilbringe en uge til sommer – i Tisvildeleje.
Denne gang bliver det dog i lejet sommerhus med TV, bad, toilet og andre væsentlige fornødenheder. På den måde, kan vi komme det danske sommervejr i møde på en langt mere behagelig måde end sidste år.
Og så er der jo den traditionelle udflugt til kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som til sommer byder på udstillingen med det appetitlige navn PINK CAVIAR, som viser museets nyerhvervelser samt værker, der er doneret til museet. Arkitekturudstillingen NEW NORDIC – Arkitektur & Identitet forsætter rækken af udstillinger med arkitektur som tema.
Samtidigt viser Louisiana en stor installation med titlen Five Car Stud, som vakte en del opsigt på Documenta i Kassel i 1972. Installationen er bygget op over et scenarie med racerelateret vold. Værket, som er af Edward Kienholz, blev siden købt af et japansk museum, og pakket ned. Nu er installationen på turné og kan altså til sommer ses på Louisiana