torsdag den 6. juni 2013

Flere Sculpture-iagttagelser


”De mange kaloriefattige værker, der svækker helhedsindtrykket, er ikke alene udtryk for et bedaget kunstsyn. Heller ikke i modernistisk forstand er det kvalitet: Værker skabt af eksempelvis Orest Keywan, Susanne Specht eller Paul Selwood er uden æstetisk prægnans – her er ingen form, der synger. Kontekstuelt kunne de ligeså godt stå i en rundkørsel i Vestjylland som på stranden i Aarhus” 

Ole Bak Jakobsen har – som Henrik Broch-Lips i Århus Stiftstidende – anmeldt udstillingen Sculpture by the Sea på portalen Kunsten.nu, og ganske som Broch-Lips påpeger Jakobsen det helt uanstændigt lave bundniveau i forhold til et forløb, der strækker sig fra Tangkrogen til Ballehage.
 
Ikke desto mindre er Jakobsen lidt for positiv omkring eventen på trods af, at han bruger udtryk som ”tåkrummende” og ”skizofrent” om værkerne og udstillingen i almindelighed.
 
Hvorfor de to skribenter er så overvejende tolerante over for en udstilling, de begge tilsyneladende finder fyldt med svage indslag, kan kun ses som et udtryk for, at de ikke vil fornærme de mange lokale kunstnere, der kan opleves på udstillingen?