onsdag den 24. april 2013

Kunstens DNA og V58

”V58 mangler fornemmelse for kunstens DNA, når man uæstetisk klistrer priser og financieringsforslag under hvert maleri, lægger tvivlsomme bøger med amatørmalere i vindueskarmene og lader et par fagligt svage studerende introducere temmelig ukendte kunstnere med en overdrevet brug af intetsigende, men salgbare superlativer som ’helt fantastisk’, ’unik og elsket’, ’helt specielle’ og ’helt unik i sin egen fantastiske verden’.

Aarhus Stiftstidendes kunstkritiker Henrik Broch-Lips skulle angiveligt være persona non grata i kunstgalleriet V58 i Aarhus, siden han kritiserede galleriets åbningsudstillng, da man åbnede på adressen Vestergade 58 i Smilets By tilbage i 2007.
 
Broch-Lips har under alle omstændigheder ikke forsømt nogen lejlighed til at berette om, at ejerne af galleriet ser ham som uønsket i galleriets lokaler. Faktisk skulle man have kontaktet Stiftens redaktør i sin tid med henblik på at få den emsige kritiker afskediget.
 
Det lykkedes naturligvis ikke; og nu har V58 skiftet adresse, og befinder sig i den historiske bygning ’Mejlen’ i Hans Hartvig Seedorffs Stræde centralt i Aarhus og tæt på både ARoS, Råd- og Ridehus.
 
Samtidigt er det lykkes Henrik Broch-Lips at tiltvinge sig adgang til det nye domicil med henblik på en ny anmeldelse, som nu kan læses på hans hjemmeside. ”Galleri V58 prøver at forstå kunstens væsen, men har stadig meget at lære”, hedder det i underoverskriften på anmeldelsen, som tillige blev bragt i Aarhus Stiftstidende d. 22. april og som citatet herover stammer fra.
 
Åbningsudstillingen på Galleri V58 kan ses indtil d. 18. maj.