Pjækkede fra Sculpture by the Sea-pressemøde

Jeg havde indskrevet mig til pressemødet vedr. skulptur-biennalen Sculpture by the Sea i Aarhus; men jeg må indrømme, at jeg udeblev – kort sagt: Jeg skulkede!

For det første skal jeg ikke anmelde udstillingen – heldigvis, og for det andet havde jeg rig mulighed for at besigtige de udstillede værker på min vej til stranden ved Ballehage, hvor jeg begyndte dagen med en gang solbadning…

Vandet var angiveligt 11 grader, så det blev kun til en tur i baljen til lårene. Da pressemødet begyndte, brød solen frem ved Ballehage – og så var min motivation i forhold til at få beskrevet de mange skulpturer forsvundet som dug for samme sol. Med andre ord: Jeg nød solen og den salte havluft frem for at blive begavet med forklaringer om kunstværker, som jeg – for de flestes vedkommende – finder totalt ligegyldige.

Magen til storladent amatørforetagende skal man godt nok lede længe efter på samtidens kunstscene.

Bevares… Der er et eller to værker på Sculpture by the Sea, som kan godkendes ud fra en kunstfaglig vurdering. Resten er rendyrket amatørisme.

Ikke desto mindre skal der såmænd nok dukke godt og vel en halv million mennesker op for at bese værkerne på Sculptures by the Sea, som kører hele juni måned ud.

Tilbage i Indelukket

For nyligt blev jeg ”fanget” af Midtjyllands Avis’ kulturskribent Christian Kloch under musikfestivalen Nye Hede Rytmer i Indelukket i Silkeborg, hvor jeg deltog som ganske almindelig festivalgæst.

Men journalisten havde i sin hukommelsesdatabase erindret noget om, at jeg havde spillet på den samme festival – blot for 29 år, og 30 gange, siden. Dengang med bandet X-act, som jeg var bassist og forsanger i.

Da Kloch havde talt med mig og gjort sine notater, tog avisens fotograf Jacob Stigsen Andersen billedet, som ledsager artiklen.

Sculpture by the Sea

I de senere år har man på strækningen fra Tangkrogen til Ballehage i Aarhus vist udstillingen Sculpture by the Sea, som har været et besynderligt sammensurium af alle mulige udtryk af lige så mange kunstnere fra ind- og udland.

Idéen til Sculpture by the Sea blev født i Australien, hvor konceptet har kørt i årevis – og nu er det altså tredje gang, man kan opleve udstillingen i Aarhus. De mange skulpturer kan ses i hele juni måned.

Der er preview på udstillingen fredag d. 31. maj. Jeg kigger nok forbi…

Karel Appel på Museum Jorn

Der er ikke noget overraskende i, at Museum Jorn i Silkeborg præsenterer en udstilling med den hollandske Cobra-maler Karel Appel.

Hvad der imidlertid gør denne udstilling interessant, er, at den viser værker af Appel, efter han i 50’erne rejste til USA og lod sig inspirere af besøgene netop dér. På udstillingen ’I do not paint, I hit!’ kan man se 16 store malerier af Appel og netop et maleri fra epoken sidst i 50’erne-først i 60’erne oplevede jeg som et overraskende stærkt indslag på Neues Nationalgalerie i Berlin for noget tid siden.

Appel havde tilsyneladende i denne periode gjort op med den lidt naive tilgang til kunsten efter inspirationen fra USA? Jeg glæder mig til at se – og skrive om udstillingen, der kan opleves på Museum Jorn i perioden fra d. 2. juni til d. 4. august.

"De ved, hvad de gør!"

På et tidspunkt kritiserede billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen Danmark som krigsførende nation over for en forhenværende kulturminister, som reagerede med ordene, der optræder i overskriften.

For nogle år siden skrev jeg en anmeldelse af Haugen Sørensens udstilling på Statens Museum for Kunst, hvor der primært blev vist keramiske skulpturer. Mange af disse værker var ikke præget af den store optimisme, og skal man dømme efter de gengivelser, som følger med pressematerialet til en udstilling, der snart åbner på Skovgaard Museet i Viborg – i øvrigt med titlen ’De ved hvad de gør’, ser det ikke lyst ud i kunstnerens optik.

Jørgen Haugen Sørensen er samtidigt aktuel med en bogudgivelse ’Den sorte Sangbog’, der tillige udgør navnet på en udstilling med kunstneren i Galleri Profilen i Aarhus.

Billede: Jørgen Haugen Sørensen: 'You'd better like him', 2012 (pressefoto: Skovgaard Museet/Simon Lautrop)

På forsiden - med Kørner

I det nye nummer af Kunstavisen kan man blandt andet læse min anmeldelse af udstillingen ’Fanget’ på HEART i Herning.

Udstillingen viser, som jeg tidligere har nævnt, værker af John Kørner og en film om Kørner af og med Jørgen Leth. Anmeldelsen har fået en side i bladet samt forsiden.

Udover mine iagttagelser om Kørner og Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling, er der anmeldelser af blandt andre Erik Meistrup, der har været på ARoS (Annika von Hausswolff) og Randers Kunstmuseum (Ulrik Møller).

Galschiøt i Albertslund

Den fynske billedhugger Jens Galschiøt er en herre, der med sine skulpturer har rejst i hele verden med henblik på – via sine værker – at sætte fokus på de politiske og sociale uretfærdigheder, der sker rundt omkring.

I det hjemlige, akademiske kunstmiljø har Galschiøt dog fremstået som lidt af en outsider, hvilket ikke har forhindret ham i også at foretage udstillinger og events i det nationale univers.

Nu er Jens Galschiøt udstillingsaktuel i Albertslund, og selv om det er Albertslund Kunstforening, der står bag, bliver hele byen inkluderet i begivenheden. Den sympatiske fynbo udtaler i dén forbindelse: ”Albertslund prioriterer kultur, miljø og klima højt og da byen samtidigt rummer nationaliteter, fra det meste af verden, er det et oplagt sted for mig at nå ud med min kunst og budskaber til hovedstadens befolkning”.

Citatet stammer fra Albertslund Posten.

Kunsten i Aalborg

Overskriften skal ikke ses som en kommentar til kunstoplevelserne generelt i den fine nordjyske by; men udelukkende i forhold til kunstmuseet, som jo nu har fået det besynderlige navn KUNSTEN.

Jeg ved ikke, hvad, der var i vejen med det gamle navn, Nordjyllands Kunstmuseum? Måske kunne man have gjort det mere stedspecifikt ved at lade byens navn indgå i museets ditto?

Måske har man en teori om, at udlændinge vil finde det for svært – og hvis man skal bruge popcharmøren Eros Ramazzottis udtale af Aalborg som eksempel, har man muligvis en pointe. Der var en glimrende lyd i Gigantium, da den italienske sanger med sit band besøgte Nordjylland; men – undtagelsesvist – sløsede Eros med udtalen, da han fik Aalborg til at lyde som Hamborg. Eller også vidste han ikke, hvor han var? Anyway: ”dak, Eros!” for en fin koncert.

Jeg havde glædet mig til at se Olafur Eliassons aktuelle udstilling ’Lava Floor’ på Kunsten samt den for nyligt afslørede installation ’Triangular Pavilion’ i museets skulpturpark.

Knapt så store forventninger havde jeg til udstillingen ’Dansk Graffiti 1984-2013’, da jeg finder genren fyldt med slidte visuelle klichér, og jeg har da slet ingen forståelse for, at grafitti skal ind på museumsvægge iscenesat som kunst på lærred. Som historisk beskrivelse af fænomenet fungerer udstillingen dog overraskende fint, på trods af at der befinder sig RET mange tvivlsomme ”kunstværker” på udstillingen.

Et af de mere interessante indslag: En modeljernbane, hvor enhederne er bemalet som toge bliver det i den virkelige jernbaneverden.

Bonde om Kørner

”Han taler med en anden stemme end sine samfundskritiske kollegaer fra 1970’erne, der ofte forfaldt til den rene propagandakunst og dermed svigtede kunstens æstetiske potentialer, når de med få undtagelser lod budskabet gå forud for udtrykket”

Det er faktisk en meget begavet betragtning, Lisbeth Bonde i Weekendavisen fremstiller om den for nyligt åbnede udstilling på HEART i Herning med værker af John Kørner.

 

”Politisk kunst er dårlig; men al god kunst er politisk”. Jeg har sandsynligvis forvansket dette statement? Jeg er heller ikke helt 100% sikker på, hvem der har fremsat det; men i forhold til den aktuelle Kørner-udstilling er det i hvert fald relevant.

Sandbye om von Hausswolff

”Annika von Hausswoffs værk er komplekst og intelligent. Gennem sine værker diskuterer hun temaer knyttet til syn, seksualitet, krop og erindring, samtidigt med at der også er noget at se på og ikke mindst digte videre på i hendes flotte esoteriske, retsvidenskabelige farvefotografier”

Mette Sandbye er, hvis man skal tage hendes anmeldelse i Weekendavisen for pålydende, begejstret for Annika von Hausswolffs udstilling på kunstmuseet ARoS i Aarhus.

 

Det er naturligvis fair nok! Selv har jeg et lidt anstrengt forhold til foto som kunstnerisk medie. Eller sagt med andre ord: Det skal være overbevisende for at være rigtigt godt.

 

Om den aktuelle udstilling vil jeg blot opfordre publikum til at se den – og hvis man begynder at kede sig efter to minutter, har ARoS også meget andet at byde på for tiden.

Guldalder på ARoS

Omkring den nye særudstilling på ARoS, hvor temaet er guldalderen, ønsker museet at udfordre publikums eksisterende syn på perioden. 

Jeg var ikke til pressemødet; men udstillingen løber fra d. 18. maj til og med d. 20. oktober, så der er god tid til at få set ’Guld – Skatte fra den danske Guldalder’.

Maleriet til højre på interiørfotoet herover: Frederik Sødring: ’Parti af Marmorpladsen med ruinerne af den ufuldførte Frederikskirke’, 1835 (pressefoto). 

Gudnason i Værløse

”Nærsynet naturalist havde han aldrig været, men hans første billeder – og de tidlige på udstillingen – fortæller deres egen umiddelbare historie om en malers rodfæstede fortrolighed med sit lands natur: ”Kilden til min kunst er landskabets store rytmer”, sagde han”.
 

Personen, der sagde dét, var maleren Svavar Guðnason, som refererer til sit hjemland Island. Citatet er fra Peter Michael Hornungs anmeldelse af en udstilling, der er på turné for tiden med den islandske Cobra-kunstner, som Asger Jorn betegnede som Cobras mest modvillige medlem”.

Udstillingen, som jeg så – og beskrev – da den blev vist på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning tidligere på året, er nu nået til Værløse, hvor den kan ses i Skovhuset ved Søndersø.

Ringen sluttet i Kunsthal Aarhus

Det burde ikke være nødvendigt at resumere fra de sidste måneders begivenheder i Kunsthal Aarhus. Hvis man blot har fulgt nogenlunde koncentreret med i avisernes kulturspalter, ved man, at kunsthallens bestyrelse først fyrede institutionens kunstfaglige leder og efterfølgende selv gik af og dermed efterlod kunsthallen i et administrativt kaos.

Nu er en ny bestyrelse udpeget – og dårligt havde den konstitueret sig, før den nævnte Joasia Krysa blev genansat. For nyligt kunne man under åbningen af de igangværende udstillinger se en veloplagt Krysa bevæge sig rundt i udstillingsbygningen, og det var altså ikke helt uden grund.

Jeg har læst nyheden om genansættelsen af Krysa i dagbladet Politiken. Kunsthal Aarhus er ikke så veludviklet med hensyn til formidling af nyheder. På kunsthallens hjemmeside befinder der sig et presserum, som imidlertid ikke har beskæftiget sig – overhovedet – med den aktuelle situation i Kunsthal Aarhus.

I øvrigt bør det nævnes, at Joasia Krysas tidligere makker i den kunstneriske ledelse, spanske Vicente Matallana, bliver en del af et nyt rådgivende team for kunsthallen, som vil køre med fri entré i en periode med henblik på at tiltrække nyt publikum.

Man kunne måske opfatte værket, som er gengivet herover af Malte Klagenberg, der for tiden udstilles i Kunsthal Aarhus, som en ”næse” til udstillingsinstitutionens tidligere bestyrelse. Værket indgår i Det Jyske Kunstakademis dimittendudstilling. Titel: ’Mand i forfald’.
 

Trekantet himmel i Aalborg

Billedkunstneren Olafur Eliasson behøver vist ikke nogen nærmere præsentation? Når man har konstrueret vandfald i New York, lavet solen i London og tillige skabt en regnbue til Aarhus, bør ens navn være slået grundigt fast i kunstpublikummets bevidsthed.

Og som om det ikke er nok med vandfald, sole og regnbuer, er Eliasson såmænd nu gået i lag med selveste Himlen, som han angiveligt har gjort trekantet ved hjælp af diverse spejleffekter.

Det kan man opleve på museet KUNSTEN (tidligere Nordjyllands Kunstmuseum) i Aalborg, hvor en ny installation af Eliasson netop er blevet afsløret i museets skulpturpark. Samtidigt udstiller Eliasson et gulv belagt med lavasten, som publikum kan tage en vandretur på.

Jeg/vi har planlagt at besøge museet i forbindelse med en koncert med den italienske sanger og supercharmør Eros Ramazzotti i pinsen.

Hausswolff

”Igennem påfaldende iscenesættelser, overdramatisk lyssætning, enkelte billedelementers absurde kombinationer eller synlige konstruktioner såsom fiskesnører, der fikserer stolen i Philosophical Chair, sætter Hausswolff imidlertid en stopper for forprogrammerede billedanalyser, og stiller dybest set spørgsmålstegn ved mine indgroede og fastlåste verdensforståelser” 
 

Dette citat stammer fra Gerald Nygaards anmeldelse på kunstportalen kunsten.nu af svenske Annika von Hausswolffs udstilling ’It all ends with a new beginning’ på kunstmuseet ARoS i Aarhus.

 

Jeg har set udstillingen, og som det ofte er tilfældet med fotografi som kunstnerisk medie, er jeg ikke helt 100% sikker på, at det rykker helt så meget som visse anmeldere og museets formidling giver udtryk for. Udstillingen er dog – som det også antydes i anmeldelsen – flot iscenesat, og fotografierne er skarpe.

 

En lille sjov én til de akademisk forankrede skribenter ved kunsten.nu: Man stiller ikke et spørgsmålstegn! Man sætter et spørgsmålstegn og stiller et spørgsmål. De har meget at lære, de unge og kloge! Og så ikke et ord om de slåfejl, jeg selv producerer i spandevis…

Fire hjerter fra Skotte til Leth om Kørner

”At Jørgen Leth ikke har så meget at sige om John Kørners kunst, gør det til en usædvanlig film i den 75-årige filmkunstners oevre. På en måde er det betragtet som Jørgen Leth-udsagn måske hans mest anonyme film til dato. På den anden side er det en portrætfilm, der forbilledligt åbner op for en vigtig dansk billedkunstner på det rigtige tidspunkt”

Citatet herover er fra Kim Skottes anmeldelse af Jørgen Leths film om John Kørner – og dog: At tale om en film af Leth om Kørner er nok ikke den helt rigtige benævnelse, da Leth spiller en ikke uvæsentlig birolle i beskrivelsen af Kørner. Anyway: Skotte giver fire ud af seks hjerter til filmen, som har premiere i disse dage. Jeg så filmen ved verdenspremieren i forbindelse med åbningen af udstillingen ’Fanget’ på HEART. Man kan læse mere om både udstilling og film længere nede på denne side.

Silkeborg Kunstnerlegat til Allan Otte

Som billedkunstner har Allan Otte efterhånden opnået en gedigen status på den danske kunstscene, og nu indskriver kunstneren sig i rækken af primært yngre kunstnere, der modtager det prestigefyldte Silkeborg Kunstnerlegat.

Fængslende Kørner på HEART

John Kørner udstiller på kunstmuseet HEART i Herning fra d. 4. maj. Udstillingen viser både nye og ældre værker af kunstneren, som i de seneste år ikke har været bange for at kommentere de politiske beslutninger angående Danmark som krigsførende nation i sine malerier.

Udstillingen er bygget op som et fængsel og netop ’Fanget’ er bogstaveligt nok udstillingens titel. Ved udstillingens fernisering, som jeg har planlagt at deltage i, vil der samtidigt være premiere på en helt ny film, som filmmanden og cykelentusiasten Jørgen Leth har instrueret. Filmen har fået titlen ’Jeg taler til jer’.

Guirlanden og afgangselevers udstilling åbnet

Jeg har tidligere her på siden omtalt kunstnersammenslutningen Guirlandens udstilling i Kunsthal Aarhus. Denne udstilling er nu åbnet sammen med en udstilling, der viser værker af afgangseleverne fra Det Jyske Kunstakademi.

Jeg var til åbningen – og især Guirlanden var en behagelig overraskelse. Jeg var i princippet heller ikke overrasket over Det Jyskes afgangsudstilling; men jeg havde håbet på lidt mere passion og lidt mindre fortænkthed i forhold til, hvad man har kunnet opleve de senere år.

Maleren Niels Ryberg har lidt af en legende-status i min hjemby, Silkeborg, hvor han for omkring 40 år siden var med til at skabe et kunstmiljø omkring det progressive Galleri Krogen. 

Ryberg er blandt udstillerne på Guirlanden – og han udgør en af de helt klart positive overraskelser på udstillingen. Maleriet herover besidder titlen ’Fuldmåneaften set fra Donnemosen’. Maleriet er fra 2013. Altså helt nyt.