fredag den 31. august 2012

A human echo


Jeg synes, det må være svært at give titel til kunstudstillinger nogle gange. Titlen på den aktuelle udstilling med den amerikanske billedkunstner Tony Matelli på kunstmuseet Aros i Aarhus er ’A Human Echo’. ”Et menneskeligt ekko”? Det forstår jeg ganske enkelt ikke? OK. Matelli konstruerer blandt meget andet scener, der har aben som udgangspunkt – og i nogle ret lidet misundelsesværdige roller. Andre værker er sammensat af – angiveligt – grøntsags- og kødelementer, og når jeg tilføjer ”angiveligt”, er det fordi, disse værker som oftest er monteret af enkeltdele, der er støbt i bronze og efterfølgende sammenfattet til menneskelignende skulpturer med reference til den italienske 1500-talskunstner Guiseppe Arcimboldo.

Udstillingen med Matelli udgør blot én af en række udstillinger med amerikanske samtidskunstnere på Aros, og i modsætning til de øvrige af samme slags, som ofte har været ganske overfyldte og massive, har man fra museets side denne gang valgt et langt mere minimalistisk koncept, og det klæder udstillingen – uanset, hvordan man eller vælger at iagttage de udstillede værker. 

Man kan danne sig et indtryk ved at se nogle af de billeder, jeg tog under pressemødet, og på et tidspunkt skal jeg lige have sammeklippet en film med nogle af de videosekvenser, jeg optog ved samme lejlighed. 

Tony Matelli (født 1970) udvikler superrealistiske skulpturer, hvilket illusteres ret tydeligt med denne golden retriever (på billedet herover), som i forbindelse med udstillingen på Aros kan opleves på plænen foran museet for tiden. Der har allerede været reaktioner fra forbipasserende, at der tilsyneladende er glemt en førerhund, som står fuldstændigt stille uden for Aros.