Highlights på Kunsten.nu

Her ved indgangen til 2013 har adskillige kunsttidsskrifter gjort status over året, der er ved at rinde ud.

Således har Danmarks førende webtidsskrift Kunsten.nu netop rundsendt et nyhedsbrev, der for det første anskuer kunsten og kulturen i 2012 i et bredt perspektiv. Her er et af temaerne – vel ikke overraskende – Uffe Elbæks endeligt som kulturminister.

Samtidigt belyser man på Kunsten.nu den manglende dækning i dagspressen på kunstområdet – og påpeger, at danske dagblade kun tilsammen har én fuldtids kunstanmelder, en kendsgerning, der kom lidt bag på mig! Derudover åbner Kunsten.nu for planerne i forhold til det nye år, hvor man lancerer GALLERY NEWS (hvorfor ikke Gallerinyheder?).

Imidlertid er det mest interessante ved det aktuelle nyhedsbrev en liste over de mest læste artikler på sitet i 2012. Den bekræfter, at patter sælger varen: En event i København præsenterede en dame med nogle kolossale jader, som blev brugt til at smadre et antal skulpturer af billedkunstneren Inger Scharff.

Og så er det nok muligt, at maleriet som væsentligt kunstnerisk udtryksmiddel befinder sig i en momentan krise; men det gælder ikke i forhold til Michael Kvium, som ligger nr. tre på Kunsten.nu’s liste over de mest læste artikler. Portrættet af Kvium bliver dog ”overhalet” af Torben Sangilds beskrivelse af et kunstværk udført af politikeren Pia Kjærsgaard.

I øvrigt ligger Kvium tillige nr. 10. Her er temaet kunstnerens udstilling på Horsens Kunstmuseum.

Gengivelsen, der ledsager denne blog er et pressebillede af netop et værk af Kvium: 'Den umiddelbare horisont' fra 2011. Olie på lærred.

Godt nytår

Der er ikke mange timer tilbage af december - og dermed 2012. Så må man jo sige, hvad der bør siges...

ProKK som pseudoakademisk komediant

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i de seneste år har set kunstmiljøerne blive ædt op af studentikose og akademiske narrekasketter.

Efterhånden ligner kunstlandskabet en udbrændt ruin af floskler og besynderlige grydeklippede repræsentanter med hornbriller. Et af de mest oplagte eksempler herpå udgør udstillingsinstitutionen Århus Kunstbygning, der om få dage skifter navn og profil. Kunsthal Aarhus har for længst sat ord på sin nye filosofi, og man har tilsyneladende ikke gjort sig de store overvejelser om, hvorvidt man føler en forpligtigelse til at formidle og udstille billedkunst?

Det er i hvert fald under alle omstændigheder ikke lige præcist dét, der signaleres med de netop offentliggjorte udstillinger i begyndelsen af 2013.

Man kunne måske sige, at jeg burde give institutionen og udstillingerne en chance, inden jeg farer i tastaturet? Jo; naturligvis! Men når der samtidigt dukker et dokument op i min postkasse, der præsenterer foreningen ProKKs program helt frem imod 2017, så er det svært at bevare optimismen, for magen til pseudointellektuelt nonsens skal man da lede længe efter.

Jeg tror ikke, at man ensidigt kan skyde skylden på ProKKs bestyrelse og kuratorer samt den såkaldte ”facilitator”, der optræder i beskrivelsen. Jeg føler mig ret sikker på, at de blot har udfærdiget dette program (som for øvrigt kun i en begrænset forstand har noget med kunst at gøre) for at tilfredsstille kunstbygningens – undskyld – kunsthallens behov for dybe, intellektuelle banaliteter.

ProKK er en del af Kunsthal Aarhus, og har – efter en del kulturkommunalt palaver – samtidigt fået udstillingsplads i udstillingsinstitutionen. Det burde måske være overflødigt at nævne, at jeg er medlem af ProKK og tidligere bl.a. har siddet i foreningens bestyrelse. Om mit medlemskab bliver fornyet, har jeg ikke taget stilling til – endnu!

Sidst ProKK udstillede i Århus Kunstbygning, kunne man bl.a. opleve det smukke værk af Liné Ringtved Thordarson, der ledsager denne blog. Thordarson er - hvis nogle skulle være i tvivl - billedhugger.

Nytårsakvareller

Her i tiden mellem jul og nytår har jeg fået lavet nogle få akvareller.

Bogstavskompositionerne er stadig et tema, men det ser ud som, at bogstaverne bliver mere og mere udflydende. Således bliver de også stadigt vanskeligere at tyde.

Årstiden gør mig i halvdårligt humør. Så der skal lidt farver på papiret – så kan man leve med, at der er et halvt år til sommer.

ARoS '13 af dem selv

For noget tid siden var jeg til pressemøde/julefrokost på kunstmuseet ARoS med henblik på at blive indviet i museets udstillingsprofil for 2013.

Til stede var også TV-producenten Jack Fridthjof, der lavede et indslag, som giver museets direktør Jens Erik Sørensen og overinspektør Marie Nipper (billedet) mulighed for at komme til orde. Klippet kan ses HER>

Powerlisten 2012

Tidligere i år offentliggjorde kunsttidskriftet ArtReview deres liste over de mest indflydelsesrige kunstpersonligheder i det forløbne år på den internationale scene.

Sådanne lister er naturligvis altid stærkt subjektive; men ikke desto mindre underholdende læsning. Herhjemme har vi også en sådan liste, der tager udgangspunkt i den danske scene, og den har kunstanmelderen Michael Jeppesen fra Information udarbejdet.

Denne top 100 er akkurat lige så baseret på anmelderens personlige iagttagelser, som den vi tidligere har set fra Art Revirew – og sådan er dét! Lad os tage en iagttagelse på sagerne:

Årets ubetingede højdespringer er den nyudnævnte kulturminister Marianne Jelved, der kom fra ingenting og direkte ind på listens 7.-plads. Ikke overraskende er tidligere kulturminister Uffe Elbæk overhovedet ikke at finde på listen, og det på trods af, at han faktisk har bestyret posten i langt det meste af 2012.

En anden gedigen højdespringer er overinspektør på ARoS, Marie Nipper, der hopper fra nr. 96 og helt frem som nr. 45.

Derudover finder man naturligvis diverse rokeringer i forhold til sidste år. Bl.a. har nr. ét og to på listen byttet plads, således at kunstmuseet Louisianas direktør Poul Erik Tøjner nu har henvist Olafur Eliasson til 2.-pladsen… se den komplette liste på Kopenhagen.dk HER>

Jeg havde nok kunnet finde et mere kvalificeret billede af Poul Erik Tøjner, hvis jeg havde ledt grundigt i mit fotoarkiv; men fotoet herover er et stillbillede fra videoen, jeg lavede om Louisianas store udstilling med Per Kirkeby for nogle år siden.

Lokalt i 2013

Jeg har tidligere på denne blog nævnt, hvad man f.eks. kan opleve på kunstmuseet ARoS i Aarhus i 2013; men naturligvis sker der også noget i lokalområdet omkring min egen beskedne hjemby Silkeborg i det kommende år.

Først og fremmest har Museum Jorn nogle interessante udstillinger, som ganske vist peger bagud i kunsthistorien; men de navne, der optræder i udstillingssammenhængene er ikke desto mindre fænomener som Picasso og Karel Appel.

I en række af udstillinger, hvor museet parrer Jorn med interessante kunstnere, som han dokumenteret har ladet sig inspirere af, er turen nu kommet til den vel nok væsentligste kunstner overhovedet i det 20. århundrede, nemlig Pablo Picasso (1881-1974). Denne udstilling kan ses på Museum Jorn i perioden 7. september-8. december.

Desuden viser museet et udvalg af Cobra-kollegaen Karel Appels værker med afsæt i perioden 1959-62, hvor Appel stiftede bekendtskab med metropolen New York. Det kom der en del voldsomme værker ud af – og mæske derfor har udstillingen, der finder sted over sommeren – fra 2. juni til 4. august, fået titlen ’I do not paint – i hit!’. Herudover vil man bl.a. på Museum Jorn kunne se Dubuffet fra museets samling samt en udstilling baseret på Jens Olesens samling af Cobra-kunst.

KunstCentret Silkeborg Bad lægger ud med en udstilling, der viser et udsnit af Thomas og Poul Pedersens store samling af grafiske arbejder. Senere i januar åbner en udstilling med sammenslutningen med det besynderlige navn KONTEKST. ’Landet ud af skabet’ kredser om forholdet mellem betragtning og landskabelighed. Sådan hedder det i hvert fald på Badets hjemmeside.

Senere har man på Silkeborg Bad – igen – Artist Books og hen over efteråret viser man en stor udstilling med værker af min gode ven Steen Rasmussen. Titlen er ’Grafisk Metamorfose’.

Lidt længere vestpå – i Kunstpakhuset i Ikast – kan man i det kommende år se arbejder af Bjørn Nørgaard – og denne udstilling har sit afsæt i en udsmykning har foretaget ved Ikast Kirke. Denne har jeg ikke endnu haft mulighed for at se; men det bliver der sandsynligvis mulighed for i løbet af året?

Senere på året vil man kunne opleve en udstilling med den spændende unge kunstner Mie Mørkeberg i Kunstpakhuset; men ellers ser det rimeligt stilfærdigt ud i Ikast.

Stalingrad ved jordens undergang

Det synes jeg faktisk er interessant her ved begyndelsen til afslutningen: Ifølge Troels Andersens store antologi om maleren Asger Jorn, foretog Jorn de sidste justeringer af maleriet 'Stalingrad - stedet som ikke er eller modets gale latter' i dag for præcist 40 år siden.

INTROSPECTION - om kunstneren Steffen Tast

Overskriften udgør samtidigt titlen på en bog, der for nyligt udkom om Steffen Tast. Da jeg første gang stiftede bekendtskab med Tasts kunst, var jeg overbevist om, at han var den mest hysterisk pertentlige kunstner, jeg nogen sinde havde stiftet bekendstskab med. Værket bestod af hundredevis af små hvidmalede pinde, der var ophængt i lige så mange nylonsnører, således at de mange træstykker udgjorde en pyramideform.

Samtidigt blev jeg også ganske grebet af den akuratesse, som kunstneren lagde for dagen i forhold til værket.

Siden har jeg truffet Steffen Tast mange gange og fundet ud af, at der er mere end mening med galskaben. Han bruger ofte lyset i kontrast til mørket som udgangspunkt for sine skulpturelle installationer, og så har han faktisk en baggrund som grafiker, hvilket jeg som bekendt finder meget sympatisk.

Jeg har netop modtaget den nyudgivne bog, og glæder mig til at læse den med henblik på en senere anmeldelse.

I samme åndedrag bør det nævnes, at Steffen Tast vil være aktuel i forbindelse med en udstilling med kollegaerne Bruno Kjær og Frode Gundorf Nielsen i Kunstpakhuset i Ikast her i begyndelsen af 2013.

Illustrationen, der ledsager denne blog er en gengivelse af installationen ’Lysende stier II’ fra 2011 i neon, optiske fibre og glas. Værket blev udstillet i forbindelse med kunstnerens soloudstilling på KunstCentret Silkeborg Bad i 2011.

Project Mountain Yorokobu

Den 8. september åbnede en udstilling på Museum Jorn i Silkeborg. Udstillingen ’Screaming Yellow & Luninous Lavender’ introducerer designeren Henrik Vibskov som museumskurator, da Vibskov har udvalgt værker fra museets samling til en udstilling, der inkluderer et antal gul-grønne drivhuse med glughuller, hvorigennem man kan se – svagt – nogle kunstværker af rumlig karakter.

Hvad der er placeret på væggene, skal man bøje nakken for at opleve, da man har valgt at ophænge således, at billedernes underkanter er placeret i en gennemsnitspersons øjenhøjde.
Denne iscenesættelse forkommer mig mere som et fikst påfund, end en egentlig god idé.

Hvad der imidlertid var ret interessant ved åbningen, var at Vibskov viste sig som trommeslager og kapelmester i et ensemble med navnet Project Mountain Yorokobu, der udmærkede sig ved at give et sæt af meditativ improvisationsmusik, som ganske vist fik publikum til at fortrække ind i udstillingen; men mig til at blive og høre koncerten.

Vibskov fortalte mig efterfølgende at hele koncerten blev optaget med henblik på senere udgivelse, og hvis man via denne beskrivelse har fattet interesse for projektet, kan jeg oplyse at gruppen ved den pågældende lejlighed bestod af Vibskov selv på trommer, Mads Hyhne på trombone, Asger Baden på keyboards og synthesizers samt den energiske percussionist Ayi Salomon.

Som sagt er koncerten nu udgivet på plade (oven i købet på vinyl).

Fortsættelse følger - måske?

”Kunsthallerne rundt om i landet har alle sammen det problem, mere eller mindre, at de har enormt svært ved at generere en tilstrækkelig lokal interesse. Det er et dilemma og en udfordring, at de hårdest kuraterede internationale udstillinger har svært ved at tiltrække publikum modsat udstillinger med lokal forankring, som igen og igen kan få publikum op af sofaerne”

Teksten er et uddrag af en klumme af Trine Rytter Andersen på kunstportalen Kunsten.nu. Klummen har sit afsæt i en debat, som er indledt af udstillingsstedet Overgadens leder Merete Jankowsky, der ser sin egen institution som et modstykke til kunsthallerne og deres strategier.

I den forbindelse kunne jeg ikke lade være med at spekulere over, hvilken profil Århus Kunstbygning vil eksponere fremover.

Foreløbigt fremgår det af udstillingsstedets website, at man fra primo 2013 ændrer profil – og navn. Fremover skal man vænne sig til at kunstbygningen hedder Kunsthal Aarhus. Hvad dette indebærer på udstillingsfronten er svært at sige, da man ikke har været helt så præcis vedr. næste års udstillinger, som man har været med at formidle institutionens nye profil.

Selv blev jeg mødt med en mur af tavshed, da jeg i min egenskab af anmelder spurgte kommunikationsmedarbejderen i kunstbygningen om formidlingsmateriale omkring den aktuelle udstilling. Dettte er et dumt og arrogant signal at sende omverdenen, hvis man man som udstillingsinstitution gerne ser sine aktiviteter formidlet i et bredere perspektiv.

Værket - et udsnit af Gudrun Hasles 'Min Livshistorge', som er aktuel i Århus Kunstbygning - der ledsager denne blog, kunne måske fungere som fremtidsbillede i forhold til Kunsthal Aarhus?



ARoS' Kirkeby-samling

”Men trods malerisk nerve fremstår hans malerier altid som strukturmæssigt kontrollerede og konceptuelle konstruktioner, hvor mange naturvidenskabelige billeder som DNA-molekyler, stjernebilleder og geologiske profiler har stået model.
Og det er nok i virkeligheden Per Kirkebys styrke og sandsynligvis nøglen til at forstå hans internationale succes: Billeder opstår aldrig af ingenting”.

Stiftens kunstanmelder Henrik Broch-Lips giver generøst fem ud af seks stjerner til ARoS’ ophængning af Per Kirkebys værker fra egen samling, og det er – uden at jeg har set udstillingen – sikkert ikke en stjerne for meget? Min vurdering er baseret på min viden om ARoS’ samling af Kirkeby-værker, som jeg ved, er ganske omfattende.

Samtidshumor

”Mest af alt syntes Elmgreen, at Rothko-maleriet lignede et ryatæppe, og det eneste, der skete, når han kiggede på det, var, at han fik dårlig samvittighed. Hvorfor vakte det ingen store følelser i ham? Han følte sig skyldig og uværdig til at kunne opleve kunsten. Opleve den spirituelle, åndelige og kunstrefererende kunst – hvad Elmgreen syntes, at især kunstformidlerne gjorde den til”.

Citatet stammer fra en artikel i dagbladet Information, hvor Rasmus Elmelund prøver at give et overordnet bud på, hvad samtidskunsten byder ind med her ved udgangen af 2012.

Blandt andet bliver det fremhævet, at den tidligere så udbredte modernistiske filosofi var elitær og ekskluderende, og at det referencielle i billedkunstnen bør være mere direkte, end man oplevede det med bl.a. den abstrakte ekspressionisme.

Personligt finder jeg selv samtidskunsten indsnævret og i dén grad ekskluderende – og samtidigt dybt elitær.

 I øvrigt er kunstneren, der udtaler sig ganske kritisk om Mark Rothko den ene halvdel af duoen Elmgreen og Dragset, Henrik Elmgreen, som er en af tidens udøvere, der dækker sig bag et tema, de overhovedet ikke kommer i nærheden af i udviklingen af deres værker.

Når værkstedet flytter ud

Mange af de ting, jeg laver lige for tiden, bliver faktisk forarbejdet alle muligt andre steder end på værkstedet – og det er naturligvis ikke altid optimalt. Ikke desto mindre sørger jeg for – når der er tid og rum – at få noget lavet under alle omstændigheder.

Jeg er for tiden i gang med min sidste sæson i mit igangværende job, og jeg må sige, at trætheden er ved at indfinde sig vedr. at være på et jobmarked, jeg aldrig rigtigt har følt mig hjemme i.

Bortset fra dét, afsluttede jeg som bekendt en udstilling på Café Galleriet i Odder for noget tid siden – og dén udstilling var på flere måder vellykket. Der kom i hvert fald flere positive reaktioner.

Bedste udstillinger i 2012

Der er ganske vist nogle uger til årsskiftet finder sted; men alligevel vil jeg allerede nu givet et bud på nogle af de største udstillingsoplevelser, som JEG i hvert fald har haft i 2012. Og det er svært, da 2012 har været et begivenhedrigt år.

Lad mig blot nævne i flæng: De to gange Tony – Oursler og Matelli – på ARoS. På ARoS kunne man ligeledes opleve et af årets absolutte højdepunkter, Edvard Munch, en udstilling, der stadig kan ses, og næsten føles. Matelli kan ses indtil nytår.

Kunstmuseet Louisiana har traditionen tro stået for imponerende udstillinger. Jeg vil især nævne den stadigt aktuelle ’Selvportræt’, som viser et stort og komplet udvalg af selvportrætter fra de sidste godt og vel 100 års kunsthistorie. Pink Caviar, som i sommer viste eksempler på museets nyerhvervelser, var ligeledes værd at ofre nogle timer på, og det samme kan man roligt sige om udstillingen med gigantiske fotos af Andreas Gursky.

På Statens Museum for Kunst udgjorde den fine udstilling med værker af Henri Matisse et ubetinget højdepunkt. Og så var 2012 Documenta-år.

På dOCUMENTA (13) kunne man finde og opleve et kæmpeudvalg af, hvad kuratorerne havde udvalgt fra den aktuelle og historiske kunstscene. Skulle jeg pege på nogle enestående indslag, må det vel være Julie Mehretus store tegninger, Geoffrey Farmers helt enestående installation ’Leaves of Grass’ (nederste billede herover) og Korbinian Algners æblepasteller. Men her var det bestemt – blandt mange – værd at nævne Goshka Macuga, Ida Applebroog, Mark Dion, Massimo Bartolini, Fabio Mauri og William Kentridge. Det var lige, hvad jeg kunne komme i tanker om fra dOCUMENTA (13) i skrivende øjeblik.

Den måske bedste – og i hvert fald den mest overrumplende – var imidlertid en stor udstilling med kæmpestore, gennemsigtige og skulpturelle enheder af den argentinsk/tyske kunstner Tomas Saraceno (øverste billede) i Hamburger Bahnhof, som jeg besøgte i forbindelse med vores tur til Berlin i beyndelsen af året. Udstillingen var interaktiv, da de forskellige elementer i flere tilfælde var så gigantiske, at man kunne gå ind – og op – i dem.

Jeg vil vove pelsen og under alle omstændigheder erklære netop denne udstilling som den bedste i det herrens år 2013, ikke mindst på grund af overraskelsesmomentet. I det hele taget er Hamburger Bahnhof et sted, man bør besøge, hvis man interesserer sig for samtidskunst.

Det samme kan man naturligvis sige om Neue Nationalgalerie, som rummer moderne kunst fra hele det 20. århundrede. Næste gang, jeg kommer til Berlin, står Alte Nationalgalerie højt på ønskelisten sammen med bl.a. Martin Gropius Bau.

Af de mere lokalt forankrede udstillinger, bør jeg nævne Sonja Ferlov Mancoba på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning og den store udstilling med Ingvar Cronhammar hos naboen HEART. På Museum Jorn i Silkeborg havde man parret Asger Jorn med James Ensor og på KunstCentret Silkeborg Bad var der også i det forløbne år udstillinger, der var værd at se.

Og så må jeg naturligvis ikke glemme min egen udstilling på Café Galleriet i Odder

Guldalder, dronningen og prinsen, Tal R samt en interessant trio på ARoS i ’13

Kunstmuseet AroS’ direktør Jens Erik Sørensen lød under pressemødet, der præsenterede næste års udstillinger på museet, som en mand med forventninger om kritiske røster fra anmelderne, da han præsenterede en af næste års udstillinger.

Det drejer sig om en udstilling, der viser et celebert ægtepars kreative produktion. Og det er naturligvis Dronning Margrethe og Prins Henrik, der er tale om, og så har jeg ikke så meget mere at tilføje bortset fra, at JES påpegede, at der muligvis ikke er tale om kunst, når man beskriver regentparrets værker – man kan så spørge sig selv om, hvorvidt disse skulle udstilles på en institution, der netop er defineret som et kunstmuseum?

Anyway! Årets udstillingsprogram på ARoS er faktisk interessant, og allermest tror jeg, at jeg glæder mig mest til en stor Tal R-udstilling, der vises i perioden fra 23. november 2013 til 27. april 2014.

Allerede fra d. 9. februar kan man dog se en udstilling med tre kunstnere fra forskellige perioder, når museet slår dørene op for en udstilling med værker af Yves Klein (1928-62), James Lee Byars (1932-97) og Anish Kapoor (1954-). Denne udstilling mener jeg også, der er grund til at glæde sig til.

Over sommeren står den på guldalder på museet, som viser dels værker af egen samling og dels indlån. Cirka halvt af hver fra denne frugtbare epoke i dansk kunsthistorie.

Herudover kan man opleve udstillinger med fotografen Annika von Hausswolff, maleren Kay Christensen (1899-1981), kunstnerduoen Thyra Hilden og Pio Diaz, der i juni har verdenspremiere på deres innovative kunstprojekt ’Bubble’. ’Director’s Choise’ er den forløbige titel på en udstilling, der tager afsked med ARoS’ direktør gennem en menneskealder Jens Erik Sørensen. Han har her givet sig selv lov til at udvælge nogle – oversete – værker fra museets samling. Som JES selv udtrykker det: ”Det bliver en fantastisk spændende mulighed for at se, hvor mange ”katastrofer”, der er indkøbt gennem årene!”

Allerede fra d. 15. december kan man se en udstilling, der viser hovedværker af Per Kirkeby fra ARoS’ egen samling. Og den er ikke så lille, skulle jeg hilse og sige.

Det øverste billede foroven viser en gengivelse af et maleri af Jørgen Sonne (1801-1890), ’Rytterkampen ved Århus den 31. maj 1849’, 1853 (pressefoto: Ole Hein Pedersen/ARoS)

Det nederste Yves Klein, Installation MAMAC, Nice (pressefoto: Muriel Anssens/ARoS).

Jelved på kulturens taburet

To minutters betænkningstid var hvad Marianne Jelved havde brug for, da De Radikales (eller ”De Radigale”, som de hedder i Politikens ATS) leder Margrethe Vestager headhuntede Jelved til posten som kulturminister, efter at kaos-piloten Uffe Elbæk valgte at forlade embedet.

Det ser umiddelbart ud, som om der er overordnet tilfredshed i kulturlivet med den nye minister, og i modsætning til sin forgænger på posten, har hun, som partiformanden udtalte i radioens P1, ”parlamentarisk erfaring”. Det kan der ikke være tvivl om!!!

Exit Elbæk

”Landspolitisk må han dog regnes for en novice, da han først ved det netop overståede valg er blevet valgt ind i Folketinget. Han er blevet kendt for en såkaldt ”kulturel Marshallplan”, der bl.a. vil reducere antallet af symfoniorkestre, nedlægge FM-båndet, flytte midler fra den klassiske musik over til den rytmiske og reformere dagpengesystemet for kunstnere, så det understøtter freelance-aktiviteter. Det sidste er måske nok så væsentligt for danske billedkunstnere”.

Sådan kunne man her på blog'en kunnet læse om Uffe Elbæk, da han i efteråret sidste år blev udnævnt til kulturminister. Siden er han blevet et af dronningerigets helt store samtaleemner, da Elbæk tilsyneladende har udvist store evener inden for den stærkt udbredte kulturelle disciplin, nepotisme.

Nu har Elbæk valgt at forlade posten som kulturminister – og tilbage står så spørgsmålet, når man har fået svaret på, hvem, der skal efterfølge ham, om, hvorvidt dette har nogen konsekvens for de lokalpolitikere og kulturfolk ude i landet, der bruger vennetjenester og nepotistiske funktioner som en selvfølge i det daglige arbejde?

Jeg tror, at Uffe Elbæks manglende erfaring som politiker på landsplan har været en væsentlig årsag til, at det er gået ham, som det er. Der vil altid være langt mere fokus på en minister og hans/hendes handlinger, end på f.eks. en kommunalpolitiker.

ARoS i 2013

Der er måske en enkelt eller to, der har undret sig over, at kunstmuseet ARoS Aarhus Kunstmuseum endnu ikke har offentliggjort deres udstillingsprogram for 2013. Det bliver der imidlertid rådet bod på torsdag d. 6. december, hvor det kulturelle pressekorps er indkaldt til pressemøde og julefrokost på museet.

Jeg har naturligvis tilmeldt mig arrangementet og vil derfor være i stand til at forsyne nyhedshungrende kunstinteresserede med næste års – sandsynligvis – spændende udstillinger på ARoS.

Det er stadig muligt – indtil d. 17. februar – at se den store Edvard Munch-udstilling på ARoS. Her er der heldigvis bl.a. lagt en væsentlig vægt på grafikken foruden de mange oliemalerier, udstillingen præsenterer.

Matisse på Metropolitan

Hvis man er kæmpefan af Henri Matisse, oplevede man med stor sandsynlighed den store udstilling med kunstneren på Statens Museum for Kunst, der kørte fra sommeren og hen over efteråret på nationalgalleriet.

Udstillingen udgjorde et ubetinget highlight blandt de udstillinger, jeg selv har set i indeværende år – og det er ikke så få.

Det er dog nu igen muligt at se udstillingen, men denne gang vil det – hvis man ellers befinder sig i Europa – kræve lidt rejseaktivitet, da udstillingen netop er blevet åbnet på Metropolitan Museum of Art i New York.

Louisiana TV

Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk kan nu tilbyde gæster på hjemmesiden en TV-kanal, der formidler museets udstillinger og – ikke mindst – stedets kulturelle arrangementer.

Der ligger allerede en bred vifte af broadcasts på Louisiana Channel og navne som David Hockney, Ai Weiwei, Jonathan Meese, Patti Smith, Pippilotti Rist og udstillingsaktuelle Anri Sala er blot nogle af de kunstnere, man kan få et indblik i via den nye TV-kanal.

Man kan se kanalen ved at logge sig ind på www.louisiana.dk - her ligger der et link til Louisiana Channel.